31.1.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/79

1.1

Kommissionens og Rådets initiativ til en revision af erklæringen om udviklingspolitikken fra år 2000 og generelt om en genovervejning af denne politiks fremtid er overordentlig vigtig set ud fra alle synspunkter. Udviklingen på den internationale scene, de nye holdninger til og konsensus om udviklingspolitikken, der gør sig gældende i det internationale samfund, og de forandringer, der er sket inden for EU selv, taler for en sådan revision. Derudover skaber de stigende problemer med underudvikling, især i Afrika, og forskellene mellem lande, som vokser i takt med globaliseringen, også behov for en revision af EU's udviklingspolitik.

1.2

Blandt de forandringer, der kan noteres på internationalt plan, og som på den ene eller anden måde har påvirket udviklingspolitikken, kan nævnes: den stigende bekymring for sikkerhedsspørgsmål efter 11. september; resultaterne af WTO-mødet i Doha i 2001 og den efterfølgende runde om den såkaldte agenda for udvikling; den nye internationale konsensus om udvikling, der blev opnået på millennium-topmødet, og som er afspejlet i konferencerne i Monterrey, Johannesburg og Cairo samt andre konferencer om finansiering, miljø, kønsaspektet og HIV/AIDS; harmoniseringen af donorlandenes udviklingspolitik, som er påbegyndt i OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC) og konsolideringen af visse nye instrumenter til planlægning og implementering af bistanden såsom PRSP-strategierne (Poverty Reduction Strategy Papers), SWAp-tilgangen (Sector-Wide Approach — SWAp) og budgetstøtte. På det seneste er der med forummet på højt niveau om bistandens effektivitet, afholdt i Paris i marts 2005, gjort fremskridt i denne retning, idet donorlandene har indgået en visse forpligtelser vedrørende ejerskab, harmonisering, resultatbaseret forvaltning og fælles ansvar.

1.3

Det har også været med til at udløse disse forandringer, at man for de fleste indikatorers vedkommende ikke er kommet ret langt med opfyldelsen af den målsætning, der for fem år siden blev opstillet i millennium-udviklingsmålene. For ikke at forfejle disse mål inden den fastsatte tidsfrist, som er år 2015, er det nødvendigt at revidere strategierne og det internationale samfund må iværksætte en egentlig nødplan. En sådan plan bør kunne mobilisere flere midler til den offentlige udviklingsbistand og skal omfatte såvel økonomisk bistand som handelspolitik, gæld, intellektuel ejendomsret, hensyntagen til indvandringens konsekvenser og styrkelse af civilsamfundsorganisationerne.

1.4

På EU-plan er der i samme periode sket forandringer på vigtige områder, som også berører udviklingssamarbejdet: reformen af den eksterne bistand, der blev indledt i 2000 med konsolideringen af EuropeAid samt dekoncentrationen (uddeling til delegationer) og decentraliseringen (uddelegering til modtagerlande) af Kommissionens delegationer; Cotonou-aftalens ikrafttræden i 2003 (den reviderede version af aftalen er netop blevet undertegnet, hvorefter AVS-landene vil nyde godt af et garanteret minimumsbeløb uafhængigt af resultaterne af forhandlingerne om de finansielle overslag 2007-2013) samt den påbegyndte integration af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) i EU's budget. Mere generelt har udvidelsen af EU til 25 medlemslande, iværksættelsen af Den Europæiske Sikkerhedsstrategi og EU's Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP) samt debatten om forfatningstraktaten med indplaceringen af udviklingspolitikken blandt de forskellige politikker for EU's eksterne forbindelser givet udviklingsbistanden en ny dimension, som gør det nødvendigt at anlægge en ny indfaldsvinkel. Endelig kan debatten om de finansielle overslag for 2007-2013 være en lejlighed for EU til på forpligtende vis at udmønte ovennævnte i konkrete forpligtelser.

1.5

Den rådgivningsproces, der blev indledt som optakt til denne revision af udviklingspolitikken, er også meget positiv, for så vidt som den giver alle berørte parter bedre mulighed for demokratisk deltagelse.

1.6

Ved indledningen af overvejelsesprocessen i januar 2005 blev der bebudet en meddelelse fra Kommissionen i første kvartal af 2005. Denne meddelelse blev endelig offentliggjort i juli måned i år og Kommissionen bad EØSU afgive udtalelse herom. Eftersom De Forenede Nationers konference om gennemførelsen af millennium-udviklingsmålene afholdes i september, vil det efter EØSU's mening være hensigtsmæssigt, at Kommissionen — når konklusionerne fra konferencen er offentliggjort — genoptager høringsprocessen, før den endelige ordlyd af erklæringen, som skal forelægges Rådet i november, bliver fastlagt. I øvrigt kan den omstændighed, at denne proces er forløbet sideløbende med EU-institutionernes udarbejdelse af andre holdninger vedrørende millennium-udviklingsmålene (Millennium Development Goals — den såkaldte MDG-pakke (1)) — som Rådet har foreslået at fremskynde, og hvortil også EØSU har bidraget — måske tilskynde EU som helhed til et større engagement i udviklingsproblematikken, og det er en lejlighed til at konsolidere EU's fremtrædende rolle i udviklingssammenhæng. EØSU anser det for meget vigtigt, at der er konsensus mellem alle EU-institutionerne om hovedlinjerne i udviklingspolitikken.

1.7

Erklæringen om udviklingspolitikken fra år 2000, blev afgivet i fællesskab af Kommissionen og Rådet, og der var således baseret på solid opbakning og konsensus. Ved denne lejlighed ønsker Kommissionen også at inddrage Europa-Parlamentet. EØSU er meget opsat på at tilslutte sig denne proces i overbevisningen om, at udviklingspolitikken bør have så stor opbakning fra borgerne og civilsamfundsorganisationerne som muligt.

1.8

EØSU mener, at det her ville have været nyttigt, om Kommissionens refleksionspapir om fremtiden for EU's udviklingspolitik, som danner ramme om høringen og debatten om dette emne, mere indgående havde undersøgt effektiviteten af EU's støtte siden dens indførelse og mere detaljeret havde analyseret, hvilke flaskehalse og problemer der har påvirket dens effektivitet gennem årene (2). Der er efter EØSU's mening blandt andet tale om langsommelig gennemførelse af programmerne, høje omkostninger af administrativ og anden art set i forhold til de midler, der går til projekterne, binding af støtten, modtagerlandenes ringe indflydelse samt de uforudsigelige og svingende støttetildelinger. Det ville have været meget positivt — om end i korte træk — at få kendskab til Kommissionens vurdering af effekten af erklæringen fra år 2000 og af de vanskeligheder af forskellig art, som EU-samarbejdet er stødt ind i, samt de resultater og erfaringer, der er indvundet i denne periode. Der foreligger imidlertid nylige studier (3) udarbejdet med støtte fra Kommissionen, som udgør et meget nyttigt referencemateriale. Efter EØSU's mening er der i lyset af udviklingsstøttens begrænsede effektivitet, når det gælder fattigdomsbekæmpelse, behov for en vis selvkritik og en revision af den fremtidige udviklingspolitik. Det er også nødvendigt at videreføre Kommissionens bestræbelser på at forbedre kvaliteten og effektiviteten af EU's bistand.

