28.12.2010

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/35

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om reform af den fælles landbrugspolitik i 2013 (initiativudtalelse)

2010/C 354/06

Ordfører: Lutz RIBBE

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 16. juli 2009 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Reform af den fælles landbrugspolitik i 2013.

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 25. februar 2010.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 461. plenarforsamling den 17.-18. marts 2010, mødet den 18. marts, følgende udtalelse med 163 stemmer for, 5 imod og 5 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU konstaterer med stor bekymring, at kløften mellem den officielle opbakning til den europæiske landbrugsmodel, og dermed et multifunktionelt landbrug, og dagligdagens realiteter for landbrugsbedrifterne bliver stadigt større. Det er derfor særlig vigtigt, at den europæiske landbrugsmodel, som i dag mere end nogensinde er truet af den aktuelle udvikling, støttes og fremmes gennem en stærk fælles landbrugspolitik.

1.2   Markedsforholdene – ofte i form af lave eller kraftigt svingende priser – udsætter landmændene for et tilpasningspres i retning af specialisering og rationalisering af bedrifter. Denne udvikling kan give problemer i form af en regionalt koncentreret produktion og føre til, at landbruget opgives i dårligt stillede områder. I lyset af dette tilpasningspres anser EØSU det for absolut nødvendigt, at den fælles landbrugspolitik fremover støtter bevarelsen og udviklingen af et multifunktionelt landbrug i hele EU, der orienterer sig efter bæredygtighedsmål.

1.3   For EØSU står følgende klart: en ren fokusering på øget konkurrencedygtighed med henblik på større afsætning på verdensmarkedet kommer til kort. Det er ikke en produktion baseret på lavest mulige priser, størst mulig driftsøkonomisk optimering, specialiseret og regional koncentreret produktion, som skal kendetegne den fælles landbrugspolitik efter 2013, men derimod den europæiske landbrugsmodel, som skal være baseret på principperne om fødevaresuverænitet, bæredygtighed og landmændenes og forbrugernes reelle behov.

1.4   Dette kræver andre landbrugspolitiske rammebetingelser, for et sådant multifunktionelt landbrug kan ikke fås på verdensmarkedsbetingelser og til verdensmarkedspriser.

1.5   EØSU opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til først og fremmest at give en klar beskrivelse af målene med den fælles landbrugspolitik for derefter at sammensætte den nødvendige vifte af instrumenter og præcisere, hvor stort finansieringsbehovet vil være. Først derefter skal finansieringsaspektet afklares. EØSU anser det for forkert først at afsætte et samlet beløb til et område for derefter at fordele midlerne på enkeltforanstaltninger og medlemsstater.

1.6   »Markedsstabilisering« er ifølge EU-traktaten et af målene med den fælles landbrugspolitik. Stabile markeder er vigtige. Med henblik på at stabilisere priserne og undgå for kraftige prisudsving anser EØSU det derfor også fremover for vigtigt at gøre brug af markedsinstrumenter. Foranstaltningerne til henholdsvis en regulering af markedet og sikring af producentpriserne er imidlertid reduceret til et minimum. Set i forhold til tredjelande hører EU's landbrugsmarkeder til de mest åbne. Dette er årsagen til størstedelen af problemerne, der på sigt ikke alene kan løses vha. støtteudbetalinger.

1.7   Landbrugspolitik handler om mere end støttetildeling. Landmændene forventer med rette, at de kan opretholde et fair indtægtsniveau baseret på salget af deres produkter på markedet og belønning for de samfundsmæssige opgaver, som de varetager inden for rammerne af den europæiske landbrugsmodel.

1.8   Til det formål er det desuden nødvendigt at fremme og støtte fremstilling og markedsføring af kvalitetsprodukter, som udtrykker det regionale element og landdistrikternes mangfoldighed i EU, ved at fremme kortere distributionskanaler og en mere direkte vej fra landmænd eller producentsammenslutninger til forbrugeren for således at øge bedrifternes konkurrenceevne og som et modtræk over for supermarkedernes meget store indkøbsstyrke. Den europæiske produktions mangfoldighed og særpræg må bibeholdes bl.a. ved hjælp af korrekt forbrugerinformation.

1.9   I forbindelse med reformen bliver det en vigtig opgave at ændre det nuværende uensartede system for landbrugsstøtte i EU, så der bliver tale om et harmoniseret og samfundsmæssigt acceptabelt system, som beror på objektive kriterier.

1.10   Støtten til landmændene kan ikke længere begrundes med historiske beslutninger eller krav, men skal være en kompensation for varetagelsen af de – veldefinerede – samfundsmæssige opgaver, der er nødvendige for opretholdelsen af den europæiske landbrugsmodel, og som ikke afspejles i markedspriserne. Landbrugsstøtten skal således være målrettet.

1.11   På grund af bl.a. de meget forskellige strukturelle og klimatiske forudsætninger, den stærkt divergerende gennemsnitlige nationale og regionale indkomst, de stærkt divergerende produktionsomkostninger og de forskellige ydelser til bevarelse af den europæiske landbrugsmodel, der leveres af de forskellige bedriftstyper, kan en ensartet arealstøtte i hele EU ikke retfærdiggøres. Tværtimod skal der findes tilpassede regions- og bedriftsspecifikke løsninger.

