EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013D0315

2013/315/EU: Rådets afgørelse af 21. juni 2013 om ophævelse af beslutning 2004/918/EF om et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn

EUT L 173 af 26.6.2013, p. 43–45 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2013/315/oj

26.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 173/43


RÅDETS AFGØRELSE

af 21. juni 2013

om ophævelse af beslutning 2004/918/EF om et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn

(2013/315/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 126, stk. 12,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet fastslog den 5. juli 2004 i henhold til artikel 104, stk. 6, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (TEF), i beslutning 2004/918/EU (1), at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn, og vedtog i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF en henstilling med henblik på at bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest i 2008.

(2)

Den 18. januar 2005 konstaterede Rådet i henhold til artikel 104, stk. 8, i TEF, at Ungarn ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af dets henstilling, og udstedte en ny henstilling efter artikel 104, stk. 7, i TEF den 8. marts 2005, hvori det bekræftede fristen, nemlig 2008, for korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud. Den 8. november 2005 fastslog Rådet, at Ungarn for anden gang ikke havde efterkommet dets henstillingen i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF. Det rettede derfor en tredje henstilling i henhold til artikel 104, stk. 7, i TEF til Ungarn den 10. oktober 2006, hvori fristen for korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud blev udsat til 2009. Den 7. juli 2009 konkluderede Rådet, at de ungarske myndigheder kunne anses for at have truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af Rådets henstilling af 10. oktober 2006, og udstedte på baggrund af den alvorlige økonomiske nedgang en revideret henstilling efter artikel 104, stk. 7, i TEF ("Rådets henstilling af 7. juli 2009") og satte igen en ny frist for korrektionen, nemlig 2011. Den 27. januar 2010 konkluderede Kommissionen, at Ungarn havde truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af Rådets henstilling af 7. juli 2009, hvilket Rådet tilsluttede sig i sine konklusioner den 16. februar 2010, men henledte opmærksomheden på en række betydelige risici.

(3)

I overensstemmelse med artikel 126, stk. 8, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastslog Rådet den 24. januar 2012, at Ungarn ikke havde truffet virkningsfulde foranstaltninger til opfølgning af Rådets henstilling af 7. juli 2009 inden for den frist, der var fastlagt i nævnte henstilling. Selv om traktatens referenceværdi på 3 % af BNP ikke blev overskredet i 2011, var dette ikke baseret på en strukturel og holdbar korrektion, men afhang af betydelige engangsindtægter. Dette var ledsaget af en anslået kumuleret strukturel forværring i både 2010 og 2011 på mere end 2 % af BNP i forhold til en anbefalet kumuleret finanspolitisk forbedring på 0,5 % af BNP. Selv om myndighederne i 2012 var i færd med at gennemføre strukturelle foranstaltninger, der i vidt omfang forventedes at opveje den tidligere forværring, vil traktatens referenceværdi på 3 % af BNP også i 2012 blive overholdt udelukkende takket være engangsforanstaltninger svarende til ca. 1 % af BNP og vil i 2013 formodentlig blive overskredet.

(4)

Den 13. marts 2012 vedtog Rådet i henhold til artikel 126, stk. 7, i TEUF en ny henstilling ("Rådets henstilling af 13. marts 2012") til Ungarn om at bringe de uforholdsmæssigt store underskud til ophør seneste i 2012. De ungarske myndigheder blev især anmodet om at træffe følgende foranstaltninger: i) bringe situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud til ophør senest i 2012 på en troværdig og holdbar måde; ii) iværksætte en yderligere finanspolitisk indsats på mindst ½ % af BNP for at sikre, at man når underskudsmålet for 2012 på 2,5 % af BNP; og iii) at træffe de nødvendige yderligere foranstaltninger af strukturel art, der er behov for til at sikre, at underskuddet i 2013 forbliver et godt stykke under tærsklen på 3 % af BNP. Samtidig blev det henstillet, at den offentlige gældskvote hurtigst muligt skulle bringes tilbage på en nedadgående kurs for at sikre tilstrækkelige fremskridt henimod opfyldelsen af gældsreduktionsmålet. Budgettilpasningen skulle også støttes af de foreslåede forbedringer af rammerne for den finanspolitiske styring. Rådet fastsatte (2) den 13. september 2012 som frist for den ungarske regering til at træffe virkningsfulde foranstaltninger. Også den 13. marts 2012 besluttede Rådet at suspendere en del af forpligtelserne fra Samhørighedsfonden for 2013 til Ungarn.

