EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016R0347

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/347 af 10. marts 2016 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for så vidt angår det præcise format for insiderlister og for ajourføring af insiderlister, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 (EØS-relevant tekst)

C/2016/1409

EUT L 65 af 11.3.2016, p. 49–55 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 02/08/2022; ophævet ved 32022R1210

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2016/347/oj

11.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 65/49


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2016/347

af 10. marts 2016

om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for så vidt angår det præcise format for insiderlister og for ajourføring af insiderlister, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF og Kommissionens direktiv 2003/124/EF, 2003/125/EF og 2004/72/EF (1), særlig artikel 18, stk. 9, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 18 i forordning (EU) nr. 596/2014 skal udstedere, deltagere på markedet for emissionskvoter, auktionsplatforme, auktionsholdere, auktionstilsynsførende eller enhver person, der handler på deres vegne eller for deres regning, udarbejde og ajourføre insiderlister i overensstemmelse med et præcist format.

(2)

Fastlæggelsen af det præcise format, herunder anvendelsen af standardskemaer, bør sikre en ensartet anvendelse af kravet om at udarbejde og ajourføre en insiderliste, jf. forordning (EU) nr. 596/2014. Det bør også sikre, at kompetente myndigheder får de oplysninger, som er nødvendige for at kunne udføre opgaven med at beskytte integriteten af det finansielle marked og undersøge muligt markedsmisbrug.

(3)

Da der kan eksistere flere elementer af intern viden på samme tid inden for en enhed, bør insiderlister præcist identificere den specifikke interne viden, som personer, der arbejder for udstedere, deltagere på markedet for emissionskvoter, auktionsplatforme, auktionsholdere og auktionstilsynsførende, har haft adgang til (hvorvidt der for eksempel er tale om en aftale, et projekt, en virksomheds- eller finansbegivenhed, offentliggørelse af regnskaber eller varslinger af lavere overskud). Med henblik herpå bør insiderlisten inddeles i sektioner med separate sektioner for hvert enkelt element af intern viden. Hver sektion bør indeholde en liste over alle personer med adgang til den samme specifikke interne viden.

(4)

For at undgå flere registreringer af de samme fysiske personer i forskellige sektioner på insiderlisten kan udstedere, deltagere på markedet for emissionskvoter, auktionsplatforme, auktionsholdere og auktionstilsynsførende eller personer, der handler på deres vegne eller for deres regning, beslutte at udarbejde og ajourføre en supplerende sektion til insiderlisten, som betegnes den permanente insidersektion, som er af en anden art end resten af sektionerne i insiderlisten, da den ikke er baseret på en specifik intern videns eksistens. I givet fald bør den permanente insidersektion kun omfatte de personer, der på grund af deres hverv eller stilling til enhver tid har adgang til al intern viden inden for udstederen, deltageren på markedet for emissionskvoter, auktionsplatformen, auktionsholderen eller den auktionstilsynsførende.

(5)

Insiderlisten bør i princippet indeholde personoplysninger, der gør det lettere at identificere insiderne. Sådanne oplysninger bør omfatte fødselsdato, privatadresse og, hvor det er relevant, den pågældende persons nationale ID-nummer.

(6)

Insiderlisten bør ligeledes omfatte oplysninger, der kan være til hjælp for de kompetente myndigheder, når de skal gennemføre undersøgelser, analysere insidernes handelsadfærd hurtigt, fastlægge forbindelser mellem insidere og personer, som er involveret i mistænkelig handel, og identificere kontakt mellem dem på kritiske tidspunkter. Telefonnumre er i den forbindelse af afgørende betydning, da de gør det muligt for den kompetente myndighed at handle hurtigt og om nødvendigt anmode om optegnelser over datatrafik. Oplysningerne bør desuden foreligge fra starten, så undersøgelsens integritet ikke bringes i fare ved at den kompetente myndighed er nødt til, mens undersøgelsen står på, at vende tilbage til udstederen, deltageren på markedet for emissionskvoter, auktionsplatformen, auktionsholderen, den auktionstilsynsførende eller insideren med yderligere anmodninger om oplysninger.

(7)

For at sikre, at insiderlisten kan gøres tilgængelig for den kompetente myndighed så hurtigt som muligt efter anmodning, og for ikke at bringe en undersøgelse i fare ved at være nødt til at søge oplysninger fra personerne på insiderlisten, bør listen udarbejdes i elektronisk format og til enhver tid ajourføres straks, når en eller flere af omstændighederne i forordning (EU) nr. 596/2014 vedrørende ajourføring af insiderlisten forekommer.

(8)

Anvendelsen af elektroniske formater til indgivelse af insiderlister som fastsat af kompetente myndigheder bør også mindske den administrative byrde for kompetente myndigheder, udstedere, deltagere på markedet for emissionskvoter, auktionsplatforme, auktionsholdere eller auktionstilsynsførende og de personer, der handler på deres vegne eller for deres regning. De elektroniske formater bør gøre det muligt at behandle oplysningerne fra insiderlisten fortroligt og at overholde bestemmelserne i EU-lovgivningen om behandling af personoplysninger og videregivelse af sådan data.

