—

foretog en urigtig fortolkning af artikel 3, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, stk. 3, i ECDC Implementing rule nr. 20, med henblik på at fastslå, at appelbedømmeren ikke behøver at være formanden for bestyrelsen i sager som den foreliggende.

—

begik en fejl i forbindelse med den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder, da den fastslog, at det under alle omstændigheder var usandsynligt, at formanden for bestyrelsen ville give appellanten medhold.

—

fejlfortolkede argumentet om, at en person, der er underordnet bedømmeren, ikke kan være appelbedømmer, fordi vedkommende ikke har den nødvendige uafhængighed i forhold til bedømmeren.

—

foretog en forkert fortolkning af artikel 7, stk. 1, samt af artikel 8, stk. 3 og 4, i ECDC Implementing Rule nr. 20, da den fastslog, at bedømmeren kan se bort fra målsætninger og resultatindikatorer, der er fastsat for en ansat i den foregående bedømmelsesperiode.

—

subsidiært begik en fejl i forbindelse med den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder, da den fastslog, at bedømmeren behørigt havde taget målsætninger og resultatindikatorer i betragtning.

—

foretog en urigtig fortolkning af begrebet »samtale« i artikel 8, stk. 9, i ECDC Implementing Rule.

—

subsidiært begik en retlig fejl i forbindelse med, at den retligt kvalificerede en »bedømmelsessamtale« som en samtale, der fra ECDC’s side kan begrænses til, at medbedømmeren anmoder en ansat om et dokument, som vedkommende allerede har til rådighed, til at vedkommende fra sin mobiltelefon stiller den ansatte spørgsmålet: »Hvilke aspekter af bedømmelsen af præstationerne anser De for at være ukorrekte?«, og til at vedkommende ikke stiller yderligere spørgsmål, efter at en ansat fremkommer med en fyldestgørende besvarelse og tilbyder at give vedkommende alle yderligere, mere specifikke oplysninger, vedkommende måtte ønske.

—

foretog en urigtig fortolkning af vedtægtens artikel 22a, da den i det væsentlige fandt, at et agentur, selv når en ansat in tempore non suspecto hævder, at der er sket dårlig økonomisk forvaltning, tilbyder i det mindste begyndelsen til et bevis herpå, og disse påstande er sande, med rette lader vedkommendes årlige præstationer bedømme af de selv samme personer, som den ansattes beskyldninger vedrører.

—

subsidiært begik en retlig fejl, da den retligt kvalificerede appellantens påstande som påstande, der hverken blev fremsat in tempore non suspecto eller var sande eller underbygget af dokumentation, og fastslog, at de bedømmere, der var involveret i beskyldningerne, fortsat var i stand til at bedømme appellantens præstationer neutralt.