1.12   Programmer for udvikling af landdistrikterne skal udbygges yderligere, men også optimeres. Overdragelsen af sådanne opgaver til den generelle struktur- eller regionalpolitik afvises klart. Samtidig har udvalget den holdning, at foranstaltningerne under den nuværende ELFUL skal have en klar landbrugsmæssig relevans. Anlæg af veje eller bredbåndsnet hører ikke hjemme her.

2.   Problemstilling

2.1   Kommissionen offentliggør i 2010 en meddelelse om den fremtidige politiske strategi og den budgetmæssige ramme efter 2014. Meddelelsen vil også indeholde informationer om udformningen af EU-politikker som den fælles landbrugspolitik og strukturfondene.

2.2   Målet med denne initiativudtalelse er at redegøre for det organiserede civilsamfunds principielle overvejelser vedrørende udformningen af den kommende fælles landbrugspolitik. På den måde skal Kommissionen have et input bestående af argumenter og anbefalinger til udarbejdelsen af meddelelsen.

3.   Udgangssituationen: Den »europæiske landbrugsmodel« - det landbrugspolitiske udgangspunkt for Europa - er truet

3.1   Samfundets forventninger til landbruget har i høj grad forandret sig. Det drejer sig ikke længere kun om målsætningerne i EF-traktatens artikel 33, der videreføres uforandrede i den nye Lissabontraktat, om f.eks. at producere tilstrækkeligt med fødevarer til rimelige priser vha. produktivitetsstigninger.

3.2   Nye udfordringer som sikring af biodiversitet, bevarelse af kulturlandskabet i hele EU, udvikling af landdistrikter, herunder skabelse og bevarelse af arbejdspladser, regionale produkter som kulturgoder mm. er kommet til. Landbruget må desuden håndtere konsekvenserne af klimaændringerne, og erhvervet skal derudover yde et bidrag til lagring af kuldioxid.

3.3   Den verdensomspændende sult, men også den problematiske situation på energimarkederne, understreger i stadig højere grad, at det lokale landbrug, dvs. regionalt forankrede landbrug, opfylder en række vigtige opgaver med hensyn til fødevaresikkerhed og selvforsyning med fødevarer samt energiforsyning.

3.4   Fødevaresikkerhed skal være en grundlæggende ret for alle mennesker. Selvom en selvforsyningsgrad på 100 % ikke er nødvendig, bør det være målet at opnå en så høj grad af selvforsyning som muligt (dvs. uafhængighed på fødevareområdet).

3.5   Dyrkning af landbrugsprodukter er ofte forbundet med en kulturel og regional identitet. Fødevarer kan være et udtryk for lande og regioners forskelligheder og historiske baggrund. Mens fødevarer teoretisk set kan importeres, kan kulturlandskaber, biologisk diversitet og kultur kun bevares ved hjælp af et aktivt og traditionelt landmandsbaseret landbrug. Disse goder kan ikke importeres. Også derfor må fødevarer betragtes på helt anderledes vis end f.eks. industriprodukter, der primært produceres der, hvor det bedst kan betale sig.

3.6   Debatten om bæredygtige driftsformer har dermed gjort sit indtog i landbruget. Et landbrug, der på konsekvent vis tager udgangspunkt i bæredygtighedsmålsætninger, kaldes i politisk sammenhæng den »europæiske landbrugsmodel«.

3.7   EØSU mener, at nøglen til bevarelse af en tilstrækkelig stor, kvalitetsbaseret, regionalt differentieret og miljøvenlig fødevareproduktion i hele EU, der beskytter naturen og bibeholder landbrugsprodukternes mangfoldighed og særpræg samt fremmer bevarelse af mangesidede og varierede europæiske kulturlandskaber og udvikling af landdistrikter, er betinget af, at man bevarer og videreudvikler den »europæiske landbrugsmodel«, dvs. et traditionelt landmandsbaseret (bäuerlich) (1) og alsidigt landbrug i EU med en bedriftsindkomst, der svarer til den gennemsnitlige nationale eller regionale indkomst.

3.8   Udvalget understreger, at der allerede i dag – også i Europa - er meget stor forskel på et alsidigt landbrug og et landbrug, der primært må/skal fungere på globaliserede og liberaliserede markeders præmisser.

3.9   EØSU konstaterer med stor bekymring, at kløften mellem den officielle opbakning til den europæiske landbrugsmodel, dvs. et multifunktionelt landbrug, og dagligdagens realiteter for landbrugsbedrifterne bliver stadigt større.

3.10   Dette skyldes bl.a., at landmændene, der ikke alene skal påtage sig en rolle som producent, men også en »multifunktionel« rolle i landdistrikterne, står overfor opgaver, der i første omgang medfører udgifter og ingen indtægter, idet markedspriserne på landbrugsprodukter ikke tager højde for de alsidige opgaver, som landbruget udfører.

3.11   Derfor er landbrugsbedrifterne i dag tvunget til at realisere alle potentielle produktivitetsstigninger for at kunne overleve økonomisk. I en snigende proces fjerner EU sig dermed gradvist fra den europæiske landbrugsmodel, og det kan konstateres, at tendensen er en industrialisering af landbruget. Der opstår på den ene side bedriftsformer, der peger i retning af en »amerikanisering af det europæiske landbrug«, mens der på den anden side er mange bedrifter som må give op, selv om deres eksistens ville være vigtig for bevarelsen af et multifunktionelt landbrug

3.12   Disse processer er i de forskellige landbrugssektorer, men også regionalt, forløbet i meget forskelligt tempo. I de seneste år har der været tale om en enorm dynamik, og der har i nogle tilfælde kunnet konstateres omfattende strukturforskydninger: f.eks. måtte 20 % af alle svineproducerende bedrifter i delstaten Niedersachsen give op i 2008, uden at der af den grund blev opdrættet et eneste svin mindre.

