This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 42011X0302(01)
Regulation No 100 of the Economic Commission for Europe of the United Nations (UN/ECE) — Uniform provisions concerning the approval of vehicles with regard to specific requirements for the electric power train
Regulativ nr. 100 fra FN's Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer for så vidt angår specifikke krav til det elektriske fremdriftssystem
Regulativ nr. 100 fra FN's Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer for så vidt angår specifikke krav til det elektriske fremdriftssystem
EUT L 57 af 2.3.2011, p. 54–85
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV) Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave
(HR)
In force
2.3.2011 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 57/54 |
Kun de originale FN/ECE-tekster har retlig virkning i henhold til folkeretten. Dette regulativs nuværende status og ikrafttrædelsesdato bør kontrolleres i den seneste version af FN/ECE's statusdokument TRANS/WP.29/343, der findes på adressen:
http://www.unece.org/trans/main/wp29/wp29wgs/wp29gen/wp29fdocstts.html
Regulativ nr. 100 fra FN's Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer for så vidt angår specifikke krav til det elektriske fremdriftssystem
Omfattende al gældende tekst frem til:
Ændringsserie 01 — Ikrafttrædelsesdato: 4. december 2010.
INDHOLDSFORTEGNELSE
REGULATIV
1. |
Anvendelsesområde |
2. |
Definitioner |
3. |
Ansøgning om godkendelse |
4. |
Godkendelse |
5. |
Forskrifter og prøvninger |
6. |
Ændringer og udvidelse af typegodkendelsen for en køretøjstype |
7. |
Produktionens overensstemmelse |
8. |
Sanktioner i tilfælde af produktionens manglende overensstemmelse |
9. |
Endeligt ophør af produktionen |
10. |
Navne og adresser på de tekniske tjenester, som er ansvarlige for udførelse af godkendelsesprøvning, og på de administrative myndigheder |
11. |
Overgangsbestemmelser |
BILAG
Bilag 1 — |
Meddelelse |
Bilag 2 — |
Godkendelsesmærkernes udformning |
Bilag 3 — |
Beskyttelse mod direkte kontakt med spændingsførende dele |
Bilag 4 — |
Metode til måling af isolationsmodstand |
Bilag 5 — |
Metode til funktionskontrol af on board-overvågningssystemet for isolationsmodstand |
Bilag 6 — |
Væsentlige karakteristika for køretøjer eller systemer |
Bilag 7 — |
Bestemmelse af hydrogenemissioner under opladning af traktionsbatteriet |
1. ANVENDELSESOMRÅDE
Følgende forskrifter finder anvendelse på sikkerhedskrav for det elektriske fremdriftssystem i vejkøretøjer i klasse M og N med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 25 km/h, udstyret med en eller flere elektriske drivmotorer, og som ikke er permanent tilsluttet lysnettet, samt højspændingskomponenter og -systemer hertil, som er galvanisk forbundet til det elektriske fremdriftssystems højspændingsbus.
Dette regulativ omfatter ikke sikkerhedskrav til vejkøretøjer efter sammenstød.
2. DEFINITIONER
I dette regulativ forstås ved:
2.1. »Indstilling, hvor aktiv kørsel er mulig«: en indstilling for køretøjet, hvor et tryk på speederen (eller aktivering af en tilsvarende anordning) eller slækning af bremserne vil få det elektriske fremdriftssystem til at bevæge køretøjet.
2.2. »Blokade«: den del, der yder beskyttelse mod direkte kontakt med strømførende dele i enhver adgangsretning.
2.3. »Ledende forbindelse«: forbindelse, der ved hjælp af stik tilsluttes en ekstern strømforsyning, når det genopladelige energilagringssystem (RESS) oplades.
2.4. »Tilkoblingssystem til opladning af det genopladelige energilagringssystem (RESS)«: det elektriske kredsløb, der anvendes til opladning af RESS-systemet fra en ekstern elektrisk strømforsyning, herunder tilkoblingen på køretøjet.
2.5. »Direkte kontakt«: personers kontakt med strømførende dele.
2.6. »Elektrisk chassis«: et sæt ledende dele, som er elektrisk forbundet, hvis potentiale anvendes som reference.
2.7. »Elektrisk kredsløb«: et aggregat af forbundne strømførende dele, som er bestemt til at føre elektrisk energi under normale driftsforhold.
2.8. »System til konvertering af elektrisk energi«: et system, der genererer og leverer elektrisk energi til elektrisk fremdrift.
2.9. »Elektrisk fremdriftssystem«: det elektriske kredsløb, som omfatter elekrisk(e) drivmotor(er) og kan omfatte RESS-systemet, systemet til konvertering af elektrisk energi, elektroniske konvertere, tilhørende ledninger og stik og tilkoblingssystemet til opladning af RESS-systemet.
2.10. »Elektronisk omdanner«: en anordning, der muliggør styring og/eller konvertering af strøm til elektrisk fremdrift.
2.11. »Indkapsling«: den del, der omslutter de interne enheder og yder beskyttelse mod direkte kontakt i enhver adgangsretning.
2.12. »Blotlagt ledende del«: enhver ledende del, som kan berøres, jf. bestemmelserne om beskyttelsesgrad IPXXB, og som i tilfælde af svigtende isolering fører elektrisk energi.
2.13. »Ekstern elektrisk strømforsyning«: en strømforsyning med vekselstrøm (AC) eller jævnstrøm (DC) placeret uden for køretøjet.
2.14. »Højspænding«: klassificeringen af en elektrisk komponent eller et elektrisk kredsløb med en arbejdsspænding > 60 V og ≤ 1 500 V DC eller > 30 V og ≤ 1 000 V AC kvadratisk middelværdi (rms).
2.15. »Højspændingsbus«: det elektriske kredsløb, herunder tilkoblingssystemet til opladning af RESS-systemet, som drives af højspænding.
2.16. »Indirekte kontakt«: personers kontakt med blotlagte ledende dele.
2.17. »Strømførende dele«: ledende del(e), der ved normal brug er beregnet til at føre elektrisk energi.
2.18. »Bagagerum«: det rum i køretøjet, der er beregnet til opbevaring af bagage, afgrænset af loft, klap, gulv, sidevægge samt den blokade og indkapsling, der skal afskærme fremdriftssystemet mod direkte kontakt med strømførende dele, og som er adskilt fra passagerkabinen af forreste eller bageste skilleplade.
2.19. »On board-overvågningssystem for isolationsmodstand«: den anordning, som overvåger isolationsmodstanden mellem højspændingsbusserne og det elektriske chassis.
2.20. »Traktionsbatteri af åben type«: en væskebatteritype, som kræver genpåfyldning med vand, og som genererer hydrogengas, der udledes i atmosfæren.
2.21. »Passagerkabine«: rummet, hvori passagerer opholder sig, afgrænset af loft, gulv, sidevægge, døre, vinduesglas, forreste og bageste skilleplade, eller bagklap samt af blokade og indkapsling, der skal afskærme fremdriftssystemet mod direkte kontakt med strømførende dele.
2.22. »Beskyttelsesgrad«: den beskyttelsesgrad, som en blokade/indkapsling yder ved en prøvesondes kontakt med strømførende dele; denne prøvesonde kan f.eks. være en prøvefinger (IPXXB) eller en prøveledning (IPXXD).
2.23. »Genopladeligt energilagringssystem (RESS)«: det genopladelige energilagringssystem, der leverer elektrisk energi til elektrisk fremdrift.
2.24. »Serviceafbryder«: anordning til deaktivering af det elektriske kredsløb i forbindelse med kontrol og service af RESS-systemet, brændselscellestak osv.
2.25. »Massiv isolering«: den isolerende beklædning på ledninger, som skal dække og beskytte de strømførende dele mod direkte kontakt i enhver adgangsretning; dæksler til isolering af stikkenes strømførende dele og lak eller maling med henblik på isolering.
2.26. »Køretøjstype«: køretøjer, der ikke frembyder væsentlige forskelle med hensyn til:
2.27. »Arbejdsspænding«: den højeste kvadratiske middelværdi (rms) af en spænding i et elektrisk kredsløb angivet af fabrikanten, som kan forekomme mellem alle ledende dele ved åbne kredsløbsforhold eller ved normale driftsforhold. Hvis det elektriske kredsløb er opdelt af galvanisk isolering, defineres arbejdsspændingen for hvert af de opdelte kredsløb.
3. ANSØGNING OM GODKENDELSE
3.1. Ansøgning om godkendelse af en køretøjstype hvad angår specifikke krav til det elektriske fremdriftssystem indgives af køretøjets fabrikant eller dennes behørigt bemyndigede repræsentant.
3.2. Ansøgningen skal ledsages af de nedenfor nævnte dokumenter i tre eksemplarer og af følgende oplysninger:
3.2.1. |
Detaljeret beskrivelse af køretøjstypen for så vidt angår det elektriske fremdriftssystem og den galvanisk forbundne højspændingsbus. |
3.3. Et køretøj, repræsentativt for den type, som skal godkendes, skal fremstilles for den tekniske tjeneste, der er ansvarlig for godkendelsesprøvning.
