EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008R0760

Kommissionens forordning (EF) nr. 760/2008 af 31. juli 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår tilladelse til at anvende kasein og kaseinater i fremstillingen af ost

EUT L 205 af 1.8.2008, p. 22–25 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 21/11/2014: This act has been changed. Current consolidated version: 01/07/2009

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2008/760/oj

1.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 205/22


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 760/2008

af 31. juli 2008

om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår tilladelse til at anvende kasein og kaseinater i fremstillingen af ost

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1), særlig artikel 121, litra i), artikel 192 og artikel 194 sammenholdt med artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets forordning (EØF) nr. 2204/90 af 24. juli 1990 om fastsættelse af supplerende almindelige regler for den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter, for så vidt angår ost (2), ophæves ved forordning (EF) nr. 1234/2007 pr. 1. juli 2008.

(2)

Bestemmelserne i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 2204/90 for udveksling af oplysninger og kontrol og administrative foranstaltninger er ikke blevet indarbejdet i forordning (EF) nr. 1234/2007. I henhold til artikel 192 og 194 i forordning (EF) nr. 1234/2007 bør disse bestemmelser indarbejdes i Kommissionens forordning (EF) nr. 1547/2006 af 13. oktober 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2204/90 (3).

(3)

Af hensyn til klarheden bør forordning (EF) nr. 1547/2006 derfor ophæves og afløses af en ny forordning.

(4)

Ifølge artikel 119 i forordning (EF) nr. 1234/2007 kræver anvendelsen af kasein og kaseinater i fremstillingen af ost forudgående tilladelse. Der bør fastsættes nærmere regler for udstedelsen af sådanne tilladelser under hensyntagen til kravene om virksomhedskontrol. For at lette gennemførelsen og overvågningen af de pågældende undtagelser bør sådanne tilladelser udstedes for et specifikt tidsrum.

(5)

Ifølge artikel 121, litra i), i forordning (EF) nr. 1234/2007 skal de maksimale procentsatser for iblanding af kasein og kaseinater i ost fastsættes på grundlag af objektive kriterier, der opstilles under hensyntagen til det teknologisk nødvendige. De nævnte procentsatser bør fastsættes på EF-plan ud fra den foreliggende viden. For at lette kontrollen af, at denne bestemmelse overholdes, bør der fastsættes samlede procentsatser i stedet for procentsatser for hvert enkelt produkt, jf. dog eventuelle strengere nationale normer.

(6)

Når der anvendes kasein og/eller kaseinater i ost, bør de internationale normer for ost overholdes, især forholdet mellem valleprotein og kasein (4).

(7)

Det er nødvendigt at fastsætte nærmere regler for kontrol og sanktioner under hensyntagen til strukturen i den pågældende sektor. Sanktionernes størrelse bør fastsættes, når støtten i henhold til artikel 100 i forordning (EF) nr. 1234/2007 genindføres.

(8)

Uden at det berører eventuelle nationale sanktioner, bør der, når der uden tilladelse anvendes kasein og kaseinater i fremstillingen af ost, og når der er fastsat støtte i henhold til artikel 100 i forordning (EF) nr. 1234/2007, idømmes en sanktion, hvis størrelse fastsættes dels ud fra kaseinets eller kaseinaternes værdi, dels ud fra værdien af en tilsvarende mængde skummetmælkspulver, så i det mindste den økonomiske fordel ved anvendelsen uden tilladelse neutraliseres. Så længe producentstøtten for kasein og kaseinater er fastsat til nul, er der ingen grund til at fastsætte sanktionernes størrelse.

(9)

I artikel 204, stk. 2, andet afsnit, litra f), fastsættes det, at forordningen anvendes for mejerisektoren fra den 1. juli 2008, undtagen bestemmelserne i del II, afsnit I, kapitel III. Den ophæver forordning (EØF) nr. 2204/90 fra den dato. Derfor bør nærværende forordning anvendes fra den 1. juli 2008.

(10)

For at give sektoren mulighed for at tilpasse sig den nye maksimale iblandingsprocent og det forhold, at den også kommer til at gælde for anden ost, bør der fastsættes en undtagelsesperiode på seks måneder.

(11)

Forvaltningskomitéen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Tilladelser som omhandlet i artikel 119 i forordning (EF) nr. 1234/2007 udstedes for 12 måneder på anmodning af den pågældende virksomhed, forudsat at virksomheden forudgående skriftligt har forpligtet sig til at acceptere og overholde bestemmelserne i artikel 3 i nærværende forordning.

2.   Der udstedes en tilladelse med et løbenummer for hver virksomhed eller eventuelt hver produktionsenhed.

3.   Tilladelsen kan afhængigt af ansøgningen gælde for én eller flere ostetyper.

Artikel 2

1.   Den maksimale procent omhandlet i artikel 121, litra i), nr. i), i forordning (EF) nr. 1234/2007 for iblanding i produkter henhørende under KN-kode 0406 er 10 %. Den anvendes på vægten af den ost, som den pågældende virksomhed eller produktionsenhed fremstiller i en periode på seks måneder.

For ost med iblanding af kasein eller kaseinater må valleprotein/kaseinforholdet for mælk ikke overskrides, og osten skal overholde produktionslandets nationale bestemmelser for anvendelse af kasein og kaseinater.

