31.1.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/29

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bekræfter sin interesse i, at der sikres fremskridt på ligestillingsområdet. EØSU har i sine seneste udtalelser om dette emne på ny understreget det nødvendige i, at der sker mere konkrete fremskridt på området (2). Ligestilling mellem kønnene står højt på EU's politiske dagsorden og bør fortsætte med at være et højt prioriteret område. Skønt der i de seneste år er ydet en større indsats for at fremme ligestilling mellem kønnene i EU, er kvinder fortsat ringere stillet end mændene inden for de fleste aktivitetsområder (3) — dette må ændres. Diskrimination mod mænd forekommer også, om end i mindre grad. Dette problem må også løses. Det er også nødvendigt at løse en lang række problemer, der skyldes forskelsbehandling (på grund af seksuel orientering, alder, helbredstilstand, handicap, etnisk oprindelse), og som tilspidses, når kønsdimensionen tages med i betragtning.

1.1.1

Der forekommer mange forskellige former for uligheder mellem mænd og kvinder. Der findes eksempler herpå overalt i EU. Disse eksempler må indsamles, og problemerne må identificeres, dokumenteres og analyseres, så der kan drages lære af dem på EU-plan, og der kan findes tilfredsstillende løsninger på dem.

1.1.2

EØSU bifalder derfor ethvert effektivt instrument, der bidrager til at fremskynde reel ligestilling mellem kønnene.

1.1.3

EØSU støtter forslaget om at oprette et europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder (4) (herefter benævnt »instituttet«), som det mener vil blive et effektivt instrument med stort potentiale, der vil kunne understøtte EU's og medlemsstaternes bestræbelser på at gøre fremskridt på ligestillingsområdet, både på det retlige og praktiske plan.

1.2

EØSU kan tilslutte sig begrundelsen for at oprette et uafhængigt institut og beslutningen om, at instituttet ikke må træde i stedet for eller svække de nuværende velfungerende og erfarne specialiserede EU-agenturer og -institutter eller dem, der er under oprettelse (5). Ej heller må oprettelsen af instituttet svække princippet om integrering af kønsaspektet (mainstreaming) i EU-organerne og i samtlige EU-politikker og –programmer: EØSU er overbevist om, at dette initiativ tværtimod vil styrke princippet.

1.3

EØSU mener, at instituttet vil opnå autoritet på baggrund af sin objektivitet, neutralitet, uafhængighed, eksperterfaring og evne til at samle relevante informationer på ét sted, og at det kan blive et nyttigt værktøj for et bredt spektrum af brugere. Under forudsætning af, at princippet om integrering af kønsaspektet »gender mainstreaming« følges systematisk, vil instituttet kunne betjene meget forskellige »kunder« — fra brede befolkningsgrupper i civilsamfundet til EU's beslutningsorganer.

1.3.1

Hertil kommer, at instituttet ikke kun vil fungere inden for EU, men også i en bredere europæisk kontekst, herunder forberedelsen af yderligere udvidelser af EU, samt på internationalt plan. Det vil således bidrage til at fremme multikulturelle forbindelser og udvekslinger.

1.4

EØSU mener, at instituttets beføjelser og ansvarsområder i betragtning af de ambitiøse mål og opgaver, det skal stå for, bør defineres mere præcist end foreslået af Kommissionen, når det drejer sig om instituttets forsknings-, informations- og uddannelsesfunktion m.v. Målene for dataindsamling og –behandling må præciseres, så instituttet får mulighed for at spille sin rolle fuldt ud i EU's beslutningsproces. I den forbindelse bør det erindres, at samtlige EU-institutioner og –organer er henvist til medlemsstaternes statistiske ressourcer. Instituttet bør have mulighed for at fremsætte sine synspunkter om planlagte projekter. Instituttet bør også have en instruerende rolle i spørgsmål om integrering af kønsaspektet og have mulighed for at præsentere sine synspunkter om EU-initiativer og –aktiviteter på dette område.

1.4.1

EØSU mener endvidere, at en nøjere definition af instituttets mål og opgaver ville bidrage til at understrege behovet for instituttet og gøre det klart, at de nødvendige ressourcer må stilles til rådighed, for at det kan opfylde sine mål.