(5)

Den 30. maj 2012 konkluderede Kommissionen på grundlag af konvergensprogrammet for 2011-2015 og en yderligere specificering af spareforanstaltningerne, at Ungarn havde truffet virkningsfulde foranstaltninger med hensyn til korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud. Navnlig forventedes det offentlige underskud at nå 2,5 % af BNP i 2012 og forblive et godt stykke under traktatens referenceværdi på 3 % af BNP i 2013 i overensstemmelse med Rådets henstilling af 13. marts 2012. Det blev desuden bekræftet, at der var gjort visse fremskridt med at forbedre rammerne for den finanspolitiske styring, selv om de generelle fremskridt på dette område kunne anses for at have været langsomme. På den baggrund vedtog Rådet den 22. juni 2012 på baggrund af et forslag fra Kommissionen af 30. maj 2012 gennemførelsesafgørelse 2012/323/EU, som ophævede suspensionen af forpligtelserne fra Samhørighedsfonden.

(6)

I henhold til artikel 4 i protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaterne, er det Kommissionens ansvar at tilvejebringe de data, der skal benyttes til gennemførelse af proceduren. Som led i gennemførelsen af denne protokol skal medlemsstaterne indberette oplysninger om offentligt underskud og offentlig gæld og andre relaterede variabler to gange årligt, nemlig inden den 1. april og inden den 1. oktober, jf. artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 af 25. maj 2009 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (3).

(7)

Når det overvejes, om en afgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud bør ophæves, vedtager Rådet en afgørelse på grundlag af indberettede data. Desuden bør en afgørelse om eksistensen af et uforholdsmæssigt stort underskud alene ophæves, hvis Kommissionens prognoser viser, at underskuddet ikke vil overstige traktatens referenceværdi på 3 % af BNP i løbet af prognoseperioden.

(8)

På grundlag af de af Kommissionen (Eurostat) fremlagte data i overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EF) nr. 479/2009 efter indberetning fra Ungarn inden den 1. april 2013, Kommissionens tjenestegrenes prognose fra foråret 2013 og vurderingen af yderligere korrigerende foranstaltninger, der blev vedtaget den 13. maj 2013 i et regeringsdekret, er følgende konklusioner begrundede:

I 2012 udgjorde det offentlige underskud til 1,9 % af BNP på baggrund af en betydelig finanspolitisk indsats. Dette resultat blev også opnået på grund af engangsindtægter på ¾ % af BNP, herunder de større end budgetterede engangsindtægter på 0,2 % af BNP i relation til yderligere overførsel af aktiver fra den private til den offentlige pensionssøjle. Det vedtagne budget for 2012 sigtede mod et underskud på 2,5 % af BNP på grundlag af en vækst på 0,5 %. Budgettet indeholdt en ekstraordinær reserve på 1,1 % af BNP og en lang række konsolideringsforanstaltninger, navnlig: i) indtægtsforøgende foranstaltninger på ca. 1¾ % af BNP, herunder forhøjelser af indirekte skatter og socialsikringsbidrag, ii) strukturelle foranstaltninger på udgiftssiden på ¾ % af BNP som f.eks. en revision af sociale ydelser, og iii) udgiftsbegrænsninger på ¼ % af BNP i den offentlige sektor, herunder en nominel fastfrysning af lønninger i de fleste sektorer. For at opveje de stadig ringere vækstudsigter vedtog regeringen to centrale yderligere korrigerende pakker i april og oktober 2012 (svarende til i alt 0,7 % af BNP), som hovedsageligt omfatter yderligere nedskæringer i bevillingerne til budgetinstitutioner, hvoraf ca. halvdelen er blevet gennemført. Desuden blev saldoen for den lokale offentlige sektor forbedret med ca. 0,7 % af BNP sammenlignet med de budgetterede planer, hovedsagelig på grund af deres lave investeringsaktivitet.

I forbindelse med situationsrapporten fra oktober 2012 om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud blev det officielle underskudsmål for 2012 opjusteret fra 2,5 % til 2,7 % af BNP. Generelt har de effektivt gennemførte korrigerende foranstaltninger på ca. 3 % af BNP, der er vedtaget af centralregeringen, og forbedringen af den lokale offentlige sektors saldo på sigt ført til et underskud på 1,9 % af BNP, dvs. at resultatet er 0,6 % af BNP bedre end det oprindelige underskudsmål. Aktiveringen af de budgetterede ekstraordinære reserver har opvejet budgetafvigelserne, som til dels skyldes, at de makroøkonomiske forhold har været ringere end forventet.

