15.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 220/32

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Dette mål forudsætter, at der skal kunne tages hensyn til oplysninger om domme afsagt i medlemsstaterne uden for domslandet for at forhindre nye overtrædelser og i forbindelse med en ny straffesag.

(2)

Den 29. november 2000 vedtog Rådet i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tammerfors et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager (2), hvori der foreskrives »Vedtagelse af et eller flere instrumenter, der indfører princippet om, at retten i en medlemsstat skal være i stand til at tage hensyn til endelige afgørelser i straffesager afsagt af en domstol i en anden medlemsstat, med henblik på at vurdere lovovertræderens kriminelle fortid, overveje, om der er tale om gentagelsestilfælde, og fastlægge, hvilken straf der skal pålægges, samt de nærmere vilkår for fuldbyrdelsen«.

(3)

Formålet med denne rammeafgørelse er at pålægge medlemsstaterne en minimumsforpligtelse til at tage hensyn til domme afsagt i andre medlemsstater. Denne rammeafgørelse bør således ikke være til hinder for, at medlemsstaterne, når de råder over oplysninger, i overensstemmelse med national ret kan tage hensyn til f.eks. endelige afgørelser truffet af administrative myndigheder, hvis afgørelser kan indbringes for en straffedomstol, hvori en person kendes skyldig i en strafbar handling eller i en handling, der er strafbar i henhold til national ret, fordi den udgør en overtrædelse af retsreglerne.

(4)

Nogle medlemsstater tillægger domme afsagt i andre medlemsstater retsvirkninger, mens andre kun tager hensyn til nationale domme.

(5)

Det bør fastslås som et princip, at medlemsstaterne bør tillægge domme afsagt i andre medlemsstater samme retsvirkninger som nationale domme i overensstemmelse med national ret, uanset om disse retsvirkninger ifølge national ret betragtes som spørgsmål om faktiske forhold eller som retlige spørgsmål af processuel eller materiel karakter. Denne rammeafgørelse tager imidlertid ikke sigte på at harmonisere de konsekvenser, som tidligere domme skal have ifølge de forskellige nationale lovgivninger, og forpligtelsen til at tage hensyn til tidligere domme afsagt i andre medlemsstater eksisterer kun i det omfang, der tages hensyn til tidligere nationale domme i henhold til national ret.

(6)

I modsætning til andre instrumenter tager denne rammeafgørelse ikke sigte på fuldbyrdelse i en medlemsstat af retsafgørelser, der er truffet i andre medlemsstater, men tager snarere sigte på at gøre det muligt at knytte konsekvenser til en tidligere dom afsagt i en medlemsstat i forbindelse med en ny straffesag i en anden medlemsstat i det omfang, sådanne konsekvenser er knyttet til tidligere nationale domme i henhold til lovgivningen i den anden medlemsstat.

Denne rammeafgørelse indebærer derfor ingen forpligtelse til at tage hensyn til sådanne tidligere domme i f.eks. tilfælde, hvor de oplysninger, der er fremskaffet i henhold til relevante instrumenter, ikke er tilstrækkelige, hvor den handling, som udløste den tidligere dom, ikke ville have givet anledning til en national dom, eller hvor den tidligere idømte sanktion ikke kendes i det nationale retssystem.

(7)

De retsvirkninger, der tillægges en dom afsagt i en anden medlemsstat, bør svare til retsvirkningerne af en national afgørelse, der træffes i fasen før retssagen, under selve retssagen og i domsfuldbyrdelsesfasen.

(8)

Når der under en straffesag i en medlemsstat foreligger oplysninger om en tidligere dom afsagt i en anden medlemsstat, bør det så vidt muligt undgås, at den berørte person behandles dårligere, end hvis den tidligere dom havde været en national dom.

(9)

Artikel 3, stk. 5, bør bl.a. fortolkes i overensstemmelse med betragtning 8 på en sådan måde, at hvis den nationale ret i den nye straffesag under hensyntagen til en tidligere straf idømt i en anden medlemsstat er af den opfattelse, at idømmelse af straf af et bestemt omfang inden for den nationale lovgivnings rammer ville være uforholdsmæssigt hårdt over for lovovertræderen i betragtning af omstændighederne, og hvis straffens formål kan opfyldes ved en lavere straf, kan den nationale ret mindske omfanget af straffen i overensstemmelse hermed, såfremt dette ville have været muligt i rent nationale sager.

(10)

Denne rammeafgørelse træder i stedet for bestemmelserne om hensyntagen til straffedomme i artikel 56 i den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkning i forholdet mellem de medlemsstater, som er part i nævnte konvention.

(11)

I denne rammeafgørelse respekteres subsidiaritetsprincippet, jf. artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, eftersom den har til formål at tilnærme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, og dette formål ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne alene og derfor kræver en samordnet indsats på EU-plan. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, går denne rammeafgørelse ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(12)

I denne rammeafgørelse respekteres de grundlæggende rettigheder og principperne i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union og i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(13)

I denne rammeafgørelse respekteres de mange forskellige nationale løsninger og procedurer, der er nødvendige for at tage hensyn til en tidligere dom afsagt i en anden medlemsstat. Udelukkelse af muligheden for på ny at prøve en tidligere dom bør ikke være til hinder for, at en medlemsstat om nødvendigt kan træffe en afgørelse om at tillægge sådanne tidligere domme samme retsvirkninger. Procedurerne omkring en sådan afgørelse bør imidlertid, i betragtning af den tid og de procedurer eller formalia, der kræves, ikke gøre det umuligt at tillægge en tidligere dom fra en anden medlemsstat tilsvarende retsvirkninger

(14)

Indgreb i en dom eller fuldbyrdelse af denne omfatter bl.a. situationer, hvor den sanktion, der er idømt ved en tidligere dom, i overensstemmelse med den anden medlemsstats nationale ret skal absorberes eller medregnes i en anden sanktion, som derefter skal fuldbyrdes rent faktisk, i det omfang den første dom ikke allerede er fuldbyrdet eller dens fuldbyrdelse ikke er overført til den anden medlemsstat —