2.1

Såvel de meddelelser, der indgår i MDG-pakken, som forpligtelserne fra Barcelona 2002 om opfyldelsen af Monterrey-målene vedrører grundlæggende aspekter af bistandspolitikken: omfanget af de offentlige midler, der afsættes, og deres effektivitet. På dette område er der en betydelig international konsensus, som er udmøntet i millennium-udviklingsmålene, der støttes af 189 lande (4). Begrænsning og på længere sigt udryddelse af fattigdommen bør være målet med enhver udviklingspolitik. Den konsensus, der kommer til udtryk omkring millennium-udviklingsmålene, er undertiden for retorisk, og det glemmes, at disse består i otte udviklingsmål af social, økonomisk og miljømæssig art, hvoraf det vigtigste er at reducere den ekstreme fattigdom med 50 % inden år 2015, og at målene er konkretiseret i 18 kvantificerbare delmål med en eller flere indikatorer for hvert af disse. Det europæiske engagement i de enkelte millennium-udviklingsmål bør afspejle deres konkrete og operative dimension. Delmålene og de konkrete indikatorer for udviklingsmålene kan desuden tilskynde til den nødvendige ansvarlighed og gennemsigtighed i samarbejdet generelt og i den europæiske bistand i særdeleshed (5).

2.2

For første gang i flere årtier har de udviklede og de fattige lande en fælles udviklingsagenda til styring af globaliseringen, så den bliver til gavn for flere lande og fremmer social samhørighed. Under alle omstændigheder bør der anlægges en integreret, global tilgang til udvikling, idet der ved bekæmpelsen af fattigdom bør tages hensyn til, hvorledes denne påvirkes af politikken på forskellige områder lige fra handel over migration og sikkerhed til miljø. Kønsaspektet bør medtænkes i enhver foranstaltning mod fattigdom.

3.1

Der er mange og vidt forskellige dybereliggende årsager til fattigdom, og de varierer fra situation til situation. Desuden kan fattigdom ikke kun defineres ud fra en bestemt indkomst. Fattigdom er en ekstrem sårbar situation, som skyldes mangel på materielle, finansielle og menneskelige ressourcer. Det er ikke nok at øge den samlede bistand for at komme fattigdommen til livs. Det er også nødvendigt at skabe forudsætninger for en forøgelse og korrekt fordeling af velstanden, revidere de udviklede landes handels- og finanspolitik, udvide de fattige landes lokale markeder, fremme demokratiske institutioner, styrke civilsamfundsorganisationerne og skabe et effektivt og fair samspil mellem statens og markedets rolle. De seneste tiårs erfaringer har vist, at hvis staten ikke er i stand til at etablere materielle og immaterielle infrastrukturer, er det ikke muligt at få gang i udviklingen.

3.2

Erfaringerne med formalisering af ejendomsrettighederne for de fattigste befolkningsgrupper (på områder, der tilsyneladende er uden værdi såsom slumkvartererne i nogle latinamerikanske lande) har vist, at disse juridiske ejendomsrettigheder kan indvirke positivt på udviklingen. EØSU mener derfor, at den europæiske udviklingspolitik bør tage hensyn hertil.

3.3

EØSU fremhæver ligeledes betydningen af almen og faglig uddannelse som et offentligt gode. Uddannelse har gavnlige virkninger for hele samfundet og ikke kun for dem, der uddannes. Uddannelse i alle dens former øger den menneskelige kapital og gør det lettere at forbedre vækst, beskæftigelse og indkomster. Når målet om grundskoleuddannelse for alle — som anført under det andet udviklingsmål — er nået, bør man hurtigst muligt tage fat på andre aspekter af uddannelserne på gymnasieniveau og erhvervsuddannelserne. EU-institutionerne og medlemsstaterne bør intensivere samarbejdet på uddannelsesområdet.

3.4

Økonomisk vækst og beskæftigelse i de fattige lande er en væsentlig betingelse for udvikling. Vækst kræver dog et minimum af infrastrukturer, systemer til indkomstfordeling, adgang til uddannelse og sundhed, forvaltningsinstitutioner af kvalitet og social konsensus. Uden sådanne samfundsmæssige ressourcer er det umuligt at skabe økonomisk udvikling med social samhørighed. Fattigdom er på sin side en uovervindelig hindring for vækst. Etablering af produktionsstrukturer, foranstaltninger til integration af den sorte økonomi i den lovlige (fremme af selvstændig beskæftigelse og den tredje sektor, udvikling af SMV, passende socialsikringssystemer) og udvikling af et signifikant lokalt og regionalt marked er efter EØSU's mening eksempler på foranstaltninger, som kan bidrage til de fattige landes økonomiske udvikling.

3.5

Åbningen af den internationale handel giver store muligheder for at hjælpe de mindre udviklede lande med at slippe ud af fattigdom og underudvikling. Ikke desto mindre er de nuværende globale handelsregler til gavn for de mere udviklede lande på de fattigstes bekostning. Dette har EØSU flere gange understreget og senest i udtalelsen om globaliseringens sociale dimension (6). Derfor ville det være hensigtsmæssigt i forbindelse med den igangværende forhandlingsrunde i WTO, hvis næste ministermøde skal afholdes i december i Hong Kong, og EU's bilaterale forhandlinger at forbedre udviklingslandenes adgang til de udviklede landes markeder, nedskære eller fjerne alle de former for subvention, som skævvrider handelen, herunder landbrugsstøtte, vidtgående begrænse de barrierer, der hæmmer udviklingslandenes eksport, samt revidere aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs-aftalen). Det forekommer her tilrådeligt at undlade at gøre EU's udviklingsbistand betinget af udviklingslandenes holdninger i multilaterale handelsforhandlinger, og således ikke følge visse internationale finansieringsinstitutioners fremgangsmåde.

3.6

De fattigste og mindst udviklede lande er desuden meget sårbare over for integration i eksterne markeder, og de har ikke ressourcer til at gennemgå de forskellige faser i en økonomisk omstilling. Følgelig må udviklingspolitikken orienteres mod en gradvis integration i de globale markeder ved at fremme investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed, udvikling af demokratiske institutioner og opbygning af effektive hjemmemarkeder og regionale markeder.

