Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014D0752

2014/752/EU: Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 30. oktober 2014 om ækvivalens mellem de reguleringsmæssige rammer i Japan for centrale modparter og kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre

EUT L 311 af 31.10.2014, pp. 55–57 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2014/752/oj

31.10.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 311/55


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 30. oktober 2014

om ækvivalens mellem de reguleringsmæssige rammer i Japan for centrale modparter og kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre

(2014/752/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (1), særlig artikel 25, stk. 6, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Proceduren for anerkendelse af centrale modparter (CCP'er), der er etableret i tredjelande, jf. artikel 25 i forordning (EU) nr. 648/2012, har til formål at gøre det muligt for CCP'er, der er etableret og har tilladelse i tredjelande, hvis reguleringsmæssige standarder er ækvivalente med dem, der er fastsat i nævnte forordning, at levere clearingydelser til clearingmedlemmer eller handelspladser, der er etableret i Unionen. Nævnte anerkendelsesprocedure og den dertil knyttede ækvivalensafgørelse bidrager dermed til at realisere det overordnede mål i forordning (EU) nr. 648/2012 om at begrænse den systemiske risiko ved at udvide brugen af sikre og forsvarlige CCP'er til at cleare over-the-counter (OTC)-derivataftaler, herunder når nævnte CCP'er er etableret og har tilladelse i et tredjeland.

(2)

For at et tredjelands retlige system kan betragtes som ækvivalent med Unionens retlige system for CCP'er, bør de væsentligste resultater af de gældende retlige og tilsynsmæssige rammer være ækvivalente med Unionens krav i forhold til de reguleringsmæssige mål, de realiserer. Formålet med denne ækvivalensvurdering er derfor at kontrollere, om de retlige og tilsynsmæssige rammer i Japan sikrer, at CCP'er, der er etableret og har tilladelse der, ikke udsætter clearingmedlemmer og handelspladser, der er etableret i Unionen, for et højere risikoniveau end sidstnævnte kunne udsættes for af CCP'er, der har tilladelse i Unionen, og følgelig ikke udgør en uacceptabelt stor systemisk risiko i Unionen.

(3)

Den 1. september 2013 modtog Kommissionen teknisk rådgivning fra Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) om de retlige og tilsynsmæssige rammer, der gælder for CCP'er, som er etableret i Japan. Der blev modtaget et supplement til denne rådgivning den 27. januar 2014. I forbindelse med den tekniske rådgivning blev der identificeret en række forskelle mellem de retligt bindende krav, der på retsligt niveau gælder for CCP'er i Japan, og de retligt bindende krav, der gælder for CCP'er i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012. Denne afgørelse er imidlertid ikke kun baseret på en sammenlignende analyse af de retligt bindende krav, der gælder for CCP'er i Japan, men også på en vurdering af resultatet af disse krav i forhold til den begrænsning af risici, der opnås.

(4)

I overensstemmelse med artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012 skal tre betingelser være opfyldt, for at det kan fastslås, at et tredjelands retlige og tilsynsmæssige rammer for CCP'er, som har tilladelse der, er ækvivalente med dem, der er fastsat i nævnte forordning.

(5)

I henhold til den første betingelse skal CCP'er, som har tilladelse i et tredjeland, opfylde retligt bindende krav, som er ækvivalente med kravene i afsnit IV i forordning (EU) nr. 648/2012.

(6)

De retligt bindende krav i Japan for clearingorganisationer (CO'er), som har tilladelse der, består af »Financial Instruments and Exchange Act 2006« (FIEA), som etablerer de tilsynsmæssige rammer for organisationer, der clearer værdipapirer og finansielle derivater, og »Commodity Derivatives Act 2009« (CDA), som tilvejebringer de tilsynsmæssige rammer for organisationer, der clearer varer. Denne afgørelse omfatter kun den ordning, som er omhandlet i FIEA.

(7)

I henhold til FIEA kan premierministeren i Japan først tildele licens til clearingaktiviteter, når ministeren finder det godtgjort, at den pågældende CO har forretningsrelaterede regler — clearingorganisationens interne regler og procedurer — som er i overensstemmelse med den gældende lovgivning, at den pågældende CO's finansielle situation er tilstrækkelig sikker til, at CO'en kan varetage clearing af finansielle instrumenter, at de forventede indtægter og udgifter i forbindelse med den pågældende CO's forretningsaktiviteter er tilfredsstillende, at den pågældende CO's ansatte har tilstrækkelig viden og erfaring til at kunne foretage clearing af finansielle instrumenter på hensigtsmæssig og sikker vis, og at den pågældende CO's struktur og system er udviklet hensigtsmæssigt, således at afvikling kan foregå på hensigtsmæssig vis. I henhold til artikel 194-7(1) i FIEA tillægger premierministeren kommissæren for »Financial Services Agency of Japan« (JFSA) de beføjelser, som er omfattet af FIEA. Derfor er kommissæren for JFSA ansvarlig for udstedelse af licenser til clearing.

