Appel iværksat den 22. maj 2008 af Philippe Guigard til prøvelse af dom afsagt den 11. marts 2008 af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) i sag T-301/05, Guigard mod Kommissionen

(Sag C-214/08 P)

(2008/C 223/31)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Philippe Guigard (ved avocats S. Rodrigues og C. Bernard-Glanz)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har i det væsentlige anført tre anbringender til støtte for appellen.

Med det første anbringende, der omfatter to led, har appellanten gjort gældende, at Retten har foretaget en ukorrekt fortolkning af den fjerde Lomé-konvention (1).

Fejlen består for det første i, at Retten har fastslået, at det i medfør af Lomé-konventionens artikel 313, stk. 2, litra k), påhviler den nationale anvisningsberettigede at træffe bestemmelse om ansættelse af konsulenter og tekniske eksperter, uden at tage hensyn til de beføjelser vedrørende budgetkontrol og forvaltning af midler, som Kommissionen er tillagt ved nævnte konvention, eller til sidstnævnte institutions forpligtelse til at tilbyde den nationale anvisningsberettigede teknisk bistand ved forhandling af kontrakter.

Den af Retten begåede fejl består for det andet i, at Retten har fastslået, at den nationale anvisningsberettigedes anmodning til Kommissionen med henblik på at indhente en godkendelse af afgørelsen om fornyelse af appellantens ansættelseskontrakt skal indeholde en udtrykkelig henvisning til Lomé-konventionens artikel 314, for at denne bestemmelses frist på 30 dage begynder at løbe, selv om et sådant krav ingenlunde følger af denne artikel. Ifølge appellanten skulle Retten således, hvis den havde fortolket nævnte artikel korrekt, have fastslået, at Kommissionen ikke havde overholdt nævnte frist.

Med det andet anbringende har appellanten herefter anført, at den anfægtede dom indeholder en klar modsigelse i præmisserne, idet Retten hvad angår anbringendet vedrørende tilsidesættelse af Lomé-konventionens artikel 317, litra a), har fastslået, dels at dette anbringende er fremsat for sent, dels at det i det væsentlige svarer til anbringendet vedrørende tilsidesættelse af samme konventions artikel 313, stk. 2, litra k). Ifølge appellanten kan det samme anbringende ikke både afvises fra realitetsbehandling og være ugrundet.

Endelig har appellanten med det tredje anbringende gjort gældende, at Retten har tilsidesat hans ret til forsvar, for så vidt som den dels ikke har taget hensyn til hans samlede argumentation under retsmødet, dels har ændret rækkevidden af hans anbringende om tilsidesættelse af omsorgsprincippet, princippet om god forvaltning og princippet om den berettigede forventning.

(1)  Den fjerde konvention indgået mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, undertegnet i Lomé den 15.12.1989 (godkendt ved Rådets og Kommissionens afgørelse 91/400/EKSF, EØF af 25.2.1991 om indgåelse af fjerde AVS/EØF- Konvention, EFT L 229. s. 1), som ændret ved aftalen undertegnet den 4.11.1995 på Mauritius (EFT 1998 L 156, s, 3).