3.7

EØSU har ved flere lejligheder udtalt sig til fordel for indarbejdelsen af en social dimension i EU's associeringsaftaler om handel, politik og samarbejde (7). Denne sociale dimension bør som minimum omfatte fremme af anstændigt arbejde, udvikling af offentlige og private ordninger for social sikring og reel overholdelse af arbejdsmæssige rettigheder (de otte grundlæggende ILO-konventioner (8) og konvention nr. 168 om fremme af beskæftigelse, nr. 183 om beskyttelse af gravide og nr. 155 om arbejdstagernes sundhed og sikkerhed).

3.8

I betragtning af, hvor stor betydning anstændigt arbejde (dvs. arbejde på anstændige vilkår både hvad angår kontraktvilkår og arbejdsforhold) har for udviklingen, mener EØSU, at der for at konkretisere disse menneskerettigheder på arbejdsområdet bør indføjes et socialt kapitel i WTO-reglerne.

3.9

Millennium-udviklingsmålene tager ikke tilstrækkeligt højde for denne grundlæggende dimension i en situation, hvor globaliseringens konsekvenser for de sociale vilkår generelt og i særdeleshed på arbejdsområdet er åbenbare. EØSU foreslår, at der i forbindelse med den igangværende midtvejsevaluering af millennium-udviklingsmålene også foretages en analyse af situationen mht. de økonomiske, sociale og arbejdsmæssige rettigheder, og at anstændigt arbejde for fremtiden bliver det 9. millennium-udviklingsmål.

3.10

Menneskelig udvikling og sikkerhed bør opfattes som komplementære begreber, der styrker EU's udviklingspolitik. Det er klart, at sikkerhed og skabelse af fredelige forhold er nødvendige betingelser for en udviklingsstrategi, der sigter mod udryddelse af fattigdommen. På den anden side er økonomisk og social udvikling en væsentlig garanti for sikkerhed. For EØSU må menneskerettighederne være et af de vigtigste mål med EU's udviklingspolitik, og man må især være opmærksom på, hvor vigtige kvindernes rettigheder er for bekæmpelsen af fattigdom. Derigennem kan man yde et stort bidrag til at reducere fattigdommen og øge den globale sikkerhed.

3.11

EØSU peger endnu en gang (9) på nødvendigheden af, at der i EU's udviklingspolitik indarbejdes foranstaltninger til beskyttelse af forkæmperne for menneskerettighederne, herunder menneskerettighederne på arbejdspladsen (10), i de forskellige dele af verden.

3.12

Vi lever i en verden, hvor mange befolkningsgrupper er enormt sårbare, og nye og gamle trusler har øget risikoen for natur- eller menneskeskabte katastrofer. Udviklingspolitikken bør tage højde for dette og anlægge en mere forebyggende strategi. Når der planlægges udviklingspolitiske foranstaltninger i områder, hvor voldelige konflikter truer med at bryde ud, bør der foretages en objektiv analyse af konfliktens årsager, og en stor del af foranstaltningerne bør sigte mod at støtte civilsamfundsorganisationerne i deres bestræbelser på at konsolidere freden samt bilægge og forebygge nye konflikter og trusler.

3.13

Da miljøbeskyttelse er en af de tre søjler i bæredygtig udvikling, bør den efter EØSU's mening også sidestilles med den økonomiske og sociale dimension. EØSU understreger her nødvendigheden af at medtage miljødimensionen blandt indikatorerne for effektivitet i gennemførelsen af udviklingsstrategierne. Gennemførelse af miljøindvirkningsundersøgelser bør endvidere være et obligatorisk krav til projekter og foranstaltninger af et vist omfang.

3.14

EØSU mener på den anden side, at det ikke vil være muligt at gøre noget ved de globale miljøudfordringer alene ved hjælp af modtagerlandenes nationale strategier. De udviklede lande bør leve op til deres ansvar og bære de største omkostninger ved løsningen af de globale miljøproblemer. EU bør afsætte ekstra finansielle midler til programmer, der sigter på at løse disse problemer.

3.15

Integration af udviklingslandene i den internationale handel vil nok ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at løfte dem ud af fattigdom og ulighed. Hertil vil det være nødvendigt at skabe forudsætninger for udvikling i disse lande gennem økonomiske og politiske fremskridt og en politik for omfordeling af velstanden fra de rige lande til de fattige. Samtidig må der i de rige lande skabes forståelse for, at udviklingsbistanden ikke kun skal hjælpe de fattige lande, men at den er lige så afgørende for de rige landes fremtid, og at fattigdom og ulighed er en trussel mod sikkerheden og mod disse landes eget udviklingspotentiale. Dette er efter EØSU's mening en af de opgaver, som bedst kan løses af det organiserede civilsamfund.

3.16

EU's udviklingspolitik kan ligeledes bidrage positivt til integration af migrationsstrømme samt sætte skub i en politik for fælles udvikling, som skal føres sammen med indvandrernes oprindelseslande (11). Samarbejdet med oprindelseslandene er en afgørende forudsætning for, at man kan lede migrationsstrømmene ad lovlige kanaler og for, at modtagelsen af indvandrere kan foregå under overholdelse af alle deres rettigheder som indvandrere og fuldgyldige borgere (12). På den anden side bør udvandring bidrage til udviklingen i emigranternes hjemlande (13). Det er derfor nødvendigt at udforme foranstaltninger til kompensation for hjerneflugt, hindre ubehørigt høje afgifter på de penge, emigranterne sender til deres familie i hjemlandet, og gøre det lettere for dem at vende tilbage til deres land, således at de kan fremme udviklingen ved f.eks. at etablere produktionsvirksomheder.

4.1

Spørgsmålet om sammenhæng mellem de forskellige politikker, som er et traditionelt og traktatfæstet aspekt af EU's bistand, har fået fornyet betydning i den nye internationale kontekst, som er præget af, at sikkerheden står øverst på dagsordenen, og af den indvirkning, som globaliseringen har på blandt andet handel, landbrug, beskæftigelse og migrationsstrømme. Kommissionens nylige meddelelse er et klart udtryk for dette spørgsmåls store betydning og for EU's vilje til at reagere hensigtsmæssigt herpå. »Alt undtagen våben«-initiativet var et nyt forsøg på at skabe sammenhæng i handelspolitikken til gavn for de fattige lande.