3.13   Det er uvist, hvad denne udvikling i sidste ende vil medføre. Det kan bestemt ikke længere udelukkes, at Europa – som det allerede er sket i industrien – vil miste hele produktionssektorer. Et første eksempel kan blive fjerkræbranchen, som i langt højere grad end de fleste andre sektorer allerede er »industrialiseret«. En af de største koncerner i Europa, den franske fjerkræproducent Doux, flyttede flere af sine bedrifter fra Frankrig til Brasilien pga. af de lavere produktionsomkostninger i Brasilien.

3.14   Det vil sige: selv fortsatte produktivitetsstigninger er i sidste ende ingen garanti for, at europæisk landbrug kan overleve på uregulerede globale markeder. Nogen garant for opretholdelsen af landbrugsbedrifter i hele Europa har de aldrig været.

3.15   EØSU understreger, at en stærk koncentration af produktionen gør europæisk landbrug mindre modstandsdygtigt i krisesituationer.

3.16   Den europæiske landbrugsmodel er kendetegnet ved, at man bevidst har accepteret tab af produktivitet, hvilket naturligvis er en konkurrencemæssig ulempe. Dette er imidlertid et bevidst politisk og samfundsmæssigt valg, for Europas borgere har en anden holdning til håndteringen af GMO'er, hormoner, vækstfremmere, bekæmpelse af salmonella eller landskabets bevarelse end mange borgere uden for Europa. En ting er imidlertid indlysende: disse internationalt set højere produktionsstandarder forårsager omkostninger, og de kan ikke alene lægges landmændene til byrde!

3.16.1   Det er i denne forbindelse meget vigtigt at styrke grænsekontrolmekanismerne gennem sundhedsgarantiprotokoller, der gør det muligt at efterprøve vilkårene for sporbarhed og sikkerhed og sikre, at der ikke anvendes produkter, som er forbudte i EU, idet der stilles samme krav til EU-produkter og importerede produkter.

3.17   Europas politikere står altså overfor en udfordring, som består i at bevare et landbrug, som ikke må udnytte alle potentielle produktivitetsforbedringer, men som alligevel skal sikre landbrugerne en passende indkomst.

3.18   Den europæiske landbrugsmodel kan ikke fås på verdensmarkedsbetingelser og til verdensmarkedspriser. Det er ikke muligt at have et landbrug som

—	er i stand til at producere på (ofte forvredne) verdensmarkedsvilkår i alle europæiske regioner,

—	samtidig opfylder alle forventninger med hensyn til produktion (kvalitet, sikkerhed, sparsom omgang med naturressourcerne, dyrevelfærd osv.), og som formår at dække omkostningerne ved at producere i Europa,

—	tillige sikrer et moderne arbejdsmarked med attraktive lønforhold, der er kendetegnet ved et højt sikkerhedsniveau og mange arbejdspladser samt et højt niveau hvad angår uddannelse og efteruddannelse.

3.19   Den europæiske landbrugsmodel er i dag mere end nogensinde truet af den aktuelle udvikling, og må derfor støttes og fremmes gennem en stærk fælles landbrugspolitik.

4.   Politikken efter 2014 – en strategisk afgørelse: hvad er målet med den fælles landbrugspolitik?

4.1   Selvom den fælles landbrugspolitik i tidens løb har været udsat for fundamentale og gentagne ændringer og reformer, gennemføres for tiden endnu en reformdebat – efter debatterne i 2000, 2003 og 2008. Dette er en indikation af, at ikke alle samfundsmæssigt relevante spørgsmål med relation til den fælles landbrugspolitik hidtil er blevet besvaret på en tilfredsstillende måde. Derfor udsættes den fælles landbrugspolitik ofte for hård kritik, og der er sågar i et vist omfang sat spørgsmålstegn ved dens fortsatte eksistensberettigelse. EØSU mener, at en radikal markedsorientering af landbruget er udelukket, hvis den europæiske landbrugsmodel skal tages alvorligt.

4.2   De involverede parter bør og skal ikke blot tage del i denne samfundsdebat, men bør agere offensivt. Heri ligger der en chance for at forklare samfundet, hvorfor landbruget spiller en særlig rolle. Et landbrug og en kvægavl, der forvaltes på en bæredygtig måde i overensstemmelse med den europæiske landbrugsmodel, er grundlaget for vores samfunds fødevareforsyning og har strategisk betydning for en sund arealforvaltning og fysisk planlægning, landskabsbevarelse, omsorg for miljøet og bekæmpelse af klimaændringer.

4.3   EØSU anser det for at være absolut nødvendigt, at der i første omgang skabes en samfundsmæssig konsensus om, hvordan fremtidens europæiske landbrug skal se ud. Hvilke retningslinjer skal gælde for den landbrugspolitiske model? For at sætte tingene på spidsen: skal den fælles landbrugspolitik forsvare og udvikle den »europæiske landbrugsmodel« eller skal den fokusere på at strømline få, stadig mere specialiserede, regionalt koncentrerede og effektiviserede bedrifter til en stadig hårdere global konkurrence om at producere til de laveste priser?