3.4. Før typegodkendelse meddeles, kontrollerer den kompetente myndighed, at der findes tilfredsstillende ordninger til sikring af effektiv kontrol af produktionens overensstemmelse.
4. GODKENDELSE
4.1. Hvis et køretøj, der indstilles til godkendelse i henhold til dette regulativ, opfylder kravene i punkt 5 nedenfor og i bilag 3, 4, 5 og 7 til dette regulativ, skal der udstedes godkendelse for denne køretøjstype.
4.2. Der tildeles et godkendelsesnummer til hver godkendt type. Dette nummers første to cifre (på nuværende tidspunkt 01 for regulativet i dets nuværende version) angiver den ændringsserie, som omfatter de seneste vigtige tekniske ændringer af regulativet på godkendelsens udstedelsestidspunkt. Den samme kontraherende part må ikke tildele det samme nummer til en anden køretøjstype.
4.3. Meddelelse om godkendelse, nægtelse, udvidelse eller inddragelse af godkendelse eller endeligt ophør af produktionen af en køretøjstype i henhold til dette regulativ, meddeles de parter i overenskomsten, der anvender dette regulativ, ved hjælp af en formular, svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.
4.4. Ethvert køretøj, som er i overensstemmelse med en type, som er godkendt efter dette regulativ, skal på et let synligt og let tilgængeligt sted, der er angivet i godkendelsesattesten, være påført et internationalt godkendelsesmærke bestående af følgende:
4.4.1. |
en cirkel, som omslutter bogstavet »E« efterfulgt af kendingsnummeret på den stat, som har meddelt godkendelse. (1) |
4.4.2. |
nummeret på dette regulativ, efterfulgt af bogstavet »R«, en streg og godkendelsesnummeret til højre for den cirkel, der er beskrevet i punkt 4.4.1. |
4.5. Hvis køretøjet er i overensstemmelse med en køretøjstype, der i henhold til et eller flere andre regulativer, som danner bilag til overenskomsten, er godkendt i det land, der har godkendt køretøjet i henhold til dette regulativ, er det ikke nødvendigt at gentage det symbol, der er beskrevet i punkt 4.4.1; i så tilfælde skal numrene på regulativet og godkendelserne samt de ekstra symboler for alle regulativer, i henhold til hvilke der er meddelt godkendelse i det land, hvor godkendelsen er meddelt i henhold til dette regulativ, placeres i lodrette kolonner til højre for det symbol, der er beskrevet i punkt 4.4.1.
4.6. Godkendelsesmærket skal være let læseligt og må ikke kunne fjernes.
4.7. Godkendelsesmærket skal anbringes på eller tæt ved den mærkeplade, fabrikanten har anbragt på køretøjet.
4.8. Bilag 2 til dette regulativ indeholder eksempler på godkendelsesmærkets udformning.
5. FORSKRIFTER OG PRØVNINGER
5.1. Beskyttelse mod elektrisk stød
Følgende elektriske sikkerhedskrav gælder for højspændingsbusser, når disse ikke er forbundet til eksterne højspændingsstrømforsyninger.
5.1.1. Beskyttelse mod direkte kontakt
Beskyttelsen mod direkte kontakt med strømførende dele skal være i overensstemmelse med punkt 5.1.1.1 og 5.1.1.2. Disse beskyttelser (massiv isolering, blokade, indkapsling osv.) må ikke kunne åbnes, adskilles eller fjernes uden brug af værktøj.
5.1.1.1. Til beskyttelse af strømførende dele i passagerkabinen eller bagagerummet skal beskyttelsesgrad IPXXD være opfyldt.
5.1.1.2. Til beskyttelse af strømførende dele i andre områder end passagerkabinen eller bagagerummet skal beskyttelsesgrad IPXXB være opfyldt.
5.1.1.3. Stik
Stik (herunder tilkoblingen på køretøjet) skønnes at opfylde disse krav, hvis:
a) |
de opfylder punkt 5.1.1.1 og 5.1.1.2, når de frakobles uden brug af værktøj eller |
b) |
de er anbragt under gulvet og forsynet med en låsemekanisme eller |
c) |
de er forsynet med en låsemekanisme, og der skal fjernes andre komponenter med brug af værktøj for at frakoble stikket, eller |
d) |
spændingen i de strømførende bliver lig med eller under DC 60V eller lig med eller under AC 30V (rms) inden for 1 sekund efter, at stikket frakobles. |
5.1.1.4. Serviceafbryder
For en serviceafbryder, som kan åbnes, adskilles eller fjernes uden værktøj, accepteres opfyldelse af beskyttelsesgrad IPXXB under forhold, hvor den åbnes, adskilles eller fjernes uden værktøj.
5.1.1.5. Mærkning
5.1.1.5.1. Det symbol, der er vist i figur 1, skal være anbragt på eller i nærheden af RESS-systemet. Symbolbaggrunden skal være gul, kanterne og pilen sort.
Figur 1
Mærkning af højspændingsudstyr
5.1.1.5.2. Symbolet skal også være synligt på indkapslinger og blokader, som, hvis de fjernes, blotlægger strømførende dele af højspændingskredsløb. Denne bestemmelse kan frivilligt benyttes for ethvert højspændingsbusstik. Den gælder ikke i følgende tilfælde:
a) |
hvis blokader eller indkapslinger ikke fysisk kan tilgås, åbnes eller fjernes, med mindre andre køretøjskomponenter fjernes ved brug af værktøj |
b) |
hvis blokader eller indkapslinger er placeret under køretøjets gulv. |
5.1.1.5.3. Kabler til højspændingsbusser, som ikke er placeret i indkapslinger, skal kunne identificeres af en ydre orange kappe.
5.1.2. Beskyttelse mod indirekte kontakt
5.1.2.1. Blotlagte ledende dele, herunder den ledende blokade eller indkapsling, skal med henblik på beskyttelse mod elektriske stød ved indirekte kontakt have en sikker galvanisk forbindelse til det elektriske chassis i form af en ledning eller et jordkabel eller ved svejsning eller en boltet forbindelse osv., således at der ikke frembringes potentielle farer.
5.1.2.2. Modstanden mellem alle blotlagte ledende dele og det elektriske chassis skal være lavere end 0,1 ohm, hvis strømstyrken er mindst 0,2 ampere.
Dette krav er opfyldt, hvis den galvaniske forbindelse er sikret ved svejsning.
5.1.2.3. Ved motorkøretøjer, som er beregnet til at blive tilsluttet den jordede eksterne elektriske strømforsyning gennem den ledende forbindelse, skal der forefindes en anordning, der gør det muligt at forbinde det elektriske chassis galvanisk til jordforbindelsen.
Anordningen bør gøre det muligt at etablere jordforbindelsen, før den eksterne spænding tilføres til køretøjet, og at fastholde forbindelsen indtil den eksterne spænding er blevet fjernet fra køretøjet.
Opfyldelsen af dette krav kan påvises enten ved at bruge det stik, der specificeres af køretøjsfabrikanten, eller ved analyse.
5.1.3. Isolationsmodstand
5.1.3.1. Elektrisk fremdriftssystem bestående af separate jævnstrøms- eller vekselstrømsbusser
Hvis AC-højspændingsbusser og DC-højspændingsbusser er galvanisk isolerede fra hinanden, skal isolationsmodstanden mellem højspændingsbusserne og det elektriske chassis have en mindsteværdi på 100 Ω/volt af arbejdsspændingen for DC-busser og en mindsteværdi på 500 Ω/volt af arbejdsspændingen for AC-busser.
Målingen skal udføres i henhold til bilag 4 »Metode til måling af isolationsmodstand«.
5.1.3.2. Elektrisk fremdriftssystem bestående af kombinerede jævnstrøms- og vekselstrømsbusser
Hvis AC-højspændingsbusser og DC-højspændingsbusser er galvanisk forbundet, skal isolationsmodstanden mellem højspændingsbussen og det elektriske chassis have en mindsteværdi på 500 Ω/volt af arbejdsspændingen.
Hvis alle AC-højspændingsbusser er beskyttet gennem en af de 2 følgende foranstaltninger, skal isolationsmodstanden mellem højspændingsbussen og det elektriske chassis imidlertid have en mindsteværdi på 100 Ω/volt af arbejdsspændingen:
a) |
dobbelt- eller flerlagede massive isolatorer, blokader eller indkapslinger, som hver især opfylder kravene i punkt 5.1.1, f.eks. ledninger |
b) |
mekanisk robuste beskyttelser med tilstrækkelig holdbarhed i forhold til køretøjets levetid, f.eks. motorhuse, kapper til elektroniske konvertere og stik. |
Isolationsmodstanden mellem højspændingsbussen og det elektriske chassis kan påvises ved beregning, måling eller en kombination af begge.
Målingen skal udføres i henhold til bilag 4 »Metode til måling af isolationsmodstand«.