4.2

EU's udviklingspolitik er ikke udformet som et instrument, der skal afbøde de mulige skadelige konsekvenser for de fattige landes udvikling af EU's politik på andre områder, såsom handel eller sikkerhed. For at gøre denne kurs mere virkningsfuld vil det efter EØSU's mening være hensigtsmæssigt med en bedre koordinering mellem Kommissionens forskellige direktorater (f.eks. mellem direktoratet for handel og direktoratet for beskæftigelse) og en regelmæssig evaluering af EU-politikkens indvirkning på udviklingslandenes sociale samhørighed, hvori det organiserede civilsamfund bør spille en fremtrædende rolle.

4.3

Denne ønskværdige sammenhæng i al EU's politik bør dog ikke tjene til at reducere udviklingspolitikkens indhold ved at underordne den andre EU-foranstaltninger og glemme udviklingsforanstaltningernes særlige karakter og mål. Ligeledes må udviklingspolitikken i en tid, hvor EU's eksterne engagement vokser og hele tiden ændrer sig, bevare en vis uafhængighed af de øvrige elementer i EU's indsats udadtil, for at hensigten og målene med den kan opfyldes.

4.4

Der bør efter EØSU's mening ske en yderligere harmonisering mellem EU's og de 25 medlemsstaters udviklingspolitik. Medlemsstaternes støtte til millennium-udviklingsmålene og de holdninger, som OECD's Komité for Udviklingsbistand (DAC) har indtaget, skulle kunne bane vejen herfor. Der er absolut behov for en større harmonisering af donorlandenes ofte indbyrdes modstridende politikker og for at skabe sammenhæng mellem dem. Manglen på en sådan sammenhæng skaber høje »transaktionsomkostninger« i form af spild, dobbeltarbejde, uklar kurs og store komplikationer for modtagerlandene. På det europæiske topmøde i Barcelona i marts 2002 forpligtede EU sig til inden 2004 at træffe konkrete foranstaltninger til koordinering af politikken og harmonisering af procedurerne såvel fra Kommissionens som medlemsstaternes side. Ikke desto mindre er de henstillinger, som dette tilsagn mundede ud i, ikke rigtigt blevet fulgt op i praksis. EØSU mener, at en effektiv harmonisering mellem medlemsstaternes og EU's udviklingspolitik er af vital betydning for EU's udviklingspolitik fremover. EØSU vil så vidt det står i dets magt sætte en debat i gang med det europæiske civilsamfunds organisationer til støtte for en fælles europæisk ramme om udviklingspolitikken. EØSU støtter også Kommissionens holdning vedrørende behovet for en udviklingspolitik på europæisk plan, der forpligter såvel medlemsstaterne som Kommissionen selv.

4.5

Det største plus ved en udviklingspolitik i EU-regi må være bedre koordinering og komplementaritet med medlemsstaternes politik. EU har visse komparative fordele — størrelse, neutralt image, bidrag til verdensfondene — som skal udnyttes.

4.6

Samtidig bør man efter EØSU's mening fortsat tilstræbe, at EU kan deltage med sin egen stemme i alle multilaterale fora vedrørende udvikling. EU bør deltage aktivt i reformen af det multilaterale system med en fælles holdning. Dette gælder både FN-systemet som led i den proces, FN's generalsekretær har sat i gang, og de internationale finansielle institutioner og andre multilaterale fora såsom Komitéen for Udviklingsbistand (DAC), Parisklubben, G8 og WTO. EU's evne til at øve indflydelse som international aktør med reel magt afhænger af dets mulighed for at fremføre én holdning i multilaterale organer på flere landes vegne. Ligeledes bør EU styrke mekanismerne for samråd og koordinering på stedet med FN's specialiserede agenturer og andre donororganisationer.

4.7

Udviklingens institutionelle dimension og styrkelsen af de lokale forvaltningsinstitutioners kapacitet er altafgørende. Stærkere forvaltningsorganer er nøglen til opnåelsen af en god forvaltning, som gør det muligt at afsætte ressourcer og bruge dem på en sådan måde, at problemerne tackles med udgangspunkt i principperne om deltagelse, gennemsigtighed, ansvarlighed, korruptionsbekæmpelse, retfærdighed og lovens overhøjhed. Styrkelsen af civilsamfundsorganisationernes kapacitet og midler er i denne henseende lige så vigtig for, at disse lande selv kan blive herre over deres egen udviklingsproces.

4.8

EU bør i denne forbindelse udnytte og drage lære af programmerne for bistandssamarbejde med de nye medlemsstater, som på kort tid har udviklet sig fra at være bistandsmodtagere til medlemmer af et donorfællesskab. Deres forståelse og indfaldsvinkel ud fra et støttemodtagersynspunkt kan være til stor nytte ved udviklingen af innovative metoder til forvaltning af bistanden.

4.9

Den høje grad af decentralisering i de lande, som er målet for EU's udviklingssamarbejde, gør det nødvendigt at forbedre mekanismerne for inddragelse af de forskellige partnere og indføre metoder til koordinering på stedet ud fra en bundstyret tilgang til samarbejdet.

4.10

Bedre koordinerings- og samrådsmekanismer skulle kunne gøre bistanden mere effektiv og virkningsfuld, i og med at transaktionsomkostningerne nedbringes. Effektiviteten påvirkes dog af mange andre faktorer, og kontrollen hermed bør indgå i al EU's udviklingssamarbejde. Kommissionen har fastlagt strenge evaluerings- og kontrolmekanismer for at sikre bistandens kvalitet. De bør anvendes overalt og ikke kun for at sikre den nødvendige ansvarlighed, men især for at drage lære af erfaringerne. Andre mere generelle spørgsmål såsom undersøgelse af støttens ombyttelighed (»aid fungibility«) (14) bør medtages i EU-institutionernes analyse af bistanden.

4.11

Princippet om ejerskab, som hidtil har været anvendt forskelligt i forskellige geografiske områder, bør harmoniseres ved at trække på de gode erfaringer, som måtte findes, og drage lære af princippets gennemførelse. Deltagelse og ejerskab bør medtænkes i alle faser af planlægningen af foranstaltninger, programmer og projekter — lige fra drøftelsen af vejledende nationale programmer til den efterfølgende evaluering af indsatsen.

5.1

EU's udviklingspolitik er en offentlig politik, hvori en lang række aktører deltager. Denne omstændighed burde EU-institutionerne anerkende i højere grad ved at give de forskellige europæiske organisationer flere muligheder for at deltage. Samrådet mellem de forskellige offentlige og private aktører er en forudsætning for at opnå effektivitet og sammenhæng i udviklingspolitikken.

5.2

Indførelsen af principperne om partnerskab, deltagelse og ejerskab har resulteret i en forbedring af udviklingssamarbejdet, som bør fastholdes og uddybes ved mere systematisk at inddrage andre samfundsaktører ud over de statslige.

