25.6.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 162/72

1.

2.

3.

4.

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) koncentrerer sig i den foreliggende udtalelse om emnerne energipolitik og klimaforandring. Udvalget behandler spørgsmålet om, hvilke forhold der betinger, om EU's konkurrenceevne påvirkes positivt eller negativt, når energiforbruget og udledningen af drivhusgasser nedsættes i betydeligt omfang. I den forbindelse gås der i den foreliggende udtalelse navnlig ind på problemstillingens økonomiske aspekter.

1.2

På grund af samspillet mellem konkurrenceevne, økonomisk styrke, arbejdspladser og velstand er den opkastede problemstilling ligeledes af stor betydning for EU's sociale fremtid.

1.3

EØSU finder, at de udfordringer, der er forbundet med problemstillingen, indeholder en chance for at udløse en innovations- og investeringsbølge i Europa og dermed styrke samfundsøkonomien og europæisk industris (globale) konkurrenceevne. Hvis det lykkes at udnytte denne chance, vil fordelene veje tungest, også i henseende til nettobeskæftigelseseffekt og styrkelse af den europæiske sociale model.

1.4

Den afgørende forudsætning herfor er, at der på det energi-, økonomi-, og forskningspolitiske område træffes de rigtige foranstaltninger under anvendelse af de rette principper, samt at overregulering undgås. I modsat fald må det frygtes, at det bliver ulemperne i form af et for højt forbrug af for dyr energi, tab af konkurrenceevne, afledte effekter og undergravning af den europæiske sociale model, der kommer til at veje tungest, hvilket kan medføre kriser. Energi til overkommelige priser er livsnerven i de moderne industri- og serviceøkonomier med alle disses sociale og kulturelle landvindinger. Ud over de uafvendelige stigninger, der skyldes ressourceknaphed og klimabeskyttelse, må energiomkostningerne ikke stige som følge af yderligere offentlige foranstaltninger.

1.5

Den røde tråd i bestemmelserne og instrumenterne på det energi- og klimapolitiske område bør derfor være størst mulig økonomisk effektivitet, da kun dette kan sikre, at de samfundsøkonomiske omkostninger og den sociale belastning af borgerne begrænses til et minimum. Målestokken for klimabeskyttelsens økonomiske effektivitet er omkostningerne ved at reducere udledningen af drivhusgasser (f.eks. CO2) med en given mængde. Hvad angår energiforbruget respektive forsyningssikkerheden er det energieffektiviteten. (I den forbindelse er en fornuftig definition af de pågældende begreber vigtig). Derfor bør de instrumenter, der indføres på det energi- og klimapolitiske område på europæisk plan, fokusere på foranstaltninger til øget energieffektivitet og indførelse af rentabel og bæredygtig energiteknologi.

1.6

Den europæiske klima- og energipolitik bør fremme et samarbejde, herunder partnerskaber mellem den offentlige og private sektor, hvor de økonomiske, geografiske og ressourcemæssige styrker i de enkelte medlemslande udnyttes optimalt og samles i et netværk. F.eks. bør teknik til udnyttelse af vedvarende energikilder i Europa anvendes i de lande, der har de bedste, særligt klimatiske, forudsætninger herfor, herunder velegnede distributionsnet, og ikke der, hvor den nationale støtte for tiden er højst. Derudover bør det dog også være et mål at indgå i internationale samarbejdsprojekter om udvikling og anvendelse af energibesparende og emissionsreducerende teknikker.

1.7

På trods af at det haster med at få løst klimaproblemet, er det vigtigt, at både erhvervslivet og samfundet får tid til at følge med og tilpasse sig til de nye krav og omstillingerne i energiforsyningen og energiforbruget. Centrale faktorer i en fornuftig fastsættelse af tidsfrister er bl.a. amortiseringsforløb, uddannelsesperioder, udviklingstempoet for nye teknologier samt i særdeleshed socialt set afbalancerede tilpasninger, uddannelsestiltag og øvrige samfundsmæssige forandringer. Her må forskning og udvikling yde et vigtigt bidrag.

