This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62009TN0247
Case T-247/09: Action brought on 16 June 2009 — Evropaïki Dynamiki v Commission
Sag T-247/09: Sag anlagt den 16. juni 2009 — Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sag T-247/09: Sag anlagt den 16. juni 2009 — Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
EUT C 205 af 29.8.2009, p. 43–44
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
29.8.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 205/43 |
Sag anlagt den 16. juni 2009 — Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
(Sag T-247/09)
2009/C 205/79
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Evropaïki Dynamiki — Proigmena Systimata Tilepikoinonion Pliroforikis kai Tilematikis AE (Athen, Grækenland) (ved lawyers N. Korogiannakis og M. Dermitzakis)
Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
Sagsøgerens påstande
— |
Kommissionens beslutning om ikke at antage sagsøgerens bud, der blev indgivet under den åbne udbudsprocedure AO 10186 om »Udarbejdelse og formidling af Den Europæiske Unions Tidendes tillæg: TED websiden, OJS DVD-ROM og relaterede offline og online-medier« (EUT 2009/S 2-001445), meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 7. april 2009 og alle Kommissionens efterfølgende beslutninger, herunder beslutningen om at tildele kontrakten til den udvalgte kontraktpart, annulleres. |
— |
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale 1 490 215,58 EUR til sagsøgeren i erstatning for de tab, som sagsøgeren har lidt som følge af den omhandlede udbudsprocedure. |
— |
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagsøgerens advokatomkostninger og udgifter i forbindelse med dette søgsmål, også hvis sagsøgeren ikke får medhold. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
I den foreliggende sag har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning om ikke at vælge sagsøgerens bud, som blev afgivet under den åbne udbudsprocedure om udarbejdelses- og formidlingsydelser i forbindelse med Den Europæiske Unions Tidendes tillæg: TED websiden, OJS DVD-ROM og relaterede offline og online-medier (AO 10186), og om at tildele kontrakten til den udvalgte kontraktpart. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om erstatning for påståede tab som følge af udbudsproceduren.
Sagsøgeren har gjort følgende anbringender gældende til støtte for søgsmålet.
For det første har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen begik flere åbenbare fejlskøn, og at Kommissionen nægtede at fremføre en begrundelse eller forklaring over for sagsøgeren, hvorved Kommissionen tilsidesatte finansforordningen (1) og gennemførelsesbestemmelserne hertil samt direktiv 2004/18 (2) og artikel 253 EF. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen — til trods for sagsøgerens skriftlige anmodning herom — på intet tidspunkt oplyste sagsøgeren om den valgte tilbudsgivers fortjenester, således som den var forpligtet til. Kommissionens bemærkninger var efter sagsøgerens opfattelse vage, uunderbyggede og kortfattede og udgør ikke en rimelig begrundelse. Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionen efterfølgende berigtigede begrundelsen for den anfægtede beslutning, efter at bedømmelsesudvalget havde genovervejet sin rapport og fjernet en bemærkning vedrørende den valgte tilbudsgiver.
For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat finansforordningens artikel 106 og 107 samt gennemsigtighedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling ved ikke at udelukke tilbudsgivere, der henviste til arbejde udført i lande, der ikke har tiltrådt Verdenshandelsorganisationens aftale om statslige indkøb. Hvis Kommissionen skulle tillade disse tilbudsgiveres deltagelse, gør sagsøgeren gældende, at Kommissionen burde anvende en rimelig, gennemsigtig og ikke-diskriminerende fremgangsmåde og præcisere de udvælgelseskriterier, den anvendte for at udelukke visse virksomheder eller for at acceptere andre.
For det tredje har sagsøgeren anført, at Kommissionen begik åbenbare skønsfejl vedrørende sagsøgerens bud sammenlignet med andre tilbudsgivere, og at Kommissionen undlod at angive en begrundelse, da de negative betragtninger, som bedømmelsesudvalget var fremkommet med om sagsøgerens bud, var vage og uunderbyggede.
(1) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EFT L 134, s. 114).