10.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 112/47

—

Europa-Kommissionens afgørelse C(2016) 8530 final i sag AT.39914 — Euro Interest Rate Derivatives — (herefter »afgørelsen«) af 7. december 2016, annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

Subsidiært lempes den sanktion, som sagsøgerne er blevet pålagt.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgernes omkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen ikke har godtgjort, at den af sagsøgerne udviste adfærd forfulgte et formål om at manipulere EURIBOR løbetider eller EONIA (referencerentesatser). Der er dokumentation for, at sagsøgerne ikke forfulgte konkurrencebegrænsende formål som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 53, stk. 1 (herefter »artikel 101«).

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen endvidere eller subsidiært har begået en retlig fejl ved at fastslå, at formålet med den påståede manipulation af EURIBOR løbetider eller EONIA er at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen som omhandlet i artikel 101.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse ikke fastslår et andet konkurrencebegrænsende formål end manipulation af EURIBOR løbetider eller EONIA, og at Kommissionen ikke nu over for sagsøgerne kan påstå eller godtgøre et sådant.

4.

Fjerde og subsidiære anbringende om, at Kommissionen ikke har godtgjort, at sagsøgerne har deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse. Den adfærd, som Kommissionen anser for en overtrædelse af artikel 101, forfulgte ikke et enkelt mål. Subsidiært havde sagsøgerne ikke kendskab til de andre parters ulovlige adfærd og kunne ikke med rimelighed have forudset den, og subsidiært havde sagsøgerne ikke ved deres adfærd til hensigt at bidrage til en fælles plan med et konkurrencebegrænsende formål.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen har handlet i strid med grundlæggende EU-retlige principper, god forvaltningsskik, uskyldsformodningen og sagsøgernes ret til forsvar ved på forhånd at have afgjort sagen mod sagsøgerne, idet den anvendte den »hybride« forligsprocedure, og ved at kommissær Almunia har givet udtryk herfor.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen endvidere eller subsidiært på flere måder har begået en fejl ved beregningen af den bøde, som sagsøgerne er blevet pålagt, og at Retten bør nedsætte den. Kommissionen (a) burde have anvendt tilpasninger for formildende omstændigheder af et større omfang, den lavere grovhed og indtrædelsesafgift for at afspejle sagsøgernes perifere og forskellige rolle, således som fastslået af Kommissionen, (b) har undladt at anvende samme metode for hver af parterne ved beregningen af værdien af afsætningen med den konsekvens, at sagsøgerne uden saglig begrundelse er blevet behandlet ringere, (c) burde have givet en større rabat med hensyn til sagsøgernes kontantindbetalingstal for at afspejle deres relative økonomiske styrke, og (d) burde ikke have inkluderet EONIA afsætning i dens beregning af værdien af afsætningen.