1.8

Med henblik på en »bottom-up«-tilgang bør der skabes mulighed for selvstændige initiativer blandt aktørerne samt mangfoldighed, diversificering og fleksibilitet i de tekniske og økonomiske fremgangsmåder, og disse bør fremmes, uden at enkelte områder af den grund prioriteres på bekostning af andre, for kun ved at lade de forskellige tilgange, innovationer og metoder konkurrere med hinanden er det muligt dels at opnå den nødvendige robusthed i krisesituationer, dels at afgøre, hvilke teknikker der i konkrete tilfælde er særlig effektive. Derfor er der behov for et bredt energimix uden forhastet udelukkelse af lovende teknik (1).

1.9

De energipolitiske målsætninger, bestemmelser og instrumenter bør tage hensyn til grænserne for, hvad der er teknisk muligt, og overregulering og konfligerende dobbeltlovgivning bør undgås for enhver pris. Sidstnævnte faktorer medfører fejlallokeringer og dermed unødvendige omkostninger, der skader økonomien og konkurrenceevnen. Der bør ligeledes kunne fæstes lid til, at de pågældende målsætninger og instrumenter ligger fast over en længere periode, da de er fundamentet under en meget dyr investerings- og udviklingsindsats, der først på længere sigt resulterer i samfundsmæssig nytteværdi og dermed i arbejdspladser og velstand.

1.10

Hvor det er muligt, bør markedsøkonomiske incitamenter som f.eks. en fornuftig fordeling af emissionsrettigheder altid foretrækkes frem for detailregulering. Overkommelige energipriser er også fortsat en forudsætning for den globale konkurrenceevne, sikring af grundlæggende sociale ydelser og for nye investeringer og tilvejebringelse af den nødvendige kapital inden for europæisk industri til finansiering af forskning og udvikling.

1.11

Derudover er der behov for en intensiveret og bred forsknings- og udviklingsindsats inden for miljørigtig og ressourcebesparende energiteknik og for uddannelse af det antal ingeniører, forskere og teknikere, denne indsats kræver. Der bør stases kraftigt på videreudvikling af nye metoder til udnyttelse af vedvarende energi, også selvom disse stadig langt fra måtte være rentable, men de bør ikke markedsføres for tidligt ved hjælp af kraftig støtte eller tvungne købspriser. I stedet bør pengene investeres i intensiveret forskning i og udvikling af bæredygtig, CO2-besparende energiteknologi, indtil denne teknologi er tæt på at kunne markedsføres. Derfor bør hovedvægten i samtlige foranstaltninger lægges på innovativ udvikling og effektiv anvendelse af energibesparende, klimaneutral og konkurrencedygtig energiteknologi.

1.12

Der er imidlertid især behov for bindende mål for klimabeskyttelse, der gælder globalt og for samtlige store udledere for at sikre lige konkurrencevilkår. Kun på den måde kan det undgås, at de i øvrigt ellers øgede energiomkostninger inden for EU fører til en skadelig forvridning af konkurrencen på globalt plan, idet den energiintensive industri gradvis udvandrer fra Europa uden på nogen måde at have gjort en indsats for klimabeskyttelsen (»carbon leakage«). EØSU støtter alle europæiske aktørers bestræbelser på at undgå, at noget sådant sker (jf. Bali-konferencen). Før denne målsætning er nået, bør man undgå at belaste den pågældende del af industrien med krav, der forvrider konkurrencen. EU er nemlig ikke konkurrencedygtig uden denne industri.

2.1

Energiens betydning: Udviklingen og den intensive brug af energiforbrugende industrielle produktionsmetoder, maskiner og transportmidler har været en faktor af afgørende betydning for vores nuværende levestandard: Energi har befriet mennesket fra det hårdeste fysiske arbejde, mangedoblet menneskets produktivitet, skabt varme og lys, revolutioneret udbytterne inden for landbruget samt muliggjort en hidtil ukendt mobilitet og kommunikation. Energi er blevet livsnerven i de moderne samfundsøkonomier og er forudsætningen for samtlige basisfaciliteter.