5.3

Fastlæggelsen af langsigtede politikker for fattigdomsbekæmpelse og bedre udnyttelse af bistandsmidlerne kræver en gensidigt forpligtende aftale mellem de demokratiske myndigheder i modtagerlandene og disse landes økonomiske og sociale kræfter.

5.4

Efter EØSU's mening bør styrkelsen af civilsamfundsorganisationerne (arbejdstager-, arbejdsgiver-, forbruger-, menneskerettighedsorganisationer osv.) i landene på den sydlige halvkugle være et højt prioriteret mål med EU's udviklingspolitik. En vigtig forudsætning for at mindske fattigdom og ulighed er at øge civilsamfundsorganisationernes evne til at stille krav, forhandle, indgå forpligtende aftaler og deltage. I erkendelse heraf bør EU's udviklingspolitik ikke alene fremme deres reelle deltagelse i de foranstaltninger, der indgår i udviklingsbistanden, men også bidrage til styrkelsen af ægte civilsamfundsorganisationer og anerkendelsen af dem — inden for deres egne samfund — som grundlæggende aktører i udviklingen (15). Til dette formål bør der afsættes øremærkede finansielle midler.

5.5

Endvidere bør EU's udviklingspolitik sigte mod at fremme følgende: indførelse af et retsgrundlag i modtagerlandene, som gør det muligt at inddrage civilsamfundsorganisationerne aktivt i deres lands udvikling; afsættelse af økonomiske midler til deres kapacitetsopbygning og styrkelse; konsolidering af strukturer, som baner vejen for permanent deltagelse og dialog; procedurer for høring af de nævnte organisationer i alle faser af de nationale og regionale vejledende programmer; udbredelse af god praksis. Ligeledes bør de europæiske organisationer høres i forbindelse med aktioner, som EU støtter.

5.6

I dag er det kun AVS-landene, som anerkender formel inddragelse af civilsamfundsorganisationer i alle etaper af udviklingssamarbejdet. Denne forpligtelse, som er fastlagt i Cotonou-aftalen, findes ikke i samarbejdet med andre regioner, hvor der kun foretages høringer af uformel karakter (16). EØSU går ind for, at disse erfaringer udbredes til andre regioner ved, at der i EU's fremtidige udviklingspolitik fastlægges formelle mekanismer for inddragelse af civilsamfundsorganisationerne i planlægningen, gennemførelsen og evalueringen af udviklingspolitikkerne.

5.7

Ligeledes giver Cotonou-aftalen de ikke-statslige aktører en enestående mulighed for at få adgang til en andel af de EU-midler, der tildeles de enkelte lande (EUF-midler til nationale og regionale vejledende programmer). Disse midler skal styrke civilsamfundets kapacitet og muliggøre dets aktive deltagelse i gennemførelsen af regionale eller nationale strategier til mindskelse af fattigdommen.

EØSU opfordrer til at benytte denne model for høring af civilsamfundet i EU's forbindelser med andre regioner, f.eks. Latinamerika og landene i Euro-Middelhavspartnerskabet.

5.8

Endvidere bør der i forbindelse med EU's udviklingspolitik gøres en seriøs indsats for at sikre, at rettighederne til deltagelse reelt kan udøves dér, hvor de allerede er anerkendt. I praksis er der alvorlige lakuner i implementeringen af bestemmelserne, og civilsamfundsorganisationerne har derfor svært ved at få tilstrækkeligt kendskab til aftalerne, og reelle høringer bliver vanskelige at gennemføre. Desuden savnes en definition af kriterierne for civilsamfundsorganisationernes repræsentativitet, og der er problemer med at få adgang til EU-finansiering.

5.9

Skabelse af stabile og demokratiske arbejdsmarkedsrelationer er en væsentlig forudsætning for at fremme realiseringen af målet om anstændigt arbejde. Men det er også et uomgængeligt grundlag for økonomisk udvikling. EØSU mener derfor, at styrkelsen af en afbalanceret social dialog bør være et af målene med den europæiske udviklingspolitik. I betragtning af, hvor store erfaringer Europa har på dette område, mener EØSU, at det her vil være nødvendigt at inddrage de europæiske fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer i løsningen af denne opgave.

5.10

Det er nødvendigt, at virksomhederne påtager sig en stadig større positiv rolle i virkeliggørelsen af målet om bæredygtig udvikling. Dette anerkendes af OECD i dets adfærdskodeks for multinationale virksomheder (17). EU's udviklingspolitik skal efter EØSU's mening fremme virksomhedernes sociale ansvar, især de europæiske, i de lande, som modtager EU-bistand. Som påpeget i tidligere udtalelser (18) vil det efter EØSU's mening bidrage kraftigt til den økonomiske og sociale udvikling i de bistandsmodtagende lande, hvis virksomhederne som minimum opererer efter samme arbejdsmæssige, sociale og miljømæssige kriterier i disse lande, som de (generelt) gør i Europa.

5.11

Udviklingspolitikken kan kun opretholdes og styrkes, hvis den har ordentlig folkelig opbakning. EØSU mener, at der er brug for en kraftig oplysning af borgerne om udviklingsbistanden. Den spirende internationale folkelig bevidsthed, som især gør sig gældende på miljøområdet, bør styrkes og udvides til spørgsmål som fattigdom, ulighed og globale offentlige goder. Det er efter EØSU's opfattelse nødvendigt at inddrage skoler, medier og naturligvis civilsamfundsorganisationer i dette arbejde. EØSU vil gerne fungere som instrument for gennemførelsen af en sådan politik i samarbejde med EU-institutionerne.

6.1

For at bistanden kan blive mere effektiv og få større effekt, vil det være fornuftigt at koncentrere den på bestemte sektorer, hvor EU's indsats vil være af særlig stor værdi eller bidrager med noget ekstra set i forhold til andre donorer. Erfaringen viser dog, at det ikke altid er muligt at fastlægge disse prioriteter eller på forhånd fastslå, hvori ekstragevinsten ved en EU-indsats består. Under alle omstændigheder bør planlægningen på landsplan danne ramme om forhandlingerne mellem partnerne. Og strategipapirerne for bekæmpelse af fattigdommen bør være hovedhjørnestenen i dette arbejde.

