9.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 204/47

1.1

På vegne af sine medlemsstater har FN foreslået en model til et »globalt harmoniseret system« (GHS) for kriterier og processer, der anvendes ved »klassificering, emballering og mærkning af kemikalier«. Det er hensigten, at dette system skal fremme verdenshandelen og bistå de mindre udviklede økonomier i deres bestræbelser på at beskytte arbejdstagernes og forbrugernes sikkerhed og sundhed.

1.2

EØSU er stærk tilhænger af denne målsætning om harmonisering på verdensplan, formen af og retsgrundlaget for den foreslåede gennemførelseslovgivning fra Kommissionen og den foreslåede tidsplan, hvor producenternes og leverandørernes gennemførelse falder sammen med den første vigtige frist for registrering af »stoffer« i henhold til forordning (EF) 1907/2006 (REACH).

1.3

EØSU er ligeledes enigt i Kommissionens vurdering af, at selv om ændringer af det system, der er udviklet i EU i løbet af de seneste 40 år, er både uundgåelige og finder bred opbakning, vil de kortsigtede fordele i EU være ubetydelige, samtidig med at omkostningerne kan blive store. EØSU mener derfor, at man burde have været mere opmærksom på disse helt usædvanlige omstændigheder i den oprindelige konsekvensvurdering. Når der ikke er tale om nogen betydelige overordnede fordele, burde enhver tilføjelse til eller ændring af den eksisterende lovgivning, som ikke er absolut nødvendig for at gennemføre FN-forslaget, ledsages af en særlig begrundelse af sundhedsmæssig, sikkerhedsmæssig eller økonomisk karakter. Man bør navnlig gøre alt for at sikre, at de eksisterende standarder ikke bringes i fare som følge af den uundgåeligt lange overgangsperiode mellem disse to nærmest ens systemer. Information på købsstedet bliver et centralt krav.

1.4

EØSU mener ligeledes, at der som følge af den meget stramme tidsfrist og behovet for at begrænse iværksættelsesomkostningerne er mulighed for fleksibilitet i forslaget og ved dets umiddelbare anvendelse. Det har taget mange år at udvikle det nuværende system til et punkt, hvor det giver en hensigtsmæssig beskyttelse af arbejdstagernes og forbrugernes sundhed over hele EU, og det samme vil formentlig gøre sig gældende for det nye globalt harmoniserede system. Det centrale er imidlertid, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer på langt sigt inden for både FN og Kommissionen til at sikre, at harmoniseringsprocessen fortsætter — og at den efterhånden udvides til at omfatte den faktiske klassificering og mærkning af varer, der handles meget, og ikke kun de kriterier, som disse klassifikationer er baseret på.

1.5

EØSU bemærker med bekymring længden af dette forslag, i sig selv og i sammenhæng med nye forslag som f.eks. REACH, de mange andre EU-retsakter, som disse hænger sammen med, og den stadigt stigende mængde af vejledninger, som nu anses for nødvendige. Det er vigtigt med en ny fremgangsmåde, hvis vi skal undgå, at det europæiske erhvervsliv (for ikke at tale om procedurerne for overvågning eller ændring af lovgivning) lider ubodelig skade. Det er ganske enkelt ikke rimeligt at gå ud fra, at alle, lige fra ejerne af de mindste SMV'er til de typisk større grupper af ansvarlige embedsmænd i de kompetente nationale myndigheder, rutinemæssigt skal referere til mere end 20.000 siders sammenhængende dokumentation alene om disse emner. Vi er nødt til at finde en bedre metode.

1.6

I denne sammenhæng beklager EØSU manglen på nøgledefinitioner og navnlig ændringen fra brugen af ordet »præparater«, som har en særlig toksikologisk betydning, til »blandinger«, hvor dette ikke er tilfældet. Den fortsatte mangel på en EU-definition af »kemikalie« eller »kemisk« giver anledning til forvirring hos både arbejdstagere, forbrugere, ledere og lovgivere. Indholdsmæssigt sigter forslaget mod at være neutralt og ikke at give anledning til strid. Det er en god mulighed for at rette fejl i detaljerne, hvilket allerede er tilfældet i de tekniske bilag. Man bør straks gå i gang med udarbejdelsen af et sæt af standarddefinitioner gældende for al lovgivning på området, som på sigt skal udmønte sig i en ordliste over de vigtigste termer på alle sprog, således at man får klarlagt, hvilke ord der betyder det samme (formentlig »kemikalie«, »kemisk stof« og »stof«), og hvilke der enten betyder noget forskelligt eller er uden forbindelse med hinanden (eksempelvis »artikel« og »produkt«). Endvidere giver det anledning til kulturelle misforståelser og forkerte associationer, at ordet »stoffer« på nogle sprog kan forstås som narkotika, alkohol og tobak og ordet »kemikalier« som hentydning til terror- eller andre illegale aktiviteter, hvilket man bør være opmærksom på og undgå.

1.7

EØSU bemærker ligeledes den dobbelte risiko for over-klassificering og overdreven mærkning, der i sidste ende svækker virkningen af advarsler, der er absolut nødvendige, samt for, at arbejdstagere og forbrugere udelukkende benytter etiketterne som deres eneste informationskilde. De allervigtigste oplysninger skal helt sikkert fremgå, ligesom det også er vigtigt med henvisninger til andre lettilgængelige informationskilder. Den stigende brug af køb via internettet og internetsøgning på fordelene og farerne ved specifikke produkter er tegn på, at dette er et område, man bør arbejde videre med. Behovene hos personer, der skal yde førstehjælp, og forgiftningscentre dækkes ikke mest hensigtsmæssigt med lange lister over standardiserede og ukendte navne på bestanddele i komplekse blandinger. Vejledninger i generelle risici og sikkerhedsbehandling kombineret med kontaktoplysninger til døgnåbne tjenester giver den bedste beskyttelse for alle de involverede. I særlige tilfælde, hvor der er tale om formuleringer, der er beskyttet af ejendomsrettigheder, ydes producenten ligeledes beskyttelse gennem denne metode.

1.8

EØSU bemærker, at der ikke findes noget forslag til en etiket til de ofte meget små mængder, der overføres mellem laboratorier i forbindelse med akademiske undersøgelser eller erhvervsmæssig F&U. En sådan kan uden videre tilføjes til den række af etiketter, som FN foreslår, og dette vil være at foretrække frem for den utroligt restriktive, uforholdsmæssige og dyre undtagelsesordning, der nu foreslås.

1.9

Endelig bemærker EØSU, at der vil være et stigende behov for at revidere kvaliteten af de anvendte data samt de beslutninger, der træffes i de forskellige jurisdiktioner verden over. Presset for at nå til enighed om resultaterne af klassificeringen, ikke blot de kriterier og processer, der leder frem til dem, vil uden tvivl fortsætte. Det er lettere at forstå behovet for og fordelene ved dette på verdensplan.

