Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021R1465

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1465 af 6. juli 2021 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/787 for så vidt angår definitionen af hentydninger til forskriftsmæssige betegnelser for spiritus eller geografiske betegnelser for spiritus og deres anvendelse i beskrivelsen, præsentationen eller mærkningen af andre spiritus end den spiritus, der hentydes til

C/2021/4867

EUT L 321 af 13.9.2021, p. 12–15 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2021/1465/oj

13.9.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/12


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2021/1465

af 6. juli 2021

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/787 for så vidt angår definitionen af hentydninger til forskriftsmæssige betegnelser for spiritus eller geografiske betegnelser for spiritus og deres anvendelse i beskrivelsen, præsentationen eller mærkningen af andre spiritus end den spiritus, der hentydes til

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/787 af 17. april 2019 om definition, beskrivelse, præsentation og mærkning af spiritus, brugen af betegnelser for spiritus i præsentation og mærkning af andre fødevarer, beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus, brugen af landbrugsethanol og landbrugsdestillater i alkoholholdige drikkevarer samt om ophævelse af forordning (EF) nr. 110/2008 (1), særlig artikel 50, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved forordning (EU) 2019/787 blev visse bestemmelser om produktion og mærkning af spiritus og fødevarer, der er fremstillet ved anvendelse af spiritus som ingrediens, præciseret og omformuleret.

(2)

Navnlig blev definitionen af og betingelserne for anvendelsen af »hentydninger« til den forskriftsmæssige betegnelse for en eller flere spirituskategorier eller geografiske betegnelser for spiritus som fastsat i artikel 10, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 (2) og artikel 2, litra d), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 716/2013 (3) markant revideret ved forordning (EU) 2019/787, som ophæver og erstatter forordning (EF) nr. 110/2008 pr. 25. maj 2021. De nye tilsvarende bestemmelser i artikel 3, stk. 3, og artikel 12 i forordning (EU) 2019/787 tillader faktisk kun anvendelsen af hentydninger i beskrivelsen, præsentationen og mærkningen af andre fødevarer end spiritus og likører. Hentydninger i beskrivelsen, præsentationen og mærkningen af andre spiritus end likører er derfor ikke omfattet af de nye bestemmelser om hentydninger i forordning (EU) 2019/787. Dette lovgivningsmæssige valg blev truffet for at undgå overlap mellem hentydninger, der er omfattet af artikel 12 i forordning (EU) 2019/787, og blandinger, der er omfattet af artikel 13, stk. 3 og 4, i samme forordning. Kombinationen af en spiritus med en anden spiritus anses for at være en blanding og bør derfor ikke mærkes i henhold til bestemmelserne om hentydninger i mærkning. Der er ikke desto mindre indsat en undtagelse i artikel 12 i forordning (EU) 2019/787 med henblik på at tillade hentydninger til andre spiritus end likører med det formål at bevare mærkningen af et betydeligt antal produkter, der anses for at være traditionelle og almindeligt genkendt af forbrugerne. Den nye definition og de nye krav vedrørende hentydninger tog imidlertid ikke højde for yderligere to tilfælde af traditionelle produktionsmetoder, hvor der enten hentydes til en spiritus, der er den eneste alkoholholdige ingrediens i en anden spiritus, eller til en spiritus for hvilken det gælder, at dens fade tidligere har været anvendt til lagring af andre spiritus, idet ingen af de to tilfælde anses for at være blandinger. Hvis disse tilfælde ikke omfattes af bestemmelserne om hentydninger, bliver de således ulovlige i henhold til forordning (EU) 2019/787.

(3)

I henhold til artikel 10, stk. 7, i forordning (EU) 2019/787 er det forbudt at anvende de forskriftsmæssige betegnelser eller geografiske betegnelser i beskrivelsen, præsentationen eller mærkningen af en drikkevare, som ikke opfylder kravene, medmindre der er tale om sammensatte udtryk, hentydninger og ingredienslister.