1.5

Instituttet må have en stærk moralsk autoritet, dets gennemsigtighed må øges, og det må sikres mere effektive forbindelser med relevante grupper i civilsamfundet (artikel 10, stk. 1, litra a) — c)), som har stor erfaring med hensyn til analyser og sagkundskab i ligestillingsspørgsmål, og som også mere direkte kan afspejle EU-borgernes behov. EØSU anbefaler derfor på det kraftigste, at der sidder flere repræsentanter for disse civilsamfundsgrupper i instituttets bestyrelse (se punkt 3.7.2 — 3.7.3 nedenfor). I den forbindelse understreger EØSU den vigtige rolle, arbejdsmarkedsparterne på forskellige niveauer spiller for løsning af ligestillingsproblemer på arbejdsmarkedet.

1.6

Samtidig opfordrer EØSU kraftigt til, at repræsentanter for Europas arbejdsmarkedsparter og de relevante ngo'er får samme status i bestyrelsen som de øvrige medlemmer, dvs. at de har stemmeret (jf. punkt 3.7.4 nedenfor).

1.7

EØSU anser det for nødvendigt, at finansieringen af instituttet er tilstrækkelig til, at det kan udføre sine opgaver fuldt ud, parallelt med andre EU-organer eller –programmer, som også beskæftiger sig med ligestillingsproblematikken, og ikke på bekostning af disse.

1.8

Selv om forslaget til forordning ikke angiver, hvor instituttet skal have sæde, støtter EØSU anbefalingen om, at det oprettes i ét af de lande, der tiltrådte EU i 2004. Nogle af disse lande har allerede udtrykt interesse for at blive vært for instituttet, hvilket også ville imødekomme behovet for en afbalanceret decentralisering af institutioner i forskellige dele af EU og åbne mulighed for mere direkte kontakt med borgerne i det valgte værtsland og et bedre kendskab til dets erfaringer på ligestillingsområdet.

1.9

EØSU er overbevist om, at et tæt samarbejde med instituttet vil gavne samtlige berørte parter, og erklærer sig rede til at samarbejde med instituttet inden for rammerne af fællesskabsreglerne.

2.1

Europa-Kommissionen offentliggjorde den 8. maj 2005 sit forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder (6), og udtalte i sin pressemeddelelse (7) bl.a., at:

»Instituttet bliver et uafhængigt ekspertisecenter på europæisk niveau, som skal indsamle, analysere og formidle pålidelige og sammenlignelige forskningsresultater og informationer til brug for beslutningstagere i både Bruxelles og medlemsstaterne. Det vil råde over et dokumentationscenter og et bibliotek, som vil være åbent for offentligheden.

Instituttet skal fremme forskning og erfaringsudveksling ved at afholde møder mellem beslutningstagere, eksperter og interessenter og øge bevidstheden om ligestillingspolitikker ved hjælp af arrangementer som konferencer, kampagner og seminarer. En anden central opgave vil være at udvikle værktøjer, der skal understøtte integreringen af ligestillingsprincippet i alle fællesskabspolitikker.«

2.2

Det betydelige tidsrum, der er forløbet mellem det første initiativ til oprettelse af et europæisk institut i 1995 (8) og offentliggørelsen af forslaget til forordning i marts 2005, er blevet anvendt til faglige og politiske undersøgelser, som nu muliggør en velovervejet iværksættelse af projektet.

2.3

På sit møde den 1.-2. juni 2004 udtrykte Rådet (beskæftigelse, social- og arbejdsmarkedsforhold samt sundhed og forbrugerbeskyttelse) enstemmigt sin støtte til oprettelse af det europæiske institut (9):

»Delegationerne støttede fuldt ud tanken om oprettelse af et sådant institut og understregede det vigtige i en struktur, som giver en merværdi og ikke overlapper aktiviteter, som allerede gennemføres på dette område. Behovet for budgetneutralitet blev også nævnt.«

Rådet foreslog, at instituttet varetager følgende opgaver:

2.3.1

Det Europæiske Råd opfordrede derefter Kommissionen til at fremsætte sit forslag (10).

2.4

Beslutningen om at oprette instituttet kom således efter EU's udvidelse med ti nye medlemsstater, og EØSU anser det for vigtigt, at instituttets virksomhed fra første færd rettes mod det udvidede EU, hvilket vil gøre det muligt at tage hensyn til en bredere vifte af erfaringer, situationer og knowhow.

2.5

I sin udtalelse »+10 år efter Beijing: vurdering af fremskridtene på området for ligestilling mellem mænd og kvinder i Europa og i udviklingslandene« (11) gav EØSU for nylig en oversigt over udviklingen og omfanget af EU's initiativer på ligestillingsområdet. EØSU henleder opmærksomheden på denne udtalelse og understreger det vigtige i at anerkende, at behovet for ekspertrapporter, analyser og informationer og kvalitetskravene hertil er stigende på grund af en bredere anvendelse af princippet om integrering af kønsaspektet, hvilket EØSU helhjertet går ind for.