2.1

Forslaget har til formål at bringe den eksisterende EU-lovgivning i overensstemmelse med den nyligt vedtagne FN-model for et »globalt harmoniseret system« for klassificering, mærkning og emballering af råvarer, mellemprodukter og færdigvarer, der defineres som »farlige«, og som skiftevis beskrives som »kemikalier«, »stoffer«, »blandinger« eller »præparater«. Europæisk lovgivning tilbage fra 1967 vil blive erstattet. Mange andre direktiver og forordninger, herunder forordning (EF) 1907/2006 (REACH), som i øjeblikket er under gennemførelse, vil også skulle ændres. Det er også hensigten, at de langsigtede virkninger inden for EU skal være positive, under forudsætning af at udgifterne kan holdes nede, og at man kan opnå nogle ret små fordele. Samlet set bør forslaget fremme verdenshandelen og samtidig opretholde høje standarder for beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet.

2.2

Det 40 år gamle direktiv, der skal erstattes, er direktiv 67/548/EØF om farlige stoffer. Det anses normalt for den første fælleseuropæiske »kemikalielovgivning«, der især havde til formål at beskytte arbejdstagernes sikkerhed. Direktivet og de mange ændringer og tilpasninger til den tekniske udvikling giver nu producenter og sælgere, arbejdstagere, distributører og forbrugere både i og uden for EU et harmoniseret system til klassificering af »farlige stoffer«, hvor der benyttes særlige tester med aftalte grænseværdier og risikokriterier, til korrekt mærkning med et begrænset sæt af piktogrammer og standardsætninger til identificering af mulige risici og til anbefaling af procedurer for sikker håndtering, samt til emballering med henblik på at beskytte regelmæssige brugere og sårbare grupper, navnlig små børn.

2.3

21 år efter vedtagelsen af direktiv 67/548/EØF blev proceduren udvidet fra »stoffer« (en forholdsvis begrænset liste over »elementer og deres forbindelser«) til den i teorien uendelige liste over »præparater« (»blandinger af to eller flere stoffer«) ved direktiv 88/379/EØF om farlige præparater. I direktivet erkendte man, at dyreforsøg ikke var ønskværdige eller var umulige i en sådan skala, og man indførte for første gang en teoretisk forbindelse mellem de kendte eller beregnede risici ved de indeholdte stoffer og den mest sandsynlige risiko ved den senere blanding i fællesskabsretten. Dette kunne så anvendes til at klassificere, mærke og emballere præparatet uden behov for yderligere tester.

2.4

Eftersom langt størstedelen af de produkter, der sælges til forbrugerne, netop er »præparater« (eller endda »artikler«), var dette et vigtigt skridt i retning af at garantere forbrugernes sikkerhed for produkter, der ikke allerede er omfattet af særdirektiver og mere restriktive direktiver, f.eks. direktiverne om salg af pesticider, rengøringsmidler eller kosmetik. Direktivet fra 1988 blev ændret betydeligt i 1999 ved direktiv 1999/45/EF.

2.5

Ovennævnte direktiver har sammen med det supplerende direktiv om sikkerhedsdatablade, 91/155/EØF, som også er ændret efterfølgende, gennem mange år udgjort hovedhjørnestenene for beskyttelsen af arbejdstagere og forbrugere i EU. De har forbindelse med og leverer input til stort set al anden EU-lovgivning, der har til formål at beskytte menneskers sundhed og sikkerhed samt miljøet. Der er behov for en løbende ajourføring for at tage højde for ændringer i dækningsområde, fremstillingsteknologi og testmetoder, adgang til produkter og eventuel brug og for at afspejle den nyeste videnskabelige viden om konsekvenserne af alle disse samt metoder til afbødning af eventuelle uønskede virkninger.

2.6

Det er lige så vigtigt, at disse direktiver »forfølger målsætningerne for det indre marked«, idet man med direktiverne søger at indføre et indre marked for EU for de forskellige berørte produkter. Produkter, hvad enten der er tale om råmaterialer, naturlige eller syntetiske produkter, mellemprodukter eller affaldsstrømme, færdige produkter eller artikler, kan importeres sikkert til eller handles sikkert inden for og mellem medlemsstaterne, hvis de er i overensstemmelse med disse akter og andre relevante EU-lovgivningsakter.

2.7

I 2001 udsendte Kommissionen en hvidbog med titlen »En strategi for en ny kemikaliepolitik«. Dette kulminerede sidste år med vedtagelsen af forordning (EF) 1907/2006, også kendt som REACH, om »registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier«. Ledsagedirektivet 2006/121/EF, som blev offentliggjort og vedtaget samtidig, indeholdt yderligere ændringer af direktiv 67/548/EØF for at bringe disse to i overensstemmelse. Denne proces vil formentlig fortsætte, efterhånden som flere data bliver tilgængelige, eller hvis de lovgivningsmæssige behov ændrer sig.

2.8

Alle ovennævnte retsakter henviser til og påvirker fremstilling, distribution og markedsføring af bestemte produkter inden for EU og samhandelen mellem EU og Unionens import- og eksportpartnere. I andre økonomier rundt om i verden, som EU har regelmæssigt handelssamkvem med gennem mangfoldigheden af store, mellemstore og små virksomheder, der opererer inden for og uden for EU's grænser, har man naturligvis udviklet lignende, men ikke identiske systemer.

2.9

En række andre lande, som generelt har mindre veludviklede økonomier og/eller lovgivningsstrukturer, har erkendt behovet for et sådant system til klassificering, mærkning og emballering af »farlige stoffer«, men afventer, at der opnås enighed om en globalt anerkendt model, som de så kan indføre på lokalt plan.

2.10

De Forenede Nationer erkendte først i 1990'erne, at disse lokalt udviklede nationale eller regionale systemer, som ganske vist var væsentlige for beskyttelsen af menneskers sundhed og sikkerhed samt af miljøet, ligeledes kunne udgøre hindringer for verdenshandelen, og man søgte derfor om tilladelse til at udarbejde et forslag til et globalt harmoniseret system (GHS) for »klassificering, emballering og mærkning af kemikalier og udlevering af sikkerhedsdatablade«. Der fandtes allerede harmoniseringsmodeller inden for transportsektoren, navnlig for fysiske risici og akut toksicitet.

2.11

Godkendelsen af en bredere baseret metode blev givet i kapitel 19 i Agenda 21, som blev vedtaget ved De Forenede Nationers Konference om Miljø og Udvikling (UNCED) i 1992. Der skal indsamles input fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og De Forenede Nationers ekspertgruppe om transport af farligt gods (UNSCETDG).

2.12

Efter næsten 10 års arbejde nåede repræsentanter for omkring 160 bidragende FN-medlemsstater til enighed om det tekniske indhold i den nye GHS i december 2002. På verdenstopmødet om bæredygtig udvikling (WSSD) i Johannesburg i september samme år opfordrede man de underskrivende lande »til at gennemføre GHS så hurtigt som muligt med henblik på at have et fuldt operationelt system i 2008«. FN's GHS, hvor fristen for gennemførelsen nu var angivet til 2008, blev vedtaget af FN's Økonomiske og Sociale Råd i juli 2003. Disse aftaler blev underskrevet af repræsentanter for alle 27 medlemsstater i det nu udvidede EU.

2.13

I 2004 blev der vedtaget en række ændringer af det oprindelige FN-forslag, og disse indeholdt anbefalinger til »et globalt harmoniseret system for klassificering og mærkning af kemikalier (GHS)«, som FN offentliggjorde i 2005. Dette 540-siders dokument og de efterfølgende revisioner er nu blevet kendt som den »lilla bog« opkaldt efter farvevalget til omslaget. Nærmere oplysninger om fremskridtene i retning af måldatoen i 2008 for 65 lande, heraf 27 fra EU, findes på det relevante FN-websted.

