Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62019TN0715

    Sag T-715/19: Sag anlagt den 21. oktober 2019 – Wagenknecht mod Det Europæiske Råd

    EUT C 54 af 17.2.2020, p. 51–52 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    17.2.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 54/51


    Sag anlagt den 21. oktober 2019 – Wagenknecht mod Det Europæiske Råd

    (Sag T-715/19)

    (2020/C 54/57)

    Processprog: engelsk

    Parter

    Sagsøger: Lukáš Wagenknecht (Pardubice, Den Tjekkiske Republik) (ved advokat A. Dolejská)

    Sagsøgt: Det Europæiske Råd

    Sagsøgerens påstande

    Det fastslås, at Det Europæiske Råd har udvist retsstridig passivitet i forhold til den tjekkiske premierminister Andrej Babiš’ interessekonflikt i forhold til EU-budgettet.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

    1.

    Første anbringende: Ved skrivelse af 5. juni 2019 sendte sagsøgeren en opfordring til at handle til Det Europæiske Råd, og den 10. juni 2019 sendte sagsøgeren Det Europæiske Råd en opfordring til at handle i henhold til artikel 265 TEUF, hvorved sagsøgeren anmodede Det Europæiske Råd om ikke at invitere Andrej Babiš, som befandt sig i en situation med en angivelig interessekonflikt, til mødet i det Europæiske Råd den 20. juni 2019, hvor EU-budgettet skulle drøftes under punkt 4 på dagsordenen.

    Sagsøgeren har anført, at ikke desto mindre var den tjekkiske premierminister Andrej Babiš, som befandt sig i en situation med en angivelig interessekonflikt, tilstede på Det Europæiske Råds møde den 20. juni 2019, hvor EU-budgettet skulle drøftes under punkt 4 på dagsordenen.

    2.

    Andet anbringende: Det Europæiske Råds svar på sagsøgerens opfordring til at handle var uklart og selvmodsigende, idet det ikke redegjorde for Det Europæiske Råds holdning.

    3.

    Tredje anbringende: Sagsøgeren er direkte berørt af Det Europæiske Råds undladelse af at udelukke Andrej Babiš fra drøftelserne om det fremtidige EU-budget på møderne i Det Europæiske Råd, eftersom:

    i.

    ingen anden mellemkommende retsakt er nødvendig for at udelukke personer med interessekonflikter fra Det Europæiske Råds møde

    ii.

    sagsøgerens retsstilling påvirkes, fordi han er: (a) et folkevalgt medlem af det tjekkiske Senat, som er ansvarlig for efterforskningen af den tjekkiske premierministers angivelige interessekonflikt, idet han er medlem af et særligt udvalg i Senatet, der er nedsat til dette formål, og (b) en fremtidig konkurrent til kandidaterne fra partiet ANO 2011, som ledes af den tjekkiske premierminister.

    4.

    Fjerde anbringende: Sagsøgeren er individuelt berørt af det Europæiske Råds angivelige passivitet i forhold til den tjekkiske premierminister Andrej Babiš’ angivelige interessekonflikt i henhold til:

    i.

    den forfatningsmæssige pligt til at kontrollere, at EU’s retsakter, herunder EU-budgettet (den flerårige finansielle ramme 2021-2027) vedtages korrekt.

    ii.

    den forfatningsmæssige pligt og dermed ret til at kontrollere den tjekkiske premierminister, når denne optræder i Det Europæiske Råd, herunder pligten til på ansvarlig vis at udføre hvervet som medlem af det særlige udvalg i Senatet, der er ansvarlig for efterforskningen af den tjekkiske premierminister Andrej Babiš’ angivelige interessekonflikt.

    iii.

    sagsøgerens valg til det tjekkiske senat i 2018 i konkurrence med kandidaterne fra ANO 2011, som ledes af den tjekkiske premierminister.

    Sagsøgeren har anført, at Domstolens afslag på at antage denne sag til realitetsbehandling vil svare til at nægte adgangen til domstolsprøvelse, hvilket vil føre til, at det bliver faktisk umuligt for medlemmerne af de nationale parlamenter at kontrollere deres regeringsmedlemmer i forhold til handlinger, der finder sted i Det Europæiske Råd eller i Rådet.

    5.

    Femte anbringende: Det Europæiske Råd har pligt til at handle i forhold til interessekonflikter i henhold til artikel 325, stk. 1, TEUF og finansforordningens artikel 61, stk. 1. (1)

    Sagsøgeren har gjort gældende, at alle de betingelser, der udløser Det Europæiske Råds pligt til at handle i forhold til at undgå eller modvirke den tjekkiske premierminister Andrej Babiš’ angivelige interessekonflikt, er opfyldt.

    6.

    Sjette anbringende: Tilsidesættelse af Det Europæiske Råds pligt til at handle i henhold til artikel 325, stk. 1, TEUF og finansforordningens artikel 61, stk. 1.


    (1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).


    Top