EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009R1169

Kommissionens forordning (EF) nr. 1169/2009 af 30. november 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 353/2008 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende ansøgninger om godkendelse af sundhedsanprisninger, jf. artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 (EØS-relevant tekst)

EUT L 314 af 1.12.2009, p. 34–35 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2009/1169/oj

1.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 314/34


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1169/2009

af 30. november 2009

om ændring af forordning (EF) nr. 353/2008 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende ansøgninger om godkendelse af sundhedsanprisninger, jf. artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (1), særlig artikel 15, stk. 4,

efter høring af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Med henblik på for alle kategorier af sundhedsanprisninger af fødevarer at sikre, at kun sundhedsanprisninger, der opfylder de generelle principper og betingelserne i forordning (EF) nr. 1924/2006, indgives til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), i det følgende benævnt »autoriteten«, og dermed omfattes af godkendelsesproceduren, bør der fastsættes betingelser for, hvornår ansøgninger om godkendelse af sundhedsanprisninger kan betragtes som gyldige, ligesom medlemsstaternes ansvarsområder i denne forbindelse bør præciseres, jf. artikel 15, stk. 2, og artikel 18, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1924/2006.

(2)

I henhold til artikel 20 i forordning (EF) nr. 1924/2006 skal listen over såvel godkendte som afviste anprisninger offentliggøres i et register af hensyn til åbenheden. Formålet er, som det forklares i betragtning 31 i forordning (EF) nr. 1924/2006, at undgå gentagne ansøgninger vedrørende anprisninger, der allerede er vurderet og har været omfattet af godkendelsesproceduren. Det bør derfor i reglerne for indgivelse af ansøgninger også præciseres, hvilke regler der gælder for tilbagetrækning af ansøgninger, samt hvilke tidsfrister for indsendelse af anmodninger om tilbagetrækning der skal overholdes.

(3)

Ansøgeren bør kun kunne trække sin ansøgning tilbage indtil det tidspunkt, hvor autoriteten vedtager sin udtalelse i henhold til artikel 16, stk. 1, eller artikel 18, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1924/2006. En sådan frist er nødvendig, hvis autoritetens arbejde med at vurdere anprisninger fortsat skal være hensigtsmæssigt og proceduren for godkendelse og afvisning af anprisninger fortsat skal være effektiv, samt for at undgå, at der indgives ansøgninger vedrørende anprisninger, der allerede er blevet vurderet. I denne forbindelse kan kun tilbagetrækning af ansøgninger indgivet i overensstemmelse med de i nærværende forordning fastsatte betingelser afslutte godkendelsesproceduren, som ellers vil fortsætte, efter at autoriteten har afgivet sin udtalelse.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I Kommissionens forordning (EF) nr. 353/2008 (2) foretages følgende ændringer:

1)

Som artikel 7a indsættes:

»Artikel 7a

Kontrol i medlemsstaterne af ansøgningers gyldighed

1.   Medlemsstaterne kontrollerer i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, litra a), og artikel 18, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1924/2006, at ansøgninger er gyldige, inden de forelægger dem for autoriteten.

2.   Med henblik på gennemførelsen af stk. 1 kontrollerer den nationale kompetente myndighed, at ansøgninger indgivet i henhold til artikel 15 eller 18 i forordning (EF) nr. 1924/2006 indeholder de i samme forordnings artikel 15, stk. 3, angivne oplysninger.

3.   Den nationale kompetente myndighed efterprøver endvidere:

i)

for ansøgninger indgivet i henhold til artikel 15 i forordning (EF) nr. 1924/2006, at sundhedsanprisningen er en sundhedsanprisning, der vedrører en reduceret risiko for sygdom eller henviser til børns udvikling og sundhed

ii)

for ansøgninger indgivet i henhold til artikel 18 i forordning (EF) nr. 1924/2006, at sundhedsanprisningen er en sundhedsanprisning som omhandlet i samme forordnings artikel 13, stk. 5, undtagen sundhedsanprisninger, der henviser til børns udvikling og sundhed.«

2)

Som artikel 7b indsættes:

»Artikel 7b

Tilbagetrækning af ansøgninger

1.   Ansøgninger indgivet i henhold til artikel 15 eller 18 i forordning (EF) nr. 1924/2006 kan trækkes tilbage af ansøgeren indtil det tidspunkt, hvor autoriteten vedtager sin udtalelse i henhold til artikel 16, stk. 1, eller artikel 18, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1924/2006.

2.   En anmodning om tilbagetrækning af en ansøgning indgives til den nationale kompetente myndighed i en medlemsstat, som ansøgningen blev indgivet til i henhold til artikel 15, stk. 2, eller artikel 18, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1924/2006.

3.   Den nationale kompetente myndighed underretter straks autoriteten, Kommissionen og de øvrige medlemsstater om, at ansøgningen er trukket tilbage. Kun tilbagetrækning af ansøgningen i overensstemmelse med betingelserne i stk. 1 og i nærværende stykke bringer proceduren til ophør.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. november 2009.

På Kommissionens vegne

Androulla VASSILIOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 404 af 30.12.2006, s. 9.

(2)  EUT L 109 af 19.4.2008, s. 11.


Top