I konvergensprogrammet for 2012-2016 forventes det offentlige underskud at blive på 2,7 % af BNP i både 2013 og 2014. I Kommissionens tjenestegrenes prognose fra foråret 2013 er der dog forudset et underskud på 3,0 % af BNP i 2013 og 3,3 % af BNP i 2014, hvilket tyder på, at det uforholdsmæssigt store underskud ikke er blevet bragt til ophør på en varig måde. Den 13. maj 2013 efter forelæggelsen af Kommissionens tjenestegrenes prognose fra foråret 2013 vedtog den ungarske regering yderligere korrigerende foranstaltninger, der brutto svarer til ca. 0,3 % og 0,7 % af BNP for henholdsvis 2013 og 2014. I Kommissionens tjenestegrenes opdaterede finanspolitiske vurdering, hvori der tages hensyn til disse yderligere korrigerende foranstaltningers positive indvirkning på nettounderskuddet, forventes der et underskud på 2,7 % af BNP i 2013 og 2,9 % af BNP i 2014. Derfor forventes underskuddet at forblive under traktatens referenceværdi på 3 % af BNP i løbet af perioden for Kommissionens tjenestegrenes prognose fra foråret 2013. Ifølge Kommissionens tjenestegrenes skøn vil den konjunkturkorrigerede budgetsaldo, eksklusive engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger, desuden ligge på - ¾ % og -1½ % af BNP i 2013 og 2014 og dermed være i overensstemmelse med den ungarske mellemfristede budgetmålsætning på -1,7 % af BNP.

Gældskvoten faldt fra et højdepunkt på næsten 82 % i 2010 til 79,2 % i 2012 takket være betydelige engangskapitaloverførsler i forbindelse med afskaffelsen af den obligatoriske private pensionssøjle og en række konsolideringsforanstaltninger Ifølge konvergensprogrammet vil gældskvoten fortsat falde til 78,1 % og 77,2 % i henholdsvis 2013 og 2014 og derefter fortsætte med at falde. Selv når der tages højde for virkningen af de nye korrigerende foranstaltninger, der blev vedtaget den 13. maj 2013, forudser Kommissionen, at gældskvoten kommer til at ligge ca. 1 procentpoint højere i både 2013 og 2014.

(9)

Hvad angår den finanspolitiske styring opfordrede Rådet de ungarske myndigheder til at fastlægge en reelt bindende mellemfristet ramme og udvide finansrådets analytiske kompetencer, så det får vetoret for det årlige budget. I konvergensprogrammet for 2012-2016 bebudes det, at man vil arbejde videre på dette område i efteråret 2013. Fremskridtene vil fortsat blive nøje overvåget inden for rammerne af det europæiske semester.

(10)

Ungarn bør fra 2013, altså året efter korrektionen af det uforholdsmæssigt store underskud, opretholde en finanspolitisk linje, der er i overensstemmelse med den mellemfristede budgetmålsætning, herunder overholde benchmarket for udgifter og gøre tilstrækkelige fremskridt henimod overholdelse af gældskriteriet i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1a, i forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (4).

(11)

I henhold til artikel 126, stk. 12, i TEUF skal en rådsafgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud ophæves, når det uforholdsmæssigt store underskud i den pågældende medlemsstat efter Rådets opfattelse er blevet korrigeret.

(12)

Efter Rådets opfattelse er det uforholdsmæssigt store underskud i Ungarn blevet korrigeret, og beslutning 2004/918/EF bør derfor ophæves —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ud fra en samlet vurdering kan det konkluderes, at situationen med et uforholdsmæssigt stort underskud i Ungarn er blevet korrigeret.

Artikel 2

Beslutning 2004/918/EF ophæves.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Ungarn.

Udfærdiget i Luxembourg, den 21. juni 2013.

På Rådets vegne

M. NOONAN

Formand


(1)  EUT L 389 af 30.12.2004, s. 27.

(2)  Rådets gennemførelsesafgørelse af 13. marts 2012 om suspension af forpligtelser fra Samhørighedsfonden til Ungarn med virkning fra den 1. januar 2013 (EUT L 78 af 17.3.2012, s. 19).

(3)  EUT L 145 af 10.6.2009, s. 1.

(4)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6.


Top