—

Ifølge sagsøgeren kan Europa-Kommissionen ikke med føje hævde, at den ikke har kompetence til at fremsætte et forslag om vedtagelse af en retsakt vedrørende det nævnte initiation om anvendelse af »nødretsprincippet«. I henhold til artikel 122, stk. 1, TEUF (tidligere artikel 100 EF) fremsætter Kommissionen (og Rådet træffer afgørelse) i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne forslag om de foranstaltninger, der er afpasset den økonomiske situation. Integrationen af nødretsprincippet i EU-traktater udgør en sådan foranstaltning på samme måde som vedtagelsen af andre foranstaltninger og politikken i denne retning. Nødretsprincippet er en sådan retningslinie ved udarbejdelsen af sådanne politikker.

—

Ifølge sagsøgeren kan Kommissionen i sin afgørelse ikke med rette hævde, at artikel 136, stk. 1, TEUF kun kan påberåbes som retsgrundlag, såfremt foranstaltningerne har til formål af styrke overvågningen af budgetdisciplinen, og såfremt de begrænser sig til dette formål. I henhold til artiklens stk. 1, litra b), kan de foreslåede foranstaltninger også vedrøre udarbejdelsen af økonomiske-politiske retningslinier for de omhandlede medlemsstater.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen i sin afgørelse ikke med rette kan gøre gældende, at artikel 136, stk. 1, TEUF ikke giver Den Europæiske Union hjemmel til at træffe foranstaltninger på området for medlemsstaterne budgetmæssige suverænitet og angående medlemsstaternes opgaver i forbindelse med deres indtægter og udgifter. Rådet kan i henhold til proceduren i artikel 121-126 TEUF vedtage foranstaltninger for de medlemsstater, der har euroen som valuta, hvilket tydeligt fremgår af artikel 136, stk. 1, TEUF. Denne artikel fastsætter ikke nogen begrænsning for anvendelsen af foranstaltninger, der kan udledes af medlemsstaternes budgetmæssige suverænitet.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens afgørelse er i direkte strid med solidaritetsbestemmelsen i artikel 222 TEUF.