Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016TN0835

    Sag T-835/16: Sag anlagt den 28. november 2016 — Louvers Belgium mod Kommissionen

    EUT C 30 af 30.1.2017, p. 53–54 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    30.1.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 30/53


    Sag anlagt den 28. november 2016 — Louvers Belgium mod Kommissionen

    (Sag T-835/16)

    (2017/C 030/61)

    Processprog: fransk

    Parter

    Sagsøger: Louvers Belgium Company (Zaventem, Belgien) (ved advokat V. Lejeune)

    Sagsøgt: Europa-Kommissionen

    Sagsøgerens påstande

    Den af Europa-Kommissionen trufne afgørelse af 19. september 2016 om ikke at vælge sagsøgerens bud og om tildeling af kontrakt nr. OIB.02/PO/2016/012/703 til sammenslutningen RIDEAUPRESS ITLINE annulleres.

    Der gives sagsøgeren medhold i erstatningspåstanden. Følgelig tilpligtes Kommissionen at betale sagsøgeren hovedstolen på 387 500 EUR i erstatning for det lidte tab som følge af tabet af kontrakten med tillæg af mora- og procesrenter efter den lovbestemte sats, indtil der sker fuld betaling.

    Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

    1.

    Første anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten, af sagsøgerens ret til god forvaltning og af gennemsigtighedsprincippet, for så vidt som Kommissionen til trods for sagsøgerens gentagne anmodninger ikke oplyste sagsøgeren om den særlige tekniske karakter af den valgte tilbudsgivers produkter eller om resultaterne af analyserapporten vedrørende de bud og stikprøver, som sagsøgeren havde tilsendt Kommissionen.

    2.

    Andet anbringende om en tilsidesættelse af gennemsigtighedsprincippet og af princippet om ligebehandling af tilbudsgiverne såvel ved udarbejdelsen af udbudsbetingelserne som ved Kommissionens vurdering af tilbudsgivernes bud. Sagsøgeren har navnlig foreholdt Kommissionen følgende:

    For det første for ved udarbejdelsen af udbudsbetingelserne at have gengivet de tekniske krav og billeder af de produkter, som var blevet udbudt af en tilbudsgiver i en tidligere udbudsprocedure med en lignende genstand, og som Kommissionen uberettiget havde annulleret, hvilket bevirkede, at der blev skabt ubegrundede hindringer for åbning af markederne for konkurrence.

    For det andet for at have tilsidesat det grundlæggende princip om lighed mellem tilbudsgiverne ved i teknisk henseende at have opstillet meget restriktive og ubegrundede tekniske krav, som klart havde til formål at være sammenfaldende med en bestemt økonomisk aktørs produkter.

    For det tredje for ikke at have vurderet det af sagsøgeren afgivne bud i forbindelse med den omtvistede udbudsprocedure objektivt og uafhængigt, og for uberettiget at have afvist buddet, idet sagsøgernes produkter fuldt ud opfyldte mindstekravene til de tekniske karakteristika for de i udbudsbetingelserne nævnte produkter og således tilsvarende opfyldte de opstillede krav.

    Inden for rammerne af det andet anbringende er det således sagsøgerens opfattelse, at det bud, som sagsøgeren afgav, var teknisk konformt og derfor lovligt. Europa-Kommissionen burde have vurderet buddets økonomiske betydning, og den ville derefter have været forpligtet til at tildele sagsøgeren kontrakten, idet denne havde det laveste bud.


    Top