28.12.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/56

1.1

Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 har medført en række betydelige ændringer i EU's institutionelle system, navnlig i kraft af indsættelsen af en fast formand for Det Europæiske Råd. Samtidig har Lissabontraktaten skabt retsgrundlag for varetagelsen af EU-rådsformandskabet i grupper på tre medlemsstater (1) i en periode på 18 måneder på grundlag af et på forhånd fastlagt fælles program.

1.2

Ud fra civilsamfundets synspunkt har navnlig artikel 11 i Lissabontraktaten stor betydning. I medfør af artiklen styrkes især deltagelsesdemokratiet, intensiveringen og institutionaliseringen af dialogen med borgerne og gennemførelsen af bredt anlagte høringer i forbindelse med tilrettelæggelsen af EU's politikker. Endvidere indføres der et borgerinitiativ. Alle de nævnte tiltag vil kunne bidrage til en styrkelse af den civile dialog.

1.3

Formålet med denne udtalelse er at se nærmere på disse ændringer. I den forbindelse fremhæves den særlige rolle, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) spiller som institutionaliseret repræsentant på EU-niveau for det organiserede civilsamfund, og der fremsættes en række forslag til, hvordan denne rolle kan styrkes. Samtidig hermed udtrykker udvalget sin fulde støtte til formålet med Lissabontraktatens bestemmelser, nemlig dels at gøre EU's funktionsmåde mere effektiv og gennemsigtig, dels at øge Unionens legitimitet.

2.1

Rådsformandskabet, eller mere nøjagtigt udtrykt: formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union, er ikke nogen ny opfindelse. Opgaven er karakteriseret ved, at den går på skift mellem alle Unionens medlemsstater, og at hver enkelt medlemsstat er indehaver af formandskabet i en periode på et halvt år. I dette tidsrum er formandskabslandet Unionens ansigt og stemme udadtil. Det fastlægger de strategiske retningslinjer og løser på Unionens vegne en række opgaver af organisatorisk og repræsentativ art.

2.2

Varetagelsen af de opgaver, der påhviler formandskabet, er et tungt ansvar, der lægger beslag på alle dele af den pågældende medlemsstats regeringsapparat. Når en medlemsstat fungerer som formandskabsland, kan den ikke forsvare nationale synspunkter.

2.3

Bestemmelserne om formandskabet blev ændret den 15. september 2006 i medfør af Rådets afgørelse om vedtagelse af Rådets forretningsorden (2006/683/EF, Euratom). Denne afgørelse skabte samtidig grundlag for indførelsen af et system med en »formandstrio«. Forretningsordenen fastsætter i alt væsentligt, at de tre formandskabslande i tæt samarbejde med Kommissionen og efter forudgående samråd fastlægger et program for Rådets aktiviteter for 18 måneder ad gangen.

2.4

Hvilke fordele indebærer det nye formandskab? Systemet med de halvårlige formandskaber bevares, hvilket giver det udøvende formandskabsland en vis manøvrefrihed. Det program, som trioen har udarbejdet i fællesskab, medvirker til at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaterne og bidrager dermed til at skabe større kontinuitet og sammenhæng i Unionens politikker, hvorved Fællesskabet styrkes.

2.5

Den første formandstrio, der var sammensat af Tyskland, Portugal og Slovenien, optog arbejdet den 1. januar 2007 og blev fra den 1. juli 2008 til den 31. december 2009 efterfulgt af en trio sammensat af Frankrig, Tjekkiet og Sverige. Af forskellige årsager, men navnlig pga. manglen på retsgrundlag, er det den almindelige opfattelse, at de nævnte formandstrioer især har været præget af nationale snarere end fælles ambitioner.

2.6

Efter Lissabontraktatens ikrafttræden er det nu siden den 1. januar 2010 en trio sammensat af Spanien, Belgien og Ungarn, der varetager formandskabet. Grundlaget for denne formandstrios arbejde er det arbejdsprogram, der blev vedtaget på mødet i Det Europæiske Råd den 17. december 2009. Der er tale om et særdeles ambitiøst program, der dækker en lang række områder. Én af de vigtigste faktorer for et vellykket formandskab er trioens sammensætning: Et stort medlemsland og/eller ét af Fællesskabets oprindelige medlemslande, der råder over betydelig erfaring, sættes sammen med et land, der er tiltrådt Unionen på et senere tidspunkt, og med ét af de »nye« medlemslande.

2.7

Erfaringerne viser, at selvom de lande, der har størst politisk vægt, også har den største vægt i forhandlingerne, kan de mindre lande kompensere deres (ofte kun tilsyneladende) handicap eller mangel på erfaring ved at foretage et klogt valg af prioriteter, lægge en god forhandlingsstrategi eller udvise betydelig kompromisvilje.

2.8

Efter Lissabontraktatens ikrafttræden vil den fungerende formandstrio skabe præcedens for, hvordan opgaverne skal fordeles mellem formanden for Det Europæiske Råd (der er valgt for en periode på to et halvt år, og som kan genvælges én gang) og det roterende rådsformandskab, og det er i skrivende stund endnu ikke til at forudse, præcis hvordan denne opgavefordeling kommer til at se ud. Et vellykket formandskab forudsætter imidlertid et tæt samarbejde mellem de to parter. Når det tages i betragtning, at det nuværende system fortsat vil finde anvendelse på en lang række områder, må det forventes, at de nationale regeringer stadig vil have en naturlig interesse i at »gøre sig positivt bemærket« og yde en effektiv indsats i de seks måneder, de har formandskabet. Ændringerne indebærer en række vigtige konsekvenser også for civilsamfundets organisationer.