4.4   For EØSU står følgende klart: en ren fokusering på øget konkurrencedygtighed med henblik på større afsætning på verdensmarkedet kommer til kort. Det er ikke en produktion baseret på lavest mulige priser, størst mulig driftsøkonomisk optimering, specialiseret og regional koncentreret produktion, som skal kendetegne den fælles landbrugspolitik efter 2013, men derimod den europæiske landbrugsmodel, som skal være baseret på principperne om fødevaresuverænitet, bæredygtighed og landmændenes og forbrugernes reelle behov.

4.5   Den europæiske landbrugsmodel kan kun overleve, hvis det multifunktionelle landbrugs konkurrenceevne øges set i forhold til en driftsøkonomisk set optimeret landbrugsproduktion. Dette skal blive en hovedprioritet for den fælles landbrugspolitik, og de landbrugspolitiske instrumenter skal målrettes mod ovenstående målsætning, hvilket vil medføre væsentlige ændringer i støttestrukturen. En yderligere reduktion i antallet af styringsinstrumenter ville være i modstrid med ovenstående prioritet.

4.6   EØSU opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til først og fremmest at give en klar beskrivelse af målene med den fælles landbrugspolitik, for derefter at sammensætte den nødvendige vifte af instrumenter og præcisere, hvor stort finansieringsbehovet vil være. Først derefter skal finansieringsaspektet afklares. EØSU anser det for forkert, først at afsætte et samlet beløb til et område for herefter at fordele midlerne på enkeltforanstaltninger og medlemsstater.

4.7   EØSU gør opmærksom på, at det i overvejelserne over den fælles landbrugspolitiks fremtidige retning efter 2013 skal tages med i betragtning, at en sjettedel af alle arbejdspladser i Europa på direkte eller indirekte vis er forbundet med landbrugsproduktionen. Den fælles landbrugspolitik er derfor også vigtig som en garant for beskæftigelsen i EU, især i landdistrikterne. Hvis den egentlige landbrugsproduktion forsvinder, går arbejdspladserne i tilknyttede sektorer – herunder i fødevareindustrien – også tabt! Hertil kommer, at landbruget forvalter ca. 80 % af EU's areal og spiller en hovedrolle i den bæredygtige anvendelse af ressourcerne, bevarelsen af naturlige levesteder og af biologisk mangfoldighed osv. Landbruget vil desuden få stigende betydning i forbindelse med bekæmpelse af klimaændringer.

5.   En bred vifte af landbrugspolitiske foranstaltninger

5.1   Markedet kender til priser, men stort set ingen værdier. De priser, som landmændene opnår, er i stadigt stigende grad et resultat af de globalt set mest gunstige produktionsbetingelser og driftsomkostninger. Den europæiske landbrugsmodel er imidlertid i høj grad baseret på værdier, som ikke afspejles i verdensmarkedspriserne.

5.2   »Markedsstabilisering« er ifølge EU-traktaten et af målene med den fælles landbrugspolitik. Stabile markeder er vigtige. Med henblik på at stabilisere priserne og undgå for kraftige prisudsving anser EØSU det derfor også fremover for vigtigt at gøre brug af markedsinstrumenter. Foranstaltningerne til henholdsvis en regulering af markedet og sikring af producentpriserne er imidlertid minimeret. Set i forhold til tredjelande hører EU's landbrugsmarkeder til de mest åbne. Dette er årsagen til størstedelen af problemerne, der på sigt ikke alene kan løses vha. støtteudbetalinger.

5.3   Landbrugspolitik handler altså om mere end støttetildeling. Landmændene forventer med rette, at de kan opretholde et fair indtægtsniveau baseret på salget af deres produkter på markedet og belønning for de samfundsmæssige opgaver, som de varetager inden for rammerne af den europæiske landbrugsmodel.

5.4   Samfundet skal give støtte via landbrugspolitikken, hvis man ønsker at forsvare den europæiske landbrugsmodel. Landbruget må i den forbindelse acceptere, at samfundet forventer et multifunktionelt landbrug som resultat af støtten.

5.5   Handel/Markeder/Markedsordninger

Ustabile/stabile markeder

5.5.1   Hvad angår markeder og priser, skal der tages hensyn til og findes en løsning på mindst tre forskellige typer problemer:

—	stadig mere svingende markeder med faldende produktionspriser,

—	distributions- og markedsføringssektorernes stadig større markedsstyrke over for producenterne,

—	klare problemer i forbindelse med fremstilling og markedsføring af lokale og regionale kvalitetsprodukter. Her mangler der en særlig lovgivning for landbrugsproduktion, der retter sig mod lokale og regionale markeder.

5.5.2   At man i så høj grad har valgt at give afkald på effektive instrumenter til stabilisering af markederne har fremmet spekulation og ustabile markeder. Dette er imidlertid i modstrid med EU's nuværende og tidligere traktater!

5.5.3   De store prisudsving skaber en tendens til, at producenternes andel af værdikæden reduceres, samtidig med at avancerne i engros- og detailleddet forøges.

5.5.4   Heller ikke forbrugerne drager nogen nævneværdig fordel heraf, hvilket de seneste år med al tydelighed har vist: faldet i sukkerroepriserne på ca. 40 % er stort set ikke slået igennem i slutpriserne, og det samme gælder for de kraftige prisfald på mælk og korn.