(9)

Da udstedere på SMV-vækstmarkeder dog er undtaget fra at udarbejde og ajourføre insiderlister og derfor kan udarbejde og opbevare oplysningerne i et andet format end elektronisk format, som det kræves ved denne forordning af andre udstedere, er det nødvendigt ikke at pålægge udstedere på SMV-vækstmarkeder krav om at anvende et elektronisk format til indgivelse af insiderlister til de kompetente myndigheder. Det bør heller ikke kræves, at der indgives visse personoplysninger, hvis sådanne oplysninger ikke er tilgængelige for disse udstedere på tidspunktet for anmodningen om insiderlisten. Insiderlister bør under alle omstændigheder indgives på en måde, der sikrer oplysningernes fuldstændighed, fortrolighed og integritet.

(10)

Denne forordning er baseret på det udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

(11)

Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (2).

(12)

For at sikre velfungerende finansielle markeder er det nødvendigt, at nærværende forordning træder i kraft hurtigst muligt, og at bestemmelserne i nærværende forordning anvendes fra samme dato som bestemmelserne i forordning (EU) nr. 596/2014 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

»elektroniske midler«: elektronisk udstyr til behandling (herunder digital komprimering), lagring og transmission af data, via kabel, radio, optisk teknologi eller andre elektromagnetiske midler.

Artikel 2

Format for udarbejdelse og ajourføring af insiderlister

1.   Udstedere, deltagere på markedet for emissionskvoter, auktionsplatforme, auktionsholdere og auktionstilsynsførende eller enhver person, der handler på deres vegne eller for deres regning, sikrer, at deres insiderliste er inddelt i separate sektioner vedrørende forskellige elementer af intern viden. Der tilføjes nye sektioner til insiderlisten, når ny intern viden identificeres, jf. artikel 7 i forordning (EU) nr. 596/2014.

I hver sektion af insiderlisten angives kun nærmere oplysninger om fysiske personer, der har adgang til intern viden, som er relevant for den pågældende sektion.

2.   Personerne omhandlet i stk. 1 kan indsætte en supplerende sektion i deres insiderliste med nærmere oplysninger om fysiske personer, der til enhver tid har adgang til al intern viden (»permanente insidere«).

De nærmere oplysninger om permanente insidere i den supplerende sektion omhandlet i første afsnit inkluderes ikke i de andre sektioner af insiderlisten omhandlet i stk. 1.

3.   Personerne omhandlet i stk. 1 udarbejder og ajourfører insiderlisten i et elektronisk format i overensstemmelse med skema 1 i bilag I.

I tilfælde hvor insiderlisten indeholder den supplerende sektion omhandlet i stk. 2, udarbejder og ajourfører personerne omhandlet i stk. 1 sektionen i et elektronisk format i overensstemmelse med skema 2 i bilag I.

4.   De elektroniske formater omhandlet i stk. 3 skal til enhver tid sikre:

a)

fortroligheden af oplysningerne på listen ved at sikre, at adgangen til insiderlisten er begrænset til klart identificerede personer hos udstederen, deltageren på markedet for emissionskvoter, auktionsplatformen, auktionsholderen og den auktionstilsynsførende eller enhver person, der handler på deres vegne eller for deres regning, som har brug for denne adgang på grund af deres hverv eller stilling

b)

nøjagtigheden af oplysningerne på insiderlisten

c)

adgangen til og genfindingen af tidligere versioner af insiderlisten.

5.   Insiderlisten omhandlet i stk. 3 indgives med de elektroniske midler, som den kompetente myndighed har angivet. De kompetente myndigheder offentliggør på deres websted, hvilke elektroniske midler der skal anvendes. De pågældende elektroniske midler skal sikre oplysningernes fuldstændighed, integritet og fortrolighed under transmissionen.

Artikel 3

Udstedere på SMV-vækstmarkeder

I forbindelse med anvendelsen af artikel 18, stk. 6, litra b), i forordning (EU) nr. 596/2014 skal en udsteder, hvis finansielle instrumenter er optaget til handel på et SMV-vækstmarked, efter anmodning forelægge den kompetente myndighed en insiderliste i overensstemmelse med skemaet i bilag II og i et format, der sikrer, at oplysningernes fuldstændighed, integritet og fortrolighed bevares under transmissionen.

Artikel 4

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 3. juli 2016.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. marts 2016.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 173 af 12.6.2014, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).


