Sag anlagt den 15. september 2014 — Republikken Ungarn mod Kommissionen

(Sag T-662/14)

(2014/C 448/35)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Republikken Ungarn (ved Fehér M. Z. og Koós G., som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort gældende, at den anfægtede forordnings artikel 45, stk. 8, overskrider rammerne fastsat ved forordning (EU) nr. 1307/2013 (1) som indrømmer bemyndigelsen og reelt fjerner indholdet af de muligheder, som er tildelt medlemsstaterne, idet den indfører et begrænsende kriterium, som forudsætter en fortolkning af de muligheder, som disse stater er tildelt ved den hjemlende lovgivningsakt.

Sagsøgeren har således gjort gældende, at fremlæggelsen af bevæggrundene i den anfægtede forordning ikke indeholder en tilstrækkelig og deltaljeret begrundelse, som det kræves. Det er sagsøgerens opfattelse, at en ændring af en bemyndigelsesbestemmelse, som har en sådan betydning og rækkevidde, ikke i praksis giver mulighed for klart at udlede, hvilken bemyndigelsesbestemmelse Kommissionen lagde vægt på, og i det præcise omfang den gjorde det. Dette betyder, at den ufravigelige undersøgelse er næsten umulig ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt.

Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at den af Kommissionen vedtagne lovgivning har fastsat en forskelsbehandling i forhold til træarter kaldet lavskov med kort omdriftstid eller mere konkret i forhold til landbrugere, som ønsker at plante dem. Plantager eller plantageejere af de to slags befinder sig i en identisk situation, hvorfor det ikke er berettiget at fastsætte en forskel imellem dem på grundlag af de træarter, som de ønsker at vælge for at skabe deres plantager.

Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at Kommissionen under hele forhandlingen om den delegerede forordning endda hindrede, at medlemsstaterne fik mulighed for at kvalificere arealer opdyrket med lavskov med kort omdriftstid som arealer af økologisk interesse. Det er sagsøgerens opfattelse, at alt tyder på, at Kommissionen i praksis ønskede at undgå denne mulighed med den anfægtede lovgivning, hvorved den har foretaget magtfordrejning.

Endelig har sagsøgeren navnlig gjort gældende, at den anfægtede forordning er i strid med det almengyldige retssikkerhedsprincip, for så vidt som denne forordnings artikel 45, stk. 8, i flere henseender ikke er klar, og fordi forordningen ikke sikrer en tilstrækkelig tilpasningsperiode inden dens ikrafttræden for at forberede sig på en væsentlig ændring. Sagsøgeren har gjort gældende, at ligeledes princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er tilsidesat, eftersom Kommissionen ved affattelsen af ikrafttrædelsesbestemmelserne ikke tog hensyn til, at der på landbrugsområdet nødvendigvis er behov for en længere forberedelsesperiode. Sagsøgeren har således anført, at den anfægtede retsakt ligeledes udgør en tilsidesættelse af ejendomsretten omfattet af artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17.12.2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT 2013 L 347, s. 608).