2.14

FN vedtog yderligere tekniske ændringer i 2006, som blev medtaget i en revideret udgave af den lilla bog, som blev offentliggjort i 2007. Som det er uundgåeligt for en så langvarig og kompliceret proces med global harmonisering af eksisterende systemer, indeholder forslagene en blanding af gamle og nye testkriterier og effektmål, piktogrammer, godkendte sætninger og etiketdesign. Man indførte en metode baseret på »byggesten« for at give mulighed for, at flere forskellige synspunkter kan eksistere side om side, og for at give mulighed for at nå frem til en aftale mellem de deltagende lande (selv om omfattende brug af denne mulighed naturligvis ville fjerne mange af de ønskede fordele.)

2.15

Den foreslåede FN-model har imidlertid ikke den nødvendige retskraft, og der er behov for gennemførelseslovgivning i de lande, der ønsker at følge modellens henstillinger. For EU's medlemsstater kræver dette et forslag fra Kommissionen.

2.16

Kommissionen indledte i 2004 arbejdet med et gennemførelsesforslag og offentliggjorde et første udkast til et EU-system i overensstemmelse med GHS i 2006. Der blev foretaget og offentliggjort konsekvensvurderinger i løbet af samme periode. En internetbaseret høring af interessenter i tredje kvartal af 2006 førte sammen med en række problemer, som Kommissionens juridiske tjeneste gjorde opmærksom på, til en større omformulering af det oprindelige forslag. Det blev endeligt vedtaget og offentliggjort af Kommissionen i juni 2007. Man har allerede påbegyndt de tekniske revisioner i den relevante arbejdsgruppe i Rådet. Der ventes nu som sædvanlig udtalelser fra Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

2.17

Der findes et udbredt ønske om, at de igangværende revisioner hverken fører til forsinkelser eller større ændringer af harmoniseringsforslagene. Fordelene vurderes generelt som værende diffuse, de vedrører hovedsagelig verdenshandelen og vil blive mindre, hvis det ikke lykkes at foretage harmoniseringen. Omkostningerne inden for EU (eller for virksomheder, der handler med EU) vil stige kraftigt, hvis tidsplanen for gennemførelsen er anderledes end den, der allerede er aftalt for REACH. Alle fordele for sundheden, sikkerheden eller miljøet vil især blive synlige uden for EU, i lande, der i øjeblikket selv har effektive systemer.

2.18

Gennemførelsen af GHS vil få følgevirkninger for EU's transportlovgivning og for en lang række tilhørende afledte EU-retsakter vedrørende forbrugerprodukter, håndtering af kemikalier med særlige anvendelser, kontrol med farlige kemikalier, arbejdsmiljø, affald og udrangerede produkter. Der vil i de kommende år blive fremsat yderligere forslag for at dække disse aspekter, når det er påkrævet. Kommissionens tjenestegrene offentliggjorde i august 2006 en fuldstændig liste over den lovgivning, der formentlig vil blive påvirket. Ændringer af forordning (EF) 1907/2006 (REACH) er medtaget i det nuværende forslag.

3.1

Forslaget er opdelt i 3 »bind« og 7 »bilag«. I den engelsksprogede udgave er der tale om lidt over 2100 sider. Selv om de centrale aspekter i forslaget er begrænset til det forholdsvis korte Bind I, 64 sider, findes der nyt materiale eller nye eller reviderede fortolkninger af gammelt materiale i hele dokumentet. Forslaget skal derfor i sin helhed opfattes som en vigtig EU-retsakt og som en del af den nationale lovgivning, der påvirker lovgivere, producenter, leverandører, distributører, handlende, arbejdstagere og forbrugere både i og uden for EU.

3.2

Bind II, der indeholder Bilag I, indeholder de detaljerede klassificerings- og mærkningskrav for farlige stoffer og blandinger (154 sider).

3.3

Bind III, der indeholder Bilag II til VII, indeholder en række særlige bestemmelser for visse stoffer og blandinger, lister over nye risiko- og advarselssætninger, nye farepiktogrammer, detaljeret, harmoniseret klassificering og mærkning for visse farlige stoffer samt en oversættelsestabel, der skal hjælpe brugerne med at finde frem til de ændringer af klassificerings- og mærkningskravene, der er sket fra direktiv 67/548/EØF til de nye krav og risikosætninger i forslaget til forordning (430 sider). En »finansieringsoversigt« for hele forslaget, som er nødvendig for en korrekt evaluering af forslaget, men som er af begrænset varighed eller interesse, eftersom den primære lovgivning er indeholdt, eller måske begravet, i slutningen af dette bind.

3.4

Bind IIIa og IIIb indeholder tabel 3.1 og 3.2 som komponenter i Bilag VI, der er beskrevet i Bind III ovenfor. Disse indeholder tilsammen en oversættelse af Bilag 1 i det nuværende direktiv 67/548/EØF til den nye lovgivningsramme — hen ved 1.500 sider med afgørelser om klassificering og mærkning af bestemte farlige stoffer, der er akkumuleret gennem 40 år med produktvurderinger inden for EU.

3.5

Kommissionens konsekvensvurdering, som skal læses i sammenhæng med overnævnte, er baseret på rapporter fra konsulenterne RPA og London Economics og er forholdsvis kort (34 sider).

3.6

Forslaget fremsættes som en forordning i henhold til EF-traktatens artikel 95 »for at sikre ensartede spilleregler for alle leverandører af stoffer og blandinger i det indre marked, samtidig med at man sikrer en høj grad af beskyttelse af sundheden og sikkerheden, miljøet og forbrugerne«.

3.7

I forslaget erkender man, at dækningsområdet for den eksisterende EU-lovgivning og for FN's GHS-forslag ikke er det samme. De er begge forskellige fra de allerede i vid udstrækning harmoniserede transportforordninger vedrørende klassifikation og mærkning. Ændringerne under dette forslag er så vidt muligt holdt på et minimum. I nogle tilfælde vil der være behov for yderligere forslag, navnlig i gennemførelsesfaserne for REACH.

3.8

I forslaget anvendes der nogle nye betegnelser og udtryk fra FN's GHS, hvoraf det mest bemærkelsesværdige er brugen af »blanding« i stedet for »præparat«.

3.9

Det erkendes i forslaget, at ethvert nyt klassifikationssystem kan føre til omfattende brug af forsøgsdyr. Alternative metoder skal anvendes, når det er muligt. Forsøg på mennesker og andre primater i forbindelse med denne klassificering er tilsyneladende udtrykkeligt forbudt (med forbehold af den uløste juridiske og sproglige sondring mellem udtrykkene »should not« og »shall not« på EU's forskellige officielle sprog) i Kommissionens forslag (selv om sådanne forsøg er tilladt i FN's GHS-model).

3.10

Man erkender problemerne med klassificering af »blandinger«. Der opstilles nogle »overgangs-principper«, der har til formål at lette analogisering fra produkter med tilsvarende virkninger.

