1)

Skal artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 1896/2006 (1) fortolkes således, at en national lovbestemmelse som § 371, stk. 1, nr. 4, i den estiske retsplejelov (i henhold til hvilken en ret bl.a. ikke antager en sag til realitetsbehandling, når en kendelse truffet af en estisk ret, som afslutter en sag, der er afsagt i en tvist mellem de samme parter om den samme genstand og på det samme grundlag, og som udelukker et fornyet søgsmål i den samme sag, har fået retskraft) er til hinder for behandlingen af en sag om et krav, som er omfattet af et europæisk betalingspåkrav, der er udstedt og erklæret eksigibelt af en domstol i en medlemsstat?

2)

Såfremt det første spørgsmål normalt skal besvares bekræftende, ændres besvarelsen da, såfremt det efter det europæiske betalingspåbuds erklæring om eksigibilitet viser sig, at forkyndelsen af betalingskravet ikke er sket i overensstemmelse med de i artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006 fastlagte mindstestandarder?

3)

Såfremt den andet spørgsmål skal besvares bekræftende, kan den ret, som har udstedt og erklæret det europæiske betalingskrav for eksigibelt, da af egen drift eller efter anmodning fra fordringshaveren træffe afgørelse om, at betalingskravets erklæring om eksigibilitet er ugyldig, såfremt det efter betalingskravets erklæring om eksigibilitet viser sig, at forkyndelsen af betalingskravet ikke er sket i overensstemmelse med de i artikel 13-15 i forordning nr. 1896/2006 fastlagte mindstestandarder?

4)

Såfremt det tredje spørgsmål skal besvares bekræftende, kan den ret, som har udstedt og erklæret det europæiske betalingskrav for eksigibelt, da uafhængigt af gennemførelsen, afslutningen eller resultatet af sagen om tvangsfuldbyrdelse ved retten i fuldbyrdelsesmedlemsstaten træffe afgørelse om, at betalingskravets erklæring om eksigibilitet er ugyldig?