EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006D0193

2006/193/EF: Kommissionens beslutning af 1. marts 2006 om regler i overensstemmelse med Europa-Parlaments og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 for ekstraordinær anvendelse af EMAS-logoet på transportemballage og tertiær emballage (meddelt under nummer K(2006) 306) (EØS-relevant tekst)

EUT L 70 af 9.3.2006, p. 63–64 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 118M af 8.5.2007, p. 363–364 (MT)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 10/01/2010; ophævet ved 32009R1221

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/193/oj

9.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 70/63


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 1. marts 2006

om regler i overensstemmelse med Europa-Parlaments og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 for ekstraordinær anvendelse af EMAS-logoet på transportemballage og tertiær emballage

(meddelt under nummer K(2006) 306)

(EØS-relevant tekst)

(2006/193/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 761/2001 af 19. marts 2001 om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) (1), særlig artikel 8, stk. 3, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

EMAS-logoet angiver over for offentligheden og andre interesserede parter, at det EMAS-registrerede foretagende har indført et miljøledelsessystem efter bestemmelserne i forordning (EF) nr. 761/2001.

(2)

EMAS-logoet må ikke bruges på produkter eller deres emballage eller i forbindelse med sammenligninger med andre produkter, aktiviteter og tjenesteydelser. Kommissionen skal dog som led i evalueringen i artikel 15, stk. 3, i forordning (EF) nr. 761/2001 overveje, under hvilke ekstraordinære omstændigheder EMAS-logoet kan anvendes.

(3)

Nogle EMAS-registrerede foretagender har tilkendegivet, at de er interesserede i at benytte EMAS-logoet på deres transportemballage eller tertiære emballage som et effektivt middel, hvormed miljøoplysninger kan formidles til de interesserede parter.

(4)

Det blev under den evaluering af logoets anvendelse, anerkendelse og fortolkning, som Kommissionen i overensstemmelse med artikel 15, stk. 3, i forordning (EF) nr. 761/2001 foretog i samarbejde med medlemsstaterne, konkluderet, at transportemballage og tertiær emballage svarende til definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (2) udgør en ekstraordinær omstændighed i den betydning, der anvendes i artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 761/2001, idet denne form for emballage ikke er knyttet direkte til produkterne, og det er derfor tilladt at bruge EMAS-logoet på den.

(5)

For at sikre, at der ikke kan ske nogen forveksling med miljømærkningen af produkter, og for at give offentligheden og andre interesserede parter klar besked om, at brugen af logoet ikke har nogen forbindelse med de produkter, der befinder sig i transportemballagen eller den tertiære emballage, eller med deres egenskaber, men kun gælder det registrerede foretagendes miljøledelsessystem, bør der føjes yderligere oplysninger til logoet.

(6)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 14 i forordning (EF) nr. 761/2001 —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

EMAS-registrerede foretagender kan bruge de to versioner af EMAS-logoet, som er gengivet i bilag IV til forordning (EF) nr. 761/2001, på transportemballage og tertiær emballage i den betydning, der anvendes i artikel 3, stk. 1, i direktiv 94/62/EF.

I sådanne tilfælde ledsages EMAS-logoet af følgende tekst: »[Det EMAS-registrerede foretagendes navn] er et registreret foretagende under EU’s miljøledelses- og miljørevisionsordning (EMAS)«.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. marts 2006.

På Kommissionens vegne

Stavros DIMAS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 114 af 24.4.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 196/2006 (EUT L 32 af 4.2.2006, s. 4).

(2)  EFT L 365 af 31.12.1994, s. 10. Senest ændret ved direktiv 2005/20/EF (EUT L 70 af 16.3.2005, s. 17).


Top