3.11

Forslaget giver mulighed for at anvende kortere navne på stoffer enkeltvis eller som ingredienser i blandinger, når de formelle navne som defineret af Den Internationale Union for Ren og Anvendt Kemi (IUPAC) har en længde på mere end 100 tegn. Brugen af produktidentifikatorer (numre og navne) fra Chemical Abstracts Service under American Chemical Society (CAS) vil også fortsætte. Den kontrollerede brug af generiske betegnelser, som identificerer den sandsynlige risiko korrekt uden at kompromittere eventuelle intellektuelle ejendomsrettigheder i forbindelse med den præcise sammensætning af en blanding videreføres fra den eksisterende lovgivning.

3.12

Den nødvendige overgangsperiode mellem de to systemer diskuteres nærmere. Det anerkendes helt klart, at de nye kriterier først skal anvendes på »stoffer« og senere på »blandinger«. For at undgå at pålægge virksomhederne unødige byrder indføres der ingen pligt til, at virksomhederne skal tilbagekalde eller ommærke produkter (hverken »stoffer« eller »blandinger«), som allerede befinder sig i forsyningskæden på det tidspunkt, hvor den relevante lovgivning træder i kraft.

3.13

Medlemsstaterne vil skulle udpege myndigheder med ansvar for anvendelsen og håndhævelsen af forordningen samt for at indføre »hensigtsmæssige sanktioner ved manglende overholdelse«. Det bemærkes, at »det er vigtigt med et godt samarbejde mellem alle kompetente myndigheder«.

3.14

Forordningen vil i princippet finde anvendelse på alle stoffer og blandinger, undtagen i tilfælde, hvor andre fællesskabsakter indeholder mere specifikke regler. Kosmetik, aromastoffer, tilsætningsstoffer til levnedsmidler, dyrefoder og veterinærprodukter, visse typer af medicinsk udstyr, produkter, der er underlagt regler inden for civil luftfart, vej- eller jernbanetransport samt ammunition (men ikke »sprængstoffer, der sælges til dekorative formål«, dvs. fyrværkeri) ligger alle uden for denne forordnings anvendelsesområde.

3.15

Affald som defineret i direktiv 2006/12/EF kan ikke i henhold til dette forslag klassificeres som hverken et »stof« eller en »artikel« som defineret i denne forordning og er derfor ikke omfattet af forordningen.

3.16

Legeringer defineres imidlertid som »blandinger« i henhold til artikel 3, punkt 41, i forordning (EF) 1907/2006 (REACH) og er således omfattet af denne forordning, og det samme gælder formentlig egentlige »blandinger« (men i praksis ikke »præparater«) af naturligt forekommende stoffer som metalmalm, mineraler og planteekstrakter.

3.17

Mærkningskravene ændres i forhold til det eksisterende EU-system med hensyn til både udseende og indhold. Nogle af de eksisterende piktogrammer udskiftes, mens andre medtages for første gang. De eksisterende standardiserede »risiko«- og »sikkerheds«-sætninger erstattes med nye »signalord«, »risikosætninger« og »sikkerhedssætninger«.

3.18

Alle ovenstående ord og sætninger defineres på alle EU's officielle sprog og skal bruges efter behov på alle etiketter afhængigt af det land, som produktet sælges i. Der kan anvendes flere sprog, selv om den tilgængelige plads bliver stadig mere begrænset. (I visse særlige tilfælde kan der naturligvis være behov for yderligere oversættelser af etiketter og dokumentation til juridisk set nødvendige, men ikke »officielle« sprog som walisisk eller til andre nødvendige sprog som f.eks. russisk, tyrkisk, arabisk og hindi for at opfylde behovet hos særlige indfødte grupper eller indvandrergrupper.)

3.19

I forslaget erkender man, at klassificerings- og dermed mærknings- og emballeringsprocessen skal ajourføres løbende inden for EU, efterhånden som nye oplysninger eller ny viden bliver tilgængelig, eller når testmetoder eller lovgivningskrav ændrer sig. Ændringer, der kræver aktive foranstaltninger, og de procedurer, der i givet fald skal følges, beskrives i teksten.

3.20

Det er meningen, at forordningen skal træde i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Stoffer skal klassificeres, mærkes og emballeres i henhold til den eksisterende lovgivning frem til senest den 1. december 2010 (for at sikre sammenfald med registreringsfristerne inden for REACH). Blandinger skal klassificeres, mærkes og emballeres i henhold til den eksisterende lovgivning frem til senest den 1. juni 2015. Derefter finder kun den nye lovgivning anvendelse.

4.1

På vegne af sine medlemsstater har FN foreslået en model til et »globalt harmoniseret system« (GHS) for kriterier og processer, der anvendes ved klassificering, emballering og mærkning af »kemikalier«. EU's medlemsstater har aftalt, at modellen skal indføres, helst i 2008. Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelseslovgivning i form af den forordning, der drøftes i øjeblikket.

4.2

EØSU er stærk tilhænger af målsætningen om harmonisering på verdensplan, formen af og retsgrundlaget for den foreslåede gennemførelseslovgivning og den foreslåede tidsplan, der falder sammen med den første vigtige frist for registrering af stoffer i henhold til forordning (EF) 1907/2006 (REACH).

4.3

EØSU bemærker ligeledes, at der bør være tilstrækkelig fleksibilitet til, at de to systemer kan fungere sideløbende, navnlig for »blandinger«, som i mange tilfælde selv er »blandinger« af »blandinger«, hver især med en definerbar og undertiden lang holdbarhed, som måles i måneder eller endda i år. Overgangen vil sandsynligvis ikke kunne gennemføres fuldt ud inden for den foreslåede tidsramme — men det betyder heldigvis ikke, at processen bliver ineffektiv. Hvis denne fleksibilitet ikke er til stede, vil startomkostningerne blive højere, og de ønskede langsigtede fordele vil måske ikke kunne opnås.

4.4

EØSU bemærker ligeledes og erklærer sig enig i de indledende bemærkninger i Kommissionens konsekvensvurdering, hvor det hedder, at »gennemførelsen af GHS på længere sigt kan betale sig ... fordi [fordelene] i form af handelsrelaterede omkostningsbesparelser i sidste ende vil være større end engangsomkostningerne i forbindelse med gennemførelsen« … selv om … »omkostningerne i forbindelse med gennemførelsen skal […] holdes under kontrol for også at opnå nettofordele inden for en overskuelig fremtid og for at undgå unødvendige omkostninger og administrative byrder for SMV'erne«.

4.5

EØSU bemærker ligeledes Kommissionens synspunkter, som kommer til udtryk i finansieringsoversigten for forslaget, om, at »forslaget til lovgivning vedrører gennemførelsen af en international aftale. Selv en negativ forudgående evaluering vil ikke betyde, at Kommissionen undlader at fremsætte et forslag til lovgivning, da der ikke findes andre politiske muligheder. En negativ ex post-evaluering vil ikke få Kommissionen til at frasige sig sin pligt til at gennemføre det internationalt aftalte system til klassificering og mærkning.«

4.6

Sagt lige ud mener Kommissionen, at den ikke havde andet valg end at fremsætte forslaget, uanset den beregnede eller reelle balance mellem omkostninger og fordele. EØSU er enig i, at dette er realistisk under de givne omstændigheder, men beklager, at man ikke ved konsekvensvurderingen, selv om denne ikke er af central betydning for beslutningstagningen, foretog en yderligere undersøgelse af udgifterne til gennemførelsen med henblik på at afbøde disse virkninger ved udformningen af forslaget. Det forhold, at de samme konsulenter (RPA) har udarbejdet en detaljeret og (modstridende) analyse for bare én af de berørte sektorer (visse forbrugerprodukter) tyder på, at dette kunne være gjort på flere områder og helt sikkert mere effektivt, hvis der havde været penge, tid og vilje til rådighed. Som med alle harmoniseringsprocesser er risikoen for, at omkostningerne vokser og fordelene forsvinder, kun alt for indlysende.

