52007IP0152

P6_TA(2007)0152

Grønbogen om erstatningssøgsmål

Europa-Parlamentets beslutning af 25. april 2007 om grønbogen om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler (2006/2207(INI))

Europa-Parlamentet,

- der henviser til Kommissionens grønbog om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler (KOM(2005)0672) (grønbog om erstatningssøgsmål),

- der henviser til Kommissionens beretning om konkurrencepolitikken 2004 (SEK(2005)0805),

- der henviser til sin beslutning af 15. november 1961 [1] som svar på anmodning fra Rådet om en høring af Parlamentet vedrørende forslaget om en første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86,

- der henviser til Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder ved behandling af sager, der henhører under traktatens artikel 85 og 86 [2],

- der henviser til konklusionerne fra formandskabet for Det Europæiske Råd i Lissabon den 23.- 24. marts 2000, Det Europæiske Råd i Göteborg den 15.- 16. juni 2001, Det Europæiske Råd i Laeken den 14.- 15. december 2001, Det Europæiske Råd i Barcelona den 15.- 16. marts 2002, samt Det Europæiske Råd i Bruxelles henholdsvis den 20.- 21. marts 2003, den 25.- 26. marts 2004, den 22.- 23. marts 2005 og den 23.- 24. marts 2006,

- der henviser til rapporten fra gruppen på højt plan: "Virkeliggørelse af Lissabon-strategiens mål om vækst og beskæftigelse" fra november 2004,

- der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 80 og 82 [3], Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 [4], samt Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser [5],

- der henviser til de internationale instrumenter, der anerkender retten til effektiv retsbeskyttelse, især verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, samt de dertil hørende protokoller,

- der henviser til artikel 6 i den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og dens protokoller,

- der henviser til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [6],

- der henviser til forretningsordenens artikel 45,

- der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Retsudvalget (A6-0133/2007),

A. der henviser til, at konkurrencepolitikken lige fra begyndelsen er indgået i det europæiske integrationsprojekt og er et vigtigt element i opbygningen af Den Europæiske Union,

B. der henviser til, at fri og ufordrejet konkurrence er af afgørende betydning for opfyldelsen af Lissabon- Göteborg-strategiens målsætninger og for det indre markeds levedygtighed, virksomhedernes kvalitetsniveau, forbrugernes interesser og Den Europæiske Unions målsætninger, hvorimod en konkurrencebegrænsende adfærd har en skadelig indvirkning på de selv samme områder,

C. der henviser til, at traktatens artikel 81 og 82 omhandler almindelige retsprincipper, som har direkte virkning, og som automatisk skal anvendes af de kompetente myndigheder; henviser endvidere til, at disse bestemmelser skaber rettigheder for borgerne, som nationale retslige myndigheder bør beskytte effektivt i overensstemmelse med De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis, herunder dommen i sag 26/62 [7] (Van Gend & Loos), som især er betydningsfuld som grundlaget for senere sager;

D. der henviser til, at konkurrenceretten i medlemsstaterne fortrinsvis håndhæves ad offentligretlig vej, og at der på medlemsstatsniveau findes betydelige vanskeligheder og forhindringer, der kan afholde potentielle sagsøgere fra at søge erstatning,

E. der henviser til, at Domstolen i betragtning af, at der ikke findes fællesskabsregler for skadelidtes ret til at kræve erstatning ved en national retslig myndighed; mener, at det er den enkelte medlemsstats retssystem, der skal udpege kompetente domstole og retsinstanser og fastsætte præcise procedureregler for søgsmål til beskyttelse af rettigheder, som den enkelte borger har umiddelbart i henhold til fællesskabslovgivningen, under forudsætning af, at disse regler ikke er mindre gunstige end reglerne for lignende søgsmål på nationalt plan (i overensstemmelse med ækvivalensprincippet), og af, at disse procedureregler ikke gør det praktisk umuligt eller for besværligt at udøve de rettigheder, som følger af fællesskabslovgivningen (i overensstemmelse med effektivitetsprincippet),