5.1.3.3. Brændselscellekøretøjer
Hvis kravet vedrørende den mindste isolationsmodstand ikke kan opretholdes hele tiden, skal beskyttelsen sikres ved en af følgende metoder:
a) |
dobbelt- eller flerlagede massive isolatorer, blokader eller indkapslinger, som hver især opfylder kravene i punkt 5.1.1 |
b) |
on board-overvågningssystem for isolationsmodstand samt varsling af føreren, hvis isolationsmodstanden falder til under den krævede mindsteværdi Isolationsmodstanden mellem højspændingsbussen i tilkoblingssystemet til opladning af RESS-systemet, som kun er strømførende i forbindelse med RESS-opladning, og det elektriske chassis behøver ikke overvåges. Funktionen af on board-overvågningssystemet for isolationsmodstand efterprøves som beskrevet i bilag 5. |
5.1.3.4. Krav til isolationsmodstand for tilkoblingssystemet til opladning af RESS-systemet.
For den tilkobling på køretøjet, som er beregnet til at være elektrisk ledende forbundet til den jordede eksterne AC-strømforsyning og det elektriske kredsløb, som er galvanisk forbundet til køretøjstilkoblingen under opladning af RESS-systemet, skal isoleringsmodstanden mellem højspændingsbussen og det elektriske chassis være mindst 1 ΜΩ, når ladetilkoblingen er afbrudt. Under målingen kan traktionsbatteriet frakobles.
5.2. Genopladeligt energilagringssystem (RESS)
5.2.1. Beskyttelse mod overstrøm
RESS-systemet må ikke overophede.
Hvis der kan forekomme overophedning af RESS-systemet på grund af overstrøm, skal det udstyres med en beskyttende anordning, som f.eks. sikringer, strømafbrydere eller hovedkredsløbsafbrydere.
Dette krav finder ikke anvendelse, hvis fabrikanten leverer data, som viser, at overophedning pga. overstrøm forhindres uden den beskyttende anordning.
5.2.2. Akkumulering af gas
Steder, hvor der placeres traktionsbatterier af den åbne type, som kan frembringe hydrogengas, skal forsynes med en ventilator eller en luftkanal for at forhindre akkumulering af hydrogengas.
5.3. Funktionel sikkerhed
Der skal som minimum afgives et midlertidigt signal til køretøjets fører, når køretøjet er i en »indstilling, hvor aktiv kørsel er mulig«.
Denne bestemmelse finder imidlertid ikke anvendelse under forhold, hvor en forbrændingsmotor direkte eller indirekte leverer effekt til køretøjets fremdrift.
Når føreren forlader køretøjet, skal han adviseres af et signal (f.eks. et optisk eller akustisk signal), hvis køretøjet stadig er i en indstilling, hvor aktiv kørsel er mulig.
Hvis on-board RESS-systemet kan oplades eksternt af brugeren, må køretøjet ikke kunne bevæge sig via sit eget fremdriftssystem, så længe den eksterne elektriske strømforsynings stik er forbundet fysisk til køretøjets tilkobling.
Opfyldelse af dette krav skal påvises ved at bruge det stik, der specificeres af køretøjsfabrikanten.
Indstillingen af styreenheden for kørselsretningen skal være angivet over for føreren.
5.4. Bestemmelse af hydrogenemissioner
5.4.1. Denne prøvning udføres på alle køretøjer udstyret med traktionsbatterier af den åbne type.
5.4.2. Prøvningen skal gennemføres i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i bilag 7 til nærværende regulativ. Prøvetagning for hydrogen samt analysen skal foregå som foreskrevet. Andre analysemetoder kan godkendes, såfremt det godtgøres, at de giver tilsvarende resultater.
5.4.3. Under normal opladningsprocedure skal hydrogenemissionerne ved de i bilag 7 anførte betingelser være under 125 g i løbet af 5 timer eller under 25 × t2 g i løbet af t2 (i h).
5.4.4. Under opladning foretaget med en indbygget lader, der fremviser svigt (betingelser angivet i bilag 7), skal hydrogenemissionen være under 42 g. Desuden skal den indbyggede lader begrænse et sådant eventuelt svigt til 30 minutter.
5.4.5. Alle de funktioner, der er forbundet med batteriopladning, herunder standsning af opladningen, styres automatisk
5.4.6. Opladningens faser må ikke kunne styres manuelt.
5.4.7. Normal tilslutning til eller afbrydelse fra lysnettet eller strømafbrydelser må ikke påvirke styringen af opladningens faser.
5.4.8. Vigtige ladningssvigt skal meddeles føreren ved hjælp af permanente signaler. Et vigtigt svigt defineres som et svigt, der kan medføre fejl på den indbyggede lader ved senere opladning.
5.4.9. Fabrikanten skal i manualen angive, at køretøjet er i overensstemmelse med disse forskrifter.
5.4.10. En godkendelse, der er meddelt en køretøjstype hvad angår dens hydrogenemission, kan udvides til andre køretøjstyper, der tilhører samme familie, jf. definitionen i bilag 7, tillæg 2.
6. ÆNDRINGER OG UDVIDELSE AF TYPEGODKENDELSEN FOR EN KØRETØJSTYPE
6.1. Alle ændringer af køretøjstypen skal meddeles den administrative myndighed, der har godkendt køretøjstypen. Denne myndighed kan da enten:
6.1.1. |
vurdere, at de foretagne ændringer ikke har en væsentlig negativ virkning, og at køretøjet under alle omstændigheder stadig opfylder forskrifterne, eller |
6.1.2. |
rekvirere en yderligere prøvningsrapport fra den tekniske tjeneste, som er ansvarlig for udførelse af prøvningen. |
6.2. Bekræftelse eller nægtelse af godkendelse med angivelse af ændringerne meddeles de kontraherende parter, som anvender dette regulativ, efter den i punkt 4.3 ovenfor anførte procedure.
6.3. Den kompetente myndighed, som meddeler udvidelse af en godkendelse, tildeler udvidelsen et serienummer og underretter de øvrige parter i 1958-overenskomsten, der anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en formular svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.
7. PRODUKTIONENS OVERENSSTEMMELSE
7.1. Ethvert køretøj, der godkendes i henhold til dette regulativ, skal være i overensstemmelse med den godkendte type, idet det skal opfylde de forskrifter, der er opstillet i punkt 5 ovenfor.
7.2. Til efterprøvning af, at forskrifterne i punkt 7.1 er opfyldt, skal der foretages passende kontrol af produktionen.
7.3. Indehaveren af godkendelsen skal bl.a.:
7.3.1. |
sørge for, at der findes procedurer for effektiv kvalitetskontrol af køretøjerne |
7.3.2. |
have adgang til det prøvningsudstyr, der er nødvendigt for kontrol af hver enkelt godkendt types overensstemmelse |
7.3.3. |
sikre, at prøvningsdata registreres, og at de vedlagte dokumenter er til rådighed i et tidsrum, der fastsættes efter aftale med den administrative myndighed |
7.3.4. |
analysere resultaterne af hver enkelt type prøvning for at kontrollere og sikre, at køretøjet har stabile egenskaber, med forbehold af den med industriproduktion forbundne variation |
7.3.5. |
sikre, at hver køretøjstype som minimum underkastes de prøvninger, der er omhandlet i dette regulativs punkt 5 |
7.3.6. |
sikre, at alle stikprøveserier eller prøveemner, som udviser manglende overensstemmelse med den pågældende type, medfører yderligere prøveudtagning og prøvning. Der skal tages alle nødvendige skridt til genopretning af produktionens overensstemmelse. |
7.4. Den kompetente myndighed, som har meddelt typegodkendelse, kan på et hvilket som helst tidspunkt kontrollere de metoder til overensstemmelseskontrol, som benyttes i de enkelte produktionsenheder.
7.4.1. Ved hver inspektion skal inspektøren have forelagt produktions- og prøvningsrapporterne.
7.4.2. Inspektøren kan udtage stikprøver til prøvning i fabrikantens laboratorium. Mindsteantallet af prøver kan fastsættes ud fra resultatet af fabrikantens egen kontrol.
7.4.3. Forekommer kvalitetsniveauet utilfredsstillende, eller er det nødvendigt at kontrollere validiteten af prøvninger, der er udført i henhold til punkt 7.4.2, udtager inspektøren prøver, som sendes til den tekniske tjeneste, der har forestået typegodkendelsesprøvningerne.
7.4.4. Den kompetente myndighed kan udføre enhver prøvning, som foreskrives i dette regulativ.
7.4.5. Den normale inspektionshyppighed, der fastsættes af de kompetente myndigheder, er en gang årligt. Hvis en inspektion giver negativt resultat, skal den kompetente myndighed påse, at der træffes sådanne foranstaltninger, at produktionsoverensstemmelsen genetableres hurtigst muligt.
8. SANKTIONER I TILFÆLDE AF PRODUKTIONENS MANGLENDE OVERENSSTEMMELSE
8.1. Godkendelser, som er meddelt for en type køretøj i henhold til dette regulativ, kan inddrages, hvis forskrifterne i punkt 7 oven for ikke er opfyldt, eller hvis køretøjet eller dets komponenter ikke har bestået de i punkt 7.3.5 oven for foreskrevne prøver.
