1)

Såfremt en besluttende myndighed har afslået en ansøgning om international beskyttelse som åbenbart grundløs som omhandlet i artikel 46, stk. 6, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU ( 1 ) af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (omarbejdning) (EUT 2013, L 180), og et sagsanlæg ved en domstol til anfægtelse af afslaget efter national ret ikke automatisk har opsættende virkning, skal dette direktivs artikel 46, stk. 8, da fortolkes således, at indgivelse af en begæring om en foreløbig foranstaltning i sig selv har den følge, at den begærende ikke længere har ulovligt ophold på medlemsstatens område som omhandlet i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF ( 2 ) af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348), og at han derfor omfattes af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU ( 3 ) af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (omarbejdning) (EUT 2013, L 180)?

2)

Har det for besvarelsen af spørgsmål 1 betydning, at den nationale ret — ud fra princippet om non-refoulement — bestemmer, at ansøgeren ikke må udsendes, før en domstol efter anmodning har bestemt, at der ikke skal ventes på afgørelsen af sagsanlægget til anfægtelse af afslaget på international beskyttelse?