4.7

Det er f.eks. vanskeligt at se, hvorfor der skulle kunne opnås nogen fordele overhovedet for sundhed, sikkerhed og miljø inden for EU som en direkte følge af denne overgang fra et veletableret og velfungerende system til et andet lige så effektivt, men ukendt system. På kort sigt kan forbrugerbeskyttelsen sågar blive forringet, når de to systemer med forskellige betegnelser, sætninger og piktogrammer skal fungere parallelt. Et koordineret program med teoretisk og praktisk uddannelse med fokus på detailsektoren vil i nogen grad kunne mindske denne risiko.

4.8

Der findes også nogle begrebsmæssige problemer med at forstå, hvordan fordelene for verdenshandelen kan opnås fuldt ud, når landene gennemfører FN-forslaget med forskellige tidshorisonter og med forskellige tolkninger af de grundlæggende krav. Den hurtige gennemførelse i Japan og New Zealand har allerede givet anledning til bekymring i Europa. Gennemførelsen i USA, hvor 4 eller 5 systemer i øjeblikket fungerer sideløbende, er langt fra at være afsluttet. Der vil naturligvis fortsat være brug for forskellige sprogudgaver for varer, der handles globalt, men de krævede etiketter og sikkerhedsdatablade skal harmoniseres.

4.9

Det bedste, man kan sige, er derfor, at dette er begyndelsen på en global harmoniseringsproces, som er en gentagelse af det, der allerede er sket for EU's medlemsstater, og som nu vil kræve den samme mængde ressourcer, støttesystemer og processer for at kunne gennemføres på globalt plan. Det bliver en ukendt rolle for Kommissionen, og det er vigtigt, at den afsætter tilstrækkelige ressourcer for at give mulighed for, at de uundgåelige ændringer, ajourføringer og tilpasninger til den tekniske udvikling af det foreliggende forslag kan gennemføres rettidigt og effektivt. Det er uklart, hvorvidt enten finansieringsoversigten eller forslagene til komitologi og den efterfølgende gennemgang er tilstrækkelige i denne henseende.

4.10

Tilsvarende bemærkninger kan rettes til FN for at sikre, at der hurtigst muligt opnås en fuldstændig harmonisering af ikke bare klassificeringskriterierne, men også af de faktiske klassificeringer, som fastlægges og anvendes som grundlag for den efterfølgende mærkning og emballering for »basiskemikalier«, der handles i større mængder på globalt plan, (og på længere sigt for flertallet af forbrugerprodukter, der handles i større mængder på verdensplan). I begge tilfælde bliver det væsentligt med et tæt og løbende samarbejde mellem producenterne af produkterne og de relevante lovgivere.

4.11

Inden for EU skal Kommissionen fortsat tage stilling til de to problemer, der drejer sig om håndtering af de mange kun delvis definerede berøringsflader med EU's egen afledte lovgivning — og om erkendelse og imødekommelse af behovene i bestemte sektorer, navnlig for forbrugerprodukter. Eftersom de to systemer formodes at være lige effektive, bør der være mulighed for en vis grad af fleksibilitet for at sikre, at der hurtigst muligt kan opnås enighed om de brede rammer for forslaget.

4.12

I samme forbindelse skal »arbejdstagere« (på arbejdspladsen) og »forbrugere« (i detailbutikken, når de køber ind på internettet eller senere i hjemmet) naturligvis fortsat have den bedst mulige beskyttelse af deres sundhed og sikkerhed. Men de to miljøer og de informationsbehov og støttetjenester, der er til rådighed for de berørte parter, er helt forskellige. Dette anerkendes kun delvis i forslaget. Der findes ikke noget behov for at anvende samme metode for alle. Man bør tage højde for den seneste udvikling i forbrugernes indkøbsmønstre, herunder særligt på internettet. Der bør endvidere tages hensyn til de faglige behov hos personer, der yder førstehjælp, de primære sundhedstjenester og forgiftningscentre for så vidt angår indholdet af etiketterne og relevansen af de angivne oplysninger.

4.13

Adgangen til og værdien af andre informationskilder ud over etiketten bør også anerkendes, navnlig for forbrugerne, så de kan træffe deres valg på et velinformeret grundlag ved hjælp af rådgivning fra forbrugerorganisationer eller via internettet fra de fleste producenter og leverandører. Den korte erklæring fra Kommissionen om, at »etiketten er den eneste kommunikationskanal til forbrugerne« er derfor udtryk for en overforenkling. For forbrugere, der udelukkende baserer sig på etiketten, måske længe efter det oprindelige køb, er der et stort behov for tydeligt fokuserede, forståelige og relevante oplysninger. For andre er der let adgang til supplerende oplysninger i henhold til den eksisterende EU-lovgivning eller god handelspraksis for alle, der ønsker at foretage nærmere undersøgelser. De mange individuelle købsbeslutninger, der udelukkende baseres på mærkeloyalitet, fungerer begge veje — et produkt opfattes måske som sikkert, udelukkende fordi det er fremstillet af virksomhed X — og værdien af denne kundeloyalitet over for virksomhed X sikrer, at dets produkter opbevares sikkert, omformuleres, ændres eller trækkes tilbage, hvis dette ikke er tilfældet. (Nogle utvivlsomt dyre frivillige, globale tilbagekaldelser af legetøj og andre forbrugerprodukter på grund af mangelfuld intern kvalitetskontrol er en glimrende illustration af dette punkt.)

4.14

For arbejdstagere og for alle, der opholder sig på en arbejdsplads, hvor eksponeringen normalt er større og/eller længerevarende, og hvor behovet for at opretholde de højeste sikkerheds- og sundhedsstandarder er en daglig prioritering for alle de involverede, er emballagen og de deri indeholdte mængder normalt større, og etiketterne kan være mere detaljerede. Endnu en gang skorter det ikke på supplerende oplysninger, hvoraf en stor del skal være tilgængelig i henhold til EU-lovgivningen eller anden lovgivning ved eller inden levering af et råmateriale eller et mellemprodukt til videreforarbejdning. Et amerikansk websted, som ifølge en tidligere (februar 2005) informationsrapport fra EØSU om REACH gav adgang til 1,4 millioner sikkerhedsdatablade for materialer, har nu mere end 3,5 millioner — og man hævder, at man tilføjer omkring 10.000 om dagen. Sikkerhedsdatablade, der er formateret til EU, og som er affattet på de relevante nationale sprog for både stoffer og præparater, kan fås fra de fleste producenter og leverandører og fra nogle centraliserede kilder — og skal naturligvis stilles til rådighed for forbrugerne i Europa, inden produkterne kan leveres. Eftersom disse skal foreligge på alle de relevante sprog og fra alle producenter og leverandører for alle deres produkter, er der behov for et meget stort antal enkelte datablade — og de skal ajourføres regelmæssigt, eller når det bliver nødvendigt som følge af ny lovgivning som denne.