2.   Uanset stk. 1 er den maksimale procent omhandlet i stk. 1, første afsnit, indtil den 31. december 5 % for:

a)

smelteost henhørende under KN-kode 0406 30

b)

revet smelteost henhørende under KN-kode ex 0406 20 fremstillet ved en kontinuerlig proces uden tilsætning af allerede fremstillet smelteost

c)

smelteost i pulverform henhørende under KN-kode ex 0406 20 fremstillet ved en kontinuerlig proces uden tilsætning af allerede fremstillet smelteost.

Artikel 3

1.   Virksomheder skal:

a)

til den kompetente myndighed anmelde, hvor store mængder og hvilke typer ost de har fremstillet, og hvor store mængder kasein og kaseinater der er iblandet de forskellige produkter

b)

føre et lagerregnskab, der gør det muligt at kontrollere, hvor store mængder og hvilke typer ost der er fremstillet, hvor store mængder kasein eller kaseinater der er købt og/eller fremstillet, og hvad mængderne er bestemt og/eller anvendt til.

2.   Det lagerregnskab, der er omhandlet i stk. 1, litra b), skal indeholde oplysninger om oprindelsen, sammensætningen og mængden af de råvarer, der er anvendt til ostens fremstilling. Medlemsstaterne kan kræve, at der udtages prøver med henblik på at kontrollere oplysningerne. Medlemsstaterne sørger for, at de oplysninger, der indsamles fra virksomhederne, behandles fortroligt.

Artikel 4

1.   Medlemsstaterne sørger for, at denne forordning overholdes ved hjælp af administrativ og fysisk kontrol, herunder:

a)

hyppig og uanmeldt kontrol på stedet for at sammenholde lagerregnskabet med de relevante forretningspapirer og de fysiske lagre; sådan kontrol skal omfatte et repræsentativt antal anmeldelser som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a)

b)

stikprøvekontrol af virksomheder, der fremstiller ost, og som ikke har fået nogen tilladelse.

2.   Alle virksomheder, der har en tilladelse, skal kontrolleres mindst én gang om året.

Artikel 5

Medlemsstaterne skal føre et register over:

a)

hvor mange tilladelser der er udstedt og/eller tilbagekaldt

b)

hvor store mængder kasein og kaseinater der er anmeldt i forbindelse med tilladelserne, og hvor stor en mængde ost der er fremstillet.

c)

de tilfælde, hvor kasein og/eller kaseinater er blevet anvendt enten uden tilladelse eller uden, at de fastsatte procenter er blevet overholdt, med angivelse af, hvor store mængder kasein og kaseinater der er blevet anvendt uden tilladelse.

Artikel 6

1.   Uden at det berører den pågældende medlemsstats sanktioner, skal der idømmes sanktioner for anvendelse af kasein og kaseinater uden tilladelse. Sanktionernes størrelse skal fastsættes, når støtten i henhold til artikel 100 i forordning (EF) nr. 1234/2007 genindføres.

2.   De beløb, der inkasseres i henhold til stk. 1, skal betragtes som formålsbestemte indtægter, jf. artikel 12 i Kommissionens forordning (EF) nr. 883/2006 (5), og skal anmeldes til Kommissionen, jf. artikel 5 i samme forordning.

Artikel 7

1.   Forordning (EF) nr. 1547/2006 ophæves.

Tilladelser udstedt i henhold til artikel 1 i forordning (EF) nr. 1547/2006 forbliver dog gyldige, indtil de udløber.

2.   Henvisninger til den ophævede forordning og til artikel 3 i forordning (EØF) nr. 2204/90 skal betragtes som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilaget.

Artikel 8

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. juli 2008. Artikel 2, stk. 1, anvendes dog fra den 1. januar 2009.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. juli 2008.

På Kommissionens vegne

Mariann FISCHER BOEL

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 510/2008 (EUT L 149 af 7.6.2008, s. 61).

(2)  EFT L 201 af 31.7.1990, s. 7. Kommissionens forordning (EF) nr. 2583/2001 (EFT L 345 af 29.12.2001, s. 6).

(3)  EUT L 286 af 17.10.2006, s. 8.

(4)  Den generelle norm for ost i Codex alimentarius (codex stan A-6, ændret i 2006).

(5)  EUT L 171 af 23.6.2006, s. 1.


BILAG

Sammenligningstabel

Forordning (EF) nr. 1547/2006

Forordning (EØF) nr. 2204/90

Denne forordning

Artikel 1 og 2

 

Artikel 1 og 2

 

Artikel 3, stk. 1, litra a) og b)

Artikel 3, stk. 1

 

Artikel 3, stk. 1, litra c)

Artikel 4, stk. 1

Artikel 3, stk. 1

 

Artikel 3, stk. 2

Artikel 3, stk. 2

 

Artikel 4, stk. 2

Artikel 3, stk. 3

 

Artikel 5, litra c)

Artikel 4, stk. 1

 

Artikel 6

Artikel 4, stk. 2

 

Artikel 5

 

Artikel 5, litra a) og b)

Artikel 6

 

 

Artikel 7

Artikel 7

 

Artikel 8

Bilag I

 

Bilag II

 

Bilag III

 


Top