5.5.5   Erfaringerne viser, at regulerende indgreb - vha. rigtige foranstaltninger, der iværksættes på det rigtige tidspunkt – samfundsøkonomisk set er mindre udgiftskrævende end udbedringen af skader på et senere tidspunkt.

5.5.6   Mælkekrisen viser tydeligt, at det ikke er muligt at reducere omfanget af regulerende foranstaltninger på markedet samt produktionsomfanget til et minimum, uden at det går ud over de høje krav til produktion og alsidighed, som borgerne forventer opfyldt.

5.5.7   Udløbet af mælkekvoteordningen er forbundet med en fare for, at mange mælkeproducenter, primært i ugunstigt stillede områder, giver op, hvilket i mange tilfælde vil sige, at den landbrugsmæssige udnyttelse af jorden opgives. Det er uden tvivl korrekt, at den mængde mælk, der forbruges i f.eks. Estland, kan produceres billigere i andre og mere produktive europæiske regioner end i Estland selv. En sådan udflytning af produktionen pga. omkostningsniveauet er imidlertid i diametral modstrid med målsætningerne i den europæiske landbrugsmodel. EØSU støtter en landbrugspolitik, der gør det muligt at drive landbrug i hele EU på grundlag af princippet om fødevaresuverænitet! Det skal her gentages: dette kan ikke realiseres udelukkende vha. finansiel støtte, og det er derfor nødvendigt at regulere markederne og produktionen.

5.5.8   En stabilisering af markederne, herunder etableringen af et såkaldt »sikkerhedsnet«, skal være en central opgave i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik!

5.5.9   EØSU går ind for, at

—	de få tilbageværende foranstaltninger til markedsstabilisering ikke blot bibeholdes og anvendes, når markedssituationen kræver det, men at nye WTO-konforme tiltag til stabilisering af markedet udvikles og indføres,

—	der set i lyset af den stigende usikkerhed på de internationale landbrugsmarkeder ses på muligheden for at etablere strategiske kriseforebyggende foranstaltninger i form af oplagring af landbrugsprodukter,

—	det derudover overvejes, hvordan man med støtte fra producentorganisationer og ved hjælp af sektoraftaler kan udøve en stabiliserende indflydelse på markederne.

Problemer i fødevarekæden

5.5.10   Når det drejer sig om prisfastsættelsen er der en mangel på balance i forhandlingerne. Landmændene taler om en unfair kontraktpraksis, der skyldes, at engrosleddet i fødevarekæden indtager en yderst dominerende position.

5.5.11   Det afgørende spørgsmål om, hvem der får hvilken andel af værditilvæksten, afgøres for nuværende – helt som den fri markedsøkonomi foreskriver det – udelukkende af markedet. Dette er alt andet end tilfredsstillende for de landmænd, der ved ofte højere enhedsomkostninger stadigt hyppigere må konstatere, at producentpriserne falder, og de dermed ofte må reagere med tiltag, der er i modstrid med den europæiske landbrugsmodels målsætninger.

5.5.12   Idet 15 detailhandelskæder allerede kontrollerer 77 % af fødevaremarkedet i EU27 går EØSU ind for, at man, som i USA, vurderer, om konkurrenceretten i tilstrækkelig grad kan forhindre markedsdominerende strukturer og betænkelige former for kontraktpraksis. Det er vigtigt, at samtlige berørte grupper inddrages i evalueringen. Analysen bør resultere i en ændring af EU's konkurrenceregler for landbrugsfødevaresektoren, så der tages hensyn til dens særlige karakteristika, og reglerne tilpasses de konkurrenceregler, der gælder i de lande, EU konkurrerer med på de globale markeder, som vedtaget i gruppen af højtstående eksperter på mælkeområdet.

5.5.13   EØSU forventer, at Kommissionen gør en indsats for at fremme gennemsigtigheden i prisdannelsen og kommer med forslag til, hvordan den såkaldte »asymmetriske prisdannelse« kan undgås (2).

Markedsføring af lokale, regionale, specialiserede og kvalitetsprodukter

5.5.14   De store fødevarekæder og de vigtigste dele af den forarbejdende industri forlanger til stadighed ensartede og billige råvarer, der næsten er standardiserede. Der er dermed ikke meget spillerum for regionale og produktspecifikke forskelligheder.

5.5.15   Imidlertid er netop fremstilling og markedsføring af kvalitetsprodukter som udtryk for det regionale element og landdistrikternes mangfoldighed i EU en vigtig opgave i forbindelse med bevarelsen af den europæiske landbrugsmodel. Denne indsats fortjener derfor en langt større støtte. Kortere distributionskanaler og en mere direkte vej fra landmænd eller producentsammenslutninger til forbrugeren kan styrke særligt mindre og mere arbejdsintensive bedrifters konkurrenceevne.

5.5.16   Geografiske betegnelser og produktionstekniske forskelle bør spille en langt større rolle end hidtil. De må opfattes som »intellektuelle ejendomsrettigheder« og beskyttes som sådanne. Tilsvarende betegnelser kan udgøre bindeleddet mellem landbrugsprodukterne og regionerne, dvs. produkterne har en »sikker« oprindelse, men også særlige kvalitetskendetegn, der har vist sig i tidens løb. Det er i den forbindelse vigtigt, at det klart defineres, hvad der forstås ved regionale produkter.

