EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62010CN0263

Sag C-263/10: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Gorj (Rumænien) den 27. maj 2010 — Iulian Nisipeanu mod Direcția Generală a Finanțelor Publice Gorj, Administrația Finanțelor Publice Târgu-Cărbunești og Administrația Fondului pentru Mediu

EUT C 234 af 28.8.2010, p. 22–22 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

28.8.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 234/22


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Gorj (Rumænien) den 27. maj 2010 — Iulian Nisipeanu mod Direcția Generală a Finanțelor Publice Gorj, Administrația Finanțelor Publice Târgu-Cărbunești og Administrația Fondului pentru Mediu

(Sag C-263/10)

()

2010/C 234/35

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Gorj

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Iulian Nisipeanu

Sagsøgt: Direcția Generală a Finanțelor Publice Gorj, Administrația Finanțelor Publice Târgu-Cărbunești og Administrația Fondului pentru Mediu

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 110 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at nationale skatter og afgifter, der er diskriminerende og forbudt i henhold til denne bestemmelse, omfatter den afgift, der er fastsat i den rumænske lovgivning ved hasteforordning nr. 50 af 25. april 2008 om indførsel af en miljøafgift for motorkøretøjer som ændret ved hasteforordning nr. 208 af 8. december 2008, nr. 218 af 11. december 2008, nr. 7 af 19. februar 2009 og nr. 117 af 30. december 2009?

2)

Er det i henhold til artikel 110 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tilladt, at Rumænien i sin nationale lovgivning indfører kriteriet om »første indregistrering i Rumænien«, som knæsat i artikel 4, litra a), i regeringens hasteforordning nr. 50/2008, med virkning fra den 1. juli 2008, og er dette kriterium en objektiv betingelse i henhold til traktatens bestemmelser?

3)

Er det i henhold til artikel 110 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tilladt Rumænien som medlemsstat at opkræve en miljøafgift pr. 1. juli 2008 på brugte motorkøretøjer, der er indført fra EU, eller som er erhvervet i andre medlemsstater, og som indregistreres for første gang i Rumænien, mens brugte motorkøretøjer, der er købt i Rumænien, er fritaget fra denne afgift?

4)

Er det i henhold til artikel 110 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tilladt Rumænien, under henvisning til den nævnte lovgivning, at indrømme fritagelse fra miljøafgiften for »motorkøretøjer i kategori M1, som opfylder forureningsstandard Euro 4, med en cylindervolumen, der ikke overstiger 2 000 cm3, samt [for] alle N1-motorkøretøjer, der opfylder forureningsstandard Euro 4, og som indregistreres for første gang i Rumænien eller i andre medlemsstater i Den Europæiske Union i perioden fra den 15. december 2008 til og med den 31. december 2009«, og ikke at indrømme denne fritagelse for nye motorkøretøjer med andre egenskaber end de ovenfor anførte?

5)

Skal artikel 110 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således, at det er tilladt Rumænien at beskytte den nationale bilindustri, idet miljøafgiften opkræves for brugte motorkøretøjer, der indføres fra og er indregistreret i en anden medlemsstat eller er erhvervet i en anden medlemsstat, men ikke opkræves for brugte motorkøretøjer, der allerede er indregistreret i Rumænien, og som videresælges i Rumænien?

6)

Under de angivne omstændigheder udgør den omhandlede afgift da en diskriminerende afgift, som ikke er tilladt i henhold til bestemmelserne i artikel 110 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvis kriteriet om »første indregistrering i Rumænien« i henhold til artikel 4, litra a), i regeringens hasteforordning nr. 50/2008 ikke kan anses for at være objektivt i forbindelse med det erklærede mål om at indføre en miljøafgift i overensstemmelse med »forureneren betaler«-princippet, og afgiften i kraft af dette kriterium således udgør en beskyttelse af den nationale produktion af nye motorkøretøjer samt af det nationale marked for brugte motorkøretøjer?


Top