4.15

Som et supplement til ovenstående giver den nye (juni 2007) eChemPortal i OECD-regi let adgang til en række databaser, der vedligeholdes af OECD's medlemsregeringer og agenturer, herunder Det Europæiske Kemikaliekontor for EU's vedkommende. Disse databaser indeholder data om de 10 tusinder af enkeltstoffer, der fremstilles og markedsføres i EU, og excellerer i en række akronymer som ESIS (EU), CHRIP (Japan), OECD HPV (OECD), SIDS HVPC (UNEP), HPVIS (US EPA), INCHEM (IPCS) såvel som mere velkendte og regelmæssigt anvendte EU-ressourcer som IUCLID, ORATS, HPVCS, LPVCS, ELINCS og EINECS sammen med sektorspecifikke websteder som SEED, EUROPHYT, PHYSAN og CAT. Globalt koordinerede støtteprogrammer som lægemiddelovervågning og kosmetikovervågning sikrer, at eventuelle negative virkninger ved bestemte produkter hurtigt registreres på centralt plan. Man bør tilskynde til, at disse tidlige varslingssystemer, der drives af branchen og myndighederne i fællesskab, udvides til andre produkter, der anvendes af den almindelige forbruger.

4.16

Det er helt bestemt positivt, at disse datakilder findes og er lettilgængelige — og endnu bedre, hvis alle de ovenstående kan ajourføres, sikkerhedsdatablad for sikkerhedsdatablad, produktregistrering for produktregistrering, så de afspejler de detaljerede ændringer, der er påkrævet i henhold til de forskellige nationale og regionale anvendelser af GHS uden at påføre de involverede uacceptable omkostninger — selv om det igen er uklart, hvorvidt dette er behandlet fyldestgørende i konsekvensvurderingen.

4.17

Den store mængde oplysninger, der findes på internettet, er imidlertid sammen med længden af gennemførelseslovgivningen ved at blive til besvær og til en juridisk og intellektuel udfordring for både lovgivere og brugere. Forordning (EF) 1907/2006 (REACH) fyldte i sin endelige, offentliggjorte form 850 sider i den engelske udgave. REACH-gennemførelsesprojekterne (RIP) og vejledningerne, som endnu ikke er klar, fylder efter sigende mere end 10.000 sider. Deres endelige form og endelige juridiske status er endnu ukendt. Det GHS-forslag, der diskuteres i øjeblikket, er på mere end 2.000 sider. Der vil igen blive behov for vejledninger — til denne forordning og som hjælp til gennemførelsen af de omkring 20 større afledte retsakter, herunder direktiv 1996/82/EF (Seveso II), som forslaget vil påvirke. De ansvarlige institutioner og organer inden for EU vil derfor snart have produceret eller revideret hen ved 20.000 sider lovgivning eller støttemateriale alene på dette område. Det er vanskeligt at opfatte dette som en model for bedre lovgivning — eller som den ideelle metode til gennemførelse af Lissabon-målsætningerne — eller som egnet til at vinde gehør for tanken om et lydhørt og støttende, centralt administreret EU hos Europas borgere.

4.18

Men hvis disse væsentlige kommunikationsproblemer kan overvindes i tide (formentlig ved at opdele lovgivningen i væsentlige bestanddele såsom tydelige og aftalte definitioner, testmetoder, effektmål, krævede processer og procedurer osv., som alle offentliggøres og ajourføres separat i henhold til relevante, men forskellige tidsplaner, som ikke alle skal offentliggøres som primærlovgivning), vil man virkelig have gjort store fremskridt. Det databaserede og alment gældende GHS-system skal efterhånden påvirke og fungere som vejledning for alle, der kommenterer de bedste metoder til at beskytte menneskers sundhed og sikkerhed samt miljøet — og fordelene ved dette kan være langt større end de ret små følgevirkninger som stigninger i verdenshandelen eller i den lokale beskæftigelse, som i øjeblikket anvendes som den økonomiske begrundelse for forslaget.

5.1

EØSU bemærker den stramme tidsplan for vedtagelsen af dette forslag til forordning, for at gennemførelsen kan ske i henhold til de samme tidsfrister som defineret i REACH med henblik på at begrænse engangsomkostningerne ved iværksættelsen. EØSU bemærker ligeledes, at dette kun er begyndelsen på en global proces, der vil stille krav om løbende ændringer til alle de deltagende forvaltningsmyndigheder og til de virksomheder og andre, der berøres direkte af forslaget. Der findes derfor et indlysende behov for at forstå og afhjælpe så mange af de forudsete problemer som muligt — og for at gennemføre de centrale dele af forslaget på en så fleksibel måde som muligt. Eftersom et godt og afprøvet system erstattes af et andet forhåbentlig lige så godt system, er der kun begrænsede risici i forbindelse med specifikke undtagelser, der skal give tid til at finde løsninger på problemerne.

5.2

Som et eksempel på dette har Kommissionens og nationale eksperters udarbejdelse og inddragelse af en »overgangstabel«, hvorved Bilag 1 i det nuværende direktiv bliver til Bilag VI i den nye forordning, som er nyttig som vejledning for overgangen fra de gamle til de nye krav, overskredet alle de krævede procedurer for revision og godkendelse, som de mere end 1000 siders beslutninger oprindeligt var baseret på. Hvis dette skal gøres til lovgivning med øjeblikkelig virkning, skal der afsættes ressourcer til at kontrollere dette i detaljer, og det på et tidspunkt, hvor størstedelen af virksomhederne har fuldt op at gøre med at opfylde registreringskravene i REACH. Det er ofte tilfældet, at EU-lovgivning vedtages med nogle eller alle bilag tomme, og samme fremgangsmåde kunne anvendes her, så den overordnede tidsplan kan holdes. Dette afhjælper også problemerne med erstatningsansvar for forkert oversættelse eller omsætning af kravene, som i øjeblikket vil ligge hos Kommissionens ansvarlige tjenestegrene, hvilket er utilfredsstillende. Det er kun en lille trøst, at denne proces angiveligt kaster lys over mange fejl i den gældende lovgivning, særligt hvad angår de mange nye sprog, hvor oversættelse i sædvanlig sproglig forstand er af allerstørste vigtighed. Under hensyntagen til mængden af data må det antages, at der samtidig vil blive begået nye fejl, som det kun er producenten eller leverandøren, der til sin tid vil være i stand til at opdage.

5.3

Tilsvarende bemærkninger gør sig gældende for alle de tilfælde, hvor det nye GHS, hvis ikke anvendelsen overvejes omhyggeligt, vil gøre de nye klassificeringer og dermed mærkningen og emballeringen strengere og dermed muligvis medføre andre virkninger i den tilknyttede transportlovgivning eller afledte lovgivning. Dette kan f.eks. være tilfældet for en række meget almindelige forbrugerprodukter som vaskemidler til almindelige husholdninger, hvor der i det nye GHS tilsyneladende stilles krav om en helt urimelig over-mærkning. Et ofte citeret eksempel som »efter at have spildt et almindeligt anvendt vaskemiddel skal brugeren tage alt sit tøj af — og vaske det i det samme vaskemiddel« vil blot bringe systemet og dem, der anvender det, i miskredit. Det vil bestemt ikke føre til de højeste standarder for beskyttelse af menneskers sundhed og sikkerhed samt miljøet. Det vil være vigtigt at anvende undtagelsesbestemmelserne i artikel 30, stk. 1, i henhold til hvilke »klart unødvendige sætninger ... kan udelades fra etiketten« med omhu.

