Afledte retskilder i Den Europæiske Union

HOVEDPUNKTER

EU’s retsakter og deres typer

I henhold til artikel 288 i TEUF kan de europæiske institutioner vedtage fem typer af retsakter:

• forordninger
• direktiver
• afgørelser
• henstillinger
• udtalelser.

Forordninger, direktiver og afgørelser er bindende retsakter. Hvis de vedtages gennem lovgivningsproceduren i overensstemmelse med artikel 289, anses de for at være lovgivningsmæssige retsakter. En afgørelse kan henvende sig specifikt til én eller flere adressater (medlemsstater, fysiske personer eller juridiske personer). Der findes også afgørelser uden nogen specifik adressat, navnlig inden for det fælles sikkerheds- og forsvarspolitiske område.

Henstillinger og udtalelser er ikkelovgivningsmæssige, ikkebindende retsakter.

Der findes også retsakter, som ikke er anført i artikel 288 i TEUF.

• Visse specifikke retsakter baseret på tidligere traktater, for eksempel finder »rammeafgørelser« fortsat anvendelse på områderne strafferet, frihed, retfærdighed og sikkerhed (de blev vedtaget, før Lissabontraktaten trådte i kraft, da rets- og politisamarbejde på strafferetsområdet havde en særlig status).
• »Atypiske retsakter«, som omfatter interinstitutionelle aftaler (f.eks. om budgetdisciplin (se resumé) og forretningsordener (f.eks. Europa-Parlamentets forretningsorden (se resumé) og Kommissionens forretningsorden (se resumé), som er juridisk bindende retsakter, samt resolutioner og konklusioner, for hvilke det ikke er hensigten, at de skal have retsvirkning. Der er henvisninger til dem i andre artikler i EU-traktaterne, eller de stammer fra EU-institutionernes praksis.

Den juridiske status for afledte retskilder

• EU-institutionerne kan frit vælge, hvilken type retsakt de anser for mest hensigtsmæssig til gennemførelse af deres politik.
• Eftersom EU kun har de kompetencer, den er tildelt i medfør af traktaterne, skal alle retsakter dog have det retsgrundlag, der svarer til det område, som EU-institutionerne handler indenfor.
• Desuden skal retsakter ifølge artikel 296 i TEUF indeholde en henvisning til de instrumenter, der giver kompetence til at vedtage dem (indledt med følgende ordlyd »under henvisning til«), og de skal begrundes (med følgende ordlyd »ud fra følgende betragtninger«) med henvisning til det retsgrundlag, som de baseres på.
• Under de betingelser, der er angivet i artikel 297 i TEUF, bliver retsakter enten offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende eller meddeles adressaterne. Hvis de offentliggøres, kan de træde i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen, medmindre andet er angivet i teksten. Øvrige retsakter, der angiver, hvem de er rettet til, skal meddeles dem, de er rettet til, og træder i kraft efter denne meddelelse.
• I mange tilfælde kan deres legalitet blive anfægtet ved Den Europæiske Unions Domstol gennem et annullationssøgsmål (ifølge artikel 263 i TEUF). Dette gælder dog ikke for henstillinger og udtalelser.

Delegerede retsakter

• Artikel 290 i TEUF giver EU’s lovgivende magt (normalt Europa-Parlamentet og Rådet) mulighed for at delegere Kommissionen beføjelse til at vedtage ikkelovgivningsmæssige retsakter med generel anvendelse, der udbygger eller ændrer visse ikkevæsentlige elementer i en lovgivningsmæssig retsakt. Den lovgivende magt kan dermed fokusere på den overordnede politiske retning og målsætningerne uden at skulle indgå i detaljerede og ofte tekniske debatter.
• Delegeringen af beføjelse til at vedtage delegerede retsakter er dog underlagt en nøje beskrevet afgrænsning. Det er udelukkende Kommissionen, der kan få beføjelse til at vedtage delegerede retsakter. Derudover kan de væsentlige elementer på et område ikke gøres til genstand for en delegation af beføjelser. Målsætningerne, indholdet, omfanget og varigheden af delegationen af beføjelser skal desuden defineres i de lovgivningsmæssige retsakter. Endelig skal den lovgivende magt i retsakten udtrykkeligt fastsætte betingelserne for, hvordan denne delegerede beføjelse kan udøves. I denne forbindelse kan Parlamentet og Rådet indføre retten til at tilbagekalde beføjelsen eller fremsætte indsigelser mod den delegerede retsakt.
• Denne procedure anvendes bredt på mange områder som for eksempel: det indre marked, landbrug, miljø, forbrugerbeskyttelse, transport og inden for frihed, sikkerhed og på retsområdet.

Gennemførelsesretsakter

• Ansvaret for at gennemføre juridisk bindende EU-retsakter ligger primært hos medlemsstaterne. Nogle juridisk bindende EU-retsakter kræver dog ensartede betingelser for gennemførelsen. I disse tilfælde har Kommissionen eller, i specifikke behørigt begrundede tilfælde samt i de tilfælde, der er fastsat i artikel 24 og 26 i traktaten om Den Europæiske Union, Rådet beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter (artikel 291 i TEUF).
• Forordning (EU) nr. 182/2011 fastlægger de generelle principper for de kontrolmekanismer, som medlemsstaterne kan benytte til at kontrollere Kommissionens udøvelse af sine gennemførelsesbeføjelser (se resumé). Kontrollen foregår ved hjælp af, hvad der i EU-jargon kaldes udvalgsprocedure, dvs. at Kommissionen bistås af udvalg, der består af medlemsstaternes repræsentanter, og som ledes af Kommissionen. Ethvert udkast til en gennemførelsesretsakt forelægges udvalget af formanden.