This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32000D0730
2000/730/EC: Commission Decision of 10 November 2000 establishing the European Union Eco-labelling Board and its rules of procedure (notified under document number C(2000) 3280) (Text with EEA relevance)
2000/730/EF: Kommissionens beslutning af 10. november 2000 om oprettelse af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn og dets forretningsorden (meddelt under nummer K(2000) 3280) (EØS-relevant tekst)
2000/730/EF: Kommissionens beslutning af 10. november 2000 om oprettelse af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn og dets forretningsorden (meddelt under nummer K(2000) 3280) (EØS-relevant tekst)
EFT L 293 af 22.11.2000, p. 24–30
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV) Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave
(CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO)
No longer in force, Date of end of validity: 30/09/2010; ophævet ved 32010D0709
2000/730/EF: Kommissionens beslutning af 10. november 2000 om oprettelse af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn og dets forretningsorden (meddelt under nummer K(2000) 3280) (EØS-relevant tekst)
EF-Tidende nr. L 293 af 22/11/2000 s. 0024 - 0030
Kommissionens beslutning af 10. november 2000 om oprettelse af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn og dets forretningsorden (meddelt under nummer K(2000) 3280) (EØS-relevant tekst) (2000/730/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1, under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1980/2000 af 17. juli 2000 om en revideret ordning for tildeling af et EF-miljømærke(1), særlig artikel 13, og ud fra følgende betragtninger: (1) Artikel 13 i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at Kommissionen opretter Den Europæiske Unions Miljømærkenævn, i det følgende benævnt EUMN, bestående af de anvarlige organer, der er omhandlet i artikel 14, samt det samrådsforum, der er omhandlet i artikel 15. (2) Artikel 13 i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at Kommissionen fastsætter forretningsordenen for EUMN efter proceduren i artikel 17 og under hensyntagen til de proceduremæssige principper i bilag IV. (3) Artikel 13 i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at EUMN navnlig skal bidrage til fastsættelsen og gennemgangen af miljømærkekriterier samt kravene til vurdering og verifikation. (4) Artikel 15 i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at Kommissionen sikrer, at EUMN under udførelsen af sine aktiviteter med hensyn til hver enkelt produktgruppe sørger for en afbalanceret deltagelse af alle relevante interesseparter, der er berørt af den pågældende produktgruppe, såsom industri og tjenesteleverandører, herunder små- og mellemstore virksomheder, håndværkere og deres erhvervsorganisationer, fagforeninger, handlende, detailhandlere, importører, miljøbeskyttelsesgrupper og forbrugerorganisationer. (5) Betragtning 5 i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at det af hensyn til den brede offentligheds accept af EF-miljømærkeordningen er væsentligt, at ikke-statslige organisationer på miljøområdet og forbrugerorganisationer spiller en vigtig rolle i udviklingen og opstillingen af kriterier for EF-miljømærker og inddrages aktivt i dette arbejde. (6) Artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at EUMN kan anmode Kommissionen om at indlede proceduren for fastsættelse af miljøkriterier. (7) Artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at Kommissionen giver EUMN mandat til at udvikle og regelmæssigt gennemgå miljømærkekriterierne samt de krav til vurdering og verifikation, der er knyttet til disse kriterier, der gælder for de produktgrupper, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde. (8) Artikel 6, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at EUMN på grundlag af mandatet udarbejder udkast til miljømærkekriterierne for hver produktgruppe og kravene til vurdering og verifikation, der er knyttet til disse kriterier, som angivet i artikel 4 og bilag IV til denne forordning, under hensyntagen til resultaterne af feasibility- og markedsundersøgelser, livscyklusbetragtninger og den i bilag II til denne forordning omhandlede forbedringsanalyse. (9) Bilag IV, punkt 1, i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at