2.6

Praktiske erfaringer afslører nye og eksisterende problemer, som EU og medlemsstaterne står over for, og som der snarest må findes en løsning på. Problemerne er direkte relateret til ligestillingsspørgsmål, og det vil være instituttets opgave at behandle dem. Det drejer sig om:

2.6.1

EØSU har allerede i sin udtalelse om +10 år efter Beijing, som læseren henvises til, udførligt beskrevet en lang række områder, hvor der må handles (12).

2.7

Som fremhævet ovenfor er EØSU klar over, at anvendelsen af »gender mainstreaming«-princippet bliver mere udbredt og er under stadig udvikling. EØSU er derfor enig i, at det bør være en uafhængig institution, der får til opgave at forene medlemsstaternes og civilsamfundsaktørernes indsats med henblik på at bistå fællesskabsorganerne i disse spørgsmål. Dette vil øge synergieffekten. EØSU mener endvidere, at der er garanti for, at instituttet og de eksisterende agenturer supplerer hinanden, og at udviklingen af gender mainstreaming-princippet vil fortsætte i disse agenturer i tæt samarbejde med instituttet. På samme måde må et systematisk samarbejde med institutionelle ligestillingsmekanismer være reglen.

2.8

EØSU minder om, at oprettelsen af instituttet nok er et skridt fremad, men ikke udelukker behovet for yderligere foranstaltninger til praktisk gennemførelse af princippet om lige muligheder inden for rammerne af samtlige mål, der er fastsat i fællesskabsteksterne. Det er særdeles vigtigt, at instituttet tager aktiv del i gennemførelsen af Lissabon-målene for vækst og jobskabelse.

2.9

EØSU støtter oprettelsen af instituttet, men det er vigtigt, at det får den størst mulige opbakning fra civilsamfundet på europæisk, nationalt og lokalt plan. Uden en sådan støtte vil instituttet ikke kunne komme godt fra start. De nødvendige ressourcer må derfor stilles til rådighed for det nye institut med henblik på, at det kan opnå troværdighed og pålidelighed. Hermed vil instituttet kunne udføre alle former for opgaver og skabe den interesse, det fortjener.

3.1

EØSU godkender retsgrundlaget for oprettelse af instituttet, dvs. EF-traktatens artikel 141, stk. 3, og artikel 13, stk. 2. Det er enigt i begrundelserne, som fremføres under betragtningerne, hvoraf det også fremgår, at forslaget er i overensstemmelse med traktatens artikel 5.

3.2

EØSU mener endvidere, at samarbejdet med de eksisterende institutter og andre organer falder i tråd med Rådets ønske om at undgå overlapninger. EØSU bemærker, at der i 12. betragtning implicit henvises til andre EU-institutioner og –instanser som f.eks. Eurostat. EØSU henleder opmærksomheden på Kommissionens meddelelser om »Rammer for europæiske reguleringsorganer« (13) og »Udkast til interinstitutionel aftale om rammer for europæiske reguleringsorganer« (14) og konstaterer, at disse rammer også vil være afgørende for det nye instituts placering blandt de eksisterende institutioner.

3.3

EØSU henleder opmærksomheden på, at instituttets engelske navn (artikel 1) »European Institute for Gender Equality« klart afspejler dets opgave og rummer flest mulige dimensioner (etiske, moralske, æstetiske, kønslige etc.). Erfaringen viser imidlertid, at der ikke findes nogen nøjagtig ækvivalent for ordet »gender« på en række af de øvrige EU-sprog. I oversættelserne bør der derfor findes en formulering, der ligger så tæt som muligt på originalteksten.

3.4

Hvad angår instituttets formål, mener EØSU, at artikel 2 klart bør henvise til fremme af »gender mainstreaming«-princippet.

3.4.1

EØSU mener endvidere, at instituttet bør have til opgave at bistå arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og andre civilsamfundsorganisationer i deres indsats på ligestillingsområdet. Der bør udtrykkeligt henvises til og tages hensyn til dette formål.

3.5

Efter EØSU's opfattelse er instituttets opgaver, der fastlægges i artikel 3, lige så vigtige som dets mål og bør uddybes, som påpeget ovenfor i punkt 1.4.

