This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document C2007/042/74
Case T-414/06 P: Appeal brought on 27 December 2006 against the judgment of the Civil Service Tribunal delivered on 19 October 2006 in Case F-114/05, Philippe Combescot v Commission
Sag T-414/06 P: Appel iværksat den 27. december 2006 af Philippe Combescot til prøvelse af dom afsagt den 19. oktober 2006 af Retten for EU-personalesager i sag F-114/05, Philippe Combescot mod Kommissionen
Sag T-414/06 P: Appel iværksat den 27. december 2006 af Philippe Combescot til prøvelse af dom afsagt den 19. oktober 2006 af Retten for EU-personalesager i sag F-114/05, Philippe Combescot mod Kommissionen
EUT C 42 af 24.2.2007, p. 42–43
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
24.2.2007 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 42/42 |
Appel iværksat den 27. december 2006 af Philippe Combescot til prøvelse af dom afsagt den 19. oktober 2006 af Retten for EU-personalesager i sag F-114/05, Philippe Combescot mod Kommissionen
(Sag T-414/06 P)
(2007/C 42/74)
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Philippe Combescot (Lecce, Italien) (ved avvocati A. Maritati og V. Messa)
Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Appellantens påstande
|
— |
Retten for EU-personalesagers dom af 19. oktober 2006 i sag F-114/05 ophæves, og sagen fremmes til realitetsbehandling, idet det fastslås, at sagen er rettidigt anlagt, og at sagsøgeren har søgsmålsinteresse. |
|
— |
Det anerkendes, at Philippe Combescots har lidt et ikke-økonomisk tab, da hans helbred og anseelse har lidt skade som følge af Kommissionens afgørelse, hvilket har haft alvorlige følger for sagsøgerens psykologiske ligevægt. |
|
— |
Philippe Combescot tilkendes 150 000 EUR i skadeserstatning. |
|
— |
Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger. |
Anbringender og væsentligste argumenter
Den foreliggende appel er iværksat til prøvelse af Retten for EU-personalesagers dom af 19. oktober 2006 i sag F-114/05, hvorved sagen blev afvist under henvisning til, dels at søgsmålsfristen ikke var overholdt, og dels at sagsøgeren ikke havde søgsmålsinteresse.
Til støtte for appellen gør appellanten følgende gældende:
|
— |
Retten har anlagt en urigtig fortolkning af tjenestemandsvedtægtens artikel 92, stk. 2, navnlig for så vidt angår udtrykket »stiltiende afvisning« for så vidt som den anfægtede afgørelse med hensyn til søgsmålsfristen sidestiller en udtrykkelig afgørelse, der er truffet inden for fristen, og som ikke er blevet meddelt, med en stiltiende afvisning. Efter sagsøgerens opfattelse undlader Personaleretten at behandle det afgørende spørgsmål i sagen: En udtrykkelig afgørelse, der er truffet inden for den frist, der er fastsat i vedtægten, har fuld retsvirkning, også selv om den ikke er blevet meddelt appellanten. |
|
— |
Desuden kan den helt uacceptable forsinkelse med hensyn til meddelelsen af afgørelsen på ingen måde tilskrives appellantens forhold. Personaleretten har heller ikke på dette punkt hverken formelt eller med hensyn til sagens realitet foretaget en korrekt vurdering af sagsøgtes argumentation for så vidt angår problemerne med at finde frem til tjenestemandens bopæl. |
|
— |
Uanset at sagsøgeren på tidspunktet for sagens anlæg allerede var gået på pension, havde han på daværende tidspunkt — og har fortsat — en interesse i at anlægge sag for at få fastslået, at den omhandlede overflytning var ugyldig, for så vidt som konsekvensen af at få fastslået, at den anfægtede afgørelse er ugyldig, er, at der kan fremsættes krav om erstatning for det ikke-økonomiske tab og den skade af tjenstlig karakter, appellanten har lidt. |