5.5.17   Hvad angår mærkning af produkter findes der for tiden mange vildledende og betænkelige former for praksis. F.eks. bør det fremover være ulovligt at

—

der på mælkekartoner findes billeder af græssende køer, hvis mælken stammer fra dyr, der ikke længere kommer på græs. I stedet skal en markedssegmentering (lige fra en mælkeproduktion baseret på køer, der fodres med hø eller kommer på græs, til regional markedsføring gennem producenter eller mindre landbrugskooperativer mm.) fremmes,

—	at der reklameres med en bestemt regional oprindelse, selvom produktet er produceret et andet sted.

5.5.18   Gennemskueligheden på markedet og forbrugerinformationerne (bl.a. oprindelsesmærkningen) må forbedres og kontrolleres. Med henblik på at forbedre kendskabet til de regler, der gælder for europæiske landmænd, skal der lanceres oplysningskampagner, der informerer forbrugerne om de europæiske produktionssystemer. Der skal desuden især lægges vægt på mærkningsordningen, og i den forbindelse mener EØSU, at anbefalingerne i udtalelsen om fødevareinformation til forbrugerne (3) bør tages i betragtning.

5.5.19   Skattemidlerne bør fremover hovedsageligt anvendes til at styrke regionale produkter og markeder.

5.6   De finansielle instrumenter i den fælles landbrugspolitik

Den nuværende situation

5.6.1   I EU eksisterer der for tiden et uensartet system for landbrugsstøtte: i EU(15) findes enkeltbetalingerne, der enten er baseret på tidligere tiders krav på støtte eller som udvikler sig i retning af en harmoniseret arealstøtte. I EU(12) blev der med det samme indført et arealstøttesystem, selvom udbetalingerne der ligger under niveauet i EU(15).

5.6.2   De enkelte landmænd får dermed et højst forskelligt udbytte af de nuværende udbetalinger. Dette opfattes ofte som værende uretfærdigt, og desuden er systemet svært at retfærdiggøre over for skatteborgerne.

5.6.3   I forbindelse med den kommende reform skal det være en central opgave at udvikle et harmoniseret og samfundsmæssigt acceptabelt system, som beror på objektive kriterier.

5.6.4   Den direkte støtte under 1. søjle har sin historiske begrundelse i sænkningen af garantipriserne i 1992. De blev indtil 2003 tildelt som tilkoblede prisudligningsbetalinger, indtil man med Luxembourg-aftalerne realiserede en »frakobling«. Da de fleste medlemsstater imidlertid har valgt den såkaldte »historiske model for enkeltbetalinger pr. bedrift«, er der for de enkelte landmænd stadig stor forskel på, hvor meget de får ud af det nuværende system. På grund af frakoblingen har de ikke længere nogen direkte indflydelse på, hvordan der produceres.

5.6.5   Den direkte støtte (=arealstøtten) under 2. søjle blev tildelt for at kompensere landmændene for varetagelsen af særlige samfundsmæssige opgaver, der kræver mere end en overholdelse af minimumskravene, og hvis løsning ikke afspejles i markedsprisen, samt motivere landmændene til i det hele taget at opretholde en samfundsmæssigt ønsket produktion i ugunstigt stillede områder.

5.6.6   Hele den direkte støtte under 1. søjle finansieres i øjeblikket af EU. Hvad angår den direkte støtte under 2. søjle skal medlemsstaterne derimod medfinansiere. Denne forskel i finansieringsmekanismen påvirker i mange medlemsstater programmernes »attraktivitet«. EØSU opfordrer Kommissionen til, at man ved den kommende programplanlægning tager højde for, at forskellige medfinansieringssatser ikke må resultere i, at bestemte dele af programmet henholdsvis foretrækkes eller får mindre opmærksomhed af medlemsstaterne.

5.6.7   Ud over den direkte støtte findes der midler til fremme af landdistrikternes udvikling (under 2. søjle, 3. akse), investeringsstøtte til bedrifterne (under 2. søjle, 1. akse) samt LEADER-programmet.

5.6.8   De direkte finansielle overførsler har på grund af de ustabile markeder og andre omstændigheder i nogle tilfælde fået en meget stor betydning for landbrugsbedrifternes indkomstniveau. Uden finansiel støtte ville strukturforandringerne i landbruget have været væsentligt mere dramatiske, selvom det må konstateres, at der er stor forskel på, hvor meget de enkelte bedrifter drager fordel af det for tiden vigtigste instrument, nemlig de direkte betalinger under 1. søjle.

Fremtidens støttesystemer

5.6.9   EØSU fastholder sin hidtidige position, hvad angår den direkte støtte under 1. søjle. Udvalget har altid understreget, at funktionsbestemte direkte betalinger »… selv om de er vigtige, kun bør have en supplerende funktion (4) …«. Landmændenes indtjening bør være et resultat af markedets priser og en kompensation for varetagelsen af de samfundsmæssige opgaver, som markedet ikke honorerer.

5.6.10   Denne nødvendige modydelse, som ikke hidtil har været bevilget, forudsætter, at der opnås enighed om, hvilke ydelser landmændene - individuelt og kollektivt - leverer. Dette er vigtigt med henblik på at opstille klare kriterier for den fremtidige tildeling af direkte støtte, som må bero på objektive kriterier og være »tilkoblet« noget, så den bliver samfundsmæssigt acceptabel.

