21.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/30

1)

Skal § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, optaget som bilag til direktiv 1999/70/EF, fortolkes således, at det kan anses for objektive omstændigheder ved indgåelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, at disse kontrakter er indgået i henhold til en lovbestemmelse, der foreskriver indgåelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, uanset om de reelt indgås for at dække arbejdsgiverens faste, vedvarende behov?

2)

Udgør tilføjelsen af kriterier for, hvornår der er tale om misbrug, med foranstaltningerne ifølge § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse (f.eks. maksimal varighed af kontrakter og antal fornyelser, inden for rammerne af hvilke beskæftigelse er tilladt, uden at der findes objektive omstændigheder, som begrunder indgåelse eller fornyelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold), en forringelse, der ikke er tilladt i henhold til § 8, stk. 3, i rammeaftalen, af det almene beskyttelsesniveau før direktiv 1999/70/EF, i betragtning af at det eneste kriterium for, at der var tale om misbrug, i det samlede regelsæt før direktiv 1999/70/EF, var ansættelse ifølge en tidsbegrænset ansættelseskontrakt eller i et tidsbegrænset ansættelsesforhold uden objektive omstændigheder?

3)

Er vage og åbne lister over undtagelser fra de principielle maksimumsgrænser for indgåelse af flere på hinanden tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold som de, der er opstillet i de permanente bestemmelser i præsidentdekret nr. 164/2004, en effektiv foranstaltning for at undgå misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold i henhold til § 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse?

4)

Kan det anses for at være effektivt med henblik på at hindre og beskytte mod misbrug i henhold til rammeaftalens § 5, når der er tale om foranstaltninger som de i hovedsagen omstridte foranstaltninger, der er fastsat i artikel 7 i præsidentdekret nr. 164/2004, når

5)

Udgør foranstaltninger som de, der blev truffet med artikel 11 i præsidentdekret nr. 164/2004, som trådte i kraft den 19. april 2004, dvs. efter at fristen for at efterkomme direktiv 1999/70/EF var udløbet, og som kun fik tre måneders tilbagevirkende kraft, således at de kun omfatter flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, som var i kraft efter den 19. april 2004, og ikke flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, der fortsat blev indgået efter udløbet af fristen for at efterkomme direktiv 1999/70/EF og frem til den 19. april 2004, en passende gennemførelse af direktiv 1999/70/EF i græsk ret, og er de effektive foranstaltninger?

6)

Såfremt de foranstaltninger, der er truffet med præsidentdekret nr. 164/2004 i overensstemmelse med rammeaftalens § 5, ikke anses for at være effektive, er retten i så fald forpligtet til, ifølge forpligtelsen til at foretage en fortolkning i samklang med EF-retten, i overensstemmelse med direktiv 1999/70/EF at anvende de græske lovbestemmelser før dette dekret, hvorefter sagsøgeren kan opnå beskyttelse mod misbrug (artikel 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920) på en måde, som eliminerer følgerne af krænkelsen af EF-retten?

7)

Såfremt foranstaltningerne ifølge præsidentdekret nr. 164/2004 ikke anses for at være effektive, hvorfor den tidligere gældende lovgivning (artikel 8, stk. 3, i lov nr. 2112/1920) finder anvendelse, er det i så fald, inden for rammerne af forpligtelsen til fortolkning i overensstemmelse med EF-retten, foreneligt med EF-retten at fortolke overordnede regler i national ret (forfatningens artikel 103, stk. 8) således, at de indeholder et absolut forbud mod at ændre tidsbegrænsede kontrakter til tidsubegrænsede kontrakter, også selv om det fremgår, at der i virkeligheden var tale om misbrug ved indgåelsen af disse kontrakter på grundlag af bestemmelser om dækning af ekstraordinære og generelt midlertidige behov, når de rent faktisk dækkede faste og varige behov hos arbejdsgiveren, som tilhører den offentlige sektor (jf. olAP nr. 19/2007 og 20/2007), når det er muligt at anlægge en fortolkning, hvorefter det pågældende forbud bør begrænses til tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som reelt er indgået for at dække midlertidige, uforudsete, uopsættelige eller ekstraordinære behov og ikke i det tilfælde, hvor de rent faktisk er indgået for at dække faste og varige behov (jf. olAP 18/2006)?

8)

Er det i overensstemmelse med EF-retten, at tvister vedrørende tidsbegrænset ansættelse og rammeaftalens § 5 efter præsidentdekret nr. 164/2004's ikrafttræden er underlagt Forvaltningsdomstolenes enekompetence, når det herved bliver vanskeligere for arbejdstageren i tidsbegrænset ansættelse at rejse søgsmål, eftersom alle tvister vedrørende tidsbegrænset ansættelse før præsidentdekret nr. 164/2004's ikrafttræden var underlagt de civile domstoles kompetence med en formelt set mere rimelig, enkel, billig for arbejdstageren i tidsbegrænset ansættelse og en generelt hurtigere særlig procedure vedrørende arbejdsretlige tvister?