BILAG I

SKEMA 1

Insiderliste: sektion vedrørende [Navnet på den handelsspecifikke eller hændelsesbaserede interne viden]

Dato og tidspunkt (for oprettelsen af denne sektion af insiderlisten, dvs. da denne interne viden blev identificeret): [ åååå-mm-dd, tt:mm UTC (koordineret universaltid) ]

Dato og tidspunkt (seneste ajourføring): [ åååå-mm-dd, tt:mm UTC (koordineret universaltid) ]

Dato for fremsendelse til den kompetente myndighed: [ åååå-mm-dd ]

Insiderens fornavn(e)

Insiderens efternavn(e)

Insiderens fødenavn(e) (hvis relevant)

Arbejdstelefonnummer eller -numre (kontor og arbejdsmobil)

Virksomhedens navn og adresse

Stilling og begrundelse for insiderstatus

Opnået (dato og tidspunkt for, hvornår en person fik adgang til intern viden)

Ophørt (dato og tidspunkt for, hvornår en person ikke længere havde adgang til intern viden)

Fødselsdato

Nationalt ID-nummer (hvis relevant)

Private telefonnumre (hjemme- og mobilnumre)

Fuld privatadresse (gadenavn, husnummer, by, postnummer, land)

[Tekst]

[Tekst]

[Tekst]

[numre (uden mellemrum)]

[Adresse på udsteder/deltager på markedet for emissionskvoter/auktionsplatform/auktionsholder/auktionstilsynsførende eller tredjemand]

[Tekst, der beskriver den pågældendes rolle og stilling og begrundelsen for, at den pågældende er på listen]

[åååå-mm-dd, tt:mm UTC]

[åååå-mm-dd, tt:mm UTC]

[åååå-mm-dd]

[nummer og/eller tekst]

[numre (uden mellemrum)]

[Tekst: insiderens privatadresse

Gadenavn og husnummer

By

Postnummer

Land]

SKEMA 2

Insiderlistens permanente insidersektion

Dato og tidspunkt (for oprettelsen af den permanente insidersektion) [ åååå-mm-dd, tt:mm UTC (koordineret universaltid) ]

Dato og tidspunkt (seneste ajourføring): [ åååå-mm-dd, tt:mm UTC (koordineret universaltid) ]

Dato for fremsendelse til den kompetente myndighed: [ åååå-mm-dd ]

Insiderens fornavn(e)

Insiderens efternavn(e)

Insiderens fødenavn(e) (hvis relevant)

Arbejdstelefonnummer eller -numre (kontor og arbejdsmobil)

Virksomhedens navn og adresse

Stilling og begrundelse for insiderstatus

Inkluderet

(dato og tidspunkt for, hvornår en person blev inkluderet i den permanente insidersektion)

Fødselsdato

Nationalt ID-nummer (hvis relevant)

Private telefonnumre (hjemme- og mobilnumre)

Fuld privatadresse

(gadenavn, husnummer, by, postnummer, land)

[Tekst]

[Tekst]

[Tekst]

[numre (uden mellemrum)]

[Adresse på udsteder/deltager på markedet for emissionskvoter/auktionsplatform/auktionsholder/auktionstilsynsførende eller tredjemand]

[Tekst, der beskriver den pågældendes rolle og stilling og begrundelsen for, at den pågældende er på listen]

[åååå-mm-dd, tt:mm UTC]

[åååå-mm-dd]

[nummer og/eller tekst]

[numre (uden mellemrum)]

[Tekst: insiderens fulde privatadresse

Gadenavn og husnummer

By

Postnummer

Land]


BILAG II

Model for insiderlister, der indgives af udstedere, hvis finansielle instrumenter er optaget til handel på et SMV-vækstmarked

Dato og tidspunkt (oprettelse): [ åååå-mm-dd, tt:mm UTC (koordineret universaltid) ]

Dato for fremsendelse til den kompetente myndighed: [ åååå-mm-dd ]

Insiderens fornavn(e)

Insiderens efternavn(e)

Insiderens fødenavn(e) (hvis relevant)

Arbejdstelefonnummer eller -numre (kontor og arbejdsmobil)

Virksomhedens navn og adresse

Stilling og begrundelse for insiderstatus

Opnået (dato og tidspunkt for, hvornår en person fik adgang til intern viden)

Ophørt (dato og tidspunkt for, hvornår en person ikke længere havde adgang til intern viden)

Nationalt ID-nummer (hvis relevant)

ellers fødselsdato

Fuld privatadresse (gadenavn, husnummer, by, postnummer, land)

(hvis den er tilgængelig på tidspunktet for den kompetente myndigheds anmodning)

Private telefonnumre (hjemme- og mobilnumre)

(hvis den er tilgængelig på tidspunktet for den kompetente myndigheds anmodning)

[Tekst]

[Tekst]

[Tekst]

[numre (uden mellemrum)]

[Adresse på udsteder eller tredjemand]

[Tekst, der beskriver den pågældendes rolle og stilling og begrundelse for, at den pågældende er på listen]

[åååå-mm-dd, tt:mm UTC]

[åååå-mm-dd, tt:mm UTC]

[nummer og/eller tekst eller åååå-mm-dd for fødselsdatoen]

[Tekst: insiderens fulde privatadresse

Gadenavn og husnummer

By

Postnummer

Land]

[numre (uden mellemrum)]


Top