Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005R0390

    Rådets forordning (EF) nr. 390/2005 af 7. marts 2005 om afslutning af den delvise interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i bl.a. Indien

    EUT L 63 af 10.3.2005, p. 1–3 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 159M af 13.6.2006, p. 179–181 (MT)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 23/08/2006

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2005/390/oj

    10.3.2005   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 63/1


    RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 390/2005

    af 7. marts 2005

    om afslutning af den delvise interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i bl.a. Indien

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 11, stk. 3,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen, efter høring af det rådgivende udvalg, og

    ud fra følgende betragtninger:

    A.   PROCEDURE

    1.   Tidligere procedure og gældende foranstaltninger

    (1)

    Efter en undersøgelse, der blev indledt i maj 2000 (»den oprindelige undersøgelse«), indførte Rådet i august 2001 ved forordning (EF) nr. 1676/2001 (2) en midlertidig antidumpingtold på importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i bl.a. Indien. Tolden udgjorde mellem 0 % og 62,6 % for importen af PET-folie med oprindelse i Indien.

    (2)

    Den gældende antidumpingtold på importen fra Jindal Poly Films Limited, tidligere Jindal Polyester Limited (meddelelse om navneændring offentliggjort den 2. december 2004) (3), er 0 %. Importen af PET-folie fra selskabet er også omfattet af en udligningstold på 7 %, der blev indført i 1999 ved Rådets forordning (EF) nr. 2597/1999 (4).

    2.   Anmodning om en fornyet undersøgelse

    (3)

    Følgende EF-producenter indgav en anmodning om en delvis interimsundersøgelse, der var begrænset til dumpingaspektet for så vidt angår Jindal Poly Films Limited: Du Pont Teijin Films, Mitsubishi Polyester Film GmbH og Nuroll SpA (»ansøgerne«). Ansøgerne tegner sig for en betydelig del af den samlede produktion i Fællesskabet af PET-folie. Toray Plastics Europe støttede anmodningen, men var ikke en officiel ansøger.

    (4)

    Ansøgerne hævdede, at dumpingmargenen havde ændret sig for Jindal Poly Films Limited og var højere end i den oprindelige undersøgelse, der førte til indførelsen af de gældende foranstaltninger.

    3.   Undersøgelse

    (5)

    Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at anmodningen indeholdt tilstrækkelige beviser til at indlede en delvis interimsundersøgelse, og den indledte derfor en sådan undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i grundforordningen ved en meddelelse (»indledningsmeddelelsen«) offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (5).

    (6)

    Undersøgelsen var begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet for så vidt angår Jindal Poly Films Limited. Undersøgelsesperioden omfattede perioden 1. januar-31. december 2003.

    (7)

    Kommissionen underrettede officielt Jindal Poly Films Limited, eksportlandets repræsentanter og EF-producenterne om indledningen af den fornyede undersøgelse. De interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

    (8)

    For at indhente de oplysninger, der blev anset for nødvendige for undersøgelsen, sendte Kommissionen et spørgeskema til den pågældende eksporterende producent, Jindal Poly Films Limited, der samarbejdede ved at besvare spørgeskemaet. Der blev udført et kontrolbesøg hos selskabet i New Delhi for at sikre, at de angivne oplysninger var fuldstændige.

    B.   DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

    1.   Den pågældende vare

    (9)

    Den pågældende vare er, som defineret i den oprindelige undersøgelse, polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i Indien, der normalt tariferes under KN-kode ex 3920 62 19 og ex 3920 62 90.

    2.   Samme vare

    (10)

    Som i den oprindelige undersøgelse blev det konstateret, at PET-folie, der fremstilles og sælges på hjemmemarkedet i Indien, og PET-folie, der eksporteres til Fællesskabet fra Indien, samt PET-folie, der fremstilles og sælges af EF-erhvervsgrenen på fællesskabsmarkedet, har de samme fysiske og tekniske egenskaber og anvendelsesformål. Disse varer er derfor identiske, jf. artikel 1, stk. 4, i grundforordningen.

    C.   DUMPING

    1.   Normal værdi

    (11)

    For at fastsætte den normale værdi blev det først undersøgt, om den eksporterende producents samlede salg på hjemmemarkedet var repræsentativt, jf. artikel 2, stk. 2, i grundforordningen, dvs. om det udgjorde mindst 5 % af eksportsalget af den pågældende vare til Fællesskabet.