2.2

Problemstilling: De fleste prognoser tyder på, at verdens fremtidige energibehov på grund af befolkningstilvæksten og udviklingsbehovet i mange lande inden 2060 formentlig vil blive fordoblet eller måske endda tredoblet. Heroverfor står som bekendt to tungtvejende problemer, der kræver politisk handling på globalt plan for at imødegå alvorlige konflikter og økonomiske kriser, nemlig udtømningen af verdens naturressourcer og miljøbeskyttelsen. Om end det er den menneskeskabte påvirkning af klimaet (»klimagasser« eller »drivhusgasser«, navnlig CO2, methan og dinitrogenoxid), der i denne sammenhæng udgør det største miljøproblem, er man også nødt til at tage hensyn til konsekvenserne for den biologiske mangfoldighed, sundheden og en bæredygtig ressourceudnyttelse og affaldshåndtering.

2.3

Det Europæiske Råd: I konklusionerne fra mødet i Det Europæiske Råd i foråret 2007 fremhæves derfor følgende prioriteter:

2.3.1

EØSU har om disse emner udarbejdet vigtige og skelsættende udtalelser, der er anført i bilaget (2).

2.4

Anmodningen fra det slovenske rådsformandskab: Den slovenske minister med ansvar for økonomi, Andrej Vizjak, har i et brev til udvalget oplyst, at det slovenske formandskabs prioriteter på det industripolitiske område vil omfatte en målsætning om at gøre de europæiske virksomheder energieffektive i høj grad og samtidig reducere deres udledning af drivhusgasser mest muligt. Iflg. Ministeren er navnlig innovationsincitamenter og incitamenter til indførelse af miljøvenlig teknologi vigtige i den forbindelse. En tilsvarende handlingsplan for en bæredygtig industripolitik er under forberedelse, og Det Europæiske Råd vil behandle denne på sit møde i foråret 2008. I den forbindelse er udvalget blevet anmodet om at tage stilling til eventuelle positive og negative virkninger for konkurrenceevnen af skærpede miljø- og energikrav.

2.5

Konkurrenceevne, økonomisk styrke og velstand: Det fremgår af de seneste publikationer (3) både fra Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer og fra EØSU (4) (f.eks. »58 concrete measures to ensure the success of the Lisbon strategy«), at der er en nær sammenhæng mellem konkurrenceevne, økonomisk styrke og spillerummet for de nødvendige sociale ydelser. Derfor fokuserer nærværende udtalelse på anmodningens økonomiske aspekter, eftersom det er dem, der relevante i denne sammenhæng (5).

2.6

Industrilandene: De højt udviklede industrilande bærer i denne sammenhæng et særligt ansvar, dels på grund af deres højere andel af udledningen af de nævnte gasser, dels på grund af det forspring, de stadig råder over inden for udviklingen af ny teknologi. Sidstnævnte omfatter alt fra energibesparelser over højere energieffektivitet og anvendelse af emissionsfrie (og/eller emissionsfattige) energikilder (6) til udvikling af hertil egnede tekniske processer. I spændingsfeltet mellem behov, ønsketænkning og økonomiske realiteter er det i den forbindelse vigtigt for det første at erkende, hvad der er det rigtige at gøre, og for det andet at handle derefter med proportionssans og beslutsomhed.

2.7

Omkostninger: (7) Udnyttelsen af energiformer, der er mere klimarigtige, er i de fleste tilfælde imidlertid forbundet med højere omkostninger (8) for den almindelige forbruger og industrien. Som eksempler herpå kan nævnes vind- og solenergi (9) (alene i Tyskland blev der i 2007 brugt rundt regnet 4 mia. EUR på forbrugerstøttet udnyttelse af vedvarende energi (10)) eller udviklingen af kraftværker med teknologi til indfangning og oplagring af CO2 (CCS). Varmepumper eller køretøjer, der bruger brændstof med nedsat eller slet ingen udledning af CO2, kræver mere omfattende og dyrere teknologi.

