Traktaten om Den Europæiske Union

HOVEDPUNKTER

Maastrichttraktatens hovedpunkter

• En europæisk union består af tre »søjler«:
  • de eksisterende europæiske fællesskaber — Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) samt
  • to nye samarbejdsområder med mellemstatslig beslutningstagning frem for »det fællesskabsretlige samarbejde«:
    • den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og
    • politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (retlige og indre anliggender).
• Mere demokratisk legitime institutioner:
  • øget indflydelse på beslutningstagningen til Europa-Parlamentet
  • udvidet anvendelse af samarbejds- og godkendelsesprocedurerne
  • indførelse af den fælles beslutningsprocedure (den nuværende almindelige lovgivningsprocedure)
  • anerkendelse af de europæiske politiske partiers rolle
  • afstemning af Europa-Kommissionens embedsperiode med Parlamentets (fem år)
  • udvidede krav om vedtagelse med kvalificeret flertal i Rådet
  • etablering af Regionsudvalget, der består af repræsentanter fra de regionale myndigheder og har en rådgivende rolle
• etableringen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) for at fuldende det indre marked
• udviklingen af EF’s sociale dimension med den sociale protokol, som er knyttet som bilag til traktaten, der udvider Fællesskabets beføjelser på det sociale område
• indførelsen af fællesskabspolitikker på seks nye områder: transeuropæisk net (TEN), industripolitik, forbrugerbeskyttelse, uddannelse og erhvervsuddannelse, ungdom og kultur
• oprettelsen af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet for at sikre, at beslutninger tages så tæt på borgerne som muligt, og at de kun tages i det omfang, det er nødvendigt for at nå målene
• indførelsen af konceptet om EU-borgerskab som supplement til det nationale statsborgerskab.

Traktatændringer

Maastrichttraktaten blev ændret ved følgende traktater:

• Amsterdamtraktaten (1997) gav EU større beføjelser som et resultat af indførelsen af Fællesskabets beskæftigelsespolitik, overdragelsen til Fællesskabet af en del af de anliggender, der tidligere indgik i det mellemstatslige samarbejde om retlige og indre anliggender, iværksættelsen af foranstaltninger med det formål at bringe EU tættere på befolkningen samt indførelsen af muligheden for et nærmere samarbejde mellem visse EU-lande (forstærket samarbejde). Amsterdamtraktaten medførte også hyppigere brug af den fælles beslutningsprocedure og afstemning på basis af kvalificeret flertal, og traktatens artikler blev forenklet og omnummereret.
• Nicetraktaten (2001) tog hovedsageligt sigte på at løse de problemer, der endnu var tilbage i 1997: Kommissionens sammensætning, vægtningen af stemmerne i Rådet og hyppigere brug af afstemning på basis af kvalificeret flertal. Traktaten indebar også en forenkling af proceduren for forstærket samarbejde og en effektivisering af Domstolens struktur.
• Lissabontraktaten (2007) indførte omfattende reformer. Den bragte Det Europæiske Fællesskab til ophør — traktaten, der oprettede Det Europæiske Fællesskab, skiftede navn til »traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde«. Den afskaffede den tidligere struktur med tre søjler og omfordelte kompetencerne mellem EU og EU-landene. De europæiske institutioners funktionsmåder samt beslutningsprocessen blev ligeledes revideret for at tilpasse dem til et udvidet EU med 28 EU-lande. Flere af EU’s interne og eksterne politikker blev også ændret, og institutionerne fik mulighed for at handle inden for nye politikområder. EU’s demokratiske dimension blev ligeledes styrket yderligere.
• Efter 1992 blev TEU ændret ved forskellige tiltrædelsestraktater, som progressivt øgede antallet af EU-lande fra 12 til 28.