EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006L0140

Kommissionens direktiv 2006/140/EF af 20. december 2006 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF med henblik på at optage sulfurylfluorid som et aktivt stof i bilag I hertil EØS-relevant tekst.

EUT L 414 af 30.12.2006, p. 78–80 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 314M af 1.12.2007, p. 790–792 (MT)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO, HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/08/2013; ophævet ved 32012R0528

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2006/140/oj

30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 414/78


KOMMISSIONENS DIREKTIV 2006/140/EF

af 20. december 2006

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF med henblik på at optage sulfurylfluorid som et aktivt stof i bilag I hertil

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 16, stk. 2, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 2032/2003 af 4. november 2003 om den anden fase af det tiårs arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF om markedsføring af biocidholdige produkter, og om ændring af forordning (EF) nr. 1896/2000 (2) er der opstillet en liste over aktive stoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I, I A eller I B til direktiv 98/8/EF. Sulfurylfluorid er optaget på denne liste.

(2)

I henhold til forordning (EF) nr. 2032/2003 er sulfurylfluorid vurderet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i direktiv 98/8/EF til anvendelse i produkttype 8, træbeskyttelsesmidler, jf. bilag V til direktiv 98/8/EF.

(3)

I overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 2032/2003 blev Sverige udpeget som rapporterende medlemsstat. Sverige forelagde den kompetente myndigheds rapport sammen med en henstilling for Kommissionen den 19. april 2005 i overensstemmelse med denne forordnings artikel 10, stk. 5 og 7.

(4)

Medlemsstaterne og Kommissionen har gennemgået den kompetente myndigheds rapport. I overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, i forordning (EF) nr. 2032/2003 er resultaterne af vurderingen indføjet i en vurderingsrapport i det stående udvalg for biocidholdige produkter den 8. september 2006.

(5)

Vurderingen af sulfurylfluorid afdækkede ingen uafklarede spørgsmål eller problemer, som skulle behandles af Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici (VKSM).

(6)

Det fremgår af de forskellige undersøgelser, at biocidholdige produkter, der anvendes som træbeskyttelsesmidler og indeholder sulfurylfluorid, kan forventes at opfylde kravene i artikel 5 i direktiv 98/8/EF, især med hensyn til de anvendelsesformål, der er undersøgt og udførligt beskrevet i vurderingsrapporten. Sulfurylfluorid bør derfor optages i bilag I for at sikre, at der i alle medlemsstater kan gives, ændres eller tilbagekaldes godkendelser af biocidholdige produkter, der anvendes som træbeskyttelsesmidler og indeholder sulfurylfluorid, i overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, i direktiv 98/8/EF.

(7)

Det er vigtigt at anvende dette direktivs bestemmelser samtidigt i alle medlemsstaterne for at sikre ligebehandling af biocidholdige produkter indeholdende det aktive stof sulfurylfluorid på markedet og også lette den korrekte funktion af markedet for biocidholdige produkter generelt.

(8)

I lyset af resultaterne i vurderingsrapporten bør der stilles krav om, at sådanne produkter kun anvendes af uddannede fagfolk i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, nummer i), litra e), i direktiv 98/8/EF, og at risikobegrænsende foranstaltninger udformes med henblik på at beskytte sprøjtepersonale og andre tilstedeværende i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, nummer i), litra f), i direktiv 98/8/EF.

(9)

Der bør derudover kræves løbende overvågning og levering af yderligere oplysninger om visse specifikke punkter, der angives nærmere i vurderingsrapporten i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, nummer i), litra f), i direktiv 98/8/EF.

(10)

Før et aktivt stof optages i bilag I, bør medlemsstaterne og de berørte parter have en rimelig frist til at forberede sig, så de kan opfylde de nye krav, optagelsen medfører, og for at sikre, at ansøgere, der har udarbejdet dossierer, fuldt ud kan udnytte databeskyttelsesperioden på ti år, der i henhold til artikel 12, litra c), nummer ii), i direktiv 98/8/EF indledes på datoen for optagelsen.

(11)

Efter optagelsen bør medlemsstaterne have en rimelig frist til at gennemføre bestemmelserne i artikel 16, stk. 2, i direktiv 98/8/EF og især til at give, ændre eller tilbagekalde godkendelser af biocidholdige produkter i produkttype 8 indeholdende sulfurylfluorid med henblik på at sikre, at direktiv 98/8/EF er opfyldt.

(12)

Direktiv 98/8/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Bilag I til direktiv 98/8/EF ændres som angivet i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

Gennemførelse af direktivet

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 31. december 2007 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

De anvender disse bestemmelser fra den 1. januar 2009.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. december 2006.

På Kommissionens vegne

Stavros DIMAS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2006/50/EF af 29. maj 2006 (EUT L 142 af 30.5.2006, s. 6).

(2)  EUT L 307 af 24.11.2003, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1048/2005 (EUT L 178 af 9.7.2005, s. 1).


BILAG

Følgende tabel med punkt »nr. 1« indføjes i bilag I til direktiv 98/8/EF

»Nr.

Almindeligt anvendt navn

IUPAC-navn

identifikationsnr

Minimumsrenhed af det biocide produkts aktive stof i den form, det markedsføres

Optagelsesdato

Frist for overensstemmelse med artikel 16, stk. 3

(undtagen for produkter, som indeholder mere end ét aktivt stof - her er fristen for overholdelse af artikel 16, stk. 3, den frist, der fastsættes i den sidste af beslutningerne om optagelse angående dets aktive stof)

Udløbsdato for optagelsen

Produkttype

Særlige bestemmelser (1)

1

sulfurylfluorid

sulfuryldifluorid

EF-nr.: 220-281-5

CAS-nr.: 2699-79-8

> 994 g/kg

1. januar 2009

31. december 2010

31. december 2018

8

Medlemsstaterne sikrer, at godkendelser gives på følgende betingelser:

1)

produktet må kun sælges til og benyttes af fagfolk, der er uddannet i brugen af det;

2)

sprøjtepersonale og andre tilstedeværende beskyttes med egnede risikobegrænsende foranstaltninger;

3)

koncentrationer af sulfurylfluorid i den øvre troposfære langt fra forureningskilder overvåges.

Medlemsstaterne sikrer ligeledes, at indehavere af tilladelser indsender de i punkt (3) omhandlede overvågningsrapporter direkte til Kommissionen hvert femte år fra og med den 1. januar 2009.


(1)  Med henblik på gennemførelsen af de fælles principper i bilag VI findes indholdet og konklusionerne af vurderingsrapporterne på Kommissionens websted: http://ec.europa.eu/comm/environment/biocides/index.htm«


Top