8.2. Hvis en kontraherende part, som anvender dette regulativ, inddrager en godkendelse, som den tidligere har meddelt, skal den straks underrette de øvrige kontraherende parter, der anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en formular svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.
9. ENDELIGT OPHØR AF PRODUKTIONEN
Hvis indehaveren af godkendelsen endeligt ophører med at fremstille en køretøjstype, som er godkendt i henhold til dette regulativ, skal han underrette den myndighed, som har meddelt godkendelsen, herom. Ved modtagelse af den pågældende meddelelse skal myndigheden underrette de øvrige kontraherende parter i 1958-overenskomsten, som anvender dette regulativ, herom ved hjælp af en formular svarende til modellen i bilag 1 til dette regulativ.
10. NAVNE OG ADRESSER PÅ DE TEKNISKE TJENESTER, SOM ER ANSVARLIGE FOR UDFØRELSE AF GODKENDELSESPRØVNINGEN, OG PÅ DE ADMINISTRATIVE MYNDIGHEDER
De kontraherende parter i 1958-overenskomsten, som anvender dette regulativ, meddeler FN’s sekretariat navne og adresser på de tekniske tjenester, som er ansvarlige for udførelse af godkendelsesprøvningerne, og på de administrative myndigheder, som meddeler godkendelse, og til hvem formularer med attestering af godkendelse, udvidelse, nægtelse eller inddragelse af godkendelse eller endeligt ophørt produktion, som er udstedt i andre stater, skal fremsendes.
11. OVERGANGSBESTEMMELSER
11.1. Efter den officielle ikrafttrædelsesdato for ændringsserie 01 kan ingen af de kontraherende parter, der anvender dette regulativ, nægte at meddele godkendelse i henhold til dette regulativ som ændret ved ændringsserie 01.
11.2. Fra 24 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen må kontraherende parter, som anvender dette regulativ, kun meddele godkendelse, hvis den køretøjstype, som skal godkendes, opfylder kravene i dette regulativ som ændret ved ændringsserie 01.
11.3. Kontraherende parter, der anvender dette regulativ, må ikke nægte at meddele udvidelse af godkendelser til den forudgående ændringsserie til dette regulativ.
11.4. Kontraherende parter, der anvender dette regulativ, skal fortsat meddele godkendelser for de typer køretøjer, som opfylder forskrifterne i dette regulativ som ændret ved den forudgående ændringsserie i en periode på 24 måneder efter ikrafttrædelsen af ændringsserie 01.
11.5. Uanset ovenstående overgangsbestemmelser er kontraherende parter, hvis anvendelse af dette regulativ først træder i kraft efter ikrafttrædelsen af den seneste ændringsserie, ikke forpligtede til at acceptere godkendelser, som er meddelt i henhold til tidligere ændringsserier til dette regulativ.
(1) 1 for Tyskland, 2 for Frankrig, 3 for Italien, 4 for Nederlandene, 5 for Sverige, 6 for Belgien, 7 for Ungarn, 8 for Den Tjekkiske Republik, 9 for Spanien, 10 for Serbien, 11 for Det Forenede Kongerige, 12 for Østrig, 13 for Luxembourg, 14 for Schweiz, 15 (ubenyttet), 16 for Norge, 17 for Finland, 18 for Danmark, 19 for Rumænien, 20 for Polen, 21 for Portugal, 22 for Den Russiske Føderation, 23 for Grækenland, 24 for Irland, 25 for Kroatien, 26 for Slovenien, 27 for Slovakiet, 28 for Belarus, 29 for Estland, 30 (ubenyttet), 31 for Bosnien-Hercegovina, 32 for Letland, 33 (ubenyttet), 34 for Bulgarien, 35 (ubenyttet), 36 for Litauen, 37 for Tyrkiet, 38 (ubenyttet), 39 for Aserbajdsjan, 40 for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, 41 (ubenyttet), 42 for Det Europæiske Fællesskab (godkendelser meddeles af medlemsstaterne under anvendelse af deres respektive ECE-symboler), 43 for Japan, 44 (ubenyttet), 45 for Australien, 46 for Ukraine, 47 for Sydafrika, 48 for New Zealand, 49 for Cypern, 50 for Malta, 51 for Republikken Korea, 52 for Malaysia, 53 for Thailand, 54 og 55 (ubenyttet) og 56 for Montenegro, 57 (ubenyttet) og 58 for Tunesien. De efterfølgende numre tildeles andre stater i den kronologiske orden, i hvilken de ratificerer eller tiltræder overenskomsten om ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter, hvorefter FN's generalsekretær giver de kontraherende parter i overenskomsten meddelelse herom.
BILAG 1
MEDDELELSE
(Største format: A4 (210 × 297 mm))
BILAG 2
GODKENDELSESMÆRKERNES UDFORMNING
MODEL A
(se punkt 4.4 i dette regulativ)
MODEL B
(se punkt 4.5 i dette regulativ)
(1) Det sidstnævnte nummer er kun et eksempel.
BILAG 3
BESKYTTELSE MOD DIREKTE KONTAKT MED SPÆNDINGSFØRENDE DELE
1. ADGANGSSONDE (ACCESS PROBE)
Adgangssonder til efterprøvning af beskyttelsen mod personers adgang til farlige dele findes i tabel 1.
2. PRØVNINGSBETINGELSER
Adgangssonden presses mod eventuelle åbninger i indkapslingen med den i tabel 1 angivne kraft. Hvis den trænger helt eller delvis igennem, placeres den i enhver mulig position, men stopfladen må under ingen omstændigheder kunne trænge helt igennem åbningen.
Interne blokader betragtes som en del af indkapslingen
En strømforsyning med lavspænding (ikke under 40 V og ikke over 50 V) i serie med en passende lampe bør om nødvendigt forbindes mellem sonden og de strømførende dele inden i blokaden eller indkapslingen.
Signal-kredsløbsmetoden bør også anvendes til de bevægende strømførende dele i højspændingsudstyr.
Indre bevægende dele kan så vidt muligt betjenes langsomt.
3. ACCEPTKRITERIER
Adgangssonden må ikke berøre strømførende dele.
Hvis dette krav bekræftes ved hjælp af et signalkredsløb mellem sonden og de strømførende dele, må lampen ikke lyse.
Ved prøvning i forbindelse med IPXXB må prøvefingeren med led kunne trænge ind til sin længde på 80 mm, men stopfladen (med diameter 50 mm × 20 mm) må ikke kunne gå igennem åbningen. Med udgangspunkt i en lige position bøjes først det ene og efterfølgende det andet af prøvefingerens led i en vinkel på op til 90 grader i forhold til aksen for fingerens tilstødende del og placeres i enhver mulig position.
Ved prøvning i forbindelse med IPXXD må adgangssonden kunne trænge ind til sin fulde længde, men stopfladen må ikke kunne trænge helt igennem åbningen.
Tabel 1
Adgangssonder til prøvning af beskyttelsen mod personers adgang til farlige dele
Figur 1
Prøvefinger med led
Materiale: metal, medmindre andet er angivet
Lineære mål i mm.
Tolerancer for mål uden specifikke tolerancer:
a) |
for vinkler: 0/– 10° |
b) |
for lineære mål: op til 25 mm: 0/– 0,05 mm, over 25 mm: ± 0,2 mm |
Begge led skal muliggøre en bevægelse i samme plan og retning gennem en vinkel på 90° med en tolerance på 0 til + 10°.
BILAG 4
METODE TIL MÅLING AF ISOLATIONSMODSTAND
1. GENERELT
Isolationsmodstanden for hver højspændingsbus på køretøjet skal måles eller bestemmes ved beregning ved hjælp af måleværdier fra hver del eller komponentenhed af en højspændingsbus (i det følgende benævnt »delt måling«).
2. MÅLEMETODE
Måling af isolationsmodstanden foretages ved at vælge en hensigtsmæssig målemetode i fortegnelsen i punkt 2.1-2.2, afhængigt af de strømførende deles elektriske ladning, isolationsmodstand osv.
Området for det elektriske kredsløb, som skal måles, skal på forhånd være klarlagt ved hjælp af diagrammer over elektriske kredsløb osv.
Desuden kan der foretages ændringer, som er nødvendige for at kunne måle isolationsmodstanden, herunder fjernelse af dæksler for adgang til de strømførende dele, optegning af målelinjer, softwareændringer osv.
I tilfælde, hvor de målte værdier ikke er stabile, fordi et on board-overvågningssystem for isolationsmodstand eller lignende er i drift, kan der foretages de ændringer, der er nødvendige for at foretage målingen, f.eks. fjernelse af anordningen eller afbrydelse af dens drift. Når anordningen fjernes, skal det desuden ved hjælp af tegninger og lignende bevises, at dette ikke medfører ændring af isolationsmodstanden mellem de strømførende dele og det elektriske chassis.
Der skal udvises stor forsigtighed for at undgå kortslutninger, elektriske stød osv., idet det under denne kontrol kan være nødvendigt med direkte drift af højspændingskredsløbet.