F. der henviser til, at den sjældne og ekstraordinære brug af private søgsmål ved nationale retslige myndigheder i henhold til forordning (EF) nr. 1/2003 er udtryk for, at der er behov for initiativer for at gøre det lettere at indlede erstatningssøgsmål; der henviser til, at disse initiativer bør føre til en bedre overholdelse af Fællesskabets konkurrencelovgivning i betragtning af forskellene på processuelle regler og bevisregler i medlemsstaterne; der henviser til, at dette ikke bør medføre situationer, hvor virksomheder, der vedrører en lovlig økonomisk adfærd, risikerer at skulle betale for uberettigede krav eller at ændre deres adfærd for at undgå kostbare retssager,

G. der henviser til, at forbrugere og virksomheder, der har lidt tab som følge af en overtrædelse af konkurrencereglerne, bør have krav på erstatning,

H. der henviser til, at udviklingen i EU's civilretlige bestemmelser, især hvad angår adgang til klage og domstolsprøvelse, ikke har fulgt med den seneste udvikling i EU's konkurrenceret vedrørende det indre marked,

I. der henviser til, at Domstolen i sag C-453/99 [8] fastslog, at for at sikre den fulde virkning af traktatens artikel 81 kan personer og selskaber kræve erstatning for tab påført dem af en aftale eller adfærd, der begrænser eller fordrejer konkurrencen,

J. der henviser til, at de nuværende klageprocedurer ved overtrædelse af konkurrencereglerne på europæisk niveau ikke sikrer den fulde virkning af traktatens artikel 81, især med hensyn til de, der lider tab,

K. der henviser til, at mange medlemsstater er ved at undersøge mulighederne for bedre forbrugerbeskyttelse ved at tillade kollektive søgsmål, og til, at forskelligartede klagemuligheder kan føre til konkurrencefordrejning i det indre marked,

L. der henviser til, at ethvert forslag fra Kommissionen på områder, som ikke hører ind under dens enekompetence, i henhold til traktaten skal være i overensstemmelse med subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne,

1. påpeger, at Fællesskabets konkurrenceregler ikke vil have nogen afskrækkende virkning eller være effektive, hvis lovovertrædere kan høste fordele på markedet eller undgå straf for overtrædelser af reglerne, fordi de skadelidte er forhindret i at kræve fuld erstatning; er af den opfattelse, at det bør gøres lettere for såvel repræsentanter, der varetager offentlighedens interesse, som for skadelidte at indbringe et søgsmål;

2. mener, at borgere og virksomheder, der lider tab som følge af overtrædelse af konkurrenceretten, skal have mulighed for at kræve skadeserstatning;

3. udtrykker tilfredshed med, at Domstolen har anerkendt skadelidtes ret til at rejse enkeltstående eller opfølgende erstatningskrav for tab, som de er påført på grund af konkurrencebegrænsende adfærd; hilser derfor grønbogen om erstatningssøgsmål og de tilhørende forberedende arbejder velkommen;

4. anmoder om, at man for at fremme konkurrence frem for retstvister tilskynder til hurtige og mindelige udenretlige løsninger og letter indgåelsen af retsforlig i forbindelse med erstatningskrav for tab påført som følge konkurrencebegrænsende adfærd og pointerer, at såfremt den part, der påstås at have overtrådt konkurrencereglerne, hævder og godtgør, at der er ydet kompensation for tabet inden sagens afslutning, kan dette betragtes som en formildende omstændighed ved fastsættelsen af erstatningsbeløbet; anser det endvidere for positivt, at konkurrencemyndighederne i Den Europæiske Union i et vist omfang kan foretage institutionel voldgift ved at påtage sig forvaltningen af denne, bl.a. ved at udpege voldgiftsdommerne på opfordring af de berørte parter;

5. er derfor af den opfattelse, at medlemsstaternes retsorden bør indeholde effektive civilretlige procedurer, i henhold til hvilke tab som følge af overtrædelse af konkurrencelovgivningen kan gøres gældende,