2.8

Risici: Hvis ikke de betydelige omkostninger modsvares af besparelser på grund af et reduceret forbrug af ressourcer, og samfundsøkonomierne uden for EU ikke skal bære tilsvarende omkostninger, vil dette resultere i dårligere europæisk konkurrenceevne. »EU kan være et eksempel i kampen mod klimaforandringerne, men EU kan ikke acceptere unfair konkurrence fra lande, der overhovedet ingen miljøbestemmelser indfører« (11). Allerede personaleomkostningerne (lønninger, sociale ydelser) er langt højere i Europa end i de dynamiske vækstøkonomier, f.eks. i Kina og Indien, og stiller i sig selv ekstreme krav til EU's konkurrenceevne. Desto mere alvorlige og farlige er alle yderligere, ensidige belastninger af produktiviteten som følge af klimabeskyttelsen.

2.9

Muligheder. Hvis et stort flertal af stater uden for Europa, f.eks. Kina, Indien og USA, imidlertid skulle træffe lignende foranstaltninger til beskyttelse af klimaet, er der endda mulighed for eksport af den miljørigtige energiteknologi, som er udviklet i Europa, og derved for ikke blot at gavne europæisk økonomi, men endda bidrage til en nedsættelse af energiforbruget og CO2-udledningen på globalt plan. Den økonomiske historie viser endvidere, at kriser ofte efterfølges af øget innovationsparathed og udvikling og indførelse af ny teknologi, hvilket har betydet vækst og opsving over længere perioder (men indtil videre ganske vist også øget energiforbrug!). Derfor bør hovedvægten i samtlige foranstaltninger internt i EU lægges på innovativ udvikling og effektiv anvendelse af energibesparende, klimaneutral og konkurrencedygtig energiteknologi, hvorimod de udenrigspolitiske bestræbelser på at indgå rimelige aftaler bør fortsættes ufortrødent — og resultaterne af Bali-konferencen viser jo, at der i det mindste fortsat forhandles (jf. også punkt 2.11).

2.10

Problemer: Hvis ikke der skabes resultater i disse forhandlinger, vil der opstå alvorlige problemer. For det første vil industribrancher, hvis produktionsomkostninger i væsentligt omfang afhænger af energi- og CO2-omkostningerne, ikke længere være konkurrencedygtige på verdensmarkedet, de vil indstille produktionen og nedlægge deres arbejdspladser i Europa og i stedet flytte til lande, hvor energiomkostningerne er mindre, og hvor udledning af CO2 ikke koster noget. I visse brancher, f.eks. inden for aluminiums- eller cementindustrien (12), er denne proces allerede begyndt. På baggrund af en konsekvensanalyse er Kommissionen ganske vist opmærksom på problemet (13), men efter udvalgets opfattelse bør det løses hurtigst muligt for at undgå økonomiske skadevirkninger. Bortset fra udflytningen af eksisterende industri vil især den internationale kapital heller ikke længere foretage sine fremtidige investeringer i kapitalanlæg i Europa, men derimod i lande med lave energi- og CO2-omkostninger.

2.10.1

Udflytning og »leakage«: En sådan udflytning betyder ganske vist, at der bliver udledt mindre CO2 i Europa, men på verdensplan vil der blive frigivet lige så meget eller endda mere carbondioxid til atmosfæren, for når der i den udflyttede produktion anvendes billigere teknologi end den, der allerede på nuværende tidspunkt eller i fremtiden anvendes i EU, udledes der som regel større mængder drivhusgasser (undtagelsen er vandkraft, f.eks. i Norge). Dertil kommer stigninger i CO2-udledningen som følge af transport.

2.10.2

Energiintensitet og samfundsøkonomi: Europæisk økonomi ville derved gå glip af vigtig industriproduktion og arbejdspladser, uden at det ville gavne klimabeskyttelsen. Samtidig ville EU endda foreløbig (14) have vundet en pyrrhussejr i konkurrencen om den bedste energieffektivitet samfundsøkonomisk set , nemlig den såkaldte energiintensitet (energiforbrug i forhold til bruttonationalindkomst), fordi den energiintensive industri ville være flyttet.