(4)

Efterfølgende og efter høring af spiritusindustrien og medlemsstaterne står det klart, at ændringen af ordlyden i bestemmelserne om hentydninger vil føre til udelukkelse af muligheden for at oplyse forbrugerne om traditionelle produktionsmetoder, der anvendes til fremstillingen af visse former for spiritus, når disse oplysninger vedrører betegnelsen for andre spiritus. Disse metoder går ud på, at spiritussen anvendes som eneste alkoholholdige ingrediens, idet der ikke tilsættes andre fødevarer, og den ikke fortyndes med vand til under minimumsalkoholindholdet med henblik på yderligere forarbejdning, så det bliver til en anden spiritus, eller at visse spiritus lagres på træfade, der tidligere har indeholdt en anden spiritus, i hele eller en del af lagringstiden. I sidstnævnte tilfælde og for så vidt angår spirituskategorier eller geografiske betegnelser, som det er forbudt at tilsætte alkohol, skal fadene tømmes for deres tidligere indhold, før den spiritus, som efterfølgende skal lagres deri, hældes på.

(5)

Sådanne metoder er traditionelt blevet anvendt i spiritusindustrien igennem lang tid og bør omfattes af forordning (EU) 2019/787. Når sådanne traditionelle produktionsmetoder anvendes, og dette angives i beskrivelsen, præsentationen og mærkningen af den spiritus, der fremkommer, giver det forbrugerne værdifulde og nyttige oplysninger om det produkt, de vælger at købe og konsumere, og gør, at produktet skiller sig ud fra de forskellige produkter inden for en bestemt kategori. Oplysninger om, hvilken type fad spiritussen er lagret på, er navnlig med til at forklare, hvori noget af kompleksiteten ved den pågældende spiritus består.

(6)

For at bevare producenternes mulighed for at give disse oplysninger om traditionelle produktionsmetoder bør artikel 3, stk. 3, og artikel 12 i forordning (EU) 2019/787 ændres, så det bliver tilladt at hentyde til forskriftsmæssige betegnelser for spiritus eller geografiske betegnelser for spiritus i beskrivelsen, præsentationen og mærkningen af andre spiritus, der er fremstillet ved hjælp af sådanne traditionelle metoder.

(7)

I tilfælde hvor der hentydes til spiritus, der tidligere har været opbevaret på fade, som efterfølgende er anvendt til lagring af anden spiritus, medfører de mærkningsbestemmelser, der er indført ved artikel 12, stk. 4, litra b), i forordning (EU) 2019/787, i henhold til hvilke det kræves, at hentydningen skal være angivet med en skriftstørrelse, der ikke er større end halvdelen af den skriftstørrelse, der anvendes for den alkoholholdige drikkevares betegnelse eller for det sammensatte udtryk, desuden en uforholdsmæssig stor byrde for spiritusindustrien, idet det vil medføre, at tusindvis af mærkater og kartonner skal ændres, og at mærkningslayout, som forbrugerne har været vant til i årevis, skal ændres unødigt. I mange af disse tilfælde vil et sådant krav desuden betyde, at hentydningen knap er synlig for det blotte øje, medmindre skriftstørrelsen for den forskriftsmæssige betegnelse øges betydeligt, hvilket ikke burde være nødvendigt, når den forskriftsmæssige betegnelse er en enkel og tydelig henvisning til en af kategorierne i bilag I til førnævnte forordning eller til betegnelsen for en geografisk betegnelse for spiritus, og der ikke kan opstå tvivl. Der bør derfor fraviges fra dette mærkningskrav, og det bør i stedet kræves, at hentydninger angives med en skriftstørrelse, der ikke er større eller mere fremtrædende end den forskriftsmæssige betegnelse for spiritussen og, i givet fald, det sammensatte udtryk.

(8)

Forordning (EU) 2019/787 bør derfor ændres.

(9)

Der bør fastsættes en overgangsperiode for anvendelsen af mærkningskravene for hentydninger i forordning (EU) 2019/787 på hentydninger til andre spiritus end likører. Disse bestemmelser bør anvendes fra den 31. december 2022, således at de berørte spiritus, der inden denne dato er mærket i henhold til bestemmelserne i gennemførelsesforordning (EU) nr. 716/2013, fortsat kan bringes i omsætning, uden at de kræves ommærket.