5.4

Kravene om over-klassificering vækker ligeledes bekymring — en praksis, som i nogle jurisdiktioner anvendes for at begrænse producenternes erstatningsansvar, men som igen ikke er til gavn for en korrekt beskyttelse af arbejdstagere og forbrugere. I det nuværende forslag skelnes der helt specifikt ikke i tilstrækkelig grad mellem produkter, der er potentielt »irriterende« (dvs. de kan i visse tilfælde forårsage midlertidig rødmen eller hævelser i huden, der forsvinder igen), og produkter, der er »ætsende« (dvs. som vil kunne forårsage en permanent og muligvis irreversibel bortætsning af huden, f.eks. stærke syrer eller baser eller virkningerne af ilt). Alene risikoen for »øjenskader« optræder naturligvis hyppigere og er i visse tilfælde alvorligere med risiko for blindhed, og den skal identificeres ved et hensigtsmæssigt og letgenkendeligt symbol, så snart den er til stede. Alt dette forværres ved obligatoriske eller frivillige begrænsninger på brugen af forsøgsdyr til test af produkter, som nu befinder sig tæt på et revideret effektmål, og hvor både mærkningen og emballagen til forbrugersalg er baseret på den vedtagne klassificering. Eftersom de produkter, der påvirkes på denne måde, sandsynligvis vil være undtagelser snarere end reglen, vil kortvarige undtagelser give mulighed for at gennemføre hele forslaget uden forsinkelser.

5.5

Over-mærkning har også en uønsket følgevirkning med hensyn til emballage, fordi børnesikrede lukninger også viser sig at være vanskelige at åbne for ældre eller handicappede brugere. Vejledning i hensigtsmæssig håndtering og opbevaring af produkter i hverdagen er normalt mere værdifuld end anordninger, der gør dem utilgængelige for brugerne, som betyder, at emballagen lades stå åben, eller at indholdet flyttes til mindre sikre alternativer. Med passende mærkning og almindelig sund fornuft og daglig påpasselighed har forbrugerne forståelse for, at produkter som ovnrens og afløbsrens skal behandles med stor forsigtighed. De er også i de fleste tilfælde udmærket i stand til at håndtere vaskepulver eller tabletter til opvaskemaskinen uden at komme til skade. Det tjener ikke noget fornuftigt formål at mærke dem som »ætsende« med påskriften »FARE«, og det bringer hele processen i fare.

5.6

Ovennævnte eksempler giver også anledning til at spørge, hvorvidt de forskellige nye (og gamle) piktogrammer, påskrifter og sætninger er blevet afprøvet på forskellige brugergrupper rundt om i verden. Selv om det er for sent at ændre de foreliggende forslag i FN's GHS, kunne det måske være nyttigt med nogle ekstra ord eller forslag til ændringer for at skabe større klarhed. Afskaffelsen af det bredt anerkendte krydssymbol med et sort kryds på orange baggrund er særligt beklageligt. Det vil tage lang tid, før de symboler, som skal erstatte disse, bliver genkendt rigtigt, og det vil forøge risikoen for især forbrugere, indtil de nye symboler er fuldt indarbejdede. Der bør derfor hurtigst muligt indføres kommunikationsprogrammer i butikkerne til hjælp for alle, der regelmæssigt foretager indkøb, og disse programmer bør finansieres fra centralt hold. Behovet hos alle, der foretager forbrugerindkøb via internettet, hvor mærkningen sjældent er synlig ved indkøbet, kræver nærmere undersøgelser.

5.7

Med hensyn til at identificere bestanddelene i et præparat eller en blanding kræves det meget fornuftigt i forslaget, at man anvender CAS-numre (som i øjeblikket omfatter mere end 32 millioner organiske og uorganiske stoffer med delvist eller fuldt definerede strukturer, hvoraf omkring 13 millioner er klassificeret som værende i handelen, ofte i meget små mængder) samt bruger IUPAC, CAS eller andre navne for at gøre identifikationen fuldstændig. Det skal imidlertid bemærkes, at disse navne er beregnet til at definere strukturer, ikke til at identificere farer eller risici. De er sjældent nyttige for personale, der yder førstehjælp, eller forgiftningscentre, fordi der normalt ikke findes specifikke modgifte. Valget mellem at fremkalde opkastninger eller neutralisere stoffet i mavesækken kan imidlertid være kritisk for førstehjælpen til den ramte bruger. Efterfølgende kontakt til producenten på alle tider af døgnet syv dage om ugen for mere specifikke råd kan ligeledes vise sig at være af central betydning. Det er disse oplysninger snarere end den formelle kemiske betegnelse og molekylestrukturen i en eller flere bestanddele af en kompleks blanding, der skal medtages på etiketten til brug i en nødsituation.

5.8

Det følger af dette, at når nævnelsen af en bestemt bestanddel og sågar definitionen af dens absolutte kemiske struktur kun har værdi for en konkurrent med tab af intellektuelle ejendomsrettigheder for den oprindelige producent til følge, bør sikkerhedsklausulerne i det nuværende direktiv om præparater bevares. Dette er generelt kun et problem for »præstations-væsker« som smøreolier og andre højteknologiske præparater, hvor forbrugernes eksponering generelt er begrænset, og de generelle farer er åbenlyse uanset de specifikke bestanddele, der er til stede.

5.9

Ovennævnte rejser også problemet om den foreslåede anvendelse af ordet »blanding«, som kun skal henvise til et system af stoffer, der kan adskilles med fysiske metoder, til forskel fra en »forbindelse« eller et »stof« (som ikke kan adskilles på denne måde). Definitionen her synes at være, at man slår en række vidt forskellige materialesystemer (naturligt forekommende malm, mineraler, koncentrater og planteekstrakter) sammen med »præparater«, der følger grundprincippet om en bevidst sammensat blanding af kendte bestanddele, som gør det muligt med rimelighed at vurdere risikoen ved det færdige produkt. Legeringer (og glas) er naturligvis ingen af ovenstående og bør reguleres særskilt og mere hensigtsmæssigt, både her og i REACH. Det er ligeledes uklart, hvorfor affaldsstrømme holdes uden for som kategori, selv om de i visse tilfælde medtages på EINECS-listen som »stoffer« under »slam«. Dette synes at indebære, at en blandet malm i sin naturlige tilstand skal klassificeres (uden nogen indlysende grund, da der ikke er sandsynlighed for, at den kommer i kontakt med forbrugerne, og der ikke er mulighed for at finde nogen erstatning), mens jernskrot eller blandet papiraffald, der skal behandles uden ændringer ved kontinuerlig forarbejdning og genanvendelsesprocesser, ikke medtages. Alt det ovennævnte skal håndteres sikkert på arbejdspladsen, men det er ikke den primære bevæggrund for klassificering, faktisk er disse produkter sjældent emballeret eller mærket. Sektor- eller arbejdspladsspecifik lovgivning giver som regel bedre beskyttelse.