2.1. Målemetode ved hjælp af jævnstrømsspænding fra kilder uden for køretøjet.
2.1.1. Måleinstrument
Der anvendes et instrument til isolationsmodstandsprøvning, som kan afgive en jævnstrømsspænding, der er højere end højspændingsbussens arbejdsspænding.
2.1.2. Målemetode
Et instrument til isolationsmodstandsprøvning forbindes mellem de strømførende dele og det elektriske chassis. Derefter måles isolationsmodstanden ved at tilslutte en jævnstrømsspænding på mindst halvdelen af højspændingsbussens arbejdsspænding.
Hvis systemet har flere spændingsområder (f.eks. pga. en boost converter) i et galvanisk forbundet kredsløb, og nogle af komponenterne ikke kan modstå arbejdsspændingen i hele kredsløbet, kan isolationsmodstanden mellem sådanne komponenter og det elektriske chassis måles separat ved at tilslutte mindst halvdelen af deres egen arbejdsspænding med disse komponenter afbrudt.
2.2. Målemetode ved anvendelse af køretøjets egen RESS som jævnstrømskilde
2.2.1. Forhold vedrørende prøvekøretøjet
Højspændingsbussen skal strømfødes af køretøjets eget RESS-system og/eller energiomdannelsessystem, og spændingsniveauet herfra skal under hele prøvningen mindst svare til den nominelle driftsspænding i overensstemmelse med køretøjsfabrikantens angivelser.
2.2.2. Måleinstrument
Det til denne prøvning anvendte voltmeter skal måle jævnstrømsværdier og have en intern modstand på mindst 10 ΜΩ.
2.2.3. Målemetode
2.2.3.1. Første trin
Spændingen måles som vist i figur 1, og højspændingsbussens spænding (Vb) registreres. Vb skal være lig med eller højere end den nominelle driftsspænding for RESS-systemet og/eller energikonverteringssystemet i overensstemmelse med køretøjsfabrikantens angivelser.
Figur 1
Måling af Vb, V1, V2
2.2.3.2. Andet trin
Spændingen (V1) mellem højspændingsbussens minusside og det elektriske chassis måles og registreres (se figur 1).
2.2.3.3. Tredje trin
Spændingen (V2) mellem højspændingsbussens plusside og det elektriske chassis måles og registreres (se figur 1).
2.2.3.4. Fjerde trin
Hvis V1 er større end eller lig med V2, indsættes en kendt standardmodstand (Ro) mellem højspændingsbussens minusside og det elektriske chassis. Med Ro anbragt måles spændingen (V1') mellem højspændingsbussens minusside og det elektriske chassis (se figur 2).
Den elektriske isolation (Ri) beregnes ved hjælp af følgende formel:
Ri = Ro * (Vb / V1’ – Vb / V1) eller Ri = Ro * Vb * (1 / V1’ – 1 / V1)
Figur 2
Måling af V1'
Hvis V2 er større end eller lig med V1, indsættes en kendt standardmodstand (Ro) mellem højspændingsbussens plusside og det elektriske chassis. Med Ro anbragt måles spændingen (V2') mellem højspændingsbussens plusside og det elektriske chassis (se figur 3). Den elektriske isolation (Ri) beregnes ved hjælp af den viste formel. Den elektriske isolationsværdi (i Ù) divideres med højspændingsbussens nominelle driftsspænding (i volt).
Den elektriske isolation (Ri) beregnes ved hjælp af følgende formel:
Ri = Ro * (Vb / V2’ – Vb / V2) eller Ri = Ro * Vb * (1 / V2’ – 1 / V2)
Figur 3
Måling af V2'
2.2.3.5. Femte trin
Den elektriske isolationsværdi Ri (i Ω) divideret med højspændingsbussens arbejdsspænding (i volt) giver isolationsmodstanden (i Ω/V).
Bemærkning 1: |
Den kendte standardmodstand Ro (i Ω) bør være værdien af den krævede mindste isolationsmodstand (i Ω/V) multipliceret med køretøjets arbejdsspænding plus/minus 20 % (i volt). Ro behøver ikke præcist at være denne værdi, idet ligningerne gælder for enhver Ro; en Ro inden for dette område vil dog normalt sikre en god opløsning forspændingsmålingen. |
BILAG 5
METODE TIL FUNKTIONSKONTROL AF ON BOARD-OVERVÅGNINGSSYSTEMET FOR ISOLATIONSMODSTAND
Funktionen af on board-overvågningssystemet for isolationsmodstand funktion skal efterprøves ved følgende metode:
Der indsættes en modstand, som ikke får isolationsmodstanden mellem den overvågede terminal og det elektriske chassis til at falde til et niveau under den krævede mindste isolationsmodstand. Advarslen skal aktiveres.
BILAG 6
VÆSENTLIGE KARAKTERISTIKA FOR KØRETØJER ELLER SYSTEMER
1. GENERELT
1.1. |
Fabriksmærke (firmabetegnelse): … |
1.2. |
Type: … |
1.3. |
Køretøjets klasse: … |
1.4. |
Eventuel(le) handelsbetegnelse(r): … |
1.5. |
Fabrikantens navn og adresse: … |
1.6. |
Navn og adresse på fabrikantens eventuelle repræsentant: … |
1.7. |
Tegning og/eller fotografi af køretøjet: … |
2. ELEKTROMOTOR (DRIVMOTOR)
2.1. |
Type (vinding, magnetisering): … |
2.2. |
Maksimal timeeffekt (kW): … |
3. BATTERI (HVIS RESS ER ET BATTERI)
3.1. |
Batteriets handelsnavn og mærke: … |
3.2. |
Angivelse af alle typer anvendte elektro-kemiske celler: … |
3.3. |
Nominel spænding (V): … |
3.4. |
Antal battericeller: … |
3.5. |
Gaskombinationsforhold (i %) … |
3.6. |
Type(r) ventilation til batterimoduler/batteripakker: … |
3.7. |
Type kølesystem (eventuelt): … |
3.8. |
Kapacitet (Ah): … |
4. (EVENTUEL) BRÆNDSELSCELLE
4.1. |
Brændselscellens handelsnavn og mærke: … |
4.2. |
Brændelscelletype: … |
4.3. |
Nominel spænding (V): … |
4.4. |
Antal celler: … |
4.5. |
Type kølesystem (eventuelt): … |
4.6. |
Maksimal effekt (kW): … |
5. SIKRING OG/ELLER KREDSLØBSAFBRYDER
5.1. |
Type: … |
5.2. |
Diagram over funktionsområdet: … |
6. LEDNINGER
6.1. |
Type: … |
7. BESKYTTELSE MOD ELEKTRISK STØD
7.1. |
Beskrivelse af beskyttelseskonceptet: … |
8. YDERLIGERE OPLYSNINGER
8.1. |
Kort beskrivelse af strømkredsens komponentinstallation eller tegninger/billeder, der viser placeringen af strømkredsens komponenter: … |
8.2. |
Skematisk diagram over alle strømkredsens elektriske funktioner: … |
8.3. |
Arbejdsspænding (V): … |
BILAG 7
BESTEMMELSE AF HYDROGENEMISSION UNDER OPLADNING AF TRAKTIONSBATTERIET
1. INDLEDNING
I dette bilag beskrives fremgangsmåden ved bestemmelse af hydrogenemission under opladning af traktionsbatteriet på alle elektriske batteridrevne vejkøretøjer i overensstemmelse med punkt 5.4 i dette regulativ.
2. BESKRIVELSE AF PRØVNINGEN
Prøvning af hydrogenemission (figur 7.1) gennemføres for at bestemme hydrogenemissionen under opladningen af traktionsbatteriet med indbygget lader. Prøvningen består af følgende trin:
a) |
klargøring af køretøjet |
b) |
afladning af traktionsbatteriet |
c) |
bestemmelse af hydrogenemissioner under normal opladning |
d) |
bestemmelse af hydrogenemission under ladning med svigtende indbygget lader. |
3. KØRETØJ
3.1. Køretøjet skal være i god mekanisk stand og være tilkørt over 300 km i en periode på syv dage før prøvningen. Køretøjet skal i hele denne periode være udstyret med det traktionsbatteri, der skal underkastes prøvningen for hydrogenemission.
3.2. Hvis batteriet anvendes ved en temperatur, som ligger over rumtemperaturen, skal operatøren følge fabrikantens procedure for at holde traktionsbatteriets temperatur inden for det normale driftsområde.
Fabrikantens repræsentant skal kunne attestere, at konditioneringssystemet for batteriet hverken er beskadiget eller udviser kapacitetsdefekt.
Figur 7.1
Bestemmelse af hydrogenemissioner under opladning af traktionsbatteriet
4. UDSTYR TIL HYDROGENEMISSIONSPRØVNING
4.1. Chassisdynamometer
Chassisdynamometeret skal opfylde kravene i ændringsserie 05 til regulativ nr. 83.