6. er af den opfattelse, at private søgsmål bør have supplerende karakter og være forenelige med offentlig håndhævelse, som på denne måde kunne blive mere strategisk og målrettet, ved at fokusere på de vigtigste spørgsmål og de mest relevante sager; finder dog, at en sådan ændring af fokus ikke må bruges som påskud til at tildele konkurrencemyndighederne færre midler;

7. kræver, at traktatens artikel 81 og 82 gennemføres ensartet, uafhængigt af den administrative eller retslige karakter af den myndighed, der træffer afgørelse; mener, at de afgørelser, som de retslige myndigheder træffer, bør være i overensstemmelse med de generelle principper om sikkerhed og effektivitet for at undgå skævheder og inkonsekvenser inden for Unionen; mener, at målet bør være at nå frem til procedurer og til en situation, hvor en tidligere endelig afgørelse truffet af en national konkurrencemyndighed eller af en retslig myndighed er bindende for alle medlemsstater, såfremt parterne og sagens omstændigheder er ens;

8. understreger den afgørende betydning af, at retslige myndigheder uddannes i konkurrenceret for at sikre et højt kvalitetsniveau i deres afgørelser, og at sagerne behandles i specialiserede eller højtkvalificerede instanser;

9. fastholder, at alle retslige myndigheder, som gennemfører Fællesskabets konkurrencebestemmelser, for at beskytte konkurrencen og de skadelidtes rettigheder bør have adgang til at træffe afgørelse om foreløbige og forberedende foranstaltninger og gøre brug af deres undersøgelsesbeføjelser, hvis det er nødvendigt;

10. understreger, at de nationale retslige myndigheder for at kunne fastslå de relevante kendsgerninger i forbindelse med anvendelsen af traktatens artikel 81 og 82 bør have rettigheder, som kan sammenlignes med de rettigheder, som de nationale konkurrencemyndigheder har, og at det for at sikre sammenhængen er nødvendigt at styrke samarbejdet mellem de nationale konkurrencemyndigheder og de nationale domstole og mellem nationale retslige myndigheder;

11. understreger, at de kompetente myndigheder, der anvender Fællesskabets konkurrenceregler, bør være omfattet af ensartede kriterier med hensyn til placering af bevisbyrden; bemærker, at det kan blive nødvendigt at tage hensyn til asymmetrisk information, som parterne har adgang til; foreslår, at kendsgerningerne bør betragtes som fastslået i retssager, når retsmyndigheden finder det godtgjort, at der foreligger bevis for overtrædelse og skade, samt at der er en årsagssammenhæng mellem disse;

12. anmoder om, at de retslige myndigheder med ansvar for anvendelsen af konkurrencereglerne gives beføjelse til at kræve adgang til oplysninger, som er relevante for erstatningsretssagens udfald, med forudgående høring af den anden part undtagen i hastesager, ved hjælp af iværksættelse af rimelige foranstaltninger under deres overvågning; understreger, at de ved adgang til oplysninger, som er relevante for erstatningsretssagens udfald, under alle omstændigheder skal respektere tavshedspligten i forholdet mellem klienter og advokater, økonomiske aktørers forretningshemmeligheder og lovgivningen vedrørende statshemmeligheder; anmoder Kommissionen om snarest at udarbejde en meddelelse om, hvordan de myndigheder, der anvender Fællesskabets konkurrenceregler, skal behandle fortrolige oplysninger;

13. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at acceptere, at overtrædelser, der allerede er fastslået af en national konkurrencemyndighed, i det øjeblik den er endelig og eventuelt stadfæstet ved en appel, automatisk gælder som prima facie-bevis for skyld i civile sager, der omhandler samme emner, forudsat at sagsøgte har haft passende mulighed for at forsvare sig under den administrative behandling af spørgsmålet;

14. mener endvidere, at det er unødvendigt på fællesskabsniveau at drøfte og foreskrive behovet for udpegelse af eksperter;

