—

Punkt 1 i konklusionen i dommen fra Den Europæiske Unions Ret af 11. maj 2022, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen (T-151/20, EU:T:2022:281), ophæves.

—

Europa-Kommissionen frifindes i sag T-151/20, eller subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse angående de dele af anbringenderne, som endnu ikke er blevet undersøgt.

—

Såfremt Domstolen afsiger endelig dom i nærværende sag, tilpligtes Den Tjekkiske Republik at betale de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger i forbindelse med sagen for Den Europæiske Unions Ret og Domstolen, eller, såfremt sagen hjemvises til Retten, udsættes afgørelsen om sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 6, stk. 3, litra b), og artikel 17, stk. 2 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 (1) af 22. maj 2000, som ændret.

Retten begik i den forbindelse en retlig fejl ved fortolkningen af forordningens artikel 6, stk. 3, da den fastslog, at bogføringen af de beløb, der svarer til de fordringer, der er fastsat i forordningens artikel 2, på konto B, blot var en bogføringstransaktion, og at fristen for denne bogføring derfor ikke skal regnes fra den dato, hvor fordringerne skulle have været fastlagt, men fra den dato, hvor den kompetente tjekkiske myndighed faktisk fastlagde disse fordringer.

Som følge heraf begik Retten endvidere en retlig fejl, da den fandt, at Den Tjekkiske Republik kunne gøre brug af muligheden for at blive fritaget fra pligten til at betale det omtvistede beløb til Kommissionen på grundlag af forordningens artikel 17, stk. 2 (anbringende vedrørende den appellerede doms præmis 85-93).

2.

Andet anbringende om, at Retten også begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 2, stk. 1, og 17, stk. 1, i forordning nr. 1150/2000, sammenholdt med artikel 217, stk. 1, i Rådets forordning nr. 2913/92 (2) af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks og artikel 325 TEUF, som kræver, at medlemsstaterne bekæmper svig og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, for så vidt som den fandt, at Den Tjekkiske Republik ikke havde fastlagt den omhandlede toldskyld for sent, selv om den ikke havde foretaget denne handling i dagene efter, at den repræsentant for de tjekkiske toldmyndigheder, som deltog i det kontrolbesøg, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) gennemførte i Laos i november 2007, var vendt tilbage (anbringende vedrørende den appellerede doms præmis 94-126).

Retten begik således en fejl ved vurderingen af den retlige ramme, idet den fandt, at Den Tjekkiske Republik inden for denne ramme kunne afvente, at OLAF fremlagde beviserne fra kontrolbesøget (og derved ikke opfylde forpligtelsen til at konstatere, at der for Unionen var opstået en fordring på egne indtægter), hvilket er til skade for Unionens finansielle interesser. Retten burde have fortolket den anvendelige EU-ret således, at Den Tjekkiske Republik i medfør af princippet om rettidig omhu var forpligtet til straks efter, at dens repræsentant var vendt tilbage fra kontrolbesøget, at anmode OLAF om de beviser, der blev indsamlet under dette besøg, hvilket ville have gjort det muligt for republikken at konstatere, at der for Unionen var opstået en fordring på egne indtægter, i dagene efter, at den tjekkiske repræsentant var vendt tilbage fra kontrolbesøget i Laos.