(10)

I overensstemmelse med artikel 51, stk. 3, i forordning (EU) 2019/787 og for at undgå enhver form for lovgivningsmæssigt tomrum bør denne forordning finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 25. maj 2021 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) 2019/787 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 3 affattes nr. 3) således:

»3)

»hentydning«: direkte eller indirekte henvisning til en eller flere forskriftsmæssige betegnelser i de spirituskategorier, som er opført i bilag I, eller til en eller flere geografiske betegnelser for spiritus, ud over en henvisning i et sammensat udtryk eller i en ingrediensliste, jf. artikel 13, stk. 2-4, i beskrivelsen, præsentationen og mærkningen af:

a)

en anden fødevare end en spiritus

b)

en spiritus, der opfylder kravene i kategori 33-40 i bilag I, eller

c)

en spiritus, der opfylder bestemmelserne i artikel 12, stk. 3a«.

2)

I artikel 12 foretages følgende ændringer:

a)

Følgende stykke 3a indsættes:

»3a.   Som en undtagelse fra stk. 1 skal hentydninger til en forskriftsmæssig betegnelse, der er fastsat i en spirituskategori i bilag I, eller til en geografisk betegnelse for spiritus i beskrivelsen, præsentationen og mærkningen af en anden spiritus end en spiritus, der opfylder kravene i kategori 33-40 i bilaget, tillades på betingelse af, at:

a)

den spiritus, der hentydes til

i)

er anvendt som den eneste alkoholholdige ingrediens til fremstillingen af den endelige spiritus, som opfylder kravene for en spirituskategori i bilag I

ii)

ikke er kombineret med andre fødevarer end de fødevarer, der er anvendt til fremstillingen af den eller fremstillingen af den endelige spiritus, jf. bilag I eller den relevante produktspecifikation

iii)

ikke, ved tilsætning af vand, er blevet så fortyndet, at dens alkoholindhold ligger under det minimumsalkoholindhold, der er fastsat for den pågældende spirituskategori i bilag I eller i produktspecifikationen for den geografiske betegnelse, som den spiritus, der hentydes til, hører til i, eller

b)

spiritussen i hele eller en del af lagringstiden har været opbevaret på et træfad, der tidligere har været anvendt til at lagre den spiritus, der er nævnt i hentydningen, på betingelse af, at:

i)

træfadet blev tømt for sit tidligere indhold for de spirituskategorier eller geografiske betegnelser for spiritus, for hvilke tilsætning af alkohol, fortyndet eller ej, er forbudt

ii)

hentydningen ligger inden for rammerne af beskrivelsen af det fad, der blev anvendt til at lagre den spiritus, der er fremkommet

iii)

hentydningen angives på en mindre fremtrædende måde end den forskriftsmæssige betegnelse for spiritussen eller de anvendte sammensatte udtryk, og

iv)

uanset stk. 4, litra b), hentydningen angives med en skriftstørrelse, der ikke er større end den skriftstørrelse, der anvendes til den forskriftsmæssige betegnelse for spiritussen eller de anvendte sammensatte udtryk.«

b)

I stk. 4 affattes indledningen således:

»4.   De i stk. 2, 3 og 3a omhandlede hentydninger:«.

Artikel 2

Spiritus som omhandlet i artikel 12, stk. 3a, i forordning (EU) 2019/787, som ikke opfylder mærkningskravene i artikel 12, stk. 4, i forordning (EU) 2019/787 som ændret ved nærværende forordning, men som opfylder kravene i artikel 4 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 716/2013, og som blev mærket inden den 31. december 2022, kan fortsat bringes i omsætning, indtil lagrene er opbrugt.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 25. maj 2021.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. juli 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 130 af 17.5.2019, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89 (EUT L 39 af 13.2.2008, s. 16).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 716/2013 af 25. juli 2013 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus (EUT L 201 af 26.7.2013, s. 21).


Top