    (12)

    Derefter blev det undersøgt, om det samlede salg på hjemmemarkedet af hver enkelt varetype udgjorde 5 % eller mere af salgsmængden af den samme type, der blev eksporteret til Fællesskabet.

    (13)

    For de varetyper, hvis hjemmemarkedssalg udgjorde mindst 5 % af eksportsalget af den samme varetype til Fællesskabet, blev det undersøgt, om en tilstrækkelig del af salget havde fundet sted i normal handel, jf. artikel 2, stk. 4, i grundforordningen. For hver varetype, hvor mindst 80 % af hjemmemarkedssalget fandt sted til priser, der var højere end produktionsomkostningerne, blev den normale værdi fastsat på grundlag af den vejede gennemsnitlige pris, der faktisk var betalt for det samlede hjemmemarkedssalg. For de varetyper, hvor de fortjenstgivende transaktioner udgjorde 80 % eller derunder, men ikke under 10 %, af salget, fastsattes den normale værdi på grundlag af den vejede gennemsnitlige pris, der faktisk var betalt for det hjemmemarkedssalg, der var fortjenstgivende.

    (14)

    For de varetyper, hvor den eksporterende producents hjemmemarkedspriser ikke kunne anvendes til at fastsætte den normale værdi, fordi salget ikke var tilstrækkelig repræsentativt, eller andelen af salget, der fandt sted i normal handel, ikke var tilstrækkelig stor, blev den normale værdi beregnet på grundlag af den pågældende eksporterende producents fremstillingsomkostninger plus et rimeligt beløb til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (»SA&G-omkostninger«) samt fortjeneste, jf. artikel 2, stk. 3 og 6, i grundforordningen.

    (15)

    SA&G-omkostningerne blev baseret på den eksporterende producents omkostninger i forbindelse med det hjemmemarkedssalg af den pågældende vare, der blev konstateret at være repræsentativt. Fortjenstmargenen blev beregnet på grundlag af selskabets vejede gennemsnitlige fortjenstmargen for de varetyper, der blev solgt på hjemmemarkedet i tilstrækkelige mængder i normal handel.

    2.   Eksportpris

    (16)

    Den eksporterende producent oplyste, at noget af salget (en enkelt forsendelse) havde fundet sted til et forretningsmæssigt forbundet selskab i Fællesskabet. Da den pågældende mængde var ubetydelig, blev der set bort fra dette salg.

    (17)

    Resten af eksportsalget af den pågældende vare til Fællesskabet i undersøgelsesperioden havde fundet sted til uafhængige kunder. Eksportprisen blev derfor fastsat på grundlag af den pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales, jf. artikel 2, stk. 8, i grundforordningen.

    3.   Sammenligning

    (18)

    Den normale værdi og eksportprisen blev sammenlignet ab fabrik. For at sikre en rimelig sammenligning blev der i form af justeringer taget hensyn til forskelle i faktorer, der påvirkede prissammenligneligheden, jf. artikel 2, stk. 10, i grundforordningen. Der blev derfor indrømmet justeringer for forskelle i omkostninger til rabatter og nedslag, transport, forsikring, håndtering og lastning samt dermed forbundne omkostninger, pakning, kreditter og provision, når dette var relevant og dokumenteret.

    a)   Importafgifter

    (19)

    Jindal Poly Films Limited anmodede om en justering af den normale værdi for importtold, der ikke var opkrævet under forhåndslicensordningen på importen af råmaterialer til fremstilling af eksportvarer. Forhåndslicensordningen giver mulighed for at indføre råmaterialer toldfrit, forudsat at selskabet udfører færdigvarer i en tilsvarende mængde og til en tilsvarende værdi, der fastsættes i henhold til officielle Standard Input/Output-normer. De indførte varer under forhåndslicensordningen kan enten anvendes til at fremstille eksportvarer eller til at genopfylde de indenlandske lagre af råmaterialer, der anvendes til at fremstille disse varer. Selskabet hævdede, at eksporten af den pågældende vare til Fællesskabet fandt sted for at opfylde de krav, der under forhåndslicensordningen var knyttet til de indførte råmaterialer.

