Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010D0342

    2010/342/: Kommissionens afgørelse af 18. juni 2010 om Banque de Frances undtagelse fra anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer (meddelt under nummer K(2010) 3853) (EØS-relevant tekst )

    EUT L 154 af 19.6.2010, p. 29–30 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/342/oj

    19.6.2010   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 154/29


    KOMMISSIONENS AFGØRELSE

    af 18. juni 2010

    om Banque de Frances undtagelse fra anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer

    (meddelt under nummer K(2010) 3853)

    (EØS-relevant tekst)

    (2010/342/EU)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 af 16. september 2009 om kreditvurderingsbureauer (1), særlig artikel 2, stk. 4,

    under henvisning til anmodning fra Frankrig og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Frankrig indgav den 27. november 2009 en anmodning til Kommissionen i henhold til artikel 2, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1060/2009 vedrørende undtagelse for Banque de Frances kreditvurderinger fra anvendelsen af forordning (EF) nr. 1060/2009.

    (2)

    Banque de France er i Frankrig reguleret af »Code monétaire et financier« ændret ved Loi No 2008-776 af 4. august 2008 (2). I henhold til artikel L.141-6 i »Code monétaire et financier« har Banque de France tilladelse til at modtage alle oplysninger fra markedsdeltagerne, der er nødvendige med henblik på udformningen af dens primære funktioner. I »Contrat de service public entre l'Etat et la Banque de France« (3) (i det følgende benævnt »aftalen«), der fornyes hvert tredje år, nævnes Banque de Frances kreditvurderinger udtrykkeligt som en af de aktiviteter, Banque de France skal varetage.

    (3)

    Banque de France har udarbejdet sin egen adfærdskodeks (4) (i det følgende benævnt »kodeksen«) primært på grundlag af Code of Conduct Fundamentals for credit rating agencies (grundlæggende elementer i adfærdskodeksen for kreditvurderingsbureauer) fra International Organisation of Securities Commissions (IOSCO).

    (4)

    I henhold til artikel 2, stk. 2, litra d), i forordning (EF) nr. 1060/2009 er der fire elementer, der skal vurderes, for at Banque de Frances kreditvurderinger kan undtages fra anvendelsen af forordningen:

    (5)

    For det første må den kreditvurderede enhed ikke have betalt for kreditvurderingerne. I henhold til kodeksens punkt 1.3 modtager Banque de France ikke vederlag fra de kreditvurderede enheder for kreditvurderingen af dem, som de informeres om. I kodeksens punkt 2.2 er det fastsat, at det er kreditvurderingernes brugere (kreditinstitutter, der er kunder hos FIBEN — »Fichier Bancaire des Entreprises«), der betaler for tjenesten baseret på en offentliggjort takst.

    (6)

    For det andet må kreditvurderinger ikke offentliggøres. I henhold til kodeksen punkt 1.5 offentliggøres kreditvurderingerne ikke. Adgang gives i henhold til lovgivningen kun til bestemte kategorier af aktører, som er angivet i kodeksen, og som skal identificeres af Banque de France, inden de får adgang til kreditvurderingen.

    (7)

    For det tredje skal kreditvurderinger være udstedt i overensstemmelse med principper, standarder og procedurer, der sikrer passende integritet og uafhængighed i kreditvurderingsaktiviteterne som fastsat i forordning (EF) nr. 1060/2009. Bestemmelserne i »Code monétaire et financier«, særlig artikel L.142-9 og L.164-2, sikrer, at analytikere og andre, der arbejder i Banque de France, er undergivet den tavshedspligt og de regler om interessekonflikt, som indgår i Banque de Frances fagetiske regler og finansetiske kodeks, der er godkendt af Ministère de l'Economie, des Finances et de l'Industrie (økonomi-, finans- og erhvervsministeriet). Endvidere indeholder Banque de Frances personalevedtægt bestemmelser, der udtrykkeligt har til formål at hindre de ansatte i at være eller forblive i situationer med interessekonflikt. Banque de France er omfattet af interne kontrolmekanismer, der varetages en uafhængig etikinspektør og dennes personale, som har ansvaret for at kontrollere anvendelsen af de etiske regler, og sammen med den kollegiale struktur, der er fuldt ud integreret i Banque de Frances ledelsesstruktur, gør dette, at Banque de France råder over effektive midler til at håndhæve overholdelsen af disse regler om integritet og uafhængighed. Eftersom disse krav er lovfæstede, kan der pålægges sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse. Dertil kommer, at kodeksen indeholder de fornødne procedureregler og fastsætter passende normer for at sikre: i) kreditvurderingsprocessens integritet og kvalitet (herunder formaliseringen af beslutningskredsløbet, sporbarhed for beslutningerne og kvalitetskontrolproces), ii) de relevante procedurer for åbenhed og kommunikation (herunder regler om adgang til kreditvurderinger, offentliggørelse af metoder og udvikling med hensyn til kreditvurderingsaktiviteter) og iii) foranstaltningerne til hindring af eventuelle interessekonflikter (herunder den rettidige omhu, der skal udvises af analytikerne og de nationale og regionale kreditvurderingsudvalgs funktionsmåde).

    (8)

    For det fjerde må kreditvurderinger ikke vedrøre finansielle instrumenter udstedt af de pågældende centralbankers medlemsstater. I henhold til kodeksen punkt 1.1 skal kreditvurderinger udstedt af Banque de France vedrøre ikke-finansielle virksomheder. De vedrører virksomheder med hjemsted i Frankrigs europæiske område og i de franske oversøiske departementer (DOM), som er omfattet af »Institut d'émission des départements d'outre-mer« (IEDOM). I henhold til aftalen skal kreditvurderinger udstedt af Banque de France vedrøre virksomheder. Derfor udsteder Banque de France ikke kreditvurderinger vedrørende finansielle instrumenter, som udbydes offentligt, og som udstedes af den franske stat eller af andre medlemsstater.

    (9)

    På baggrund af de faktorer, der er gennemgået i betragtning 2-8, kan betingelserne i artikel 2, stk. 2, litra d), i forordning (EF) nr. 1060/2009, anses for at være opfyldt af Banque de France, hvad angår udstedelse af kreditvurderinger.

    (10)

    Forordning (EF) nr. 1060/2009 bør derfor ikke finde anvendelse på Banque de Frances udstedelse af kreditvurderinger.

    (11)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Banque de France er omfattet af artikel 2, stk. 2, litra d), i forordning (EF) nr. 1060/2009.

    Forordning (EF) nr. 1060/2009 finder ikke anvendelse på kreditvurderinger udstedt af Banque de France.

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 18. juni 2010.

    På Kommissionens vegne

    Michel BARNIER

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 302 af 17.11.2009, s. 1.

    (2)  Offentliggjort i Frankrigs statstidende af 5.8.2008.

    (3)  http://www.banque-de-france.net/fr/instit/telechar/histoire/contrat_sp.pdf

    (4)  Code de conduite de l'activité de cotation des entreprises à la Banque de France: http://www.banque-france.fr/fr/instit/telechar/services/code_conduite_cotation_bdf.pdf


    Top