—

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionens afgørelse om ikke at foreslå Rådet, at aftalen iværksættes ved Rådets afgørelse, er i strid med artikel 155, stk. 2, TEUF og i strid med kravet om respekt for arbejdsmarkedets parters uafhængighed, som fastsat i artikel 152 TEUF.

—

Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at Kommissionen var forpligtet til at fremsætte et forslag til Rådet, medmindre den fremlagde en begrundelse for, at arbejdsmarkedets parter, der indgik aftalen, ikke var tilstrækkeligt repræsentative, eller at aftalen var ulovlig.

—

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen foretog en vurdering af aftalens hensigtsmæssighed, hvilket ikke henhører under dens beføjelser.

—

Sagsøgerne har gjort gældende, at den begrundelse, som Kommissionen har anført i den anfægtede afgørelse, ikke kunne begrunde afvisningen af at fremlægge et forslag for Rådet om, at det vedtager aftalen.

—

Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at de eneste grunde, som kunne have begrundet en afvisning, ville have været en begrundet indsigelse mod arbejdsmarkedets parters repræsentative status, eller mod lovligheden af en afgørelse fra Rådet om implementering af aftalen som et direktiv.

—

Sagsøgerne har endvidere gjort gældende, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke foretog en bedømmelse af indvirkningen og således ikke med henvisning til proportionalitet eller subsidiaritet kunne have begrundet en konklusion om at afvise at foreslå, at aftalen blev implementeret som et direktiv ved en afgørelse fra Rådet, selv om det principielt havde været tilladt at gøre dette.