15. mener, at den foreslåede forordning om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontraktforhold ("Rom II-forordningen") bør indeholde en tilfredsstillende løsning, undtagen i tilfælde hvor den konkurrencebegrænsende adfærd berører konkurrencen i mere end en medlemsstat, og at det bør overvejes at tilføje en særlig bestemmelse for sådanne tilfælde;

16. henstiller indtrængende til de nationale retslige myndigheder at samarbejde om beskyttelse af fortrolige oplysninger og om at gøre programmerne om bødenedsættelsesordninger mere effektive; mener, at eventuelle uoverensstemmelser vedrørende adgang til og behandling af sådanne informationer, som er tilgængelig for medlemmerne af Fællesskabets konkurrencenetværk, bør løses i lyset af Domstolens fortolkning af fællesskabsretten;

17. understreger, at den erstatning, som sagsøger tilkendes, skal have karakter af kompensation og ikke må overstige den skade ("damnum emergens") og de tab ("lucrum cessans"), som sagsøger reelt har lidt, for at undgå uberettiget berigelse, og at der ved fastsættelse heraf kan tages udgangspunkt i skadelidtes reelle mulighed for at mildne skaden/tabet; foreslår dog med hensyn til karteller, at de ansøgere, der først samarbejder med konkurrencemyndighederne inden for rammerne af programmerne om bødenedsættelsesordninger, ikke hæfter solidarisk med de øvrige lovovertrædere, og at der skal beregnes renter fra datoen for lovovertrædelsen;

18. mener, at enhver foranstaltning, der foreslås, skal være i fuld overensstemmelse med medlemsstaternes almindelige retsprincipper, især hvad angår erstatninger, der har karakter af straf;

19. understreger også, at medlemsstaterne bør tage i betragtning, at muligheden for at gøre overvæltningsargumentet gældende vil være skadelig i forhold til at finde frem til skadens omfang og årsagssammenhængen;

20. bifalder Fællesskabets retspraksis, ifølge hvilken alle skadelidte skal have mulighed for at indgive klage; er af den opfattelse, at medlemsstater, der accepterer søgsmål for indirekte tab, bør give sagsøgte mulighed for i forbindelse med sit forsvar at gøre gældende, at en del af eller hele gevinsten, der er opnået som følge af overtrædelsen, er blevet overført til tredjemand ("passing on defence") for undgå uberettiget berigelse; bemærker, at det derfor er afgørende at råde over en mekanisme til behandling af et større antal småsager;

21. finder, at skadelidte ud fra retshensyn og af økonomiske årsager, for at fremskynde procedurerne eller for at sikre konsekvens bør have mulighed for frivilligt at anlægge kollektive søgsmål, enten direkte eller via organisationer, hvis vedtægter har et sådant initiativ som en af sine målsætninger;

22. bemærker, at der i mange tilfælde ikke vil være et rimeligt forhold mellem sagsøgerens og sagsøgtes ressourcer i sager som konkurrencebegrænsende adfærd, og at sagsøgeren i sådanne tilfælde ikke bør hindres i at indbringe velbegrundede erstatningssøgsmål af frygt for meget høje sagsomkostninger, herunder sagsøgtes omkostninger, såfremt sagen ikke vindes; foreslår derfor, at retslige myndigheder bør kunne tage hensyn til parternes forskellige økonomiske forhold og om nødvendigt foretage en vurdering ved sagens begyndelse; mener, at omkostningernes størrelse bør fastlægges ud fra rimelige og objektive kriterier under hensyntagen til retssagens karakter, ligesom de bør omfatte sagsomkostningerne;

23. henstiller, at de programmer for offentlig støtte til sagsomkostninger, som med rette kunne vedtages for at lette private erstatningskrav i forbindelse med konkurrencebegrænsende adfærd, indeholder præcise bestemmelser om at følge sagsforløbet og om tilbagebetaling af støtten, især i forbindelse med forlig og når overtræderen tilpligtes at udrede omkostningerne;

