Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016TN0661

Sag T-661/16: Sag anlagt den 19. september 2016 — Credito Fondiario mod CRU

EUT C 402 af 31.10.2016, p. 59–61 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

31.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 402/59


Sag anlagt den 19. september 2016 — Credito Fondiario mod CRU

(Sag T-661/16)

(2016/C 402/71)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Credito Fondiario SpA (Rom, Italien) (ved advokaterne F. Sciaudone, F. Iacovone, S. Frazzani og A. Neri)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans

Sagsøgerens påstande

Den første og den anden afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans annulleres.

Det fastslås, at artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning (EU) nr. 2015/63, som udgør retsgrundlaget for de anfægtede afgørelser, er uforenelig med princippet om ligebehandling, proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Det fastslås, at bilag I til delegeret forordning (EU) nr. 2015/63, som udgør retsgrundlaget for de anfægtede afgørelser, er uforenelig med princippet om ligebehandling, proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Det fastslås, at delegeret forordning (EU) nr. 2015/63, som udgør retsgrundlaget for de anfægtede afgørelser, er uforenelig med friheden til at oprette og drive egen virksomhed, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Søgsmålet er rettet mod afgørelse SRB/ES/SRF/2016/06 af 15. april 2016 (den første afgørelse) og SRB/ES/SRF/2016/13 af 20. maj 2016 (den anden afgørelse) vedtaget af Den Fælles Afviklingsinstans på et eksekutivmøde, som for så vidt angår sagsøgeren fastlægger det ex ante-bidrag, der er fastsat i medfør af delegeret forordning (EU) nr. 2015/63 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført syv anbringender.

1.

Første anbringende om, at Credito Fondiario ikke er blevet meddelt den første og den anden afgørelse

Banca d’Italia har ikke meddelt sagsøgeren de to afgørelser truffet af Den Fælles Afviklingsinstans, således som det er påkrævet i henhold til artikel 5 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/81 af 19. december 2014 om ensartede betingelser for anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (EUT 2015, L 15, s. 1), idet Banca d’Italia blot meddelte det skyldige beløb og herved gjorde indgreb i sagsøgerens ret til at anlægge sag rettidigt. Den Fælles Afviklingsinstans har ikke udvist den fornødne agtpågivenhed med hensyn til meddelelsen.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF på grund af manglende begrundelse og tilsidesættelse af forpligtelsen til at vedtage afgørelser vedrørende ex ante-bidrag under en kontradiktorisk procedure

De anfægtede afgørelser indeholder ingen begrundelse for så vidt angår den faktiske beregning af ex ante-bidraget, hvilket hindrer sagsøgerens effektive kontrol af afgørelsernes lovlighed og begrundethed.

3.

Tredje anbringende om fejlagtig anvendelse af artikel 5, stk. 1, litra f), i delegeret forordning (EU) nr. 2015/63

Det ex ante-bidrag, som kræves af Credito Fondiario, står ikke i et rimeligt forhold til instituttets risikoprofil og følger af en fejlagtig vurdering af instituttets passiver.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, og artikel 6 i delegeret forordning (EU) nr. 2015/63. Fejlagtig vurdering af Credito Fondiarios risikoprofil

Den 31. december 2014 havde Credito Fondiario en lav risikoprofil i henhold til de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, og artikel 6 i delegeret forordning (EU) nr. 2015/63. Det bidrag, som Den Fælles Afviklingsinstans har beregnet, svarer til bidraget for institutter med en høj risikoprofil og følger af, at Den Fælles Afviklingsinstans ikke tog hensyn til de definitionskriterier og kriterier for nedbringelse af risici, der er fastsat i de nævnte bestemmelser.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — ligebehandling

Artikel 5, stk. 1, litra f, i delegeret forordning (EU) nr. 2015/63 og bilag I hertil tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, for så vidt som de fastsætter forskelsbehandling i den omhandlede sektor.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet

Da afgørelserne ikke tager hensyn til sagsøgerens lave risikoprofil, pålægger de et ex ante-bidrag, der svarer til bidraget for et institut med en høj risikoprofil, hvilket udgør en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

7.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — frihed til at oprette og drive egen virksomhed

Delegeret forordning (EU) nr. 2015/63 tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, retssikkerhedsprincippet og friheden til at oprette og drive egen virksomhed, eftersom forordningen fastsætter krav, som er strengere end de krav, der er allerede er fastsat i den europæiske banklovgivning og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 2), for så vidt angår vurderingen af et instituts risikoprofil, og eftersom den indfører skønsmæssige elementer i beregningen af ex ante-bidraget.


Top