4.2. Prøvelokale til måling af hydrogenemission
Det prøvelokale, hvori målingen af hydrogenemissionen udføres, skal være lufttæt og tilstrækkelig stort til at kunne rumme det køretøj, der skal prøves. Køretøjet skal være tilgængeligt fra alle sider, og lokalet skal, når det er lukket, opfylde kriterierne for lufttæthed i tillæg 1 til dette bilag. Lokalets indvendige overflade skal være uigennemtrængelig for carbonhydrider og inaktiv over for hydrogen. Temperaturstyringssystemet skal kunne styre prøvelokalets indvendige rumtemperatur, således at den foreskrevne temperatur fastholdes under hele prøvningen inden for en tolerance på ± 2 K som gennemsnit for hele prøvningen.
Af hensyn til volumenændringer som følge af hydrogenemission i prøvelokalet kan der anvendes et prøvelokale med variabelt volumen eller andet prøvningsudstyr. Et prøvelokale med variabelt volumen udvider sig og trækker sig sammen i takt med hydrogenemissionen i prøvelokalet. Der kan tages hensyn til udsving i det indvendige volumen på to måder, nemlig enten ved hjælp af bevægelige paneler eller ved en bælganordning, hvor uigennemtrængelige sække i prøvelokalet udvider sig og trækker sig sammen i takt med ændringerne i trykket i lokalet, idet de står i forbindelse med luften uden for prøvelokalet. Anordninger til tilpasning af volumenet skal være således konstrueret, at prøvelokalets integritet, jf. tillæg 1, bevares.
Alle metoder for tilpasning af volumenet skal fastholde forskellen mellem lufttrykket i prøvelokalet og barometertrykket inden for højst 5 hPa.
Prøvelokalet skal kunne fastlåses på et bestemt volumen. Et prøvelokale med variabelt volumen skal kunne foretage et udsving i forhold til dets »nominelle volumen« (jf. bilag 7, tillæg 1, punkt 2.1.1) som følger hydrogenemission under prøvningen.
4.3. Analysesystemer
4.3.1. Hydrogenanalysator
4.3.1.1. |
Luften i prøvelokalet overvåges ved hjælp af en hydrogenanalysator (elektrokemisk detektortype) eller en chromatograf med termisk ledningsevnedetektion. Luftprøver udtages midt på en af prøvelokalets sidevægge eller midt på loftet, og bypass-strømme skal føres tilbage til prøvelokalet, helst til et punkt umiddelbart efter blandingsventilatoren i strømmens retning. |
4.3.1.2. |
Hydrogenanalysatoren skal have en responstid for 90 % af den endelige aflæsning på mindre end 10 sek. Stabiliteten skal i alle måleområder være bedre end 2 % af fuldt udslag ved nul og ved 80 ± 20 % af fuldt udslag over en 15-minuttersperiode. |
4.3.1.3. |
Analysatorens repeterbarhed udtrykt som én standardafvigelse skal være bedre end 1 % af fuldt udslag ved nul og ved 80 ± 20 % af fuldt udslag i alle benyttede måleområder. |
4.3.1.4. |
Måleområderne på analysatoren skal vælges ud fra, hvilke der giver den bedste opløsning i forbindelse med måling, kalibrering og lækagekontrol. |
4.3.2. Dataregistrering i hydrogenanalysator
Hydrogenanalysatoren skal have et system til registrering af det elektriske udgangssignal med en hyppighed på mindst en gang pr. minut. Registreringssystemet skal have en mindst lige så god driftskarakteristik som det signal, der skal registreres, og det skal have en permanent resultatregistrering. Registreringen skal tydeligt vise, hvornår den normale ladeprøvning og den svigtende ladefunktion begynder og slutter.
4.4. Temperaturregistrering
4.4.1. Temperaturen i prøvelokalet måles i to punkter ved hjælp af temperaturfølere, der er forbundet, så de viser en gennemsnitsværdi. Målepunkterne skal befinde sig ca. 0,1 m inde i prøvelokalet fra hver sidevægs lodrette midterlinje i en højde af 0,9 m ± 0,2 m.
4.4.2. Batterimodulernes temperatur registreres ved hjælp af følerne.
4.4.3. Temperaturmålingerne skal under hele hydrogenemissionsmålingen registreres med en hyppighed på mindst én gang i minuttet.
4.4.4. Temperaturmålesystemets nøjagtighed skal være inden for ± 1,0 K, og temperaturen skal kunne måles med en opløsning på ± 0,1 K.
4.4.5. Registrerings- eller databehandlingssystemet skal kunne måle tiden med en opløsning på ± 15 sekunder.
4.5. Trykregistrering
4.5.1. Forskellen Dp mellem barometerstanden i prøveområdet og lufttrykket i prøvelokalet skal under hele hydrogenemissionsmålingen registreres med en hyppighed på mindst én gang i minuttet.
4.5.2. Trykmålingssystemets nøjagtighed skal være inden for ± 2 hPa, og temperaturen skal kunne måles med en opløsning på ± 0,2 hPa.
4.5.3. Registrerings- eller databehandlingssystemet skal kunne måle tiden med en opløsning på ± 15 sekunder.
4.6. Registrering af spændings- og strømintensitet
4.6.1. Den indbyggede laders spændings- og strømintensitet (batteri) skal under hele hydrogenemissionsmålingen registreres med en hyppighed på mindst én gang i minuttet.
4.6.2. Spændingsregistreringssystemets nøjagtighed skal være inden for ± 1,0 V, og spændingen skal kunne måles med en opløsning på ± 0,1 V.
4.6.3. Strømregistreringssystemets nøjagtighed skal være inden for ± 0,5 A, og strømmen skal kunne måles med en opløsning på ± 0,05 A.
4.6.4. Registrerings- eller databehandlingssystemet skal kunne måle tiden med en opløsning på ± 15 sekunder.
4.7. Ventilatorer
Lokalet skal være forsynet med en eller flere ventilatorer eller blæsere med en kapacitet på 0,1-0,5 m3/s, således at luften i lokalet kan blandes grundigt. Under målingerne skal det være muligt at opnå en ensartet temperatur og hydrogenkoncentration i lokalet. Køretøjet i lokalet må ikke befinde sig direkte i luftstrømmen fra ventilatorerne eller blæserne.
4.8. Gasser
4.8.1. Følgende rene gasser skal stå til rådighed til kalibrering og drift:
a) |
renset syntetisk luft (renhed < 1 ppm C1-ækvivalent; < 1 ppm CO; < 400 ppm CO2; < 0,1 ppm NO); oxygenindhold mellem 18 og 21 % vol. |
b) |
hydrogen (H2) renhed mindst 99,5 %. |
4.8.2. Kalibreringsgasser skal indeholde blandinger af hydrogen (H2) og renset syntetisk luft. Den faktiske koncentration i en kalibreringsgas må ikke afvige mere end ± 2 % fra den nominelle værdi. Nøjagtigheden i den fortyndede gas, der fås ved brug af et gasdeleapparat, skal ligge inden for ± 2 % af den nominelle værdi. De i tillæg 1 anførte koncentrationer kan også opnås ved hjælp af et gasdeleapparat, der benytter syntetisk luft som fortyndende gas.
5. PRØVNINGSFORSKRIFTER
Prøvningen består af følgende fem trin:
a) |
klargøring af køretøjet |
b) |
afladning af traktionsbatteriet |
c) |
bestemmelse af hydrogenemissioner under normal opladning |
d) |
afladning af traktionsbatteriet |
e) |
bestemmelse af hydrogenemission under ladning med svigtende indbygget lader. |
Hvis det er nødvendigt at flytte køretøjet mellem to trin, skubbes det til det næste prøveområde.
5.1. Klargøring af køretøjet
Traktionsbatteriets ældning undersøges for at bevise, at køretøjet har kørt mindst 300 km i en periode på syv dage før prøven. Køretøjet skal i hele denne periode være udstyret med det traktionsbatteri, der skal underkastes prøvningen for hydrogenemission. Hvis dette ikke kan godtgøres, anvendes følgende procedure:
5.1.1. Afladning og indledende opladning af batteriet
Proceduren begynder med afladning af traktionsbatteriet i køretøjet under kørsel på prøvebanen eller på et chassisdynamometer ved en konstant hastighed på 70 % ± 5 % af køretøjets maksimale tredive minutters hastighed.
Afladningen stoppes:
a) |
når køretøjet ikke er i stand til at køre ved 65 % af den maksimale tredive minutters hastighed, eller |
b) |
når føreren gennem køretøjets standardinstrumentering modtager signal om at standse køretøjet, eller |
c) |
efter at have kørt distancen på 100 km. |
5.1.2. Indledende opladning af batteriet
Opladningen udføres:
a) |
med den indbyggede lader |
b) |
i en rum temperatur på mellem 293 K og 303 K. |
Fremgangsmåden udelukker alle typer eksterne ladere.
Kriterierne for ophør af ladning af traktionsbatteriet svarer til den indbyggede laders automatiske ophør.
Denne fremgangsmåde omfatter alle typer specielle opladninger, der vil kunne startes automatisk eller manuelt, som for eksempel udligningsopladning eller vedligeholdelsesopladning.
5.1.3. Fremgangsmåden i punkt 5.1.1 til 5.1.2 gentages to gange.
5.2. Afladning af batteriet
Traktionsbatteriet aflades under kørsel på prøvebanen eller på et chassisdynamometer ved en konstant hastighed på 70 % ± 5 % af køretøjets maksimale tredive minutters hastighed.
