EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62015TN0741

Sag T-741/15: Sag anlagt den 18. december 2015 — British Aggregates m.fl. mod Kommissionen

EUT C 68 af 22.2.2016, p. 38–38 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

22.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 68/38


Sag anlagt den 18. december 2015 — British Aggregates m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-741/15)

(2016/C 068/48)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: British Aggregates Association (Lanark, Det Forenede Kongerige), Tinney Quarries Ltd (St. Johnston, Irland), MBC Quarries Ltd (Ballybofey, Irland) og Mac Sand Ltd (Stranorlar, Irland) (ved advokat L. Van den Hende og solicitor A. White)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse af 4. august 2014 om støtteordningen SA.18859 (11/C) (ex 65/10 NN) iværksat af Det Forenede Kongerige — Fritagelse for afgift på granulater i Nordirland (ex N 2/04), der blev offentliggjort den 25. september 2015 i Den Europæiske Unions Tidende, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger i denne sag.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fem anbringender.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har begået en retlig fejl, idet den har fastsat, at tilsidesættelsen af artikel 110 TEUF og dermed af artikel 107 TEUF, kunne berigtiges med tilbagevirkende kraft og dermed gøre Nordirlands fritagelse for afgiften på granulater forenelig med det indre marked.

2.

Andet anbringende, som er subsidiært i forhold til det første anbringende, om, at Kommissionen begik en retlig fejl og anlagde et fejlagtigt skøn, idet den fastsatte, at den berigtigelse med tilbagevirkende kraft, som Det Forenede Kongerige foretog, var forenelig med effektivitetsprincippet og retten til adgang til effektive retsmidler.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen anlagde fejlagtige skøn, idet den fastsatte, at Nordirlands fritagelse for afgiften på granulater var forenelig med EF-retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (1) (miljøretningslinjerne fra 2008) og dermed med artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF. Kommissionen har navnlig anlagt fejlagtige skøn ved at antage, at det tredje led i nødvendighedskriteriet i miljøretningslinjerne fra 2008 var blevet opfyldt, nemlig, hvorvidt stenbrud i Nordirland kunne overvælte afgiften på granulater på kunderne eller ej, uden at dette medførte en betydelig salgsnedgang.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har undladt at foretage en reelt omhyggelig og upartisk undersøgelse af, hvorvidt den berigtigelse med tilbagevirkende kraft, som Det Forenede Kongerige foretog, var forenelig med effektivitetsprincippet og med retten til adgang til effektive retsmidler, og hvorvidt det tredje led i nødvendighedstesten i miljøretningslinjerne fra 2008 var blevet opfyldt.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen har undladt at give en begrundelse i overensstemmelse med artikel 296 TEUF for, hvorfor berigtigelsen med tilbagevirkende kraft, som Det Forenede Kongerige foretog, var forenelig med effektivitetsprincippet og retten til adgang til effektive retsmidler, og hvorfor det tredje led i nødvendighedstesten i miljøretningslinjerne fra 2008 var blevet opfyldt.


(1)  EF-retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse (EUT 2008 C 82, s. 1).


Top