    (20)

    Der blev ikke draget nogen konklusion om, hvorvidt det var berettiget at foretage en justering i forbindelse med denne anmodning, da dette ikke ville have nogen indflydelse på det endelige resultat af den fornyede undersøgelse.

    b)   Andre justeringer

    (21)

    Den eksporterende producent anmodede om en justering af eksportprisen i henhold til artikel 2, stk. 10, litra k), i grundforordningen for en begrænset eksportmængde på grundlag af de fordele, der blev opnået i henhold til toldgodtgørelsesordningen (»DEPB«) på efter-eksportbasis. I henhold til denne ordning kan de kreditter, der modtages ved udførslen af den pågældende vare, benyttes til at udligne told, der normalt skal betales på indførsel af enhver vare, eller sælges frit til andre selskaber. De indførte varer skal desuden ikke udelukkende benyttes i produktionen af den udførte vare. Producenten påviste ikke, at fordelen i henhold til DEPB-ordningen på efter-eksportbasis påvirkede prissammenligneligheden, navnlig at kunderne konsekvent betalte forskellige priser på hjemmemarkedet på grund af DEPB-fordelene. Denne anmodning blev derfor afvist.

    4.   Dumpingmargen

    (22)

    Dumpingmargenen blev fastsat på grundlag af en sammenligning af den vejede gennemsnitlige normale værdi og den vejede gennemsnitlige eksportpris i overensstemmelse med artikel 2, stk. 11, i grundforordningen.

    (23)

    Det fremgik af denne sammenligning, at dumpingmargenen var lig med 0 %.

    D.   KONKLUSION

    (24)

    På grundlag af ovenstående kendsgerninger og betragtninger og i lyset af de foreliggende oplysninger konkluderes det i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i grundforordningen, at den nuværende fornyede undersøgelse bør afsluttes, og at den antidumpingtold på 0 %, der blev indført ved forordning (EF) nr. 1676/2001 på importen af PET-folie, der fremstilles og udføres til Fællesskabet af Jindal Poly Films Limited, bør opretholdes.

    (25)

    Alle berørte parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det blev besluttet at opretholde den nuværende antidumpingtold, og fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger.

    (26)

    Ansøgerne argumenterede, at dumpingberegningen burde have være foretaget på grundlag af en sammenligning mellem den vægtede gennemsnitlige normalværdi og priserne i forbindelse med de enkelte eksporttransaktioner, idet de hævdede, at der forelå målrettet dumpingsalg til en særlig kategori af købere. De fremførte, at salg af en særlig folietype til kunder inden for et specifikt slutbrugersegment kunne sidestilles med målrettet salg til bestemte kunder. De var også af den mening, at det ville være berettiget at lægge en sådan beregning til grund i betragtning af, at Indiens produktionskapacitet var steget, og efter erhvervsgrenens opfattelse navnlig for den pågældende særlige folietypes vedkommende. I denne forbindelse skal det bemærkes, at den pågældende folietype ikke kun solgtes til kunder, som kun købte nævnte folietype, men at den også solgtes til kunder, som købte andre folietyper. En sammenligning af priserne for salget af de samme folietyper til forskellige kunder afslørede imidlertid ikke noget kundebaseret prisdifferentieringsmønster. Da der ikke foreligger et sådant mønster, er spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger dumping på basis af varetype, irrelevant, for så vidt angår valget af beregningsmetode, jf. artikel 2, stk. 11, i grundforordningen. Det skal ydermere bemærkes, at ændringer af produktionskapaciteten heller ikke udgør nogen relevant faktor ved fastlæggelsen af hvilken metode, der skal lægges til grund for beregningen af dumpingmargenen. Da der ikke er konstateret noget målrettet salg på basis af kunde, region eller periode, må ansøgernes krav afvises, og det må fastholdes, at den mest formålstjenlige metode er en sammenligning af det vægtede gennemsnit af normalværdien og det vægtede gennemsnit af eksportprisen —

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    Den delvise interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i bl.a. Indien, der normalt tariferes under KN-kode ex 3920 62 19 og ex 3920 62 90, afsluttes for så vidt angår den indiske eksporterende producent Jindal Poly Films Limited.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 7. marts 2005.

    På Rådets vegne

    J. KRECKÉ

    Formand


    (1)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 461/2004 (EUT L 77 af 13.3.2004, s. 12).

    (2)  EFT L 227 af 23.8.2001, s. 1.

    (3)  EUT C 297 af 2.12.2004, s. 2.

    (4)  EFT L 316 af 10.12.1999, s. 1.

    (5)  EUT C 43 af 19.2.2004, s. 14.


    Top