5.6.11   Grundlæggende bør det gælde at

—	direkte betalinger, under 1. eller 2. søjle, kun ydes til landmænd, der er aktive i erhvervet, og til landskabsplejeforeninger og andre organisationer, der har at gøre med bevarelsen af kulturlandskabet,

—	direkte betalinger, under 1. eller 2. søjle, skal tage jobskabelsen i hver enkelt bedrift i betragtning,

—

direkte betalinger, under 1. eller 2. søjle, skal kompensere for landbrugets varetagelse af samfundsmæssige opgaver, der er nødvendige for bevarelsen af den europæiske landbrugsmodel. Landmændenes indkomst bør hovedsageligt stamme fra priserne på et reguleret marked, hvor produktionsomkostningerne anerkendes af markedet,

—	de direkte betalinger, under 1. eller 2. søjle, på grund af de meget forskellige agroklimatiske forskelle i EU også bør omfatte en EU-kompensation til de landmænd, der har meromkostninger som følge af disse forskelle (5).

5.6.12   Der skal altså tages stilling til, hvilke konkrete ydelser, der skal kompenseres med direkte støtte (og i hvilket omfang), og bedrifter eller produktionsenheder, der ikke varetager sådanne opgaver, eller som ikke ønsker at gøre det, og som dermed ikke bidrager til realiseringen af den europæiske landbrugsmodel, bør heller ikke modtage direkte støtte.

5.6.13   Direkte støtte, der skal kompensere for samfundsmæssige ydelser, der ikke har nogen markedspris (f.eks. konkrete, klart definerede miljøydelser) bør der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved. EØSU mener, at det er nødvendigt ikke blot at udbygge sådanne programmer, men også at udforme dem på en mere attraktiv og fleksibel måde. Det er således en nødvendighed at genindføre »incitamentselementet«. Det er også vigtigt, at der bliver mulighed for at reagere mere fleksibelt på tiltag fra den enkelte landmands side. Programmerne bør i højere grad være resultatorienterede end fokuserede på foranstaltninger i sig selv.

5.6.14   Mange nye foranstaltninger vil fremover høre under denne kategori, f.eks. de landbrugsproduktionsmetoder, der bidrager til at afbøde klimaændringerne eller binde kulstof i jorden. Anvendelse af ekstensive græsarealer er en sådan metode.

5.6.15   Også direkte støtte som kompensation for permanente naturbetingede handicap, der ikke lader sig ændre, samt betalinger som kompensation for produktionsrestriktioner som følge af påbud, eksempelvis på området naturbeskyttelse, er yderst berettigede. I mange beskyttede områder er det vigtigt at opretholde bestemte landbrugsmæssige aktiviteter med det formål at bevare områdets karakter. EØSU anser det for virkelighedsfjernt at afvise støtte med den begrundelse, at forordningen om beskyttede områder fastlægger en ramme for landmændenes aktiviteter.

5.6.16   Funktionsbestemte og dermed også differentierede direkte betalinger, der tager udgangspunkt i løsningen af konkrete opgaver med en klar gavnlig effekt for samfundet, må fremover udgøre det centrale element i den direkte støtte til landbruget. Udligningsgodtgørelsen hører klart til her.

5.7   En harmoniseret arealstøtte som kompensation for en svækket konkurrenceevne?

5.7.1   Et forslag, der fremføres i debatten, går på, at de nuværende direkte betalinger under 1. søjle skal erstattes med en arealstøtte, som er harmoniseret på EU-plan, og at denne skal begrundes med, at det europæiske landbrug set i forhold til konkurrenterne på verdensplan pålægges højere produktionsstandarder og dermed konkurrencemæssige ulemper.

5.7.2   EØSU har helt klart den opfattelse, at man må overveje, hvordan de ulige konkurrencevilkår kan udjævnes. I handelsaftalerne anses social- og miljøstandarder, der er afgørende for den europæiske landbrugsmodel, for at være ikke-toldmæssige handelshindringer, hvilket er helt uacceptabelt. Der er et stort behov for at reformere WTO-systemet i den henseende, idet et globalt handelssystem uden sociale og miljømæssige standarder ikke kan accepteres.

5.7.3   Med henblik på en udligning af de konkurrencemæssige ulemper er det vigtigt at præcisere, i hvilke produktionsgrene de europæiske regler konkret adskiller sig konkret fra regelsættet hos de vigtigste konkurrenter, og hvilke påviselige ekstra omkostninger dette medfører for de enkelte bedrifter/bedriftstyper/produktionsformer.

5.7.4   Produktionsbetingelserne og dermed omkostningsniveauet for Europas landmænd er ekstremt forskellige: der findes store strukturelle og (agro-)klimatiske forskelle, men også stærkt divergerende produktions- og leveomkostninger i de forskellige regioner. Også på grund af stordriftsfordele i de enkelte medlemsstater, regioner og mellem bedriftstyper opstår der betydelige forskelle med hensyn til omkostningsulemper.

5.7.5   Det giver f.eks. også sig selv, at konkrete produktionsvanskeligheder forbundet med dyrehold ikke kan imødegås ved, at der udbetales en harmoniseret arealstøtte, som også kommer planteavlere til gode.

5.7.6   Heraf følger, at udligningen af ulige konkurrencevilkår ikke kan ske ved hjælp af en harmoniseret arealstøtte på europæisk plan. Støtten må i stedet være baseret på forholdene i den pågældende region og tage hensyn til de agroklimatiske betingelser samt bedriftstyperne.

