EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023R0711

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/711 af 30. marts 2023 om accept af en anmodning om behandling som ny eksporterende producent i forbindelse med de endelige antidumpingforanstaltninger, der blev indført på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina, og om ændring af s gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198

C/2023/1919

EUT L 93 af 31.3.2023, p. 84–87 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 04/05/2024

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/711/oj

31.3.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 93/84


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/711

af 30. marts 2023

om accept af en anmodning om behandling som ny eksporterende producent i forbindelse med de endelige antidumpingforanstaltninger, der blev indført på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina, og om ændring af s gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1),

under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 af 12. juli 2019 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina (2), særlig artikel 2, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(1)

Den 13. maj 2013 indførte Rådet en endelig antidumpingtold på importen til Unionen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den pågældende vare«) ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 (»den oprindelige forordning«) (3).

(2)

Efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1036 (»grundforordningen«) forlængede Kommissionen den 12. juli 2019 foranstaltningerne i den oprindelige forordning i yderligere fem år ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198.

(3)

Efter en antiomgåelsesundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 3, ændrede Kommissionen den 28. november 2019 gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2131 (4).

(4)

I den oprindelige undersøgelse blev der anvendt stikprøveudtagning til at undersøge de eksporterende producenter i Folkerepublikken Kina (»Kina«) i henhold til artikel 17 i forordning (EU) 2016/1036.

(5)

Kommissionen indførte individuelle antidumpingtoldsatser på mellem 13,1 % og 18,3 % på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale for de stikprøveudtagne eksporterende producenter fra Kina. For de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, blev der fastsat en toldsats på 17,9 %. De samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, er opført i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2131. Der blev desuden indført en landsdækkende told på 36,1 % på bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale fra virksomheder i Kina, som enten ikke gav sig til kende eller ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

(6)

I henhold til artikel 2 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 kan Kommissionen ændre bilag I til nævnte forordning ved at tildele en ny eksporterende producent den toldsats, der finder anvendelse for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven eller ikke er indrømmet individuel behandling, dvs. den vejede gennemsnitlige toldsats på 17,9 %, hvis en ny eksporterende producent i Kina over for Kommissionen fremlægger tilstrækkelig dokumentation for:

a)

at virksomheden ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i den undersøgelsesperiode, der blev lagt til grund for foranstaltningerne, dvs. fra den 1. januar 2011 til den 31. december 2011 (»den oprindelige undersøgelsesperiode«)

b)

at virksomheden ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksportører eller producenter i Kina, som er genstand for de ved den oprindelige forordning indførte antidumpingforanstaltninger, og

c)

at virksomheden faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter udløbet af den oprindelige undersøgelsesperiode eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen.

B.   ANMODNING OM BEHANDLING SOM NY EKSPORTERENDE PRODUCENT

(7)

Linyi Hongshun Porcelain Co., Ltd. (»Linyi Hongshun« eller »ansøgeren«) indgav den 12. august 2020 en anmodning til Kommissionen om at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent og dermed være omfattet af toldsatsen for de samarbejdsvillige virksomheder i Kina, der ikke indgik i stikprøven, dvs. 17,9 %, og hævdede, at virksomheden opfyldte alle tre betingelser i artikel 2 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198.

(8)

For at afgøre, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent, jf. artikel 2 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198, sendte Kommissionen først et spørgeskema til ansøgeren med en anmodning om dokumentation for, at denne opfyldte betingelserne for behandling som ny eksporterende producent.

(9)

Efter en analyse af besvarelsen af spørgeskemaet anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger og dokumentation, hvilket blev fremsendt af ansøgeren.

(10)

Kommissionen bestræbte sig på at efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at fastslå, om ansøgeren opfylder betingelserne for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent. Til dette formål analyserede Kommissionen den dokumentation, som ansøgeren havde fremlagt i sin spørgeskemabesvarelse, konsulterede forskellige websteder, herunder ansøgerens websted og Qichacha (5), og krydstjekkede virksomhedsoplysningerne med de oplysninger, der var indsendt i tidligere sager. Sideløbende hermed underrettede Kommissionen EU-erhvervsgrenen om ansøgerens anmodning og opfordrede den til at fremsætte eventuelle bemærkninger. EU-erhvervsgrenen fremsatte bemærkninger til anmodningen.

(11)

Den 28. september 2022 blev ansøgeren underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen oprindeligt foreslog at afvise virksomhedens anmodning om behandling som ny eksporterende producent, og ansøgeren fik mulighed for at fremsætte bemærkninger hertil.

(12)

Den 17. oktober 2022 fremlagde ansøgeren yderligere oplysninger vedrørende betingelsen i artikel 2, litra b). Dette førte til en yderligere analyse af, om ansøgeren opfyldte denne betingelse eller ej, jf. betragtning 14-17 nedenfor.

