31.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 402/14

—

Der nedlægges principalt påstand om, at

—

Subsidiært ophæves den appellerede dom fra Retten i sin helhed, og sagen hjemvises til Retten.

—

Mere subsidiært ophæves den appellerede dom fra Retten, for så vidt som EUIPO deri tilpligtes at erstatte European Dynamics Luxembourg den fortabte mulighed for at blive tildelt rammeaftalen, og sagen hjemvises til Retten

—

Sagsøgerne i første instans tilpligtes at betale alle de omkostninger, der er forbundet med sagerne.

1.

Appellen er støttet på fire hovedanbringender, navnlig at: 1) Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af princippet om lige muligheder og gennemsigtighedsprincippet og gengav under alle omstændigheder de faktiske omstændigheder forkert, 2) Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af kriteriet vedrørende åbenbart urigtige skøn og gengav i visse tilfælde de faktiske omstændigheder forkert, 3) Retten begik en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 100, stk. 2, i den generelle finansforordning, sammenholdt med artikel 296, stk. 2, TEUF, og 4) Retten begik en retlig fejl, idet den tilkendte erstatning på grundlag af den fortabte mulighed.

2.

Med det første appelanbringende har appellanten gjort gældende, at Retten traf afgørelse ultra petita i strid med artikel 21 i statutten for Domstolen og artikel 76, stk. 1 og artikel 84, stk. 1 i Rettens procesreglement, eller subsidiært begik en retlig fejl, idet den fandt, at en tilsidesættelse af principperne om lige muligheder og behørig omhu kunne føre til en annullation af den anfægtede afgørelse, idet den fandt, at den anfægtede afgørelse skulle annulleres for så vidt som EUIPO ikke anmodede om eller modtog udskrifter af straffeattester for Siemens SA og Siemens SL, der godtgjorde, at der ikke forelå nogen af de i finansforordningens artikel 93 og 94 indeholdte udelukkelsesgrunde. Med det første appelanbringendes andet led beviser appellanten også, at Retten gengav de faktiske omstændigheder forkert, idet den fandt, at EUIPO hverken anmodede om eller fremlagde nogen beviser, som var i overensstemmelse med gennemførelsesbestemmelsernes artikel 134b, der var tilstrækkelige til at bevise, at der ikke forelå udelukkelsesgrunde i forhold til Siemens SL, eftersom sagens akter indeholder en udskrift fra registro mercantil, som er et dokument, der svarer til en straffeattest som omhandlet i gennemførelsesbestemmelsernes artikel 134b.

3.

Med det andet appelanbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den ikke undersøgte, om de godtgjorte åbenbare fejlskøn, som bedømmelsesudvalget havde anlagt i forbindelse med bedømmelsen af European Dynamics’ bud kunne have haft en indflydelse på den anfægtede tildelingsafgørelses endelige resultat. Appellanten har anført, at Retten skal undersøge, hvorvidt de godtgjorte åbenbare fejlskøn ville føre til et andet udfald af udbrudsproceduren, ved at undersøge, om de godtgjorte åbenbare fejlskøn har en betydning for den score, der er blevet givet for et bestemt kriterium, såfremt der er flere andre grunde (der ikke er behæftet med et åbenbart fejlskøn), som også støtter de tildelte scores. Derudover har appellanten bevist, at Retten ved flere lejligheder enten har gengivet de faktiske omstændigheder forkert, anvendt det forkerte kriterium for at bevise åbenbare fejlskøn ved ganske enkelt at sætte sin egen bedømmelse af de faktiske omstændigheder i stedet for EUIPO’s, eller begik en retlig fejl ved at fastslå, at en utilstrækkelig begrundelse kunne anses for at være et bevis for et åbenbart fejlskøn.

4.

Med det tredje appelanbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at kræve, at det i afgørelsens begrundelse skulle være præciseret, hvordan enhver (negativ) bemærkning havde indflydelse på de points, der blev tildelt for hvert underkriterium og underpunkt, og som sådan anvendte et strengere kriterium med hensyn til begrundelsespligten, end den der følger af Domstolens faste praksis. Af denne grund begik Retten en retlig fejl, idet den annullerede den anfægtede afgørelse på grundlag af en tilsidesættelse af artikel 100, stk. 2, i den generelle finansforordning, sammenholdt med artikel 296 TEUF.

5.

Med det fjerde appelanbringende har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den tilkendte den første sagsøger i første instans erstatning, eftersom én af de kumulative betingelser for at EU-institutionerne ifalder ansvar uden for kontrakt (nemlig at der er tale om ulovlig adfærd) ikke er blevet bevist. Subsidiært har appellanten gjort gældende, at selv hvis EUIPO’s appel alene skulle tages til følge på grundlag af det første appelanbringende, skal den appellerede dom stadigvæk ophæves for så vidt som den fastsætter en forpligtelse til at betale erstatning, da eksistensen af en årsagsforbindelse mellem den resterende ulovlige adfærd (åbenbart urigtigt skøn og en tilsidesættelse af begrundelsespligten) og den påståede skade i så fald ikke er bevist. Alternativt har appellanten bevist, at Retten begik en retlig fejl, idet den tilkendte erstatning på grundlag af den fortabte mulighed, eftersom et sådant grundlag for at tilkende erstatning ikke kan anses for at udgøre en almindelig retsgrundsætning, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, og således tilsidesatte den eksplicitte bestemmelse i artikel 340 TEUF.