2.10.3

Servicesektoren: Selv servicesektoren, der bidrager betydeligt til EU's økonomiske styrke, vil kun kunne trives på længere sigt, så længe europæisk industri er konkurrencedygtig, og er på tilsvarende måde også berørt af energiomkostninger, der er alt for høje i en global sammenhæng.

2.11

Globale aftaler: Ikke blot af hensyn til klimaet selv (for en mærkbar effekt kan kun forventes, hvis de store CO2-udledere som Kina, Indien og USA tilslutter sig beskyttelsesforanstaltningerne) bør bindende og afbalancerede globale aftaler om at reducere udledningen af drivhusgasserne med andre ord være en prioriteret målsætning for samtlige internationale bestræbelser på området. Udvalget bifalder derfor indsatsen i EU, medlemsstaterne og organisationer som G8, FN, UNESCO, OECD, IEA m.fl. på at trække i denne retning, som f.eks. på den netop afsluttede konference på Bali.

3.1

Energi- og klimaændringspolitik: En vellykket energi- og klimaændringspolitik skal føre til en tydelig reduktion af henholdsvis energiforbrug og emissioner af drivhusgasser samt forberede samfundet og de relevante aktører på de nødvendige ændringer forbundet hermed (f.eks. arkitekter, investorer, virksomheder, undervisere, elever, borgere, forbrugere osv., idet det drejer sig om en sag, der angår alle led i kæden), men samtidig må disse ændringer gennemføres på en måde der ikke skader det europæiske erhvervslivs globale konkurrenceevne, dvs. at der skal skabes en balance mellem målene i punkt 2.3. Denne situation resulterer i udfordringer og chancer.

3.2

Udfordring: Såvel udviklingen i den globale efterspørgsel efter energi som den europæiske energi- og klimaændringspolitik gennem de seneste år har medført betragtelige prisstigninger på energi og deraf afledte produkter. Med henblik på at vægte de tre mål i punkt 2.3 lige højt og skabe det nødvendige økonomiske grundlag for fremtidige investeringer i innovative teknikker, bør den europæiske økonomi dog — på trods af den stigende globale efterspørgsel og efterlevelse af de nødvendige klimabeskyttelseskrav — kunne få sit energibehov dækket til de lavest mulige priser. Derfor må energiomkostningerne ikke — ud over de uafvendelige stigninger, der skyldes ressourceknaphed og klimabeskyttelse — stige som følge af yderligere offentlige foranstaltninger.

I den forbindelse kan påkrævede enkeltforanstaltninger og disses følgevirkninger uden tvivl skabe en interessekonflikt mellem energidistributører og –forbrugere.

3.3

Incitamenter og handel med emissioner: Hertil er der brug for tilstrækkeligt med markedsøkonomiske incitamenter til at sikre gennemførelsen af investeringer i energieffektive teknikker, selvom disse eventuelt forøger investeringsomkostningerne. Hvis sådanne investeringer udebliver på trods af deres økonomiske rentabilitet, må det undersøges, hvilke hindringer, der eksisterer, og disse må fjernes. Investeringer i energieffektivitet (se også punkt 4.1) er i langt de fleste tilfælde den billigste måde at reducere udledningen af CO2 på. Principielt kunne handelen med emissioner (Emission Trading) være et af disse markedsøkonomiske instrumenter. Dog er der i den forbindelse brug for væsentlige forbedringer i den nuværende brug af ordningen (se også punkt 4.3), hvis en given CO2-reduktion skal ske så omkostningseffektivt som muligt. Gennem sammenfaldet af støtteinstrumenter og forkerte incitamenter ved tildelingen af certifikater (herunder særligt den manglende sammenhæng mellem tildeling og reel produktion, der gør, at emissionshandelen præmierer ophør af produktion) opstår der f.eks. de såkaldte »Windfall Profits« (ekstrafortjenester), der har medført stigende elektricitetspriser i milliardklassen. Kommissionens forslag om en konsekvent auktionsordning må forventes at skabe yderligere prisstigninger.