C.   ANALYSE AF ANMODNINGEN

(13)

Med hensyn til betingelsen i artikel 2, litra a), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198, som forudsætter, at ansøgeren ikke har eksporteret den pågældende vare til Unionen i den oprindelige undersøgelsesperiode, fastslog Kommissionen, at ansøgeren opfyldte denne betingelse. Ansøgeren blev etableret i 2004. I den oprindelige undersøgelsesperiode producerede ansøgeren den pågældende vare og solgte den til hjemmemarkedet og tredjelande. Ansøgeren fremlagde en salgsjournal for den oprindelige undersøgelsesperiode, som viste at der kun forekom hjemmemarkedssalg og salg til tredjelande i denne periode.

(14)

Med hensyn til betingelsen i artikel 2, litra b), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 som forudsætter, at ansøgeren ikke må være forretningsmæssigt forbundet med nogen eksportør eller producent, der er omfattet af de antidumpingforanstaltninger, der blev indført ved oprindelige forordning, fastslog Kommissionen i løbet af undersøgelsen, at ansøgeren var forretningsmæssigt forbundet med en kinesisk eksportør, Linyi Goldfuture. Det blev også fastslået, at Linyi Goldfuture eksporterede den pågældende vare til EU efter den oprindelige undersøgelsesperiode.

(15)

Efter bemærkninger modtaget efter fremlæggelsen af oplysninger fastslog undersøgelsen imidlertid også, at virksomheden Linyi Goldfuture var en forhandler og ikke var forretningsmæssigt forbundet med andre producenter eller eksporterende producenter end ansøgeren. Den pågældende vare, som Linyi Goldfuture eksporterede til EU, blev fremstillet af en ikke forretningsmæssigt forbundet kinesisk producent. Linyi Goldfuture blev desuden etableret i august 2012, dvs. efter den oprindelige undersøgelsesperiode. På dette grundlag fastslog Kommissionen, at ansøgeren ikke er forretningsmæssigt forbundet med en eksportør eller en producent, som er omfattet af tolden, og som kunne have samarbejdet i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. Ansøgeren opfylder derfor denne betingelse.

(16)

For så vidt angår betingelsen i artikel 2, litra c), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198, som forudsætter, at ansøgeren faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter den oprindelige undersøgelsesperiode eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen, fastslog Kommissionen i løbet af undersøgelsen, at ansøgeren havde eksporteret til Unionen efter den oprindelige undersøgelsesperiode. Ansøgeren fremsendte e-mailudvekslinger med en EU-kunde, proforma- og handelsfakturaer, pakkelister, konnossementer, toldangivelsesformular og kvitteringer for betaling af forskellige ordrer afgivet mellem 2017 og 2020 af virksomheder i EU. Ansøgeren opfylder derfor denne betingelse.

(17)

Ansøgeren opfylder således alle tre betingelser for at blive indrømmet behandling som ny eksporterende producent, jf. artikel 2 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198, og anmodningen bør derfor imødekommes. Ansøgeren bør således pålægges en antidumpingtold på 17,9 % for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse.

D.   FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER

(18)

Ansøgeren og EU-erhvervsgrenen blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det blev anset for hensigtsmæssigt at tildele den antidumpingtoldsats, der finder anvendelse for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse, til ansøgeren.

(19)

Parterne fik den 28. september 2022 mulighed for at fremsætte bemærkninger. Ansøgeren fremsatte bemærkninger som anført i betragtning 12 og fremførte, at i betragtning af, at Linyi Goldfuture er en eksportør og ikke en producent, som blev etableret efter den oprindelige undersøgelsesperiode, havde Linyi Goldfutures tilknytning til ansøgeren ikke nogen indflydelse på konklusionerne vedrørende den anden betingelse for behandling som ny eksporterende producent. I betragtning af ændringen i konklusionerne gav Kommissionen parterne mulighed for at fremsætte bemærkninger til et revideret dokument med generel fremlæggelse af oplysninger. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger.

(20)

Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I bilag 1 til gennemførelsesforordning (EU) 2019/2131 tilføjes følgende virksomhed til listen over samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven:

Virksomhed

Taric-tillægskode

»Linyi Hongshun Porcelain Co., Ltd.

899C«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. marts 2023.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  EUT L 189 af 15.7.2019, s. 8.

(3)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 af 13. maj 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 131 af 15.5.2013, s. 1).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2131 af 28. november 2019 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/1198 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af bordservice og køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (EUT L 321 af 12.12.2019, s. 139).

(5)  Qichacha er en privat, profitorienteret kinesiskejet database, der leverer forretningsdata, kreditoplysninger og analyser vedrørende private og offentlige virksomheder i Kina til forbrugere/fagfolk.


Top