Den særlige lovgivningsprocedure

Den særlige lovgivningsprocedure betyder, at Rådet er den eneste lovgiver, i modsætning til at være medlovgiver på lige fod (fælles beslutning) med Europa-Parlamentet om et lovgivningsforslag fremsat af Europa-Kommissionen (den almindelig lovgivningsprocedure, der anvendes ved størstedelen af EU-lovgivningen).

Artikel 289, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) bestemmer imidlertid, at Rådet i specifikke tilfælde, der er fastsat i traktaterne, er den eneste lovgiver, og at Parlamentet skal:

• godkende Kommissionens forslag
• høres om det.

Godkendelsesprocedure

I henhold til denne procedure:

• kan Parlamentet acceptere eller afvise et lovgivningsforslag ved absolut flertal, men det kan ikke ændre forslaget
• Rådet har ikke beføjelse til at ændre Parlamentets udtalelse.

Denne procedure bruges, når der foreslås ny lovgivning om bekæmpelse af forskelsbehandling.

Artikel 352 i TEUF giver Parlamentet vetoret, når den bestemmelse i traktaten bruges som retsgrundlag for vedtagelsen af forslag stillet af Kommissionen.

Proceduren bruges også i følgende tilfælde:

• vedtagelse af visse internationale aftaler, som EU har indgået (for eksempel handelsaftaler med et eller flere tredjelande eller internationale organisationer (artikel 207, stk. 3, i TEUF eller aftaler angivet i artikel 218, stk. 6, litra a, i TEUF))
• tiltrædelse af nye EU-medlemsstater
• en alvorlig overtrædelse af de grundlæggende rettigheder (artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU))
• et land, der ønsker at træde ud af EU (artikel 50 i TEU).

Høringsprocedure

I henhold til denne procedure:

• vedtager Rådet først et lovgivningsforslag, når Parlamentet har afgivet udtalelse
• kan Parlamentet godkende, afvise eller foreslå ændringer til Kommissionens lovforslag, men Rådet er ikke juridisk forpligtet til at tage disse i betragtning
• høres Parlamentet i tilfælde af en ikke-lovgivningsmæssig procedure, når der er indgået internationale aftaler i henhold til EU fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
• høres Parlamentet i tilfælde af lovgivning på visse specifikke områder som konkurrencepolitik (artikel 103 i TEUF) og harmonisering af lovgivninger om indirekte skatter (artikel 113 i TEUF).