3.1

Udgangspunktet er, at det i hovedsagen er de nationale regeringer, der varetager de opgaver, der er forbundet med det roterende rådsformandskab. Embedsmænd (diplomater), eksperter og politiske beslutningstagere spiller en afgørende rolle i den forbindelse. Hverken de retsakter, der fastsætter bestemmelserne om formandskabets opgaver, eller Lissabontraktaten kommer ind på spørgsmålet om en systematisk og institutionaliseret inddragelse af civilsamfundet i formandskabets tilrettelæggelse.

3.2

Samtidig anerkender både EU-institutionerne og landene bag de roterende formandskaber i højere og højere grad, at inddragelse af græsrodsniveauet, dvs. civilsamfundets organisationer og borgerne, kan have stor betydning for resultaterne af indsatsen. Dette viser, at værdien af deltagelsesdemokratiet og den civile dialogs betydning påskønnes.

3.3

Der kan imidlertid heraf ikke udledes, at der på EU-niveau er skabt en helt særlig måde at inddrage civilsamfundets organisationer i gennemførelsen af rådsformandskabernes programmer på. Situationen på nationalt plan kan udvise betydelige forskelle fra land til land, og det spiller en afgørende rolle, i hvor høj grad civilsamfundet i det fungerende formandskabsland er organiseret, hvor højt dets aktivitetsniveau, og hvor gode forbindelserne til den pågældende regering er. Partnerskabsrelationer på dette område kan ikke siges at være normen.

3.4

Det kan af ovenstående konkluderes, at en inddragelse af civilsamfundets organisationer i formandskabslandets valg af prioriteter ikke er reglen. Logisk nok medfører dette manglende eller ingen ansvarsfølelse fra civilsamfundets side over for disse prioriteter.

3.5

Eftersom systemet med en formandstrio er forholdsvis nyt, er det ikke overraskende, at der kun lejlighedsvis tages fælles, på forhånd planlagte initiativer af civilsamfundets organisationer i de tre lande. I den forbindelse er det et opmuntrende signal, at civilsamfundets organisationer under det spansk-belgisk-ungarske formandskab har taget initiativ til en række markante arrangementer (i Malaga i 2010 og i Budapest i 2011).

3.6

Det har i en årrække været kutyme, at det land, der varetager EU's rådsformandskab, med støtte fra Kommissionen afholder et repræsentativt møde med civilsamfundet. Konkret betød dette under det franske formandskab, at der i september 2008 blev afholdt et stort anlagt forum for civilsamfundet i byen La Rochelle. På mødet diskuteres spørgsmål, der direkte berører civilsamfundets organisationer, hvorefter disse ideelt set indgår i det pågældende lands prioriteter for formandskabet.

3.7

De europæiske temaår (2010 er f.eks. europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse) giver civilsamfundets organisationer rig lejlighed til at deltage i formandskabslandets aktiviteter og programmer.

—

Repræsentanter på højt niveau for formandskabslandet er blevet indbudt til at deltage i udvalgets plenarforsamlinger og møderne i de øvrige organer (de faglige sektioner, grupperne osv.);

—

Udvalget har fastsat prioriteter og planlagt særlige aktiviteter under hensyntagen til rådsformandskabets programmer;

—

EØSU har efter anmodning fra og på initiativ af Rådet udarbejdet udtalelser om en lang række spørgsmål;

—

Udvalget har deltaget i formandskabets forskellige programmer og offentliggjort udtalelser om en række debatemner;

—

Der er blevet aflagt besøg i formandskabslandene, og udvalget har deltaget i en række særprogrammer og styrket forbindelserne til civilsamfundets organisationer;

—

EØSU har deltaget i større civilsamfundsarrangementer og arrangementer på europæisk niveau i formandskabslandet;

—

Der er blevet afholdt foredrag, fremlæggelser, kulturelle arrangementer og arrangeret udstillinger i EØSU's bygninger i Bruxelles, hvilket har givet rådsformandskabet og civilsamfundets organisationer lejlighed til at mødes og lære hinanden at kende;

—

Udvalget har taget imod besøgsgrupper (repræsentanter for civilsamfundet) fra formandskabslandet;

—

EØSU har i sin kommunikationspolitik været særlig opmærksom på formandskabslandet og formandskabslandets civilsamfund.

5.1

Udgangspunktet er Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009, og som har skabt betingelserne for, at EU kan finde fremadrettede løsninger på den lange række af udfordringer, Unionen står over for.

5.2

Målsætningen for EØSU er at udvikle deltagelsesdemokratiet, intensivere dialogen med borgerne og styrke den civile dialog for derigennem også at bidrage til at styrke EU-institutionernes demokratiske legitimitet.

5.3

Lissabontraktatens artikel 11 er et godt udgangspunkt herfor. De nye muligheder, der åbnes op for i kraft af artiklen, ligger helt i forlængelse af tidligere udvalgsudtalelser om kommissionsinitiativer, navnlig udtalelserne om »Styrkelse af partnerskabet mellem Kommissionen og ngo'erne« (vedtaget den 13. juli 2000) (2) og om »De europæiske civilsamfundsorganisationers repræsentativitet i den civile dialog« (vedtaget den 14. februar 2006) (3). Det er nu ikke længere kun muligt, men helt nødvendigt, at EØSU som det organiserede civilsamfunds institutionelle repræsentant på EU-niveau spiller en aktiv rolle som igangsætter af og garant for udnyttelsen af de muligheder, der ligger i Lissabontraktaten og navnlig dennes artikel 11, hvilket udvalget allerede har påpeget i udtalelsen om »Gennemførelse af Lissabontraktaten: deltagelsesdemokrati og borgerinitiativ«, der blev vedtaget den 17. marts 2010 (4).

5.4

I den forbindelse er rådsformandskabet et velegnet instrument til