6.2

Efter EØSU's mening er udviklingspolitikken ikke kun etisk, men også politisk begrundet: hvis der ikke rettes op på de nuværende uligheder, kan globaliseringen ikke fungere. EØSU mener derfor, at det ikke er tilstrækkeligt at lade EU's udviklingspolitik sigte mod at rette op på de problemer, der er forbundet med underudvikling. Den særlige ekstraindsats, som EU kan yde, bør blandt andet bestå i dets indsats til fremme af globale multisektorielle strategiske mål på områder såsom sundhed (herunder frugtbarhed), uddannelse, ligestilling mellem kønnene, miljøbeskyttelse, skabelse af produktionsvirksomheder og beskæftigelse samt anstændigt arbejde. Hertil må der nødvendigvis via nye finansieringsinstrumenter stilles ekstra økonomiske midler til rådighed ud over dem, der afsættes til udviklingssamarbejde.

6.3

EU's bistandssamarbejde har altid været stærkt geografisk koncentreret og er for AVS-landenes vedkommende, som fastlagt i Cotonou-aftalen, efterhånden blevet overordentligt komplekst. Erfaringerne fra de forskellige Lomé- og Cotonou-aftaler bør komme andre regioner, især Asien, og lande, som har sat sig for at nå millennium-udviklingsmålene, til gode. Der bør således i samarbejde med andre dele af verden, som modtager EU-støtte, udvikles mere smidige, permanente og strukturerede mekanismer, som går videre end de traditionelle topmøder og aftaler og sætter samarbejdet ind i et mere strategisk perspektiv. Endvidere bør EU's bistand omfatte alle fattige lande.

6.4

EU støtter ønsket om at gøre Afrika syd for Sahara til et prioriteret område for EU's udviklingsbistand. Hvis dette mål skal nås, må det imidlertid ledsages af en bedre styring i Afrika på såvel nationalt som regionalt plan, hvilket har relevans for både de afrikanske mellemstatslige organisationer, de afrikanske stater og civilsamfundsorganisationer. Sidstnævnte kan i kraft af deres uafhængighed, kontakt med befolkningen og handlekraft udvirke, at borgerne påtager sig et reelt ansvar for den udviklingspolitik, som berører dem direkte.

6.5

I overensstemmelse hermed foreslår EØSU, at de afrikanske civilsamfundsorganisationer får lettere adgang til EU-finansiering ved at sikre dem direkte adgang på nationalt plan. Ligeledes bør der iværksættes et horisontalt program til finansiering af ikke-statslige aktører. Civilsamfundets deltagelse i fastlæggelsen og gennemførelsen af samarbejdspolitiske foranstaltninger og strategier må også udvides og systematiseres.

6.6

For at den økonomiske udvikling kan komme flest mulige til gode og ikke give anledning til misbrug ønsker EØSU, at der i forbindelse med EU's udviklingsbistand i Afrika tages hensyn til principperne om social samhørighed og anstændigt arbejde for alle. En ægte social dialog og generelt en dialog med civilsamfundets repræsentative organisationer giver større garanti for, at disse principper overholdes. Her vil EØSU som foreslået i Kommissionens meddelelse (19) samarbejde med det afrikanske økonomiske, sociale og kulturelle råd om udveksling af erfaring og viden på relevante områder.

6.7

EU bør i sin udviklingspolitik være mere opmærksom på mellemindkomstlande, hvor der er store interne problemer med fattigdom og ulighed. EØSU henleder her opmærksomheden på de løbende nedskæringer i den andel af EU's bistand, der går til Latinamerika, som er den region, hvor ulighederne er størst. Ligeledes bør man være opmærksom på gennemsnitsindkomstlande som Brasilien, Uruguay og Mexico, hvor der findes enorme fattigdomslommer. Der bør udarbejdes et indikatorsystem, som gør det muligt at følge situationens udvikling i lande af denne type. EØSU går ind for, at EU prioriterer Latinamerika højere i sin udviklingspolitik.

6.8

Kommissionens forslag om at indføre specifikke foranstaltninger til overgangssituationer, som gør det muligt at styrke sammenkædningen mellem bistand, genopbygning og udvikling og tilpasse instrumenterne til situationer, hvor forholdene konstant ændrer sig og statsmagten er skrøbelig, forekommer hensigtsmæssig og i tråd med den nødvendige differentiering. På samme måde bør man styrke de forebyggende elementer og den tidlige varsling i bistandssamarbejdet i disse situationer.

7.1

EU har forpligtet sig til i det mindste at opfylde, hvad der blev aftalt i Monterrey, og alt tyder på, at det vil være nødvendigt at styrke dette engagement, hvis millennium-udviklingsmålene skal nås. Det Europæiske Råd vedtog på mødet i Barcelona i marts 2002 at forhøje den officielle udviklingsbistand til 0,39 % af BNP i 2006, som nok var en væsentlig forpligtelse i forhold til det nuværende gennemsnit på 0,22 %, men dog stadig langt under niveauet i 1990, hvor medlemsstaternes bidrag var på 0,44 %. På Rådets møde den 23.-24. maj 2005 blev der foreslået nye strengere mål for at nå op på 0,56 % af BNP for EU som gennemsnit i 2010 med forskellige andele for de 15 gamle og de 10 nye medlemsstater. Det ser dog ud til, at der er brug for en meget større forpligtelse for at opfylde millennium-udviklingsmålene.

7.2

G8-landenes løfte fra juli 2005 om 100 % eftergivelse af de 18 fattigste landes multilaterale gæld er et betydningsfuldt skridt i denne retning, som må følges op. Man må afvente den endelige bekræftelse og endnu vides det ikke, om yderligere en snes lande — som bebudet — kan nyde godt af lignende tiltag. Efter EØSU's mening bør disse foranstaltninger udvides til de mindst udviklede lande som helhed og finansieres med reelt supplerende midler og ikke ved en simpel omrokering af bevillinger til offentlig udviklingsbistand.

7.3

Følgelig må der i de finansielle overslag 2007-2013 klarere og mere specifikt tages højde for de finansielle forpligtelser, der er nødvendige for at nå millennium-udviklingsmålene.

7.4

De måder, hvorpå udviklingsbistanden finansieres, har udviklet sig gennem årene og tilpasset sig partnerlandenes behov for ejerskab. EU's udviklingssamarbejde bør blive mere forudsigelig på lang sigt og udbygges med flerårige planlægningsmekanismer, som kan afbøde de negative følger af de varierende budgettildelinger og uforudsigeligheden i bistanden.

