Erstatning til ofre for forbrydelser i andre EU-lande

HOVEDPUNKTER

Direktivet har to hovedelementer.

• Det kræver, at EU-landene skal have en erstatningsordning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået på deres eget område. Organisering og drift af sådanne ordninger er op til det enkelte EU-land.
• Det indfører en samarbejdsordning i hele EU på baggrund af disse nationale ordninger.

Garanti for passende erstatning

Det kan være svært at sikre passende erstatning til ofre af flere årsager, som f.eks. at:

• gerningsmanden ikke har de nødvendige økonomiske midler
• det ikke har været muligt at identificere eller retsforfølge gerningsmanden (muligheden for at opnå erstatning fra gerningsmanden behandles i direktiv 2012/29/EU, som fastsætter minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse).

Direktivet kræver, at ofre:

• får erstatning uden hensyn til deres bopælsland eller det EU-land, hvor forbrydelsen blev begået
• opnår rimelig og passende erstatning — det nøjagtige beløb fastlægges i det EU-land, hvor forbrydelsen blev begået.

Samarbejde

Alle EU-lande skulle oprette nationale ordninger med rimelig og passende erstatning senest den 1. juli 2005. Direktivet indfører en samarbejdsordning mellem nationale myndigheder for at lette adgangen til erstatning for ofre i hele EU:

• Ofre for forbrydelser begået i et andet EU-land end det, de normalt bor i, kan bede en myndighed i det land, de bor i (den bistandsydende myndighed), om oplysninger om, hvordan man ansøger om erstatning.
• Den pågældende myndighed fremsender derefter ansøgningen direkte til den nationale myndighed i det EU-land, hvor forbrydelsen blev begået (den besluttende myndighed), som er ansvarlig for at vurdere ansøgningen og udbetale erstatningen.
• Al kommunikation skal foregå på det besluttende lands sprog. Europa-Kommissionen har udarbejdet standardformularer til fremsendelse af ansøgninger og afgørelser i forbindelse med erstatning til ofre.
• Direktivet opretter et system af centrale kontaktpunkter i hvert EU-land, som skal lette samarbejdet i grænseoverskridende sager. Disse kontaktpunkter mødes regelmæssigt. Der findes yderligere oplysninger på den europæisk e-justice-portal.