Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62021CN0508

    Sag C-508/21 P: Appel iværksat den 18. august 2021 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 9. juni 2021 i sag T-47/19, Dansk Erhverv mod Kommissionen

    EUT C 2 af 3.1.2022, p. 14–14 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    3.1.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 2/14


    Appel iværksat den 18. august 2021 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 9. juni 2021 i sag T-47/19, Dansk Erhverv mod Kommissionen

    (Sag C-508/21 P)

    (2022/C 2/18)

    Processprog: engelsk

    Parter

    Appellant: Europa-Kommissionen (ved B. Stromsky og T. Maxian Rusche, som befuldmægtigede)

    De andre parter i appelsagen: Dansk Erhverv, Danmarks Naturfredningsforening, Forbundsrepublikken Tyskland og Interessengemeinschaft der Grenzhändler (IGG)

    Appellanten har nedlagt følgende påstande

    Den appellerede doms konklusion ophæves.

    Der afsiges dom i sag T-47/19, Danske Erhverv mod Kommissionen, idet afsnit 3.3. i den anfægtede afgørelse (1) annulleres.

    Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betale omkostningerne i appelsagen.

    Hver part og hver intervenient tilpligtes at bære deres egne omkostninger i sagen i første instans.

    Anbringender og væsentligste argumenter

    Første appelanbringende: Retten har begået en retlig fejl ved at konstatere, at den omstændighed, at der gives medhold i det eneste anbringendes tredje led, resulterer i en annullation af den anfægtede afgørelse i sin helhed. Denne konstatering udgør en tilsidesættelse af artikel 264 TEUF som fortolket af Domstolen i sagen Kommissionen mod Department de Loiret og af proportionalitetsprincippet.

    I dommen i sagen Kommissionen mod Department de Loiret fortolkede Domstolen artikel 264 TFEU som følger (2):

    »[D]en blotte omstændighed, at Retten tager et anbringende, som sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for sit annullationssøgsmål, til følge, […] giver [ikke] Retten ret til automatisk at annullere den anfægtede retsakt i sin helhed. En fuldstændig annullation kan nemlig ikke fastholdes, når det er åbenlyst, at det nævnte anbringende, der udelukkende vedrører det konkrete forhold i den anfægtede retsakt, blot kan medføre en delvis annullation.«

    I den foreliggende sag er tredje led af det første anbringende fremsat af sagsøgeren i første instans kun rettet mod en af de tre afgørelser, som tilsammen udgør den omtvistede afgørelse. Der er tale om den afgørelse, hvorefter den manglende pålæggelse af en bøde for, at grænsebutikkerne ikke opkræver pant på dåser, ikke indebar statsmidler og derfor ikke udgjorde statsstøtte. Tredje led af det eneste anbringende fremsat af sagsøgeren i første instans var ikke rettet mod de andre afgørelser, som fastslår, at den manglende opkrævning af pant og den manglende opkrævning af moms på den ikke opkrævede pant ikke indebar anvendelse af statsmidler og derfor ikke udgjorde statsstøtte.

    Andet appelanbringende: Retten har undladt at anføre en begrundelse og har anført en selvmodsigende begrundelse ved at fastslå, at de tre afgørelser ikke kan adskilles fra hinanden.

    Tredje appelanbringende: Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at de tre afgørelser ikke kan adskilles fra hinanden. De tre foranstaltninger bedømt i de tre afgørelser er således ikke forbundne. Navnlig er den manglende pålæggelse af bøden ikke direkte og automatisk forbundet med den manglende opkrævning af pant og den manglende opkrævning af moms. En pålæggelse af bøden kan eller kan ikke ændre grænsebutikkernes adfærd. Grænsebutikkerne kan eventuelt anfægte en pålæggelse af bøden ved de kompetente domstole og fortsætte med at undlade at opkræve pant (og ikke at opkræve moms på den ikke opkrævede pant). Under alle omstændigheder medfører den manglende opkrævning af pant ikke i et tab af statsmidler, fordi de manglende midler er en fuldt ud privatdrevet ordning uden nogen statslig kontrol.


    (1)  Afgørelse C (2018) 6315 final vedrørende statsstøtte SA.44865 (2016/FC) — Tyskland — Angivelig støtte til fordel for grænsenære tyske drikkevareforhandlere.

    (2)  Dommen i sagen Kommissionen mod Départment de Loiret, C-295/07 P, EU:C:2008:707, præmis 104.


    Top