26.2.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 72/19

1)

Artikel 2, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 75/363/EØF af 16. juni 1975 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som læge, som ændret ved Rådets direktiv 82/76/EØF af 26. januar 1982, og artikel 24, stk. 1, litra c), i Rådets direktiv 93/16/EØF af 5. april 1993 om fremme af den frie bevægelighed for læger og gensidig anerkendelse af deres eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken udbetaling af det nationale stipendium til finansiering af en uddannelse, der udbydes i en anden medlemsstat, og som fører til erhvervelsen af et kvalifikationsbevis for speciallæger, er underlagt den betingelse, at den læge, som modtager stipendiet, praktiserer i den førstnævnte medlemsstat i fem år inden for en periode på ti år, efter speciallægeuddannelsen er fuldført, og, hvis denne betingelse ikke er opfyldt, tilbagebetaler op til 70 % af det oppebårne stipendium med tillæg af renter.

2)

Artikel 45 TEUF og 49 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, i medfør af hvilken udbetaling af det nationale stipendium til finansiering af en uddannelse, der udbydes i en anden medlemsstat, og som fører til erhvervelsen af et kvalifikationsbevis for speciallæger, er underlagt den betingelse, at den læge, som modtager stipendiet, praktiserer i den førstnævnte medlemsstat i fem år inden for en periode på ti år, efter speciallægeuddannelsen er fuldført, og, hvis denne betingelse ikke er opfyldt, tilbagebetaler op til 70 % af det oppebårne stipendium med tillæg af renter, medmindre de ved denne lovgivning fastsatte foranstaltninger ikke reelt bidrager til varetagelsen af formålene om at beskytte den offentlige sundhed og sikrer, at den økonomiske ligevægt af den sociale sikringsordning opretholdes, og går videre end, hvad der nødvendigt i denne forbindelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at bedømme.