Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Det indfører en samarbejdsordning, der skal hjælpe ofre for forbrydelser med at få erstatning, uanset i hvilket land i Den Europæiske Union (EU) forbrydelsen er begået.
Systemet bygger på EU-landenes nationale ordninger for erstatning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået på deres eget område.
HOVEDPUNKTER
Direktivet har to hovedelementer.
Det kræver, at EU-landene skal have en erstatningsordning til ofre for forsætlige voldsforbrydelser begået på deres eget område. Organisering og drift af sådanne ordninger er op til det enkelte EU-land.
Det indfører en samarbejdsordning i hele EU på baggrund af disse nationale ordninger.
Garanti for passende erstatning
Det kan være svært at sikre passende erstatning til ofre af flere årsager, som f.eks. at:
gerningsmanden ikke har de nødvendige økonomiske midler
det ikke har været muligt at identificere eller retsforfølge gerningsmanden (muligheden for at opnå erstatning fra gerningsmanden behandles i direktiv 2012/29/EU, som fastsætter minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse).
Direktivet kræver, at ofre:
får erstatning uden hensyn til deres bopælsland eller det EU-land, hvor forbrydelsen blev begået
opnår rimelig og passende erstatning — det nøjagtige beløb fastlægges i det EU-land, hvor forbrydelsen blev begået.
Samarbejde
Alle EU-lande skulle oprette nationale ordninger med rimelig og passende erstatning senest den . Direktivet indfører en samarbejdsordning mellem nationale myndigheder for at lette adgangen til erstatning for ofre i hele EU:
Ofre for forbrydelser begået i et andet EU-land end det, de normalt bor i, kan bede en myndighed i det land, de bor i (den bistandsydende myndighed), om oplysninger om, hvordan man ansøger om erstatning.
Den pågældende myndighed fremsender derefter ansøgningen direkte til den nationale myndighed i det EU-land, hvor forbrydelsen blev begået (den besluttende myndighed), som er ansvarlig for at vurdere ansøgningen og udbetale erstatningen.
Al kommunikation skal foregå på det besluttende lands sprog. Europa-Kommissionen har udarbejdet standardformularer til fremsendelse af ansøgninger og afgørelser i forbindelse med erstatning til ofre.
Direktivet opretter et system af centrale kontaktpunkter i hvert EU-land, som skal lette samarbejdet i grænseoverskridende sager. Disse kontaktpunkter mødes regelmæssigt. Der findes yderligere oplysninger på den europæisk e-justice-portal.
HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?
Det trådte i kraft den . EU-landene skulle indarbejde det i den nationale lovgivnings bestemmelser inden den .
Rådets direktiv 2004/80/EF af om erstatning til ofre for forbrydelser (EUT L 261 af , s. 15-18).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Kommissionens afgørelse 2006/337/EF af om indførelse af standardformularer til fremsendelse af ansøgninger og afgørelser i henhold til Rådets direktiv 2004/80/EF om erstatning til ofre for forbrydelser (EUT L 125 af , s. 25-30)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (EUT L 315 af , s. 57-73)