5.8   En harmoniseret arealstøtte som indkomstoverførsel?

5.8.1   Der hersker ingen tvivl om, at de ca. 50 mia. EUR, der årligt går fra EU's landbrugsbudget til det europæiske landbrug i mellemtiden er blevet livsvigtige for mange bedrifter.

5.8.2   De nuværende priser på landbrugsvarer er altså ikke bare for lave til at bevare den europæiske landbrugsmodel. De nuværende priser stiller spørgsmålstegn ved hele landbrugets overlevelse i Europa.

5.8.3   Derfor diskuteres muligheden for at tildele alle landmænd en slags »basis- og eksistenssikringspræmie« i form af en harmoniseret arealstøtte på EU-plan.

5.8.4   Indkomstforholdene varierer meget for de enkelte bedriftstyper og de forskellige regioner. Også her spiller de under punkt 5.7.4 nævnte forskelle en afgørende rolle. Heraf følger, at også indkomstproblemet må imødegås ved hjælp af en differentieret strategi. Heller ikke dette problem kan løses vha. en harmoniseret arealstøtte på EU-plan, der i uforholdsmæssig høj grad gavner bl.a. bedrifter med meget jord og bedrifter med få ansatte.

5.8.5   I stedet for en harmoniseret arealstøtte burde det i stedet overvejes at indføre en præmie, der udbetales pr. person/ansat, men som vil være underlagt en maksimumtærskel. Som led i en sådan løsningsmodel bør der ved udmåling af præmierne også tages hensyn til de forskelle, der er nævnt i punkt 5.7.4. Denne præmieordning bør endvidere tage højde for, at bedrifternes indkomst i overvejende grad bestemmes af de stadigt større udsving i producentpriserne. Et system, der tager sit udgangspunkt i indkomstforholdene, skal være i stand til at reagere tilstrækkeligt fleksibelt på de stadigt større prisudsving.

Overgangsperioder

5.9   Et fælleseuropæisk støttesystem - ikke at forveksle med en harmoniseret arealstøtte på europæisk plan - som ikke længere begrundes med tidligere tiders krav på støtte, men som baseres på konkret definerede ydelser, der leveres her og nu, vil resultere i betydelige ændringer i finansieringsstrømmen både mellem medlemsstater og til de enkelte bedrifter. Der vil altså set ud fra et finansielt synspunkt være tale om vindere og tabere. EØSU er fortaler for, at man går forsigtigt frem og i givet fald indfører overgangsperioder. Disse bør dog være udformet på en måde, som sikrer, at det nye system er trådt helt i kraft midt i eller senest ved udgangen af den nye finansperiode.

5.10   Fremtiden for 2. søjle

5.10.1   Mange borgere har fået det indtryk, at dele af 2. søjle i den fælles landbrugspolitik har til formål at udbedre de skader, som politikerne selv har forårsaget ved at opstille forkerte rammebetingelser.

5.10.2   Det må på gennemskuelig vis formidles til offentligheden, at de foranstaltninger som fremover vil blive tilbudt inden for rammerne af 2. søjle i den fælles landbrugspolitik, supplerer de funktionsbestemte direkte betalinger og at de fremover vil være endnu mere målrettede mod en videreførelse, sikring og realisering af den europæiske landbrugsmodel. Dette kræver en optimering af de til rådighed stående foranstaltninger.

5.10.3   Dette gælder ikke kun for den nuværende 2. akse i 2. søjle. Også investeringsstøtten til landbrugsbedrifterne må i endnu højere grad orientere sig i retning af »bæredygtighed«. For EØSU hersker der ingen tvivl om, at der eksisterer et væsentligt investeringsbehov i Europa, hvad angår en optimering af landbrugsbedrifterne i retning af større bæredygtighed, men også med henblik på en delvis omformning af et kulturlandskab som tidligere har været præget af rent produktionstekniske krav (se f.eks. vandhusholdnings-/vandrammedirektivet).

5.10.4   EØSU er fortaler for en udbygning og optimering af den vifte af opgaver, der i øjeblikket udbydes under 3. akse i 2. søjle. En overdragelse af disse opgaver til den generelle struktur- og regionalpolitik afvises klart. Samtidig har udvalget den holdning, at foranstaltningerne under den nuværende ELFUL skal have en klar landbrugsmæssig relevans. Anlæg af veje eller bredbåndsnet hører ikke hjemme her!

---

(1)  Begrebet »bäuerlich«, som ordføreren benytter, beskriver ikke bedriftens størrelse, men den måde, som man tænker på og driver gårdene på, dvs. organiseret i forbundne og komplementære kredsløb så tæt som muligt på bedriften, orienteret mod bevarelse af kvalificerede og varierede arbejdspladser, forankret i kommunen og regionen, med ansvarlighed over for naturen og dyrene og med tanke på efterfølgende generationer.

(2)  Hvis producentpriserne stiger, stiger forbrugerpriserne hurtigt. Hvis producentpriserne falder, falder forbrugerpriserne kun langsomt.

(3)  EUT C 77 af 31.3.2009, s. 81.

(4)  EFT C 368 af 20.12.1999, s. 76-86, pkt. 7.6.1.

(5)  EUT C 318 af 23.12.2009, s. 35.

---