der nedsættes en specifik ad hoc-gruppe inden for Den Europæiske Unions Miljømærkenævn (EUMN), der inddrager de parter, der er nævnt i artikel 15, og de ansvarlige organer, der er omhandlet i artikel 14, med henblik på udarbejdelse af miljømærkekriterier for hver produktgruppe. (10) Artikel 5 i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at Kommissionen skal høre EUMN om arbejdsplanen for EF-miljømærket. (11) Artikel 10 i forordning (EF) nr. 1980/2000 fastsætter, at medlemmerne af EUMN i samarbejde med medlemsstaterne og Kommissionen skal fremme anvendelsen af EF-miljømærket. (12) De i denne beslutning faststatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 17 i forordning (EF) nr. 1980/2000 - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Bestemmelserne om oprettelse af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn og dets forretningsorden, der er fastsat i bilaget til denne beslutning, vedtages hermed. Artikel 2 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 10. november 2000. På Kommissionens vegne Margot Wallström Medlem af Kommissionen (1) EFT L 237 af 21.9.2000, s. 1. BILAG FORRETNINGSORDEN FOR DEN EUROPÆISKE UNIONS MILJØMÆRKENÆVN (EUMN) EUMN'S ROLLE 1. EUMN, der er nævnt i artikel 13 i forordning (EF) nr. 1980/2000, oprettes hermed og skal arbejde i overensstemmelse med den pågældende forordning. 2. EUMN skal navnlig: - anmode Kommissionen om at indlede proceduren for fastsættelse af miljømærkekriterierne samt de dertil knyttede krav til vurdering og overensstemmelsesverifikation for produktgrupper - bidrage til at fastsætte og gennemgå miljømærkekriterier samt kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation for produktgrupper - rådspørges af Kommissionen vedrørende arbejdsplanen for EF-miljømærket. 3. Medlemmerne af EUMN skal i samarbejde med medlemsstaterne og Kommissionen fremme anvendelsen af EF-miljømærket. SAMMENSÆTNING 4. EUMN består af de ansvarlige organer, der er nævnt i artikel 14 i forordning (EF) nr. 1980/2000, herunder de ansvarlige organer i medlemsstaterne i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, samt det samrådsforum, der er nævnt i artikel 15 i den pågældende forordning. 5. Følgende organisationer, der repræsenterer interesseparterne, er bl.a. medlem af EUMN: - COFACE (forbrugere, der også repræsenterer BEUC, Eurocoop og AEC) - EEB (miljø) - EFS (fagforeninger) - Unice (industri) - UEAPME (SMV, håndværk) - Eurocommerce (handel). For at sikre en afbalanceret deltagelse af alle relevante interesseparter kan EUMN, enten efter anmodning af Kommissionen eller på eget initiativ, foretage en tilpasning af dette medlemskab, afhængig af Kommissionens godkendelse. 6. Hvert medlem af EUMN udpeger en kontaktperson. FORMAND, NÆSTFORMÆND OG SEKRETARIAT 7. Formandsposten og de to poster som næstformænd i EUMN beklædes på skift af de ansvarlige organer for EF-miljømærket, der er nævnt i artikel 14 i forordning (EF) nr. 1980/2000. 8. Formandsposten beklædes først på skift af et ansvarligt organ fra hver medlemsstat af Den Europæiske Union i den periode, hvor de har formandsskabet, og derefter fra hver medlemsstat i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde i en tilsvarende periode og i alfabetisk rækkefølge. 9. De to næstformandsposter beklædes af det ansvarlige organ, som næste gang skal beklæde formandsposten og det ansvarlige organ, som umiddelbart har beklædt formandsposten. 10. Det ansvarlige organ, der beklæder formandsposten eller næstformandsposterne, kan undtagelsesvis erstattes af en af næstformændene eller et andet medlem af EUMN. 11. EUMN kan imidlertid til enhver tid med Kommissionens godkendelse vedtage at udpege formanden og næstformændene på en anden måde. 12. Kommissionen varetager EUMN's sekretariatsarbejde. MØDER 13. Indkaldelse til møder i EUMN foretages af formanden, som med bistand fra næstformændene og sekretariatet er ansvarlig for forberedelse og udsendelse af indbydelser, dagsordener og støttedokumenter samt udarbejdelse og fremsendelse af de tilsvarende mødereferater. 14. Kommissionen stiller efter anmodning et mødelokale til rådighed, hvis mødet planlægges afholdt i Bruxelles. 