24. finder, at de nationale frister for sagsanlæg om overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler bør muliggøre sagsanlæg inden for et år efter Kommissionens eller en national konkurrencemyndigheds afgørelse om, at disse regler er blevet overtrådt (eller, i tilfælde af anke, et år fra tidspunktet for en ankeafgørelse); mener, at når der ikke foreligger en sådan afgørelse, bør det være muligt at anlægge sag om erstatning for tab i forbindelse med overtrædelse af traktatens artikel 81 eller 82 og Fællesskabets konkurrenceregler på et hvilket som helst tidspunkt i den periode, hvor Kommissionen har beføjelse til at træffe afgørelse om pålæggelse af bøde for disse overtrædelser; finder, at fristen bør suspenderes i den periode, hvor der foregår formelle drøftelser eller mæglingsforhandlinger mellem parterne;

25. foreslår, at forældelsesfristen for retten til at kræve erstatning ved overtrædelse af konkurrenceretten suspenderes i det øjeblik, Kommissionen eller konkurrencemyndigheden i en eller flere medlemsstater indleder en undersøgelse af denne overtrædelse;

26. påpeger, at indgivelse af private erstatningssøgsmål ikke ændrer de beføjelser eller det ansvar, som Kommissionen har på det konkurrenceretlige område i medfør af traktaten;

27. opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at vedtage retningslinjer for, hvorledes parterne kan ydes hjælp til at opgøre tab og fastsætte årsagssammenhæng; anmoder endvidere Kommissionen om at prioritere udarbejdelsen af en meddelelse om indgivelse af selvstændige søgsmål, herunder med anbefalinger i forbindelse med at gøre krav gældende og eksempler på de hyppigste former for sager;

28. opfordrer Kommissionen til at udarbejde en hvidbog med detaljerede forslag til, hvordan det kan gøres lettere at rejse enkeltstående og opfølgende private erstatningssøgsmål i tilfælde af overtrædelse af Fællesskabets konkurrenceregler, og som på sammenhængende vis behandler de spørgsmål, der rejses i nærværende beslutning, og om nødvendigt behandler spørgsmål om en relevant retlig ramme; henstiller endvidere, at hvidbogen også omfatter forslag om et mere intensivt samarbejde mellem alle de myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelsen af fællesskabets konkurrenceregler;

29. mener, at ethvert initiativ fra Kommissionen om den skadelidtes ret til at kræve erstatning ved nationale retslige myndigheder bør ledsages af en konsekvensanalyse;

30. opfordrer Kommissionen til at arbejde tæt sammen med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne for at afbøde de grænseoverskridende hindringer, der får EU-borgere og virksomheder til at afholde sig fra at rejse erstatningssøgsmål på tværs af grænserne, når Fællesskabets konkurrenceregler overtrædes; mener, at Kommissionen om nødvendigt bør gå rettens vej for at fjerne disse hindringer;

31. opfordrer indtrængende de medlemsstater, hvor borgere og virksomheder endnu ikke råder over en sådan effektiv adgang til erstatningssøgsmål, til at tilpasse deres civile procesret;

32. understreger, at Parlamentet må inddrages som medlovgiver på det konkurrenceretlige område, og at det bør informeres regelmæssigt om indgivelse af private søgsmål;

33. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen, samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og til arbejdsmarkedets parter.

[1] EFT 61 af 15.11.1961, s. 1409.

[2] EFT C 313 af 15.10.1997, s. 3.

[3] EUT L 1 af 4.1.2003, s. 1.

[4] EUT L 123 af 27.4.2004, s. 18.

[5] EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

[6] EFT C 364 af 18.12.2000, s. 1.

[7] Dom i sag 26/62 NV Algemene Transport- en Expeditie Onderneming van Gend en Loos mod den nederlandske finansforvaltning (1963). Sml.1954-64, s. 375.

[8] Dom i sag C-453/99, Courage mod Crehan, sml. 2001, I-6297, og Domstolens dom af 13. juli 2006 i de forenede sager C-295/04 til 298/04, Manfredi m.fl. mod Lloyd Adriatico Assicurazioni SpA m.fl., sml. 2006, I-6619.

--------------------------------------------------