Standsning af afladningen forekommer:
a) |
når føreren gennem køretøjets standardinstrumentering modtager signal om at standse køretøjet, eller |
b) |
når køretøjets maksimale hastighed er mindre end 20 km/h. |
5.3. Stilstand (soak)
Senest 15 minutter efter proceduren for batteriafladning, som er beskrevet i punkt 5.2, parkeres køretøjet i stilstandsområdet. Køretøjet henstår derefter parkeret i mindst 12 timer, idet der højst må være 36 timer mellem afslutningen af afladningen af traktionsbatteriet og påbegyndelsen af hydrogenemissionsprøvningen under normal opladning. I denne periode skal køretøjet være i stilstand ved 293 K ± 2 K.
5.4. Prøvning af hydrogenemission under normal opladning
5.4.1. Før stilstandsperiodens afslutning udluftes prøvelokalet i flere minutter, indtil der er tilvejebragt stabile hydrogenbaggrundsbetingelser. Ventilatoren (ventilatorerne) sættes også i gang.
5.4.2. Hydrogenanalysatoren nulstilles og kalibreres umiddelbart før prøvningen.
5.4.3. Ved afslutningen af stilstanden flyttes prøvekøretøjet ind i prøvelokalet med motoren standset og vinduer og bagagerumsklap åbne.
5.4.4. Køretøjet skal være forbundet til lysnettet. Batteriet oplades i overensstemmelse med den normale opladningsprocedure, jf. punkt 5.4.7 nedenfor.
5.4.5. Dørene til prøvelokalet lukkes og forsegles lufttæt senest to minutter efter den elektriske tilslutning af den normale opladningsfase.
5.4.6. Når prøvelokalet er blevet forseglet, påbegyndes den normale opladning med henblik på hydrogenemissionsprøvning. Hydrogenkoncentrationen, temperaturen og barometertrykket måles for at finde udgangsværdierne CH2i, Ti og Pi til brug ved prøvning ved normal opladning.
Disse tal benyttes ved beregningen af hydrogenemissionen (punkt 6). Under den normale ladningsperiode må temperaturen i prøvelokalet T ikke være under 291 K og ikke over 295 K.
5.4.7. Fremgangsmåde ved normal ladning
Normal ladning foretages med den indbyggede oplader og består af følgende trin:
a) |
Opladning ved konstant effekt i t1. |
b) |
Overladning ved konstant strøm i t2. Overladningsintensiteten angives af fabrikanten og svarer til den, der anvendes ved udligningsopladningen. |
Kriterierne for ophør af ladning af traktionsbatteriet svarer til den indbyggede laders automatiske ophør ved en ladetid på t1 + t2. Ladetiden vil blive begrænset til t1 + 5 h, selv om der gives en klar indikation via standardinstrumenteringen til føreren om, at batteriet endnu ikke er fuldt opladet.
5.4.8. Hydrogenanalysatoren nulstilles og kalibreres umiddelbart før prøvningens afslutning.
5.4.9. Perioden for udtagning af emissionsprøver slutter t1 + t2 eller t1 + 5 h efter prøveudtagningens begyndelse, jf. punkt 5.4.6 ovenfor. De forskellige forløbne tidsrum registreres. Hydrogenkoncentrationen, temperaturen og barometertrykket måles for at finde slutværdierne CH2f, Tf og Pf for prøvning ved normal ladning, som skal benyttes ved beregningen i punkt 6.
5.5. Prøvning af hydrogenemission med svigtende indbyggede lader
5.5.1. Senest syv dage efter afslutningen af den indledende prøvning påbegyndes proceduren med afladning af køretøjets traktionsbatteri i overensstemmelse med punkt 5.2.
5.5.2. Proceduren i punkt 5.3 gentages.
5.5.3. Før stilstandsperiodens afslutning udluftes prøvelokalet i flere minutter, indtil der er tilvejebragt stabile hydrogenbaggrundsbetingelser. Ventilatoren (ventilatorerne) sættes også i gang.
5.5.4. Hydrogenanalysatoren nulstilles og kalibreres umiddelbart før prøvningen.
5.5.5. Ved afslutningen af stilstanden flyttes prøvekøretøjet ind i prøvelokalet med motoren standset og vinduer og bagagerumsklap åbne.
5.5.6. Køretøjet skal være forbundet til lysnettet. Batteriet oplades i overensstemmelse med proceduren for svigtende ladning, jf. punkt 5.5.9 nedenfor.
5.5.7. Dørene til prøvelokalet lukkes og forsegles lufttæt senest to minutter efter den elektriske tilslutning af den svigtende opladningsfase.
5.5.8. Når prøvelokalet er blevet forseglet, påbegyndes den svigtende opladning med henblik på hydrogenemissionsprøvning. Hydrogenkoncentrationen, temperaturen og barometertrykket måles for at finde udgangsværdierne CH2i, Ti og Pi til brug ved prøvning ved svigtende opladning.
Disse tal benyttes ved beregningen af hydrogenemissionen (punkt 6). Under den svigtende ladningsperiode må temperaturen i prøvelokalet T ikke være under 291 K og ikke over 295 K.
5.5.9. Procedure for svigtende ladning
Svigtende ladning foretages med den indbyggede oplader og består af følgende trin:
a) |
Opladning ved konstant effekt i t'1. |
b) |
Opladning ved maksimal strømstyrke i 30 minutter. I denne fase fastlåses den indbyggede lader på maksimal strømstyrke. |
5.5.10. Hydrogenanalysatoren nulstilles og kalibreres umiddelbart før prøvningens afslutning.
5.5.11. Prøveperiodens afslutning indtræder t'1 + 30 minutter efter påbegyndelsen af den indledende udtagning af emissionsprøver, jf. punkt 5.5.8. De forløbne tidsrum registreres. Hydrogenkoncentrationen, temperaturen og barometertrykket måles for at finde slutværdierne CH2f, Tf og Pf for prøvning ved svigtende ladning, som skal benyttes ved beregningen i punkt 6.
6. BEREGNING
Ved hjælp af de i punkt 5 beskrevne hydrogenemissionsprøvninger kan hydrogenemissionen fra den normale ladefase og den svigtende ladefase beregnes. Hydrogenemissionen fra hver af disse faser beregnes ved hjælp af udgangs- og slutmålingerne af hydrogenkoncentrationen, temperaturen og trykket i prøvelokalet samt prøvelokalets nettorumindhold.
Der benyttes følgende formel:
hvor
MH2 |
= |
hydrogenmasse (gram) |
CH2 |
= |
målt hydrogenkoncentration i prøvelokalet (ppm volumenkulstof) |
V |
= |
prøvelokalets nettovolumen (m3) med fradrag af køretøjets volumen med vinduer og bagagerumsklap åbne. Hvis køretøjets volumen ikke er bestemt, fratrækkes et volumen på 1,42 m3 |
Vud |
= |
kompensationsvolumen i m3 ved prøvningstemperatur og -tryk |
T |
= |
rumtemperatur i prøvelokalet i K |
P |
= |
absolut tryk i prøvelokalet i kPa |
k |
= |
2,42 |
|
i er udgangsværdien |
|
f er slutværdien. |
6.1. Prøvningsresultater
Hydrogenmasseemissionen for køretøjer er:
MN |
= |
hydrogenmasseemissionen ved prøvning under normal ladning i gram |
MD |
= |
hydrogenmasseemissionen ved prøvning under svigtende ladning i gram. |
Tillæg 1
KALIBRERING AF UDSTYR TIL PRØVNING AF HYDROGENEMISSION
1. KALIBRERINGSHYPPIGHED OG KALIBRERINGSMETODER
Alt apparatur skal kalibreres inden første ibrugtagning og derefter så hyppigt som nødvendigt, dog under alle omstændigheder inden for den måned, der går forud for typegodkendelsesprøvningen. De kalibreringsmetoder, der kan anvendes, er beskrevet i dette tillæg.
2. KALIBRERING AF PRØVELOKALET
2.1. Bestemmelse af prøvelokalets indvendige volumen
2.1.1. |
Inden prøvelokalet tages i brug første gang, bestemmes dets indvendige volumen på følgende måde: Lokalets indvendige mål måles omhyggeligt, idet der tages højde for uregelmæssigheder som f.eks. stivere. Lokalets indvendige volumen bestemmes ud fra disse målinger. Prøvelokalet skal fastlåses på et fast volumen ved en fast rumtemperatur på 293 K. Denne nominelle volumen skal kunne gentages med en tolerance på ± 0,5 % af den registrerede værdi. |
2.1.2. |
Nettovolumenet bestemmes ved at fratrække 1,42 m3 fra lokalets indvendige volumen. I stedet for 1,42 m3 kan fratrækkes prøvekøretøjets faktiske volumen med bagagerumsklap og vinduer åbne. |
2.1.3. |
Prøvelokalet kontrolleres som beskrevet i punkt 2.3. Hvis hydrogenmassen ikke svarer til den indsprøjtede masse inden for ± 2 %, foretages de fornødne indgreb for at afhjælpe problemet. |
2.2. Bestemmelse af baggrundsemissionen i lokalet
Denne operation tjener til at afgøre, om prøvelokalet indeholder materialer, der udsender væsentlige mængder hydrogen. Kontrollen udføres ved prøvelokalets ibrugtagning, efter hver aktivitet i prøvelokalet, der kan påvirke baggrundsemissionen, og under alle omstændigheder mindst én gang om året.