15. Normalt deltager højst tre repræsentanter for et medlem af EUMN i et givet møde. 16. Repræsentanter for medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde kan deltage i EUMN's møder. Repræsentater for Kommissionen deltager i EUMN's møder. Formanden eller Kommissionen kan i givet fald indbyde andre interesseparter til at deltage. UDGIFTER 17. Kommissionen dækker de generelle udgifter til møder, fastsættelse og gennemgang af miljømærkekriterier og andre aktiviteter på grundlag af en aftale om et årligt budget for sådanne udgifter. GENERELLE REGLER (bl.a. vedrørende ledende ansvarlige organer og ad hoc-arbejdsgrupper, og gældende i forbindelse med fastsættelse og gennemgang af miljømærkekriterier samt kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation for produktgrupper) 18. I forbindelse med fastsættelse og gennemgang af miljømærkekriterier samt kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation for en produktgruppe udvælger EUMN et eller flere af de ansvarlige organer, der er omhandlet i artikel 14 i forordning (EF) nr. 1980/2000, som er villige til at overtage en ledende rolle. Disse benævnes de ledende ansvarlige organer. 19. Det ledende ansvarlige organ danner med bistand fra EUMN's medlemmer en ad hoc-gruppe, som omhandlet i bilag IV, punkt 1, i nævnte forordning. Det sørger aktivt for en afbalanceret deltagelse af bl.a. relevante repræsentanter for interesseparterne, de ansvarlige organer og Kommissionen. Interesseparter fra Den Europæiske Union og lande uden for Den Europæiske Union behandles på lige fod. Repræsentanterne for de ovennævnte interesseparter skal så vidt muligt være eksperter og have kendskab til den pågældende produktgruppe og benævnes tekniske repræsentanter. 20. Alle ansvarlige organer søger aktivt at få udtalelser fra alle interesserede parter i deres land i relation til den pågældende produktgruppe og fremsender disse udtalelser til ad hoc-arbejdsgruppen og til EUMN. 21. Det ledende ansvarlige organ tilrettelægger ad hoc-arbejdsgruppens møder og har formandsposten på mindst et af disse møder. Kommissionen skal efter anmodning stille et mødelokale til rådighed, hvis mødet planlægges afholdt i Bruxelles. 22. De tekniske repræsentanter for ovennævnte interesseparter deltager så vidt muligt også i EUMN's møder, når den pågældende produktgruppe bliver indgående drøftet. 23. EUMN, det ledende ansvarlige organ og ad hoc-arbejdsgruppen handler i overensstemmelse med de målsætninger og principper, der er fastlagt i artikel 1 i den pågældende forordning samt de proceduremæssige principper, der er fastlagt i IV i den pågældende forordning. 24. EUMN, det ledende ansvarlige organ og ad hoc-arbejdsgruppen skal tage hensyn til relevante EU-miljøpolitikker og arbejdet i forbindelse med andre relaterede produktgrupper. 25. EUMN og dets medlemmer, det ledende ansvarlige organ og ad hoc-arbejdsgruppen tilstræber så vidt muligt konsensus gennem hele forløbet, samtidig med at der sigtes mod et højt miljøbeskyttelsesniveau. FORBEREDENDE ARBEJDE (procedure, der skal følges, inden Kommissionen anmodes om at indlede proceduren for fastsættelse af miljømærkekriterierne for produktgrupper) 26. EUMN kan anmode Kommissionen om at indlede proceduren for fastsættelse af miljømærkekriterierne for produktgrupper. 27. EUMN skal tage hensyn til den arbejdsplan for EF-miljømærket, der er nævnt i artikel 5 til forordning (EF) nr. 1980/2000, og især den ikke-udtømmende liste over produktgrupper, der anses for at være prioriteter for Fællesskabets indsats. 28. EUMN udfører det forberedende arbejde med at fastslå, om den pågældende produktgruppe falder ind under ordningen for tildeling af EF-miljømærket som fastsat i artikel 2 i den pågældende forordning, og om den især opfylder de betingelser, der er fastlagt i artikel 2, stk. 2. Kommissionen kan også anmode EUMN om at udføre dette forberedende arbejde. 29. Til gennemførelse af det forberedende arbejde udvælger EUMN et ledende ansvarligt organ eller organer, der er villige til at overtage en ledende rolle, og som skal nedsætte en ad hoc-arbejdsgruppe. De generelle regler, der er anført ovenfor, finder anvendelse. 