7.5

Behovet for en forudsigelig og stabil støtte er vanskeligt at forene med det forhold, at de nationale budgetter kun dækker et år ad gangen. Dette er en af grundene til, at der er brug for supplerende finansieringskilder. En anden væsentlig grund er behovet for at skaffe ekstra midler til udvikling, som kan supplere den traditionelle finansiering. Den manglende enighed blandt medlemslandene om nye finansieringskilder som et supplement til den officielle udviklingsbistand for at mobilisere flere ressourcer til opfyldelsen af millennium-udviklingsmålene bremser deres implementering. Der findes grundlæggende to mulige alternative mekanismer til finansiering af udviklingsbistanden. For det første den foreslåede internationale finansieringsfacilitet (IFF) og for det andet indførelse af en international skat. Bortset fra vanskelighederne med at skabe politisk vilje til at indføre disse mekanismer, er der for førstnævntes vedkommende stadig en række store uafklarede spørgsmål vedrørende forvaltning og anvendelse af midlerne. For sidstnævntes vedkommende ligger den største vanskelighed i opnåelsen af en international konsensus om dens indførelse. EØSU mener, at begge mekanismer er brugbare og kan supplere hinanden, og at indførelsen af dem haster. Samtidig bør deres rent supplerende karakter respekteres.

7.6

Total afbinding af bistanden bør også i de kommende år være et af udviklingsmålene. I forlængelse af de mange forslag i denne retning (20) opfordrer EØSU Rådet til at sætte skub i arbejdet med forordningen om afbinding af bistanden og til at få medlemsstaterne til at følge dette spørgsmål op og gå endnu videre end DAC's anbefalinger.

7.7

I dag er der en tendens til, at donorlandene og helt konkret EU skærer ned på støtten til projekter for i stedet at yde finansiel støtte til modtagerlandenes budgetter, så de får midler til at udvikle deres egne foranstaltninger. Dette bør efter EØSU's mening aldrig gå ud over opfyldelsen af de mål, der søges nået gennem bistanden fra EU. Denne form for finansiering kan dog styrke princippet om ejerskab under forudsætning af, at den tidligere kontrol med projekterne ikke erstattes med nye politiske betingelser vedrørende kursen i landets økonomiske og sociale politik.

7.8

Der skal være sammenhæng mellem instrumenterne til finansiering af udviklingsbistanden og de mål, der forfølges. Større fleksibilitet i EU's udviklingssamarbejde er nødvendig i betragtning af den lange tidshorisont, EU hidtil har anlagt i forvaltningen af dets bistandsprojekter eller -foranstaltninger. Endvidere forekommer det ikke rimeligt at sammenblande instrumenter for generelt økonomisk samarbejde med instrumenter for udviklingssamarbejde. Udviklingspolitikken har i en vis udstrækning sine egne mål, hvilket også kræver en vis specialisering af instrumenterne, hvad angår såvel planlægning som gennemførelse.

7.9

Fleksibilitet er endnu mere nødvendig i forbindelse med genopbygning efter krige eller katastrofer eller i krisesituationer, hvor træghed og manglende fleksibilitet gør handling fuldstændig umulig. Initiativer såsom Fredsfonden for Afrika følger denne linje, hvor indsatsen tilpasses de reelle forhold i sådanne situationer.

7.10

EU har som helhed i ret god udstrækning opfyldt HIPC-initiativet (for stærkt forgældede lande) til nedbringelse af udlandsgælden. Dette initiativ kan dog ikke på kort sigt løse gældsproblemet og afbetalingen af gælden, og man må derfor overveje alternative løsninger. Kommissionen har foreslået punktuelle foranstaltninger for lande, der har været ramt af krig eller alvorlige katastrofer, men det grundlæggende problem er endnu ikke løst. EØSU foreslår mere aktiv indgriben på gældsområdet f.eks. ved at ombytte gæld med investeringer på det uddannelsesmæssige eller sociale område eller undersøge mulighederne for eftergivelse i katastroferamte regioner.

7.11

Den stigende bekymring for de såkaldte internationale offentlige goder burde kunne bane vejen for specifik finansiering af bevaringsforanstaltninger. Derfor bør EU udarbejde en handlingsplan om deres betydning og finansiering og være fleksibel i tildelingen af ressourcer. De globale fonde og initiativer, der i de seneste år er blevet iværksat i konkrete tilfælde (AIDS, vand, vaccinationsprogrammer osv.), synes at tilføre dette element af fleksibilitet, og der bør derfor fortsat ydes EU-bistand til denne form for initiativer, som nogle medlemsstater allerede har iværksat (21).

7.12

Som allerede anført foreslår EØSU, at EU i sin udviklingsstrategi tager fat på de specifikke problemer i mellemindkomstlandene, hvor der også findes mange fattigdomslommer, og hvor mange befolkningsgrupper lever i fattigdom. I dette tilfælde er de mest hensigtsmæssige former for bistand ikke udelukkende gavebistand, men også lån eller andre kombinerede former for støtte. Her bør parametrene supplere millennium-udviklingsmålene ved at medtage målet om social samhørighed (22) som fastsat på topmødet mellem EU, Latinamerika og Caribien i Guadalajara i 2004. Opnåelse af social samhørighed forudsætter blandt andet reformer af budgetforvaltningen samt et progressivt skattesystem.

8.1

Bekæmpelsen af fattigdom bør for EØSU at se være et nøgleelement i EU's arbejde for en mere retfærdig, sikker og miljømæssig ansvarlig globalisering. Den bør også være den logiske projicering udadtil af dets interne model for økonomisk udvikling og social harmoni (23).

8.2

EØSU mener, at den europæiske udviklingspolitik bør spille en grundlæggende rolle såvel i udbredelsen af EU's grundlæggende værdier som i forebyggelsen af de negative følger (usikkerhed, rovdrift på naturressourcer, ukontrollerede migrationsstrømme) af fattigdom og usikkerhed. Det foreslår således, at den europæiske udviklingspolitik sidestilles med sikkerhedspolitikken.

8.3

På denne baggrund foreslår EØSU, at fremme af den europæiske sociale model (regulering på det sociale område, forhandlingssystem mellem arbejdsmarkedets parter, sociale sikringssystemer for alle borgere) i en tid med økonomisk globalisering bliver et centralt element i EU's udviklingspolitik.

8.4

EØSU er af den opfattelse, at begrænsningen af toldbarriererne mod udviklingslandenes eksport og af subvention (herunder landbrugsstøtte) knyttet til eksportpriser kan bidrage (24) til at afbøde fattigdom, skønt effekten på kort sigt kan gå i modsat retning (da nogle udviklingslande, som er nettoimportører, kan blive berørt af prisstigninger). Ligeledes opfordrer det til en revision af aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder. EØSU går ind for, at åbningen af udviklingslandenes markeder sker gennem en gradvis integration af dem i de globale markeder og ledsages af programmer for styrkelse af disse landes strukturelle opbygning.

8.5

EØSU foreslår, at der i associeringsaftalerne mellem EU og forskellige lande og regioner i resten af verden indbygges en social dimension, der som minimum skal omfatte fremme af anstændigt arbejde, udvikling af offentlige og private sociale sikringsordninger samt fuld overholdelse af de arbejdsrettigheder, der er fastlagt i ILO's grundlæggende konventioner. EØSU foreslår også, der i disse aftaler indbygges mekanismer for inddragelse af det organiserede civilsamfund.

