12.2.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 52/31

—

De anfægtede retsakter annulleres, nærmere bestemt:

—

Af disse grunde anmodes Retten om at træffe en afgørelse:

—

Såfremt der gives sagsøgerne medhold, tilpligtes ECB i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF at betale 45 828 257,80 EUR med morarenter efter den lovbestemte sats, indtil effektiv betaling sker, samt de øvrige udgifter og godtgørelser, som måtte opstå efter gennemførelsen af indgrebene;

—

Henset til det i artikel 280 TEUF fastsatte og til, at »Den Europæiske Centralbanks retsakter, der indebærer en forpligtelse for andre end stater til at betale en pengeydelse, kan tvangsfuldbyrdes«, jf. artikel 299 TEUF, bør Retten imidlertid pålægge sagsøgte at tilpligte BCP at betale disse beløb;

—

Henset til at den nationale centralbank er »en administrativ myndighed, som har kompetence til enten at træffe afgørelse om klager eller indlede passende retsforfølgning«, jf. artikel 11, stk. 1, litra b), i direktiv 2005/29/EF samt artikel 81, stk. 1, og artikel 83, stk. 1, i direktiv 2007/64/EF og det i artikel 96, stk. 1, litra b), — Tillægssanktioner — i DL [lovdekret] 317/2009 anførte, pålægges sagsøgtes befuldmægtigede at tilpligte BCP til »umiddelbart« at indbetale ovennævnte beløb på sagsøgernes konti.

—

Sagsøgte pålægges følgende:

—

Såfremt det i henhold til artikel 256, stk. 1, TEUF ikke henhører under Rettens kompetence, hvis den nationale centralbank ikke anerkender, at den »ikke har overholdt en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaterne, skal denne centralbank gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger« jf. artikel 271, litra d), TEUF, hvorefter Tribunal Supremo må forelægges spørgsmålet;

—

Såfremt det heller ikke henhører Rettens kompetence, skal Retten, hvis sagsøgerne gives medhold, jf. artikel 264 TEUF, foreslå Tribunal Supremo at annullere den nationale centralbanks afgørelse, som sagsøgte anerkendte, og den skal under hensyn til det i chartrets artikel 41, stk. 1, litra c), artikel 296, andet afsnit, TEUF og artikel 11, stk. 3, litra c), i direktiv 2005/29/EF, give en begrundelse;

—

Sagsøgeren og Retten pålægger eller opfordrer den portugisiske stat/anklagemyndigheden/PGR til at handle med henblik på, at der træffes afgørelse om de af BCP begåede handlinger;

—

Sagsøgeren tilpligtes at overgive sagen til OLAF;

I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement tilpligtes sagsøgte at betale sagsomkostningerne opgjort til et passende beløb.

1.

Tilsidesættelse af begrundelsespligten fastsat i chartret artikel 41, stk. 2, litra c), artikel 296, andet afsnit, TEUF, og artikel 11, stk. 3, i direktiv 2005/29/EF (1).

2.

Uanset om der var tale »indbrud« i »boksen«, havde eller burde BCP have haft kendskab til, at der forelå en anvendelse af det finansielle system, der fulgte af hvidvask af penge, og kreditinstituttet havde derfor kendskab til, at der var tale om skattesvig eller -unddragelse, som kunne medvirke til, at indtægter forsvandt fra Unionens budget. Disse handlinger er »ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser«, og tilgodeser »tvingende almene hensyn«, som »udgør et legitimt mål, som vil kunne begrunde en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser«.

3.

Uanset hvorledes de mere end 1 000 000 EUR blev taget fra »boksen«, skades »Unionens finansielle interesser«, navnlig de indtægter, der ligger til grund for »Den Europæiske Unions budget, og dem, der er omfattet af institutionernes, organernes, kontorernes og agenturernes budgetter, og de budgetter, som forvaltes og overvåges af dem«, og dermed omhandles ligeledes handlinger, der udgør en »uregelmæssighed«, fordi de skal betragtes som en »overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers handling eller undladelse, der skader eller kunne skade De Europæiske Fællesskabers almindelige budget eller budgetter, der forvaltes af De Europæiske Fællesskaber, enten ved formindskelse eller bortfald af indtægter, der stammer fra de egne indtægter, der opkræves direkte for Fællesskabernes regning, eller ved afholdelse af en uretmæssig udgift«.

4.

Når et kreditinstitut, en medlemsstat/national centralbank, Den Europæiske Centralbank eller en medlemsstat/anklagemyndigheden/PGR har kendskab til denne type overtrædelse og praksis og tillader dem uden at straffe dem, tilskynder de til en tilsidesættelse af det i artikel 310, stk. 5 og 6, TEUF og artikel 325, stk. 1, 2 og 3, TEUF fastsatte, ligesom de tillader, at det pågældende kreditinstitut udøver handlinger, der udgør »uregelmæssigheder« i strid med artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2988/95 (2).

5.

Den retsakt, hvorved sagsøgte afviste det fremsatte krav om at handle, gav bl.a. grundlag for følgende:

6.

Tilsidesættelse af pligten til upartiskhed, magtfordrejning og tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter foretaget af sagsøgtes befuldmægtigede, Banco de Portugal.