30. Det ledende ansvarlige organ skal med bistand af ad hoc-arbejdsgruppen bl.a. og i passende omfang gennemføre den feasibility-, og markedsundersøgelse, livscyklusovervejelser og forbedringsanalyse, der er omhandlet i bilag II i den pågældende forordning, under hensyntagen til de krav og gældende bestemmelser, der er fastsat i artikel 3, bilag I og bilag IV, punkt 1. I denne forbindelse skal det ledende ansvarlige organ med bistand af ad hoc-arbejdsgruppen bl.a., og så vidt det er hensigtsmæssigt og muligt, udføre følgende opgaver: a) analysere markedsstrukturen, herunder sektorens industrielle og økonomiske segmentering (vigtigste producenter, markedsandele, import osv.), karakterisere de forskellige typer af produktet, analysere mulighederne for en succesfuld markedsføring af miljømærkede produkter og foreslå en egnet marketings- og kommunikationsstrategi b) indhente udtalelser fra alle interesseparter (ansvarlige organer, interessegrupper osv.) og identificere, hvilke parter der vil bistå i processen med at fastsætte kriterier c) analysere de vigtigste virkninger for miljøet, den miljømæssigt set bedste praksis i sektoren, også se på miljøspørgsmål i forbindelse med design og identificere de vigtigste hovedområder til forbedring af produktgruppen, og hvordan disse kan omhandles i miljømærkekriterierne d) analysere de væsentligste elementer i forbindelse med produktets evne til at imødekomme forbrugernes behov, og hvordan disse kan indpasses i miljømærkekriterierne e) udarbejde en oversigt over og fremskaffe kopier af eksisterende miljømærker, standarder, prøvemetoder og undersøgelser, som er relevante for udformningen af et miljømærke for produktgruppen, under hensyntagen til det arbejde, der allerede er udført vedrørende relaterede produktgrupper, og vurdere omkostningerne ved prøvning f) gennemgå relevant national, europæisk og international lovgivning g) identificere potentielle hindringer for at etablere denne produktgruppe med succes h) udarbejde udkast til og inden møder rettidigt fremsende alle nødvendige arbejdspapirer med resumé af de vigtigste resultater af hvert af de tre skridt, der er anført ovenfor, og medtage andre relevante oplysninger og analyser. i) udarbejde udkast til en sammenfattende endelig rapport om resultatet af ovennævnte analyser og undersøgelser, skrevet på engelsk og eventuelt også på et af de andre officielle sprog i Fællesskabet. Den endelige rapport skal foreligge både i en trykt udgave og i elektronisk form og skal fremlægges til konsultation, om muligt på EF-miljømærkets hjemmeside. Den skal i bilaget omfatte en oversigt over alle dokumenter, som er blevet fremsendt i løbet af dette arbejde, samt en angivelse af udsendelsesdatoen for hvert dokument, og hvem det er blevet fremsendt til samt en kopi af de pågældende dokumenter. Den skal også omfatte et bilag med en liste over de interesseparter, der har deltaget i arbejdet, eller som er blevet konsulteret eller har fremsat en udtalelse, samt deres kontaktoplysninger. Den skal omfatte et kort referat og, hvor det er relevant, bilag med detaljerede opgørelsesberegninger. Alle bemærkninger til rapporten vil blive taget i betragtning, og der vil på opfordring blive givet oplysninger om, hvordan kommentarerne vil blive fulgt op. j) fremlægge resultaterne på et eller flere EUMN-møder og på grundlag af disse konsultationer og, hvis der er sandsynlighed for, at et miljømærke for kandidatproduktgruppen globalt set vil blive en succes, anbefale, om produktgruppen bør udvikles yderligere, og om der bør fastsættes miljømærkekriterier. 31. Når EUMN er tilfreds med ovennævnte forberedende arbejde for en kandidatproduktgruppe og med den positive henstilling fra ad hoc-arbejdsgruppen, fremsender det den endelige rapport sammen med forslagene vedrørende udarbejdelse af et mandat til Kommissionen og anmoder Kommissionen om at indlede proceduren for fastsættelse af miljøkriterier for den pågældende produktgruppe og at give et mandat til EUMN, som tager hensyn til ovennævnte forslag. De medlemmer af EUMN, der repræsenterer de interesseparter, der er nævnt i artikel 15 i den pågældende forordning, kan individuelt eller kollektivt tilknytte deres specifikke udtalelse eller udtalelser til den endelige rapport som bilag. MANDAT TIL UDVIKLING ELLER GENNEMGANG AF KRITERIER (procedure, der skal følges ved udførelsen af et mandat fra Kommissionen om at fastsætte eller gennemgå miljømærkekriterier og kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation for en produktgruppe) 32. EUMN udarbejder på grundlag af et mandat fra Kommissionen et forslag til miljømærkekriterier og kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation for den pågældende produktgruppe. EUMN overholder den tidsfrist for gennemførelse af arbejdet, der er anført i mandatet. 