2.2.1. |
For et prøvelokale med variabelt volumen kan der måles med fastlåst eller ikke fastlåst volumen, jf. punkt 2.1.1. Rumtemperaturen skal fastholdes på 293 K ± 2 K i nedennævnte firetimers periode. |
2.2.2. |
Prøvelokalet kan være forseglet med ventilatoren i gang i op til 12 timer, inden den fire timer lange udtagning af baggrundsprøver begynder. |
2.2.3. |
Analysatoren kalibreres (hvis dette er påkrævet) og nulstilles, og måleområdet bestemmes. |
2.2.4. |
Prøvelokalet udluftes, indtil der opnås en stabil værdi for hydrogen; Ventilatoren slås til, hvis den ikke allerede er i gang. |
2.2.5. |
Prøvelokalet forsegles, og baggrundskoncentrationen af hydrogen, temperaturen og barometertrykket måles. Disse udgør udgangsværdierne CH2i, Ti og Pi til brug ved beregningen af prøvelokalets baggrundsemission. |
2.2.6. |
Kammeret kan lades henstå uberørt i fire timer med ventilatoren i gang. |
2.2.7. |
Derefter måles hydrogenkoncentrationen i lokalet med den samme analysator. Temperaturen og barometertrykket måles ligeledes. Disse udgør slutværdierne CH2f, Tf og Pf. |
2.2.8. |
Ændringen i massen af hydrogen i prøvelokalet i prøvetidsrummet beregnes i henhold til punkt 2.4 og må ikke overstige 0,5 g. |
2.3. Kalibrering af prøvelokalet og prøve for hydrogenretention
Kalibreringen af prøvelokalet og prøven for hydrogenretention giver en kontrol af det i punkt 2.1 beregnede volumen og samtidig et mål for eventuelle lækager. Måling af lækager udføres ved prøvelokalets ibrugtagning, efter hver aktivitet i prøvelokalet, der kan påvirke prøvelokalets integritet, og derefter under alle omstændigheder mindst en gang om måneden. Hvis seks på hinanden følgende månedlige retentionskontroller er gennemført, uden at der har skullet foretages korrektioner, kan målingen af lækager derefter foretages en gang i kvartalet, så længe indgreb ikke er påkrævede.
2.3.1. |
Prøvelokalet udluftes, indtil der opnås en stabil hydrogenkoncentration. Ventilatoren slås til, hvis den ikke allerede er i gang. Hydrogenanalysatoren nulstilles og kalibreres (hvis dette er påkrævet) og dens måleområde indstilles. |
2.3.2. |
Prøvelokalet fastlåses til det nominelle volumen. |
2.3.3. |
Rumtemperaturstyringssystemet slås til (hvis det ikke allerede er i gang) og indstilles til en udgangstemperatur på 293 K. |
2.3.4. |
Når målekammeret udviser en stabil temperatur på 293 K ± 2 K, forsegles lokalet, og baggrundskoncentration, temperatur og barometertryk måles. Disse målinger repræsenterer udgangsmålingerne CH2i, Ti og Pi til brug ved kalibreringen af prøvelokalet. |
2.3.5. |
Prøvelokalet skal ikke længere være fastlåst til det nominelle volumen. |
2.3.6. |
En mængede på ca. 100 g hydrogen sprøjtes ind i prøvelokalet. Hydrogenmassen måles med en nøjagtighed på ± 2 % af den målte værdi. |
2.3.7. |
Efter fem minutters forløb, hvorunder luften i prøvelokalet blandes, måles hydrogenkoncentrationen, temperaturen og barometertrykket. Disse udgør slutværdierne CH2f, Tf og Pf til brug ved kalibrering af prøvelokalet samt udgangsværdierne CH2i, Ti og Pi til brug for retentionsprøven. |
2.3.8. |
Ved hjælp af målingerne i punkt 2.3.4 og 2.3.7 og formlen i punkt 2.4 beregnes massen af hydrogen i prøvelokalet. Denne masse skal være ± 2 % af den hydrogenmasse, der er målt i overensstemmelse med punkt 2.3.6. |
2.3.9. |
Luften i prøvelokalet skal have mulighed for at blande sig i mindst 10 timer. Når den periode er gået, måles og registreres den endelige hydrogenkoncentration, temperaturen og barometertrykket. Disse udgør slutværdierne CH2f, Tf og Pf for hydrogenretentionskontrollen. |
2.3.10. |
Ved hjælp af formlen i punkt 2.4 beregnes hydrogenmassen ud fra målingerne i punkt 2.3.7 og 2.3.9. Denne masse må højst afvige 5 % fra den i punkt 2.3.8 beregnede hydrogenmasse. |
2.4. Beregning
Beregningen af nettoændringen i hydrogenmassen i prøvelokalet benyttes til at bestemme prøvelokalets baggrundskoncentration af hydrogen og dets lækage. Udgangs- og slutværdierne af hydrogenkoncentrationen, temperaturen og barometertrykket benyttes i nedenstående formel til beregning af masseændringen:
hvor:
MH2 |
= |
hydrogenmasse (gram) |
CH2 |
= |
målt hydrogenkoncentration i prøvelokalet (ppm volumenkulstof) |
V |
= |
prøvelokalets volumen (m3) som målt i punkt 2.1.1 |
Vud |
= |
kompensationsvolumen (m3) ved prøvningstemperatur og -tryk |
T |
= |
rumtemperatur i prøvelokalet i K |
P |
= |
absolut tryk i prøvelokalet i kPa |
k |
= |
2,42 |
|
i er udgangsværdien |
|
f er slutværdien. |
3. KALIBRERING AF HYDROGENANALYSATOR
Analysatoren bør kalibreres ved hjælp af hydrogen i luft og renset syntetisk luft. Se bilag 7, punkt 4.8.2.
Hvert af de normalt benyttede måleområder kalibreres på følgende måde.
3.1. |
Kalibreringskurven bestemmes ved mindst fem kalibreringspunkter, der er så jævnt fordelt over måleområdet som muligt. Den nominelle koncentration af kalibreringsgassen med den højeste koncentration skal være mindst 80 % af fuldt skalaudslag. |
3.2. |
Kalibreringskurven beregnes ved hjælp af de mindste kvadraters metode. Hvis der derved fremkommer et polynomium af mere end tredje grad, skal der mindst være lige så mange kalibreringspunkter som polynomiets grad plus to. |
3.3. |
Kalibreringskurven må ikke afvige med mere end 2 % fra den nominelle værdi for hver kalibreringsgas. |
3.4. |
Ved hjælp af de polynomiumskoefficienter, der udledes af punkt 3.2 ovenfor, udarbejdes en tabel over analysatorens aflæsninger i forhold til den reelle koncentration med skalainddelinger, der ikke er større end 1 % af fuldt skalaudslag. Dette gøres for hvert måleområde, der kalibreres. Tabellen skal desuden indeholde andre relevante data som f.eks.:
|
3.5. |
Andre metoder (f.eks. computer eller elektronisk skalaomskifter) kan anvendes, hvis det godtgøres over for den tekniske tjeneste, at disse metoder sikrer tilsvarende nøjagtighed. |
Tillæg 2
VÆSENTLIGE KARAKTERISTIKA FOR KØRETØJSFAMILIEN
1. Parametre, der definerer familien hvad angår hydrogenemission
Familien kan bestemmes ud fra grundlæggende konstruktionsparametre, der skal være fælles for køretøjer i familien. I visse tilfælde kan parametrene gribe ind i hinanden. Dette må også tages i betragtning for at sikre, at kun køretøjer med ensartede egenskaber hvad angår hydrogenemission medtages i familien.
2. Med henblik herpå anses de køretøjstyper, hvor nedenstående parametre er identiske, for at tilhøre samme hydrogenemissionsgruppe.
Traktionsbatteri:
a) |
batteriets fabriksmærke eller handelsnavn |
b) |
angivelse af alle typer anvendte elektro-kemiske par |
c) |
antal battericeller |
d) |
antal batterimoduler |
e) |
maksimal batterispænding (V) |
f) |
batterienergi (kWh) |
g) |
gaskombinationsforhold (i %) |
h) |
type(r) ventilation til batterimodul(er) eller batteripakker |
i) |
type kølesystem (eventuelt) |
Indbygget lader:
a) |
de forskellige ladedeles mærke og type |
b) |
nominel udgangsstrøm (kW) |
c) |
maksimal ladespænding (V) |
d) |
maksimal ladeintensitet (A) |
e) |
styreenhedens mærke og type (eventuelt) |
f) |
diagram over drift, styring og sikkerhed |
g) |
karakteristik af ladeperioder. |