3.5.1

EØSU opfordrer til, at artikel 3, pkt. 1, litra a), udtrykkeligt nævner arbejdsmarkedets parter. I den forbindelse minder EØSU om, at de europæiske arbejdsmarkedsparter for nylig godkendte fællesskabsrammestrategien for ligestilling mellem mænd og kvinder.

3.5.2

EØSU understreger, at instituttet ved, også uden for rammerne af sin årsrapport, regelmæssigt at oplyse, hvordan det løser opgaver, som bl.a. følger af fællesskabsrammestrategien for ligestilling mellem mænd og kvinder, vil bidrage til at bevise sin merværdi. Ud over sin årlige rapport bør instituttet bl.a. også offentliggøre sit arbejdsprogram (artikel 3, stk. 1, litra e)).

3.5.3

De spørgsmål, instituttet behandler, vil endvidere kræve hensigtsmæssige arbejdsmetoder, som må tilpasses de forskellige former for ulige vilkår og kønsdiskriminering. Det stiller krav om bl.a. komparative metoder (»benchmarking«), casestudier, vertikal (sektoriel) dataindsamling, integrering af kønsaspektet i budgetlægningen, opfølgning etc. Det siger sig selv, at instituttet også på dette område må samarbejde med specialiserede agenturer og organer.

3.5.4

EØSU konstaterer, at instituttet i henhold til artikel 1, stk. 1, litra d), skal foretage undersøgelser i »Europa«. Heri ligger, at instituttets indsats også skal omfatte EØS, kommende medlemsstater og medlemmerne af Europarådet.

3.5.5

EØSU foreslår, at det nationale eller regionale plan medtages i artikel 3, stk. 1, litra g), for at gøre det muligt at inddrage andre interessenter, herunder de regionale og lokale myndigheder, som i væsentlig grad bidrager til at bevidstgøre den brede offentlighed om ligestillingsspørgsmål. Dette ville være i overensstemmelse med de formål, der opstilles i artikel 2 og i betragtningerne.

3.6

EØSU er enig i, at instituttet bør være uafhængigt af nationale myndigheder og civilsamfundet (artikel 5), men mener også, at det bør være uafhængigt af fællesskabsinstitutionerne for at give det en mere objektiv stilling i forhold til disse. EØSU foreslår derfor også at øge antallet af civilsamfundsrepræsentanter i instituttets bestyrelse med henblik på at styrke dets uafhængighed.

3.6.1

EØSU bifalder og støtter princippet om, at instituttet skal være frit og uafhængigt i sit samarbejde med myndighederne i medlemsstaterne. Det mener, at medlemmerne af det rådgivende forum bør være ansvarlige for rettidigt at fremskaffe og levere informationer (jf. punkt 3.8.2 nedenfor). Dette kunne være en passende opgave for organer, der opererer i medlemsstaterne inden for rammerne af direktivet om omarbejdning at direktivet om lige muligheder (15).

3.7

Hvad angår instituttets organer, anerkender EØSU bestræbelserne på at gøre bestyrelsen til det operationelle organ, der effektivt leder instituttet, så det kan tilpasse sig udviklingen og reagere effektivt på ændringer i efterspørgslen.

3.7.1

EØSU går imidlertid ind for princippet om, at Kommissionen kun skal kunne udpege medlemmer af bestyrelsen fra de nævnte grupper, hvis det sker på forslag af de organisationer, der nævnes i forordningen. Dette bør fremgå af artikel 10.

3.7.2

EØSU understreger, at Europas arbejdsmarkedsparter og relevante ikke-statslige organisationer på fællesskabsplan, der, som det udtrykkes i forordningen, »har en legitim interesse i at bidrage til bekæmpelse af forskelsbehandling på grundlag af køn og fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder«, må være effektivt og tydeligt repræsenteret, hvis bestyrelsen skal kunne varetage sine opgaver på tilfredsstillende vis, dvs. opfylde sit ansvar over for Kommissionen og medlemsstaterne og samtidig modtage feedback fra civilsamfundet. Desuden er der ingen grund til ikke at foreslå, at der her skal sidde repræsentanter for civilsamfundet. Hvis de nationale arbejdsmarkedsparter, i modsætning til, hvad der gælder i EU's trepartsorganer, ikke bliver repræsenteret i bestyrelsen, bør det i det mindste på denne måde sikres, at arbejdsmarkedsparterne og de relevante ikke-statslige organisationer deltager aktivt i indsatsen.