3.4

Reelle chancer: Hvis det i løbet af de næste 15-25 år lykkes at målrette de relevante gen- og nyinvesteringer mod økonomisk rentable, energibesparende og emissionsreducerende teknikker, kan klimabeskyttelsen få en positiv indflydelse på den europæiske industris konkurrenceevne og dermed være en chance for øget generel velstand på trods af de højere energipriser.

3.5

Forudsætninger og anbefalinger: Derfor diskuteres herefter enkelte af de forudsætninger, der må opfyldes, hvis disse chancer skal udnyttes, hvilket resulterer i en række anbefalinger. Den afgørende forudsætning er, at der på det energi-, økonomi-, og forskningspolitiske område træffes de rigtige foranstaltninger under anvendelse af de rette principper samt at en overregulering undgås. De politiske instrumenter må fremme og muliggøre de økonomisk set mest rentable løsninger. De kvantitative mål må tage højde for, at den nødvendige omstillingsproces skal ske i et tempo, der er foreneligt med en sund økonomi. Kendetegnende for en fornuftig fastsættelse af tidsfrister er bl.a. amortiseringsforløb, uddannelsesperioder, udviklingstempoet for nye teknologier samt i særdeleshed de socialt set afbalancerede tilpasninger, uddannelsestiltag og øvrige samfundsmæssige forandringer. Her må forskning og udvikling yde et vigtigt bidrag.

3.6

Bred fremgangsmåde — mangfoldighed, diversificering, fleksibilitet og gensidighed: Med henblik på en »bottom-up« tilgang bør aktørernes selvstændige initiativer samt mangfoldighed, diversificering og fleksibilitet i de tekniske og økonomiske fremgangsmåder gøres mulige og fremmes uden at enkelte områder af den grund prioriteres på bekostning af andre. Kun ved hjælp af en bred tilgang og konkurrence mellem de forskellige løsningsmodeller, innovationer og fremgangsmåder skabes en robusthed i enkeltstående krisesituationer og vil de særligt effektive metoder, teknikker og det optimale samspil mellem disse fremgå. Derfor er der behov for et bredt energimix uden forhastet udelukkelse af lovende teknik (15). Forsyningssikkerheden er tjent med et passende strukturelt netværk, der inkluderer producenter, leverandører og kunder gennem hele forsyningskæden fra borehul til slutbruger. Med det mål for øje har vi brug for gensidige økonomiske relationer, dvs. et sikkert investeringsmiljø for udenlandsk kapital i EU og på den anden side sikre vilkår for EU's investeringer i leverandørlandene.

3.7

Europapolitiske foranstaltninger og globalt samarbejde: Den europæiske klima- og energipolitik bør fremme et samarbejde, herunder partnerskaber mellem den offentlige og private sektor, hvor de økonomiske, geografiske og ressourcemæssige styrker i de enkelte medlemslande udnyttes optimalt og samles i et netværk. F.eks. bør teknik til udnyttelse af vedvarende energikilder i Europa, anvendes i de lande, der har de bedste, særligt klimatiske, forudsætninger herfor, inklusive velegnede distributionsnet, og ikke der, hvor den nationale støtte for tiden er højst. Derudover bør det dog også være et mål at indgå i internationale samarbejdsprojekter om udvikling og anvendelse af energibesparende og emissionsreducerende teknikker.

3.8

Selvmodsigende  (16) og overlappende kvantitative mål: Størst mulig rentabilitet minimerer de samlede økonomiske omkostninger og den sociale belastning af borgerne.

Overlappende energi- og klimapolitiske mål resulterer imidlertid i et overreguleret system og ikke-rentable løsninger; de bør derfor undgås. Dette belyses v.h.a. følgende eksempler:

Derfor anbefaler udvalget, at alle foranstaltninger til klimabeskyttelse i første omgang evalueres grundigt og objektivt med hensyn til deres konsekvenser for BNP, således at den nødvendige reduktion af drivhusgasserne ikke bringer den europæiske industris konkurrenceevne i fare, og der opnås en optimal ressourcefordeling.