33. Med henblik herpå udvælger EUMN et ledende ansvarligt organ eller organer, som er villige til at indtage en ledende rolle, og som skal nedsætte en ad hoc-arbejdsgruppe. De generelle bestemmelser, der er anført ovenfor, finder anvendelse. 34. Det ledende ansvarlige organ skal med bistand af ad hoc-arbejdsgruppen fastslå, om alle nødvendige analyser, undersøgelser og andet forberedende arbejde, som anført i detaljer ovenfor, er blevet gennemført. Dette omfatter især den feasibility- og markedsundersøgelse, livscyklusovervejelser og forbedringsanalyse, der er omhandlet i bilag II i forordning (EF) nr. 1980/2000. Det ledende ansvarlige organ skal med bistand af ad hoc-arbejdsgruppen træffe alle nødvendige foranstaltninger for at afslutte og opdatere det forberedende arbejde, idet der tages hensyn til de procedurer, der er anført i detaljer i foranstående afsnit. 35. Det ledende ansvarlige organ skal fremsætte udkast til forslag og relaterede rapporter og analyser på et eller flere EUMN-møder, og skal på grundlag af disse rådslagninger i givet fald angive over for EUMN, at mandatet må anses for at være opfyldt. I denne forbindelse vil der blive lagt særlig vægt på sandsynligheden for, at udkastet til forslag kan opnå en høj grad af støtte. 36. Tilsvarende skal EUMN på grundlag af det arbejde, som det ledende ansvarlige organ og ad hoc-arbejdsgruppen har udført, i givet fald oplyse Kommissionen om udkastene til kriterier og over for Kommissionen angive, at mandatet må anses for at være opfyldt. I denne forbindelse vil der blive lagt særlig vægt på sandsynligheden for, at udkastet til forslag kan opnå en høj grad af støtte. De medlemmer af EUMN, der repræsenterer de interesseparter, der er anført i artikel 15 i den nævnte forordning (EF) nr. 1980/2000, kan individuelt eller kollektivt tilknytte deres specifikke udtalelse eller udtalelser til udkastet til kriterier som bilag. 37. Angiver Kommissionen, at mandatet ikke er opfyldt, fortsætter EUMN sit arbejde med udkastet til kriterier, idet der tages hensyn til de procedurer og krav, der er anført i dette afsnit. Kommissionen angiver begrundelsen for sin holdning. 38. Hvis Kommissionen på noget tidspunkt angiver, at mandatet er opfyldt, anser EUMN også mandatet for at være opfyldt. EUMN skal imidlertid genoptage arbejdet med mandatet, hvis Kommissionen anmoder herom på et senere tidspunkt. 39. Hvis EUMN på noget tidspunkt konkluderer, at det er ude af stand til at opfylde mandatet, skal det straks underrette Kommissionen herom og i detaljer angive årsagerne hertil. MANDAT TIL GENNEMGANG AF KRITERIER (procedure, der skal følges ved gennemførelsen af et mandat fra Kommissionen om gennemgang af miljømærkekriterier og kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation for en produktgruppe) 40. EUMN skal på grundlag af et mandat fra Kommissionen gennemgå miljømærkekriterier samt kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation for den pågældende produktgruppe. 41. EUMN skal især bestræbe sig på at afslutte sit arbejde rettidigt inden udløbet af gyldighedsperioden for de gældende kriterier. 42. Med henblik herpå udpeger EUMN et ledende ansvarligt organ eller organer, som er villige til at indtage en ledende rolle, og som skal nedsætte en ad hoc-arbejdsgruppe. De generelle regler, der er anført i detaljer ovenfor, finder anvendelse. 43. Det ledende ansvarlige organ gennemgår med bistand af ad hoc-arbejdsgruppen de nuværende miljømærkekriterier og kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation, samt gennemgår og om nødvendigt supplerer og opdaterer de forskellige analyser, rapporter, beregninger og andet arbejde, der er beskrevet i detaljer i afsnittet med titlen "forberedende arbejde". 44. Det ledende ansvarlige organ evaluerer med bistand fra ad hoc-arbejdsgruppen især denne produktgruppes tidligere, nuværende og sandsynlige fremtidige succes, herunder miljøfordele, idet der tages hensyn til den succes, som andre relaterede produktgrupper har haft, og idet der tages hensyn til arbejdsplanen for EF-miljømærket. 