3.7.3

EØSU opfordrer derfor kraftigt til, at antallet af bestyrelsesmedlemmer øges. Antallet af medlemmer bør øges således, at alle parter (Rådet, Kommissionen, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer og relevante ikke-statslige organisationer på fællesskabsplan) får seks repræsentanter. Det vil gøre det muligt for de organisationer, der omtales i artikel 10, stk. 1, litra a) — c), at sikre en lige repræsentation af mænd og kvinder under udvælgelsen af deres kandidater. Hver enkelt af de organisationer, der nævnes i forslaget til forordning, vil således have to repræsentanter i bestyrelsen.

3.7.4

Der er heller ingen grund til, at repræsentanterne for arbejdsmarkedsparterne og de ikke-statslige organisationer ikke skulle have stemmeret. Med henblik på mere effektivt at sikre instituttet uafhængighed samt selvstændighed og objektivitet i dets virksomhed opfordrer EØSU Kommissionen til at give hver repræsentant for arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer samt ikke-statslige organisationer fuld stemmeret. Dette stemmer overens med punkt 4, som foreskriver, at »hvert medlem af bestyrelsen eller, ved medlemmets fravær, suppleanten har én stemme«.

3.7.5

EØSU mener, at direktørerne for Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene, Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse og agenturet for grundlæggende rettigheder, hvor det er hensigtsmæssigt, bør have mulighed for at deltage direkte i bestyrelsens møder som observatører (artikel 10, stk. 11). Omvendt bør direktøren for instituttet også have mulighed for at deltage i disse organers møder (på bestyrelsens vegne eller på basis af et »aftalememorandum«).

3.8

EØSU har intet at indvende imod, at det rådgivende forum får til opgave at gøre det muligt for medlemsstaterne at inddrage relevante instanser og oprette et ekspertnet. I henhold til artikel 12 får dette organ ingen beslutningsbeføjelser i instituttet, og det er derfor unødvendigt at påpege, at de tre medlemmer, der repræsenterer de berørte parter på EU-plan, ikke har stemmeret. Man kan derfor spørge, hvorfor disse repræsentanter udpeges af Kommissionen. De burde udpeges direkte af de organisationer, der henvises til i artikel 10, stk. 1, litra a)-c).

3.8.1

Der må findes en metode til at sikre ligelig repræsentation af kvinder og mænd i det rådgivende forum.

3.8.2

Som nævnt i punkt 3.6.1 ovenfor bør det rådgivende forums medlemmer have til opgave at sikre samarbejde mellem instituttet og kompetente myndigheder i medlemsstaterne (artikel 12, stk. 4).

3.9

EØSU har visse forbehold med hensyn til instituttets budget. Der er modsigelser i Rådets erklæring, som citeres ovenfor i punkt 2.3: instituttet skal repræsentere en merværdi, dvs. opnå vanskelige mål, samtidig med at der skal være budgetneutralitet.

3.9.1

Der gås ud fra, at finansieringen af instituttet delvis sker over Progress-programmet. I punkt 3.6 i begrundelsen til forordningsforslaget understreges det, at »instituttets aktiviteter klart vil adskille sig fra de aktiviteter, der er blevet foreslået under punktet om ligestilling mellem mænd og kvinder i Progress-programmet (2007-2013)«. EØSU ser dette som et argument, der understøtter den holdning, det gav udtryk for i sin udtalelse om Progress-programmet:

»EØSU opfordrer i den forbindelse til, at de midler, der afsættes til kønsforskningsinstituttet, ikke trækkes fra den samlede finansieringsramme for Progress, men omfattes af en selvstændig finansiering« (16).

3.9.2

EØSU anbefaler derfor, at der i forhandlingerne om Den Europæiske Unions finansielle overslag tages hensyn til de midler, der er nødvendige, for at instituttet kan arbejde effektivt og fungere hensigtsmæssigt, og at disse midler under alle omstændigheder tildeles gradvist for at sætte instituttet i stand til at varetage de opgaver, det pålægges, og sikre det juridisk og finansiel sikkerhed.

3.9.3

EØSU mener, at koncentrationen af ligestillingsindsatsen på ét sted giver mulighed for besparelser både på EU-niveau og på nationalt plan. Det foreløbige budget for Progress-programmet bør derfor ikke reduceres med dette beløb, men i stedet forhøjes hermed, hvis der ikke træffes nogen beslutning om separat finansieringsramme for instituttet.

3.9.4

Oprettelsen af instituttet må under ingen omstændigheder være et påskud for at skære ned på finansieringen af andre organer, herunder Dublin-instituttet, hvis opgaver bl.a. også omfatter behandling af ligestillingsproblemer.