3.8.1

Undersøgelser: Studier lader formode (20), at

3.8.2

Balance mellem målene i punkt 2.2.: Med henblik på at skabe den nødvendige balance mellem de tre energi- og miljøpolitiske mål i punkt 2.3 bør de politiske instrumenter, ved anvendelse af økonomisk attraktive foranstaltninger til reduktion af CO2, sigte mod at realisere de resultater, der kan opnås uden økonomiske tab. Kræver man imidlertid derudover en omkostningskrævende, idet teknisk set forhastet, omstilling af energimixet i retning af en for høj andel af vedvarende energi, og satses der på et overreguleret samfundsøkonomisk mål for energieffektivitet bliver resultatet på den ene side samfundsøkonomiske fejlallokeringer (22) og på den anden side vokser faren for, at efterspørgslen efter særligt effektive miljøteknologier ikke længere kan imødekommes v.h.a. europæisk produktion. En undersøgelse fra Kommissionen har således vist (23), at mange industrielle sektorers konkurrenceevne allerede påvirkes ved CO2-priser på 20-25 euro/t.

3.9.1

En styrkelse af forskning og udvikling (F&U) langs hele energikæden er en forudsætning for den nødvendige teknologiske udvikling, der skal skabe nye løsningsmodeller, lavere omkostninger samt større effektivitet i ressourceudvinding/fremstilling, energiomdannelse, energilagring og frem til den endelige energianvendelse i industri, transport, husholdninger og hos private forbrugere. Som udvalget gentagne gange har opfordret til, bør støtten til F&U i den forbindelse øges massivt. Støtten bør nyde godt af en reduktion af de høje subventioner til teknologier, der er langt fra at kunne klare sig på markedsvilkår.

3.9.2

Den offentlige støtte til forskning i energi bør koncentrere sig om den yderst vigtige grundforskning (f.eks. katalyse, hvid/grøn bioteknologi, materialeforskning, kernefusion, nedbrydning af aktinider osv.), mens praktisk anvendelig F&U primært bør finansieres af erhvervslivet (herunder SMV'er). Derudover er det nødvendigt, at alle nødvendige fagfolk fra tekniker til ingeniør og forsker uddannes intensivt og det er påkrævet, at alle — også forbrugere — der indirekte har med energi at gøre får en grundlæggende viden.

—

Denne forøger forsyningssikkerheden, reducerer miljøbelastningen og stabiliserer energipriserne.

—

Gennem en forøgelse af denne kan der på verdensplan spares (24) op mod 6 Gt (mia. tons) CO2 inden 2030 med negative omkostninger.

—

Energieffektivitet er den afgørende forudsætning for at få lande uden for Europa med i en global klimabeskyttelsesaftale.

—

Med henblik på en optimering må lovmæssige målkonflikter fjernes: lejelovgivning, genbrugskvoter.

—

»Målingen« pr. stat må tage udgangspunkt i slutbrugerens anvendelse af goder og ikke udelukkende i energiforbrug set i forhold til BNP.

—

Med hensyn til energibaserede goder må der i tilfælde af målkonflikter fokuseres på anvendelsesfasen.

—

Støtten bør først og fremmest gå til områder, hvor der er et stort potentiale for besparelser: primært bygninger og kraftværker.

—

Investeringscyklusser og tilbagebetalingstid er afgørende for rentabiliteten.

—

Dette må også være de afgørende kriterier for anvendelse af vedvarende energi (se også »vedvarende energi«).

—

Industrianlæg, der allerede opfylder betingelserne for energieffektivitet, må ikke pålægges yderligere omkostninger pga. politikinstrumenter som emissionshandel (f.eks. auktioner).

—

Der bør på verdensplan søges efter energieffektivitetspotentiale i de enkelte sektorer (25).

4.2.1

Vedvarende energi bidrager til en bæredygtig energiforsyning (øget forsyningssikkerhed, næsten CO2-neutral eller CO2-fri energiproduktion). På længere sigt må denne energiform klare sig uden støtte og dermed effektiviseres betydeligt.

