Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016CN0611

Sag C-611/16 P: Appel iværksat den 25. november 2016 af Xellia Pharmaceuticals ApS og Alpharma, LLC, tidligere Zoetis Products LLC, til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 8. september 2016 i sag T-471/13, Xellia Pharmaceuticals ApS og Alpharma mod Europa-Kommissionen

EUT C 30 af 30.1.2017, pp. 39–40 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

30.1.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 30/39


Appel iværksat den 25. november 2016 af Xellia Pharmaceuticals ApS og Alpharma, LLC, tidligere Zoetis Products LLC, til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 8. september 2016 i sag T-471/13, Xellia Pharmaceuticals ApS og Alpharma mod Europa-Kommissionen

(Sag C-611/16 P)

(2017/C 030/43)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Xellia Pharmaceuticals ApS og Alpharma, LLC, tidligere Zoetis Products LLC (ved solicitor D.W. Hull)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves helt eller delvist.

Afgørelsen annulleres helt eller delvist.

Bøden ophæves eller nedsættes væsentligt.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse i overensstemmelse med Domstolens dom.

Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i denne sag såvel som i sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har fremsat ni appelanbringender, der er støttet på retlige fejl begået af Retten.

1)

Retten anvendte en forkert retlig standard til at bedømme, hvorvidt Alpharma var en potentiel konkurrent i den sammenhæng, hvor dets produkter krænkede Lundbecks patenter. Da der ikke forelå beviser, der godtgjorde, at Lundbecks patenter var svage, må patenterne formodes at være gyldige, og en indtræden med et patentkrænkende produkt at være ulovlig.

2)

Til trods for, at Retten anerkendte, at Alpharma først kort før den mindelige løsning erfarede, at Lundbecks patent ville blive tildelt, og at dets produkter krænkede Lundbecks patenter, undlod den at vurdere, hvorvidt Kommissionen havde bevist, at en indtræden af Alpharma forblev en økonomisk rentabel strategi i lyset af disse yderligere barrierer for en indtræden. I stedet støttede Retten sig på bevismateriale, der ikke var angivet i afgørelsen, og pålagde ukorrekt appellanterne bevisbyrden i forhold til at afkræfte Kommissionens udsagn om, at Alpharma var en potentiel konkurrent.

3)

Retten anvendte en forkert retlig standard til at vurdere, hvorvidt den mindelige aftale udgjorde en konkurrencebegrænsning »på grund af formålet«, idet den undlod at bedømme, hvorvidt Kommissionen havde godtgjort, at den mindelige aftale med en tilstrækkelig sandsynlighed ville have negative virkninger, og undlod at tage hensyn til den omstændighed, at Kommissionen ikke havde nogen forudgående erfaring med denne type af mindelig løsning på patentområdet.

4)

Retten undlod at vurdere, hvorvidt Kommissionen havde bevist sit udsagn om, at begrænsningen i den mindelige aftale gik ud over anvendelsesområdet for Lundbecks patenter.

5)

Retten anvendte en forkert retlig standard ved vurderingen af, hvorvidt varigheden af Kommissionens undersøgelse var urimeligt lang og tilsidesatte appellanternes ret til forsvar.

6)

Retten begik en fejl, da den opretholdt Kommissionens beslutning om at rette afgørelsen til Zoetis (nu Alpharma LLC), men ikke til Merck Generics Holding GmbH, til trods for, at Kommissionen ikke i afgørelsen gav noget grundlag for at sondre mellem disse to selskabers situationer.

7)

Retten begik en retlig fejl, da den fastslog, at retstilstanden på tidspunktet for indgåelsen af den mindelige aftale var tilstrækkeligt klar til, at appellanterne utvetydigt kunne konstatere, hvad deres rettigheder og forpligtelser var, og handle derefter.

8)

Retten begik en fejl, da den opretholdt afgørelsen til trods for Kommissionens klare undladelse af ved fastsættelsen af bøden at tage hensyn til den påståede overtrædelses grovhed, som krævet i henhold til artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 (1).

9)

Retten anvendte en forkert retlig standard ved fastlæggelsen af det relevante år for beregningen af loftet på 10 % for niveauet for den bøde, der blev pålagt A.L. Industrier.


(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).


Top