(8)

I december 2013 offentliggjorde JFSA endvidere »Comprehensive Guidelines for Supervision of Financial Market Infrastructures« (retningslinjerne), som indeholder nærmere bestemmelser om de tilsynsmæssige rammer for infrastrukturer på det finansielle marked, herunder CO'er, og navnlig om de foranstaltninger, som CO'er skal træffe for at overholde FIEA. Retningslinjerne gennemføres i CO'ers interne regler og procedurer.

(9)

De retligt bindende krav i Japan antager derfor form af en totrinsstruktur. Hovedprincipperne for CO'er, som er fastsat i FIEA (»de primære regler«), udgør de høje standarder, som CO'er skal overholde for at opnå licens til at levere clearingydelser i Japan. Nævnte primære regler svarer til det første trin i de retligt bindende krav i Japan. For at godtgøre overholdelse af de primære regler skal CO'er indsende deres interne regler og procedurer til kommissæren for JFSA med henblik på godkendelse. Nævnte interne regler og procedurer svarer til det andet trin i de retligt bindende krav i Japan, som skal indeholde præskriptive detaljer om, hvordan den ansøgende CO opfylder nævnte høje standarder i overensstemmelse med retningslinjerne. Endvidere omfatter CO'ers interne regler og procedurer yderligere bestemmelser, som supplerer de primære regler. Når kommissæren for JFSA har godkendt de nævnte interne regler og procedurer, bliver de retligt bindende for den pågældende CO. Nævnte regler udgør derfor en integrerende del af de retlige og tilsynsmæssige rammer, som CCP'er, der er etableret i Japan, skal overholde. I tilfælde af manglende overholdelse af de primære regler eller af den pågældende CO's interne regler og procedurer har kommissæren for JFSA beføjelse til at træffe administrative foranstaltninger over for den pågældende CO, herunder til at udstede påbud med henblik på forbedring af forretningsprocedurerne eller ophævelse af hele eller en del af den pågældende CO's licens.

(10)

De primære regler, der gælder for CO'er, sikrer, suppleret med CO'ernes interne regler og procedurer, vigtige resultater, der er ækvivalente med virkningerne af reglerne i afsnit IV i forordning (EU) nr. 648/2012. I henhold til de retligt bindende krav, som gælder for CO'er, navnlig med hensyn til det antal misligholdelser, som de samlede finansielle ressourcer skal dække, skal CO'er, som clearer mere end 95 % af de mængder, der cleares i Japan, som minimum dække misligholdelse hos de to clearingmedlemmer, som de har de største eksponeringer over for under ekstreme, men dog realistiske markedsbetingelser (princippet om at dække 2). Nævnte krav sikrer en risikobegrænsning, som er ækvivalent med den, der tilsigtes med kravene i afsnit IV i forordning (EU) nr. 648/2012, og bør derfor anses for at være ækvivalent.

(11)

I henhold til de retligt bildende krav, som gælder for CO'er med hensyn til likviditetsrisiko, skal CO'er, som clearer mere end 95 % af de mængder, der cleares i Japan, anvende princippet om at dække 2. Nævnte krav sikrer en risikobegrænsning, som er ækvivalent med den, der tilsigtes med kravene i afsnit IV i forordning (EU) nr. 648/2012, og bør derfor anses for at være ækvivalent. Endelig sikrer de retligt bindende krav, som gælder for alle CO'er med hensyn til forretningskontinuitet, krav om sikkerhedsstillelse, investeringspolitik, afviklingsrisiko, adskillelse og overførbarhed, beregning af initialmarginer og governance, herunder organisatoriske krav, krav til den øverste ledelse, risikoudvalg, regnskabsføring, kvalificeret deltagelse, oplysninger til den kompetente myndighed, interessekonflikter, outsourcing og virksomhedsdrift, vigtige resultater, der er ækvivalente med dem, der er omhandlet i forordning (EU) nr. 648/2012, og bør derfor anses for at være ækvivalente.