45. Det ansvarlige organ fremlægger resultaterne af disse evalueringer og analyser på et eller flere EUMN-møder og anbefaler eventuelt på grundlag af disse konsultationer EUMN enten at forlænge, tilbagetrække eller revidere miljøkriterierne og kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation. I denne forbindelse skal der især tages hensyn til sandsynligheden for, at henstillingen kan opnå en høj grad af støtte. 46. Tilsvarende skal EUMN på grundlag af det arbejde, som det ledende ansvarlige organ og ad hoc-arbejdsgruppen har udført, i givet fald anbefale Kommissionen, at miljøkriterierne og kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation enten forlænges, trækkes tilbage eller revideres. I denne forbindelse skal der især tages hensyn til sandsynligheden for, at henstillingen vil kunne opnå en høj grad af støtte. De medlemmer af EUMN, der repræsenterer de interesseparter, der er anført i artikel 15 i forordning (EF) nr. 1980/2000, kan individuelt eller kollektivt tilknytte deres specifikke udtalelse eller udtalelser til denne henstilling som bilag. 47. Angiver Kommissionen, at mandatet ikke er opfyldt, fortsætter EUMN arbejdet, idet der tages hensyn til de procedurer og krav, der er anført i detaljer i dette afsnit. Kommissionen angiver årsagerne til sin holdning. 48. Angiver Kommissionen, at den er enig med en henstilling om, at miljøkriterierne samt kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation bør revideres, fortsætter EUMN arbejdet i henhold hertil, idet det tager hensyn til de procedurer og krav, der er anført i detaljer i afsnittet med titlen "Mandat til fastsættelse eller gennemgang af kriterier". 49. Hvis Kommissionen er enig med en henstilling om, at miljøkriterierne samt kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation bør tilbagetrækkes eller forlænges, anser EUMN mandatet for at være opfyldt. EUMN skal imidlertid genoptage arbejdet med mandatet, hvis Kommissionen anmoder herom på et senere tidspunkt. 50. Hvis EUMN på noget tidspunkt konkluderer, at det er ude af stand til at opfylde mandatet, skal det straks underrette Kommissionen herom og i detaljer angive årsagerne hertil. INPUT VEDRØRENDE ARBEJDSPLANEN (procedure, der skal følges, når EUMN rådspørges af Kommissionen vedrørende arbejdsplanen for EF-miljømærket) 51. EUMN kan give input til Kommissionen vedrørende forslaget til arbejdsplanen for EF-miljømærket, som nævnt i artikel 5 i forordning (EF) nr. 1980/2000. 52. Med henblik herpå træffer EUMN alle nødvendige og hensigtsmæssige skridt, idet det handler i overensstemmelse med de målsætninger og principper, der er fastlagt i artikel 1, stk. 1 og stk. 4, i den pågældende forordning. 53. Inden EUMN fremsætter forslag om nye produktgrupper, som kunne være en prioritet for Fællesskabets indsats, skal det først træffe en foreløbig og vejledende beslutning med hensyn til, om de pågældende produktgrupper falder inden for anvendelsesområdet for EF-miljømærkeordningen, som fastlagt i artikel 2 i den pågældende forordning, og især opfylder de betingelser, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, i den pågældende forordning. I denne forbindelse skal det i passende grad tage hensyn til de forskellige overvejelser, der i detaljer er beskrevet ovenfor i afsnittet med titlen "Forberedende arbejde". 54. EUMN og dets medlemmer skal på alle mulige måder forsøge at opnå en høj grad af konsensus i forbindelse med dette arbejde. ANDRE AKTIONER FORETAGET AF EUMN'S MEDLEMMER 55. EUMN's medlemmer skal handle i EF-miljømærkeordningens generelle interesse og kan tage initiativer, som de anser for at være relevante og hensigtsmæssige i denne forbindelse. De kan tilsvarende handle efter anmodning fra Kommissionen. Sådanne initiativer kan bl.a. omfatte: - opmærksomhedsskabende foranstaltninger, som anført i artikel 10 i forordning (EF) nr. 1980/2000, eller lignende - nedsættelse af ad hoc-arbejdsgrupper - aktioner til fremme af en harmoniseret anvendelse af miljømærkekriterier samt kravene til vurdering og overensstemmelsesverifikation, herunder regelmæssig tilpasning og forbedring af de dertil knyttede brugermanualer - udarbejdelse af retningslinjer, f.eks. for at lette fastsættelsen af miljøkriterier - vedtagelse af eventuelle interne procedurer. GENNEMGANG 56. EUMN skal regelmæssigt gennemgå sin funktion, og om nødvendigt kan det fremsætte henstillinger til Kommissionen om at tilpasse disse procedurer tilsvarende. Den første gennemgang bør være afsluttet inden udgangen af 2002.