EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62018TN0064

Sag T-64/18: Sag anlagt den 6. februar 2018 — Alfamicro mod Kommissionen

EUT C 142 af 23.4.2018, p. 52–53 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

23.4.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/52


Sag anlagt den 6. februar 2018 — Alfamicro mod Kommissionen

(Sag T-64/18)

(2018/C 142/70)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Alfamicro — Sistema de Computadores — Sociedade Unipessoal, Lda (Cascais, Portugal) (ved advokaterne G. Gentil Anastácio og D. Pirra Xarepe)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

For det første fastslås det, at Kommissionens afgørelse (2017) 8839 final af 13. december 2017 om inddrivelse af en fordring er ugyldig, for så vidt som den vedrører debitnota nr. 3241507078, og for det andet annulleres den nævnte afgørelse, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat følgende anbringender.

1.

Hvad angår påstanden om, at afgørelsen er ugyldig, har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har udøvet retslige beføjelser uden hjemmel, idet den har erstattet Rettens afgørelse af 14. november 2017 i sag T-831/14, hvori denne fastsatte Unionens fordring vedrørende en bestemt forpligtelse med en afgørelse med et andet indhold, som udgør et fuldbyrdelsesgrundlag i forhold til samme forpligtelse, hvilket er i strid med artikel 19 TEU og 272 TEUF.

2.

Hvad angår annullationspåstanden har sagsøgeren påberåbt sig følgende:

En begrundelsesmangel, idet Kommissionen blot fastslog, at der var konstateret visse systematiske fejl ved kontrollerne med den økonomiske revision, som var gennemført af den kontrakt, der var genstand for den anfægtede afgørelse, uden at det imidlertid forklares, hvori disse fejl består.

En tilsidesættelse af retsregler, for så vidt som Kommissionen ved automatisk at ekstrapolere konklusionerne fra en økonomisk revision, der var foretaget inden for et kontraktforhold, til andre kontraktforhold, tilsidesatte artikel 135, stk. 5, andet afsnit, i forordning nr. 966/2012 (1), samt det grundlæggende princip om offentlige kontrakter, nemlig vederlagsklausulens urørlighed.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298, s. 1).


Top