(12)

Kommissionen konkluderer derfor, at de retlige og tilsynsmæssige rammer i Japan sikrer, at CO'er, som har tilladelse der, opfylder retligt bindende krav, som er ækvivalente med kravene i afsnit IV i forordning (EU) nr. 648/2012.

(13)

I henhold til den anden betingelse i artikel 25, stk. 6, skal de retlige og tilsynsmæssige rammer i Japan for CCP'er, der har tilladelse der, sikre, at nævnte CCP'er til enhver tid er underlagt effektivt tilsyn og håndhævelse.

(14)

JFSA er ansvarlig for at føre tilsyn med infrastrukturer på det finansielle marked. JFSA overvåger til enhver tid CO'ers opfyldelse af krav til risikostyring ved hjælp af procedurer for overvågning og risikobaserede undersøgelser, herunder test af tilsynskrav. JFSA kan navnlig anmode CO'er om oplysninger, rapporter og andet materiale vedrørende deres virksomhed og kan kontrollere CO'ers virksomhed, optegnelser og regnskabsbøger. JFSA vurderer også CO'ers opfyldelse af deres forpligtelser. Nævnte undersøgelser munder ud i en rapport, hvor eventuelle mangler identificeres. JFSA har forskellige midler til rådighed for at kunne sikre, at CO'er håndterer eventuelle identificerede problemer på hensigtsmæssig vis, og kan bl.a. fremsætte krav om, at CO'er skriftligt godtgør, at de påpegede problemer er blevet løst i rette tid. JFSA har yderligere håndhævelsesmidler til rådighed, herunder en mulighed for at udstede påbud med henblik på forbedring af forretningsprocedurerne og håndhævelse af sådanne påbud. JFSA kan også ophæve hele eller en del af den pågældende CO's licens.

(15)

Kommissionen konkluderer derfor, at de retlige og tilsynsmæssige rammer i Japan for CCP'er, der har tilladelse der, til enhver tid sikrer effektivt tilsyn og effektiv håndhævelse i forhold til CCP'er.

(16)

I henhold til den tredje betingelse i artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012 skal de retlige og tilsynsmæssige rammer i Japan indeholde et effektivt ækvivalent system for anerkendelse af CCP'er, der har tilladelse i henhold til det retlige system i tredjelande (CCP'er fra tredjelande).

(17)

CCP'er fra tredjelande kan ansøge om en såkaldt udenlandsk CCP-licens, som giver dem mulighed for at levere de samme ydelser i Japan, som de har tilladelse til at levere i nævnte tredjeland. De kriterier, der gælder for CCP'er fra tredjelande, som ansøger om en licens, svarer til de kriterier, der gælder for udstedelse af licenser til clearingorganisationer i Japan. CCP'er fra tredjelande, der ansøger om licens, bør på grundlag af de retlige og tilsynsmæssige rammer, der gælder i de pågældende tredjelande, navnlig have et tilstrækkelig solidt finansielt grundlag, viden og personale med erfaring samt et system og en struktur, som kan varetage clearingaktiviteter på hensigtsmæssig og sikker vis. Endvidere er CCP'er fra tredjelande fritaget for visse krav, som gælder for nationale CCP'er, der har tilladelse i Japan, hvis udenlandske myndigheder, som JFSA har indgået samarbejdsaftaler med, har tildelt dem en ækvivalent licens.

(18)

De retlige og tilsynsmæssige rammer i Japan bør derfor anses for at tilvejebringe et effektivt ækvivalent system til anerkendelse af CCP'er fra tredjelande.

(19)

De betingelser, der er fastsat i artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012, kan derfor betragtes som opfyldt af de retlige og tilsynsmæssige rammer i Japan vedrørende CO'er, og nævnte retlige og tilsynsmæssige rammer bør anses for at være ækvivalente med kravene i forordning (EU) nr. 648/2012. Kommissionen bør, på grundlag af oplysninger fra ESMA, fortsat overvåge udviklingen i de retlige og tilsynsmæssige rammer i Japan for CCP'er og fortsat overvåge, om de betingelser, som danner grundlag for denne afgørelse, er opfyldt.

(20)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Med henblik på artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) nr. 648/2012 betragtes de retlige og tilsynsmæssige rammer i Japan, bestående af »Financial Instruments and Exchange Act 2006« (FIEA), suppleret med »Comprehensive Guidelines for Supervision of Financial Market Infrastructures«, og som gælder for clearingorganisationer (CO'er), der har tilladelse der, som ækvivalente med kravene i forordning (EU) nr. 648/2012.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. oktober 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1.


Top