8.6

Anstændigt arbejde som defineret af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) er en væsentlig faktor i udryddelsen af fattigdom og styrkelse af social samhørighed. EØSU foreslår derfor, at anstændigt arbejde bliver det 9. millennium-udviklingsmål.

8.7

Beskyttelse af menneskerettigheder er en af hovedhjørnestene i EU's udviklingspolitik. Derfor foreslår EØSU, at denne politik udbygges med foranstaltninger til effektiv beskyttelse af forkæmpere for menneskerettighederne — herunder menneskerettighederne på arbejdspladsen — i de regioner, som er omfattet af udviklingssamarbejdet.

8.8

EØSU foreslår at medtage miljødimensionen blandt indikatorerne for effektivitet i gennemførelsen af udviklingsstrategien. Undersøgelse af miljøindvirkningen bør endvidere være et obligatorisk krav til foranstaltninger af et vist omfang.

8.9

EØSU mener, at EU's udviklingspolitik skal bidrage til lovlig integration af migrationsstrømme under overholdelse af indvandrernes rettigheder. Endvidere bør den fremme en politik for samudvikling, der også kommer oprindelseslandene til gode, gennem kompensation for hjerneflugt, fjernelse af hindringer for indvandrernes pengeoverførsler og støtte til indvandrere, der ønsker at vende hjem for at etablere produktionsvirksomheder. Under alle omstændigheder må indvandringspolitikken ikke udvikle sig til en politik, der stiller nye betingelser for udviklingspolitikken.

8.10

EØSU opfordrer til at sikre kohærens mellem alle EU-politikker og udviklingsstrategien. Udviklingspolitikken skal også bevare sin uafhængighed og specifikke karakter i forhold til andre politikker. EØSU mener, at behovet for en harmonisering af EU's og medlemsstaternes udviklingspolitikker bliver stadig mere påtrængende. Derfor er det nødvendigt at fastlægge en fælles europæisk platform eller agenda for den europæiske udviklingspolitik, som fastsætter tidsrammer og systemer til opfølgning fra medlemsstaternes side. EØSU går ligeledes ind for, at medlemsstaterne og EU deltager i multilaterale fora med fælles holdninger. EØSU støtter Kommissionens holdning vedrørende behovet for en udviklingspolitik på europæisk plan, der forpligter såvel medlemsstaterne som Kommissionen selv.

8.11

Udryddelse af fattigdom kræver blandt andet en anden fordeling af magt og muligheder. For at nå dette mål er det af afgørende betydning at konsolidere de institutioner, der danner fundamentet i en demokratisk retsstat med en social dimension. Styrkelse af civilsamfundsorganisationerne er også en meget vigtig forudsætning. EØSU foreslår derfor, at der afsættes midler til opfyldelse af sidstnævnte mål.

8.12

I lyset af eksemplet med de velkonsoliderede forbindelser mellem EU og AVS opfordrer EØSU Kommissionen, Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet til at give deres støtte til, at EØSU's rolle udvides til også at omfatte forbindelserne med økonomiske og sociale interessegrupper i andre regioner såsom Latinamerika og Euro-Middelhavslandene. EØSU opfordrer de politiske instanser til at støtte følgende: et politisk mandat og tildeling af midler, som gør det muligt at inddrage de økonomiske og sociale interessegrupper; institutionel anerkendelse af dialogen med civilsamfundet og dets officielle og regelmæssige deltagelse i opfølgningen af associeringsaftaler, topmøder, blandede parlamentariske udvalg og politikker på områder af relevans for civilsamfundet såsom social samhørighed og anstændigt arbejde; EØSU's bestræbelser på at fremme såvel den rådgivende funktion som den sociale dialog i samarbejde med ILO og andre internationale organisationer. I denne konkrete forbindelse beder EØSU Kommissionen, Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet om at give deres støtte til, at der i punkt 2.2 i fælleserklæringen om EU's udviklingspolitik indføjes en specifik henvisning til EØSU som effektiv og nødvendig formidler af dialogen med de økonomiske og sociale interessegrupper.

8.13

EØSU foreslår, at fremme af stabile og demokratiske rammer om arbejdsmarkedsrelationerne og den sociale dialog samt tilskyndelse til virksomhedernes sociale ansvar bliver centrale mål for EU's udviklingspolitik.

8.14

EØSU mener, at EU i sin indsats først og fremmest bør satse på globale multisektorielle strategiske mål. Det støtter endvidere ønsket om at gøre bistand til Afrika syd for Sahara til en prioritet under forudsætning af, at der skabes betingelser for en bedre forvaltning i dette område. EØSU går også ind for, at der ydes EU-bistand til alle fattige lande.

8.15

EØSU mener, at EU's udviklingspolitik bør fokusere mere på mellemindkomstlande med store interne problemer med fattigdom og ulighed. Nogle lande i Latinamerika — hvormed EU har planer om at indgå et strategisk partnerskab — og Asien er omfattet af denne definition.

8.16

EØSU foreslår, at de initiativer til gældseftergivelse, som G8-landene har vedtaget, udvides til alle fattige lande, og at de reelt finansieres med ekstra midler.

8.17

EØSU noterer, at der er behov for supplerende finansieringskilder for at opfylde udviklingsmålene. Under alle omstændigheder bør der kun gives støtte til anvendelse af internationale finansielle bidrag, som kan opnå bred politisk opbakning.

8.18

EØSU mener, at afbinding af bistanden bør være et af de centrale mål med EU's udviklingsstrategi. Det opfordrer Rådet til at komme videre med ændringen af forordningen om afbinding af bistanden og endda gå videre end anbefalingerne fra Komitéen for Udviklingsbistand (DAC).

8.19

EØSU foreslår, at der anvendes nye fremgangsmåder for gældsombytning i stil med dem, der sigter på undervisning eller sociale formål (støtte til indvandrere, der ønsker at vende hjem, styrkelse af frivillige sociale organisationer osv.).

8.20

Større effektivitet i bistanden er også fremover en udfordring for alle involverede aktører. EØSU mener, at der bør udfoldes stadig større bestræbelser på bedre opfyldelse af udviklingsmålene.

8.21

Det er efter EØSU's mening absolut nødvendigt at udforme en politik, som sigter mod at øge den folkelige opbakning til udviklingspolitikken og samtidig øge den offentlige bevidsthed verden over. EØSU vil gerne fungere som instrument for gennemførelsen af en sådan politik i samarbejde med EU-institutionerne.