Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D1083

    Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1083 af 30. juli 2018 om ændring af fælles aktion 2008/851/FUSP om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster

    ST/10568/2018/INIT

    EUT L 194 af 31.7.2018, p. 142–143 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2018/1083/oj

    31.7.2018   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 194/142


    RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2018/1083

    af 30. juli 2018

    om ændring af fælles aktion 2008/851/FUSP om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 42, stk. 4, og artikel 43, stk. 2,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 10. november 2008 vedtog Rådet fælles aktion 2008/851/FUSP (1) om oprettelse af EU's militæroperation Atalanta (»Atalanta«).

    (2)

    Den 28. november 2016 ændrede Rådets afgørelse (FUSP) 2016/2082 (2) fælles aktion 2008/851/FUSP og forlængede Atalanta indtil den 31. december 2018.

    (3)

    Den strategiske revision af Atalanta i 2018 førte til den konklusion, at mandatet for operationen bør forlænges til den 31. december 2020.

    (4)

    Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland meddelte den 29. marts 2017 i henhold til traktatens artikel 50, stk. 2, Det Europæiske Råd, at landet har til hensigt at udtræde af Den Europæiske Union.

    (5)

    Under henvisning til traktatens artikel 50, stk. 3, bør der udnævnes en ny øverstbefalende for EU-operationen og der bør udpeges et nyt hovedkvarter for EU-operationen, herunder centret for maritim sikkerhed på Afrikas Horn (MSCHOA), pr. 29. marts 2019, kl. 12:00 CET.

    (6)

    Den 19. juni 2018 accepterede Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité Spaniens og Frankrigs tilbud vedrørende overførelsen af Atalantas kommando- og kontrolstrukturer.

    (7)

    De medlemsstater, der stiller de nye kommando- og kontrolstrukturer til rådighed, bør være omfattet af finansieringen af de fælles udgifter i henhold til Rådets afgørelse (FUSP) 2015/528 (3) om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet.

    (8)

    Fælles aktion 2008/851/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed.

    (9)

    I medfør af artikel 5 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet. Danmark deltager ikke i gennemførelsen af denne afgørelse og deltager ikke i finansieringen af operationen —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Fælles aktion 2008/851/FUSP ændres således:

    1)

    Artikel 3 affattes således:

    »Artikel 3

    Udnævnelse af den øverstbefalende for EU-operationen

    Viceadmiral Antonio MARTORELL LACAVE udnævnes herved til efterfølger for generalmajor Charles STICKLAND OBE RM som øverstbefalende for EU-operationen fra den 29. marts 2019, kl. 12:00 CET.«

    2)

    Artikel 4 affattes således:

    »Artikel 4

    Udpegelse af EU-operationens hovedkvarter

    1.   EU-operationens hovedkvarter placeres i Northwood, Det Forenede Kongerige, indtil den 29. marts 2019, kl. 12:00 CET.

    2.   Fra den 29. marts 2019, kl. 12:00 CET, placeres EU-operationens hovedkvarter i Rota, Spanien, med undtagelse af Centret for Maritim Sikkerhed på Afrikas Horn (MSCHOA), der placeres i Brest, Frankrig.«

    3)

    I artikel 14 tilføjes følgende stykke:

    »6.   Det finansielle referencegrundlag for de fælles udgifter til EU-militæroperationen for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2020 beløber sig til 11 777 000 EUR. Den procentdel af referencebeløbet, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, i afgørelse (FUSP) 2015/528, er 0 %.«

    4)

    Følgende artikel indsættes:

    »Artikel 14a

    Finansielle overgangsordninger

    1.   Fra den 1. september 2018 skal udgifter, der afholdes af den øverstbefalende for EU-operationen udnævnt i artikel 3 og EU-operationens hovedkvarter udpeget i artikel 4, stk. 2, finansieres i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2015/528.

    2.   Rådet bemyndiger hermed Spanien og Frankrig til at forudfinansiere fælles udgifter, der påløber i henhold til stk. 1, og anmode om refusion heraf i overensstemmelse med artikel 27 i Rådets afgørelse (FUSP) 2015/528.«

    5)

    Artikel 16, stk. 3, affattes således:

    »3.   EU-operationen ophører den 31. december 2020.«

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juli 2018.

    På Rådets vegne

    G. BLÜMEL

    Formand


    (1)  Rådets fælles aktion 2008/851/FUSP af 10. november 2008 om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (EUT L 301 af 12.11.2008, s. 33).

    (2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2016/2082 af 28. november 2016 om ændring af fælles aktion 2008/851/FUSP om Den Europæiske Unions militæroperation med henblik på at bidrage til at afskrække fra, forebygge og bekæmpe piratvirksomhed og væbnede røverier ud for Somalias kyster (EUT L 321 af 29.11.2016, s. 53).

    (3)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/528 af 27. marts 2015 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet (Athena) og om ophævelse af afgørelse 2011/871/FUSP (EUT L 84 af 28.3.2015, s. 39).


    Top