30.8.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 223/11

1)

Den omstændighed, at en arbejdsgiver offentligt erklærer, at han ikke vil ansætte medarbejdere, der har en bestemt etnisk eller racemæssig oprindelse, udgør direkte forskelsbehandling ved ansættelse i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 2, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse, idet sådanne erklæringer kan afholde visse ansøgere fra at indgive ansøgning og dermed hindre disse ansøgeres adgang til arbejdsmarkedet.

2)

Offentlige erklæringer, hvori en arbejdsgiver giver udtryk for, at han inden for rammerne af sin ansættelsespolitik ikke vil ansætte medarbejdere, der har en bestemt etnisk eller racemæssig oprindelse, er tilstrækkelige til at skabe en formodning for — i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/43 — at der foreligger en direkte diskriminerende ansættelsespolitik. Det påhviler derfor arbejdsgiveren at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat. Dette kan han bevise ved at godtgøre, at virksomhedens faktiske ansættelsespraksis ikke stemmer overens med hans erklæringer. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om de anførte omstændigheder kan anses for godtgjort, og om de forhold, som er anført til støtte for arbejdsgiverens påstande, hvorefter han ikke har tilsidesat princippet om ligebehandling, er tilstrækkelige.

3)

Artikel 15 i direktiv 2000/43 kræver — også når der ikke kan identificeres en klager — at de sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af nationale bestemmelser, som er vedtaget til gennemførelse af direktivet, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.