4.2.2

Derfor bør den videre støtte til og udvikling af vedvarende energi tage højde for følgende faktorer med det overordnede mål at øge støttens effektivitet:

—

Inden fremtidige mål fastlægges, bør de tekniske forudsætninger for at realisere disse samt de økonomiske og sociale følgevirkninger analyseres. Fastsættelsen af mål bør herefter ske på grundlag af en europæisk og helt optimalt sågar en global aftale.

—

Anvendelsen af politikinstrumenter bør resultere i den ønskede styring (f.eks. incitamenter til investeringer i effektive foranstaltninger, udvikling af nye markeder) og forebygge uønskede bivirkninger (f.eks. udflytning af investeringer, højt omkostningsniveau for erhvervsliv og forbrugere).

—

De politiske instrumenter bør i højere grad end hidtil udformes på grundlag af klima- energi- og kapitaleffektive kriterier ved anvendelse af kvantificerbare værdier. Den bedste målestok er i den forbindelse omkostningerne ved forebyggelse af CO2.

—

EU bør rydde op i den overregulerede brug af instrumenter (emissionshandel, støtte til vedvarende energi, støtte til kraftvarmeproduktion, energiafgifter, lovgivning med utallige enkeltdirektiver). I den forbindelse må der også findes en løsning på problemet med modstridende målsætninger. rentable foranstaltninger skal prioriteres frem for urentable (som oftest energieffektivitet frem for en yderligere satsning på vedvarende energi).

—

Emissionshandelsordningen bør tilpasses med det formål at fremme energieffektivitet og undgå afvikling. Hvis virksomhederne skal have den nødvendige kapital til investeringer i energieffektivitet, bør certifikater ikke fordeles gennem en auktionsordning, men på grundlag af effektivitetskriterier, der kobles til den reelt producerede mængde. Med henblik på at opnå den ønskede styring (energieffektivitetsstigning) virker emissionshandelsordningen lige så intensivt som ved en fuld auktionsordning, men man undgår de negative følgevirkninger (herunder cementering af unødige stigninger i strømprisen — ekstrafortjenester — og en belastning af de energiintensive industrier). Sammenfaldet af støtteinstrumenter vedrørende vedvarende energi og forkerte incitamenter ved tildelingen af certifikater bør undgås og i stedet bør der tages hensyn til sammenhængen mellem tildeling og reel produktion (så handelen med emissioner ikke bliver en ophørspræmie!). En auktionsordning vil i bestemte sektorer medføre, at selve produktionsomkostningerne stiger med over 10 %, hvilket vil blokere for de ønskede lønstigninger.

—

Støtten til vedvarende energi bør harmoniseres på EU-plan, så vindmølleparker og solcelleanlæg bygges de steder i EU, hvor det er mest fordelagtigt. En generel støtte til vedvarende energi på varme-, strøm- og brændstofområdet bør ikke baseres på regionale behov, men målrettes efter de mest optimale klimatiske (og distributionstekniske) forhold.

—

For ikke at bringe den globale konkurrenceevne i fare og undgå virksomhedsudflytninger bør energi som produktionsfaktor i videst muligt omfang ikke pålægges ekstra energiomkostninger — dvs. omkostninger ud over dem, der allerede er påløbet hos energileverandøren, og som er bestemmende for energipriserne — fra statens side gennem handel med emissioner, støtte til vedvarende energi, støtte til kraftvarmeproduktion, energiafgifter mm. Kun økonomisk velfunderede virksomheder er i stand til at foretage de nødvendige effektivitetsforbedringer, udvikle nye teknologier og fremskaffe den nødvendige kapital.

—

Globale aftaler bør fokusere på relative mål (energieffektivitet, emissioner/BNP), så lande med et højt vækstpotentiale (altså stærkt stigende emissioner) har et incitament til at deltage. Incitamenter bør først og fremmest findes i teknologioverførsel, som det f.eks. er målet for AP-6-forummet (26) bestående af seks stater i det asiatiske stillehavsområde, så effektiv teknologi hurtigt når ud til de regioner, der har det største efterslæb.