5.10

Uanset hvad definitionerne er, skal de medtages i deres fulde ordlyd i forslaget og ikke blot hentes fra GHS eller kræve opslag i andre dokumenter. Dette vil være en gunstig lejlighed til for første gang at definere »kemikalie« og »kemisk«. Hvis det svarer til »stof«, hvilket formentlig er tilfældet, bør dette præciseres. Det vil også præcisere dækningsområdet for dette og andre direktiver og forordninger, som finder langt bredere anvendelse end på produkter fra den mere præcist definerede »kemiske« industri. Det vil også gøre det klart, at oversættelsen af ordet »kemikalie« til »kemisk stof« på sprog, hvor man ikke har et enkelt modsvarende ord, ikke indebærer, at der findes alternative (og formentlig ikke-giftige?) »ikke-kemiske stoffer«. Dette kan forhåbentlig mindske brugen af velmenende, men meningsløse sætninger som »de fleste artikler indeholder kemikalier« (1) (hvad indeholder de øvrige?) eller »kemikalier anvendes på næsten alle arbejdspladser« (2) (hvad i alverden bruger de så på de andre arbejdspladser?). EØSU forstår naturligvis, at alle de anvendte definitioner skal være konsekvente for al lovgivning. Men EØSU kan ikke acceptere, at en retsakt er mere »grundlæggende« end alle andre (eller hvis den er, gør dette forslag sig helt klart fortjent til den status) og kan bestemt ikke acceptere, at al beslægtet lovgivning skal læses fra ende til anden af alle de berørte parter blot for at finde ud af, hvad et ord betyder eller ikke betyder. Dette er vigtigt, da oversættelse til forskellige sprog skaber forskelle, der ikke oprindeligt eksisterede, eller udvisker helt nødvendige sondringer. Ordet »produkt« bruges således her helt neutralt for varer, der kan forventes indkøbt eller anvendt på arbejdspladsen eller af en forbruger. Det er under ingen omstændigheder ment som værende synonym med ordet »artikel«, der i EU- og anden lovgivning har en særlig betydning. Dette er tilstrækkeligt klart på engelsk, men er måske mindre klart på andre sprog. Uanset hvad skal forskellen bevares. Man bør desuden finde frem til og undgå andre kilder til sproglige og kulturelle misforståelser. I Europa kan et »stoffrit miljø« (på engelsk »substance-free environment«) måske forstås som en henvisning til det ydre rum, hvorimod det i USA betyder en skole, hvor det ikke er tilladt at drikke og ryge. I den kulørte presse i mange lande forudsættes en person med spor af »kemikalier« på hænder eller tøj at være terrorist.

5.11

Det skal i alle tilfælde gøres klart for alle, også den brede offentlighed, hvilken særlig betydning de forskellige ord har til formål at videreformidle. Forbuddet mod at bruge ordet »fare« i forbindelse med ordet »advarsel« kan muligvis være interessant for eksperter i mærkning, selv om de to ord ofte bruges sammen i andre meddelelser, der har til formål at reducere risikoen. Hvis ordet »dangerous« betyder noget andet end ordet »hazardous« på alle EU-sprog (og alle samhandelspartneres sprog), bør dette præciseres. Det er bestemt vanskeligt at sondre mellem dem på engelsk. Brugen af forkortelser som »m-faktor«, der kun giver mening, når oversættelsen af »multiplying« til de lokale sprog starter med »m«, bør undgås. (Det forhold, at man i den eksisterende lovgivning konstant refererer til »R«- og »S«-sætninger for henholdsvis »risk« og »safety« viser blot, at lovgivningen er udarbejdet på engelsk uden hensyntagen til behovene hos brugere på andre sprog.)

5.12

Hvad angår forslagets samlede dækningsområde og for at undgå at drukne processen i data om de mange millioner stoffer, der overføres i små eller endog meget små mængder, vil det være hensigtsmæssigt med en nedre grænse baseret på årlig omsætning, pakningsstørrelse eller vægt eller kendt toksicitet. En etiket til brug ved overførsel, normalt mellem laboratorier, af meget små mængder såsom stikprøver til F&U, hvoraf det fremgår, at »produktet ikke er testet eller klassificeret« og »udelukkende er til erhvervsmæssig brug«, vil ligeledes være en nyttig tilføjelse til den nuværende række af etiketter. (Det alternative nye forslag om at udelukke »stoffer og blandinger til videnskabelig forskning og udvikling«, men kun hvis de anvendes under forhold, hvor det formodes, at de er klassificeret som »kræftfremkaldende, kimcellemutagent eller reproduktionstoksiske« er uhensigtsmæssigt og bør udgå. Der fremlægges ingen beviser for, at laboratorierisici kræver prioriteret behandling, eller at folk, der arbejder på et laboratorium, i modsætning til den normale opfattelse, risikerer at savne viden. Hvis det imidlertid bevises, at det forholder sig sådan, vil ændringer af EU-lovgivningen om god laboratoriepraksis være en bedre løsning.)

5.13

Man skal også sørge for at sikre, at den foreslåede klassificerings- og mærkningsprocedure på samme måde som i dag fuldt ud afspejler de iboende farlige egenskaber ved de enkelte stoffer og præparater eller blandinger, der markedsføres. Enhver udvidelse til uformelle eller ikke-regulerede minimumsrisikovurderinger foretaget af producenter eller leverandører, som skal dække mulige eller forventede fremtidige anvendelser, bør udgå, fordi den hverken er i overensstemmelse med den eksisterende EU-lovgivning eller FN's GHS-forslag.

5.14

Med hensyn til håndhævelse, rapportering og sanktioner for manglende overholdelse overføres ansvaret i forslaget helt rimeligt til medlemsstaterne med et krav om, at bestemmelserne på dette område skal være »effektive, forholdsmæssige og afskrækkende«, og at de skal meddeles til Kommissionen senest 18 måneder, efter at forordningen er trådt i kraft. EØSU bemærker imidlertid, at dette forslag i lighed med den eksisterende lovgivning har til formål at harmonisere de kriterier og processer, der anvendes til enhver klassificering, men ikke at harmonisere resultaterne af denne klassificering. Derfor vil sanktionerne sandsynligvis være begrænsede med hensyn til størrelse, virkning og mulighed for håndhævelse sammenholdt med producenternes ønske om at yde fuld og korrekt beskyttelse til de arbejdstagere og forbrugere, som deres forretning afhænger af. I lyset af dette er anvendeligheden af det samlede forslag i sammenhæng med andre retsakter som REACH fortsat kritisk.

5.15

Endelig vil der være behov for at evaluere kvaliteten af de data, der modtages under forskellige jurisdiktioner, for at sikre, at de er sammenlignelige og relevante for vurderingen af iboende risici ved nye og komplekse stoffer, herunder stoffer med »ukendt eller variabel sammensætning«. Der findes klassificeringssystemer for dette, f.eks. fra selskabet for meddelelser om kemiske risici (Society of Chemical Hazard Communications). Der er også adgang til fagligt evaluerede data i registret over kemiske stoffers toksiske virkninger (Register of Toxic Effects of Chemical Substances). Den korrekte procedure for dette, formentlig inden for FN, synes ikke at være defineret fuldt ud, og der synes heller ikke at være afsat ressourcer og budgetmidler.